Island på cykel

Men det kræver sine benmuskler og en god portion tålmodighed efter flere dage i træk med regnvejr og modvind./iceland.htm - privat cykelhjemmeside med mange gode råd.

955755---Dennis-Ku.jpg
Skrevet af: Redaktionen
Opdateret den 12. apr 2022

Men det kræver sine benmuskler og en god portion tålmodighed efter flere dage i træk med regnvejr og modvind./iceland.htm - privat cykelhjemmeside med mange gode råd.

De, der har gjort det, er ikke i tvivl: Den bedste måde at se Island på er fra en cykel.

Det går tilpas langsomt til, at du ser alt på din vej, og alligevel tilpas hurtigt til, at du får set og oplevet en masse.

Du må også leve med, at de fleste islændinge vil grine og ryste på hovedet, når de ser dig kæmpe for at komme op af den ene bakke efter den anden. De har svært ved at forstå, hvorfor man frivilligt udsætter sig selv for den slags fysiske udfoldelser, når man kan forcere lavasten, elve og klippegrund så let som ingenting i Islands uofficielle nationalbil, firehjulstrækkeren.

Men når det er sagt, så er cykling på Island en fornøjelse. Ikke mange andre steder møder du så varieret et landskab og så spektakulært placerede stier, og flere og flere cyklister – fra udlandet vel at mærke – har også fået øjnene op for Island som cykeltursdestination.
En cykeltur på Island kræver bare lidt mere forberedelse, end hvis turen for eksempel gik til Frankrig. Vejene og vejret er to ubekendte, man skal have med i overvejelserne, før man pakker cykeltaskerne og ruller ud i det islandske terræn.

Først og fremmest skal du vælge en passende cykel, og på Island er en mountainbike klart at foretrække. Det er muligt at leje cykler på Island til knap 200 kr. om dagen, og det kan godt anbefales, hvis du kun er interesseret i et par dage i sadlen. Har du derimod planer om en længere cykeltur, er det bedst at medbringe din egen fra Danmark. Uanset om du rejser med skib eller fly er det en billig – og i nogle tilfælde ligefrem gratis – affære. Tag også reparationsgrej med hjemmefra og øv dig i at bruge det. Det er langt fra i alle byer du finder en cykelhandler.

Kvaliteten af de islandske veje er mange steder langt under dansk standard, og selv på hovedvejene kan asfalt pludselig blive til hullede grusveje. Har du planer om at cykle tværs over Island, skal du være opmærksom på, at vejene i det indre højland slet ikke er åbne for nogen form for trafik før starten af juli. For at være sikker på, at du kan cykle ad de veje, du har planlagt, er det en god idé at undersøge vejenes tilstand på det islandske vejvæsens hjemmeside(www.vegag.is), før du lægger den endelige kurs.

De bedste egnede cykelmåneder er juli og august, men selv på det tidspunkt kan du ikke regne med vejret. Du kan nyde solens varme og en flot blå himmel, for blot fem minutter senere at befinde dig i en tæt, kølig tåge eller midt i en regnbyge. Det kan – især i det indre højland – også blive meget koldt, så det er nødvendigt at medbringe tøj til al slags vejr, selv om det egentlig skulle være sommer.


På Landmælingar Islands’ hjemmeside www.lmi.is kan du købe kort over alle områder på Island i forskellig målestok. Til cykling anbefales 1:250.000. Bliv i øvrigt ikke alt for skræmt når du ser priserne på hjemmesiden. De er i islandske kroner, hvilket betyder, at du roligt kan tage det bagerste nul væk, og så ser det pludselig ikke så slemt ud.


Tre gode cykelruter i Island

Tæt på den mystiske gletsjer
Snæfellsness – den lange, smalle halvø nord for Reykjavik – er et godt bud på en weekendcykeltur. Vejene, som du ikke kommer til at dele med særlig mange bilister, veksler mellem asfalt og grus og er bakkede uden at byde på alt for hårde stigninger. Turen rundt om halvøen er på knap 150 km og bringer dig tæt på både Atlanterhavet og den mystiske gletsjer, Snæfellsjökull.

Kjölurruten gennem højlandet
Engang var det islænderheste og deres ryttere, der skød genvej mellem det sydlige og nordlige Island ved at ride tværs over højlandet. Nu kan du gøre dem turen efter på din egen jernhest. Der er omkring 250 km fra det berømte vandfald Gullfoss i syd til kystbyen Blönduos i nord og på ’vejen’ kommer du tæt på både gletsjere, store søer, varme kilder og sorte månelandskabslignende sletter. Kjölurruten er den mest populære og mest tilgængelige højlandsrute, og de mange naturlige seværdigheder og hyggelige lejrpladser undervejs gør, at man sagtens kan sætte en uge af til den tur.

Island rundt på en måned
På denne knap 1500 km lange tur rundt om Island via ringvejen, får du set meget af, hvad landet kan byde på. Turen kan klares på tre uger, men så har du næsten for lidt tid til afstikkere ind i landet eller helt ud til kysten. Langs ringvejen ligger der med jævne mellemrum små byer, hvor du har mulighed for at få fyldt depoterne op og overnatte på vandrehjem, hvis det frister mere end teltlivet.

Andre spændende artikler


Island på cykel

Island på cykel

BIKEPACKING PÅ ISLANDS MEST ENSOMME VEJ

BIKEPACKING PÅ ISLANDS MEST ENSOMME VEJ

Island på mountainbike

Island på mountainbike

Log ind