Island på cykel

Den her gang er jeg mere sur. Og en smule trist, for jeg har trods alt cyklet et par fremragende ture på den – en skøn, hvid On-One Inbred – gennem Centralasien samt Bolivia og Chile.

Da jeg med hængende skuldre trisser op i lejligheden igen, går det dog op for mig, at jeg ikke bare har mistet en cykel. Jeg har heller ikke noget at cykle på i Island nu. Sommerturen er i fare, og pengepungen tillader mig ikke blot at fare til den nærmeste cykelhandler og smække penge for en fuldblods turcykel på disken. Jeg går straks på Den Blå Avis.

To timer senere sidder jeg i toget på vej til Slagelse, og tre timer senere er jeg på vej hjem igen med en brugt, orange jernhest til 1800 kroner. Den lader til at være i fin stand. Et par nye bagagebærere, og den er klar.

Vikingernes Tinge

Selvom det er i begyndelsen af juli, ligger der sneklatter på småbjergene med de flade tallerkentoppe. Foran mig snor den åbne landevej sig gennem grønne, bakkede landskaber. Det har taget lang tid at komme ud af Reykjavik, da byen slet ikke er sat op til at cykle ud af, og jeg roder rundt for at undgå at cykle mellem lastbiler, busser og absurd store firhjulstrækkere, men nu skinner solen, og det går glat.

Efter et par timer passerer jeg forbi Þhingvellir (det underlige Þ udtales omtrent som th gør på engelsk), der betyder noget lignende ’Vikingernes Tinge’. Det var her islændinge for første gang, i år 930, samledes for at løse stridigheder og vedtage love. I dag er stedet på UNESCO’s verdensarvsliste. 

Jeg fortsætter rundt langs bredden af søen Þingvallavatn. Under den møder de to tektoniske plader hinanden, og vandet dernede under overfladen er uhyre klart. Nede i en af sprækkerne, Silfra, er sigtbarheden på mellem 150 og 300 meter, og vandet er så rent, at man kan drikke det. 
Klokken ni om aftenen, slår jeg teltet op nær Islands mest berømte gejser, Geysir.

Med det navn kunne man forfalde til at mistænke islændingene for at være håbløst uopfindsomme, men faktisk er gejseren her den første af sin slags, der nogensinde blev beskrevet. Det skete i 1224, og Geysir lagde navn til gejsere i al almindelighed. Jeg ser til et par gange, som pølen med vand langsomt begynder at rumstere, ind til den danner en klar boble, der brister, eksploderer og skyder kogende vand mod himlen.

Når den er mest i hopla, kan vandet sprøjte 70 meter i vejret.

Tværs over Island

De næste par dage bruger jeg på at krydse tværs ind over øen. Selv for Island er her øde, særligt efter jeg lægger det enorme, buldrende, bragende vandfald, Gullfoss, bag mig. Her forsvinder asfalten på vejen, og gruset tager over.

Jeg cykler ud over et åbent landskab uden bevoksning og uden andre spor efter mennesker, end vejen jeg cykler på. På min venstre side dukker Langjökulls enorme, kridhvide iskappe op. Islands næststørste gletsjer rejser sig rund og skinnende fra højlandet – 953 km² is, der når op i 1450 meters højde og på sit tykkeste sted måler 580 meter.

Solen skinner, der er over 20 grader, og vejen begynder at bølge stejlt op og ned. Den bliver også dårligere. Af og til elendig med cyklistens værste mareridt: vaskebrættet. Jeg bumler af sted og prøver at finde en rytme i nogle timer, inden jeg giver fanden i det og blot pløjer af sted, så cykelstel og bagagebærere rasler.

Min nye orange ven holder, men min bagbagagebærer knækker. Jeg binder den sammen med sejlgarn og er snart kørende igen. Vinden blæser hårdt, men den er med mig, og jeg skyder en alt for hurtig fart på den grufulde vej, og inden dagen er omme, er bagagebæreren knækket på den anden side, men sejlgarnet er en stærk ven i nøden.

Det er igen godt hen på aftenen, da jeg efter 110 kilometer når de varme kilder ved Hveravellir.

Vulkaner og is

Morgenen er kølig, luften klar, vinden frisk, vejen horribel og benene klar til at komme videre, da jeg slår øjnene op næste morgen. Igen i dag er der ingen bebyggelse langs vejen, og der er meget få spor efter mennesker. Det er da også blot én procent af Islands samlede areal, der er opdyrket, og lige nu er jeg omtrent så langt fra kysten, man kan komme.

Jeg mærker tydeligt, at jeg nu cykler gennem det tyndest befolkede område i Europas tyndest befolkede land. Her bor ingen. Kommer kun få. Der bor trods alt kun 320.000 mennesker i landet. Og to tredjedele af dem bor i og omkring Reykjavik.

Af og til ser jeg støv hvirvle op i horisonten og ved, at der er en jeep på vej, men ellers er der ingen forstyrrelser. Jeg har nu Hofsjökull, Islands tredjestørste gletsjer, på min venstre side. Den er så hvid, at den næsten er svær at fokusere på i det skarpe sollys fra den blå himmel.

Gletsjere fylder over 11 procent af Islands samlede areal, hvilket svarer til omtrent en fjerdedel af Danmarks areal. Det er virkelig meget is, tænker jeg, som jeg misser med øjnene mod det hvide. Det gør det ikke mindre imponerende, at ild lurer under al isen i form af vulkaner.

To modsætninger, der mødes i et landskab, der ellers består af sand, bjerge og lavamarker. 

I mit hoved kæmper jeg en smule med et dilemma: Jeg kender ikke andre måder at cykler på, når jeg cykler alene, end med fuld skrue. Men jeg har på den anden side lyst til at sænke farten for ikke at komme for hurtigt over øen. Med de lange sommerdage er der dog grænser for, hvor langsomt, jeg kan cykle, og jeg kommer hastigt op mod nordkysten.

Alene ved is-søen

Der er nu gået en uge, siden jeg ramte nordkysten efter den fantastiske krydsning af øen. Efter endnu en bizar nedtur, hvor jeg mistede en hel cykeltaske med alt mit kameraudstyr, mit pas og en lille notesbog, jeg har haft med på cyklen i ti år, er alt nu godt igen. Det skete i Akureyri, hvor folk kiggede på mig med mistro, når jeg sagde, jeg havde fået stjålet en taske. En slags ’sådan-noget-sker-ikke-herude’-blik.

Og det gjorde det heller ikke.

Da jeg et kort øjeblik vendte ryggen til min taske for at fiske noget ud af en anden, var den blevet læsset på en bus (!), men efter nogle dage, hvor jeg har været ved politiet og prøvet alt for at få den tilbage, er den dukket op igen. I mellemtiden har jeg dog spildt så mange dage, at jeg ikke har tid til at cykle hele øen rundt, og er hoppet på en bus til Höfn på den sydøstlige kyst af øen. Det er dog ikke noget problem. Politiet smider min taske på den daglige bus, og da den ankommer, rækker chaufføren mig smilende tasken, og jeg kan sætte af sted igen. Det er vel det, de kalder økultur, tænker jeg. 

Jeg kommer først i sadlen hen på eftermiddagen, men da jeg er så glad for at have mit kamera og være i sadlen igen, cykler jeg, indtil solen er gået ned. Det passer med, at jeg kan slå mit telt op ved bredden af Jökulsárlón – gletsjerlagunen tæt ved kysten, hvor massevis af isbjerge flyder rundt. Der er rigtig mange, der lægger vejen her forbi, inklusiv navne som James Bond, Laura Croft og Batman i diverse film, men jeg er her alene. Laver mad på brænderen og nyder stilheden.

Selvom den er over midnat, er der så lyst, at jeg kan ligge og læse i mit telt uden at tænde min pandelampe. Da jeg næste dag sætter af sted, begynder busserne med hundredvis af turister at trille ind.

Til tops i Skaftafell

Jeg fortsætter langs sydkysten, hvor jeg har havets bølger på den ene side og gletsjere på den anden. Vejen er vindblæst, heste græsser på enge og bjerge forsvinder ind i lavtliggende skyer. Jeg stopper efter en relativt kort dag i Skaftafell – den næsten 5000 km² store nationalpark, der blandt andet byder på glimrende vandring. Næste morgen lader jeg cyklen ligge ved teltet, snører skoene og sætter ud på en dagstur.

Jeg vandrer forbi Svartifoss, vandfaldet, der flot vælter ud over symmetriske, sorte lavasten, der står som store, firkantede søjler så markante, at de var inspirationen til kirken Hallgrímskirkja i Reykjavik. Herfra vandrer jeg op gennem et åbent landskab, der hurtigt bliver mere dramatisk. Gletsjere er under mig, en mystisk tåge ligger også dernede, og jeg begynder at gå mod toppen af 1125 meter høje Kristínartindar. Udsigten heroppe fra den spidse bjergkarm er forbløffende med den klassiske følelse af at kigge ned på en motorvej af is, som Skaftafellsjökull vælter ned mellem bjergene under mig.

Cirklen sluttet

Jeg fortsætter langs sydkysten, inden jeg igen drejer fra den asfalterede vej og skyder ind i landet. Denne gang på vejen mod Landmannalaugar. Det bliver de hårdeste 100 kilometer på turen. Vejen er miserabel, og jeg må konstant have skoene af, da isnende floder gang på gang har skyllet vejen væk.

Jeg vader gennem dem med cyklen. Bjergene er orange, brune, røde og gule. Landskabet er øde. Åndedrættet er på overarbejde. Det er godt hen på aftenen, inden jeg når Landmannalaugar, hvor der ikke er meget andet end en hel del folk i telte, der skal på den klassiske trekkingtur til Þórsmörk. Jeg slår også mit telt op og trisser ned til de varme kilder, Landmannalaugar er kendt for. Lader kroppen synke ned i det varme vand. Mærker kulden om hovedet, da solen går ned, og temperaturen falder under frysepunktet.

Her ligger jeg længe og flyder omgivet af varmt vand og kølig luft. Kigger på himlen, lader brystet hæve og sænke sig, hæve og sænke sig. I morgen venter flere småveje.

Dagen efter er jeg i Reykjavik. Og så er cirklen på Island sluttet.