Jylland på tværs - i kajak

Livskrise råbte på ritual

Min historie om at krydse Jylland på tværs med kajak er vokset ud af en blanding af en skør idé og en livskrise. I starten af corononatiden opdagede jeg og min hustru, at vi ikke kunne få vores forhold til at fungere. Vi valgte at bo hver for sig og dele tiden med vores to børn mellem os i en 7/7-ordning. Da jeg tog af sted på turen sidst i juni 2021, havde vi boet ¾ år hver for sig. Jeg har virkelig god kommunikation med børnenes mor om børnene, og min historie handler ikke om vores forhold. Den handler om, at jeg efter bruddet følte mig rystet i min grundvold. Det kun at se sine børn hver anden uge, det at flytte fra det, jeg troede var en fast base, bekymringer om økonomi og dårlig samvittighed over for børnene. Omvæltninger, der råbte på et overgangsritual. Jeg var dog ikke rigtig klar over, hvad det var for et ritual, jeg egentlig havde gang i, da jeg en eftermiddag roede ud fra havkajakklubben Njord i Risskov og satte kursen mod kraner, containerskibe og skyskrabere i Aarhus havn. Faktisk var jeg virkelig i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kunne føre min plan ud i livet. En plan, der sprang ud af en skør idé: At ro via Aarhus Å ind i Brabrand Sø. Fra vestenden gå de ca. 20 kilometer til Skanderborg. Ro ad Skanderborg-søerne via Tåning Å ind i Mossø og til Klostermølle i vestenden af Mossø. Herfra gå de ca. 30 kilometer over den jyske højderyg frem til Skjern Å-systemet ved Rørbæk Sø. Så ro hele åen til udmundingen i Ringkøbing Fjord. Krydse fjordens sydlige del. Gå over klitterne og nå Vesterhavet. Vel at mærke inden for rammerne af en 7/7-ordning. En tur på seks døgn, så jeg kunne nå hjem til min søns fire års fødselsdag 30. juni.

Fra metropol til sivskov

Da jeg på turens dag 1 endelig har pakket kajakken og tager de første rotag, ved jeg det godt. Jeg er håbløst langt efter mit dagsprogram. I min plan under dag 1 står der, at jeg skal sove i et shelter mellem Skanderborg-søerne og Mossø. Over 43 kilometer fra udgangspunktet. Natten før turstart sov jeg tilmed skidt. Jeg er spændt. Min krop er spændt. Jeg vil. Men kan jeg? Mens jeg ror ind i havnebassinerne i Aarhus, observerer jeg, hvordan min bevidsthed er tunet ind på rejsen. Jeg føler mig som en turist i mine hverdagsrammer. Jeg ser mødet mellem træskibshavnen og de fancy højhuse i Aarhus Havn som en ny og spændende kontrast. Jeg ror ad Aarhus Å under folk med kolde fadøl og varm kaffe på cafébordene langs åen. Scenen skifter. Det bliver hurtigt grønt omkring åen. Sivskove. Brabrand Sø folder sig ud. Jeg når en bro over Aarhus Å vest for søen, hvor jeg ikke må ro videre. Nu tager jeg hul på kapitel 1 om at gå langt med kajakken. I dagene op til turen har jeg trænet lidt på en idé, der måske kan virke: Jeg vil gå foran kajakken og trække den efter mig. Jeg tager en lille løberygsæk omvendt på. Til hoftebæltet hæfter jeg en slynge med en karabinhage, som jeg hægter fast i et beslag i kajakkens stævn. Kajakken står på en høj kajakvogn. Jeg får min trækkemetode til at fungere en aften i ugen op til afgang. Sådan nogenlunde. Dog kun hvis jeg samtidig holder stævnen med hænderne bag mig, da kajakken ellers slingrer. Men kan jeg gå i alt 50 kilometer sådan?

Dækket eksploderer

Da jeg har gået tre kilometer mod Skanderborg langs den fuglefredede Aarslev Engsø, opdager jeg, at jeg mangler min pagaj. Fuck! Jeg løber tilbage ad grusstien og finder den heldigvis i det høje græs, hvor jeg i min lidt groggy søvnmangelstilstand har smidt den. Tilbage til kajakken. Seks ekstra kilometer i benene. Jeg kan dufte de første Sankt Hans-bål. Aftenlyset bliver gyldent. Jeg går målrettet under motorvej E45. Nu følger turens første stigning. Wow! Det er vildt tungt at gå op ad bakke. Sveden hagler af mig. Jeg skal virkelig trække. Læsset bag mig er nok på den anden side af 50 kilo. Små skridt. Oppe. Fedt at nå toppen! Nu kan jeg måske endda løbe ned ad bakke? Klokken har jo trods alt passeret 20 – og der er stadig meget langt til dagens mål. Men topglæden varer kort.

PPPPPPSSSSSSSYYYYYYY!

Det ene dæk på kajakvognen nærmest eksploderer. Da jeg får undersøgt dækket, kan jeg konstatere, at slangen ikke bare er punkteret. Der er et stort hul direkte igennem dækkets gummi. Jeg forer dækkets indre side med flere lag gaffatape, sætter den lappede slange i og vikler også ydersiden ind i flere lag sølvgrå tape.

Krise efter krise

Da vognen igen står med al vægten på, forventer jeg hvert øjeblik, at luften igen fiser ud. Jeg går 100 meter. Det holder. En kilometer. Stadig i tvivl. Går det her? Den lille krise skubber måske til den større, der er bevæggrunden for at tage af sted. Hvor er jeg på vej hen? Kan jeg finde en ny vej i mit liv? Et nyt ståsted?

Jeg går mod til mig. Selv om gaffatapen bliver slidt og småsten sætter sig i klisteret, så holder dækket. Jeg efterlader tvivlen flere kilometer bag mig, mens de sidste solstråler lyser landskabet i bakkerne før Skanderborg op i alpeglød. Jeg nyder den klukkende å mellem Pinds Mølle og Dørup i den smukke Jeksendal. Humøret er højt, mens jeg krydser en hovedvej ved Jeksen og går videre mod Skanderborg. Men så fortæller et skilt mig, at den sidste bid af vejen ind til Skanderborg gennem Illerup Ådal er spærret. Vejarbejde. Nej, nej, nej! På kortet kan jeg se, at det giver mig mange ekstra kilometers omvej. Jeg tager chancen og går videre. Dagslyset er falmet, og jeg gemmer mig i tusmørket. Vejarbejdet viser sig at være et større anlægsarbejde ved en jernbanebro. Et skarpt lys fra en svejsemaskine lyser lilla i midsommernatten. Jeg lister mig lydløst over broen, hvor asfalten er hakket op. Ingen ser mig. Hurra! Endnu en lille krise er løst.

Det er præcist midnat, da jeg når byskiltet ved Skanderborg. Musikken og råbene fra en studenterfest hamrer løs, mens jeg har får pakket kajakken om i marinaen Sølyst. Jeg ror ud i måneskinnet i det vindstille vejr. Den bleghvide måne flimrer i søens vandspejl. Jeg er virkelig træt nu. Jeg krydser igen ind under E45 og kommer ind i den vestligste del af Skanderborg Sø. Lysende natskyer sejler på himlen. En nattergal fyrer en lang serenade af fra nogle buske ved bredden. Klokken er 3, før jeg når frem til shelteret. Sen aftensmad.

Ind i fuglenes rum

Næste formiddag har jeg besøg af en god bekendt, der laver dronevideoer til et foredrag om Jyllandskrydset, jeg forbereder. Hans hustru har været så sød – uopfordret – at låne mig en ekstra kajakvogn. Det er en lavere model end den, jeg har med. Jeg har ikke tænkt på, at det kunne være en fordel med fire hjul. Da jeg stadig er usikker på, om det eksploderede dæk kan holde, tager jeg med kyshånd imod det ekstra sæt. Så ror jeg vestpå hen over Mossøs ti kilometer lange vandflade.

Da jeg sidder med morgenkaffen ved teltet på teltpladsen ved Klostermølle på dag 3, bliver min opmærksomhed suget ind i den fuglekoncert, jeg sidder midt i. Jeg lukker øjnene og fornemmer de mange rum, fuglenes struber leverer musik fra derinde i skoven bag mig. Min kobling til fuglene vokser endnu mere, da jeg ror et par kilometer ad Døde Å gennem skoven til det sted, hvor turens længste gå-strækning begynder. Jeg lytter intenst. Fordyber mig i stemmerne. Kommunikerer måske endda med dem med mit rytmiske rotag?

Jeg får monteret de to sæt vogne og efter en del justeringer kan jeg konstatere, at det er væsentlig nemmere at trække kajakken. Jeg behøver ikke holde stævnen længere. Kun dreje lidt af og til. Yes! Nu skal der bare trækkes igennem.

Jeg tager en skovvej og kommer ud på vejen mellem Gammel Rye og Nørre Vissing. Nu blæser varevognen mod mig. Jeg står på vejbanen lige ved siden af et potentielt frontalt sammenstød mellem varevognen og en overhalende bil. Lige foran mig er der en indkørsel, som jeg river kajakken ind på. Bilisten river i rattet, og stryger i sidste splitsekund mellem mig, kajakken og varevognen. Bilerne og varevognen farer videre. Jeg står helt stille i indkørslen med slatne ben. Chokket pumper i kroppen. Hjernen er i alarmtilstand. I de næste par timer er jeg hyperopmærksom på trafikken. Først på den smalle vej med flere sving op mod Nørre Vissing. Jeg finder en gammel t-shirt, jeg binder bag kajakken for at signalere. Jeg stopper ved potentielt farlige steder og vifter med hånden på bakketoppe til bilister fra begge sider.

Skyld over Jyllands højderyg

Jeg vandrer i skyld, mens jeg slæber på min byrde. Er det min skyld, at der næsten skete et uheld? At ægteskabet gik forbi? Først på eftermiddagen kommer jeg ind på mindre veje. Stort set uden trafik. Jeg trækker kajakken op ad den ene lange bakke efter den anden heroppe på Jyllands højderyg. Jeg er ved hovedstilstandslinjen, hvor isen nåede til under sidste istid. Sveden drypper fra panden. Jeg får følelsen af, at kajakken er frosset fast i isen, når jeg går op ad bakke. Jeg skal trække den ud. Ud på den anden side. Jeg skal trække mig ud af min livskrise. Ud af min skyld. Jeg stopper ved en mark i det svungne landskab og skriver:

”En vandingsmaskine fyrer hvislende sin stråle ud over endnu en hvedeørken. Jeg er tør i munden. Spyfluerne summer omkring mit ansigt. Måske tror de, at jeg er en ko? Eller at jeg er noget dødt? Fornemmer de, at noget i mig er ved at dø?”

Trækkeremmen knager. Vognsættene klager. Jeg hiver efter vejret op ad bakke og løber ned ad bakke, mens mit fartøj ruller. Vi drømmer om vand, jeg og kajakken. Men der er langt endnu. Slagballe. Mattrup Ladegård. Krondal. Nortvig. Jeg passerer turens geografiske højdepunkt nær en navnløs top i 125 meters højde. Omkring mig står nærmest uendelige rækker af pesticidsprøjtede juletræer. Nede i dalen ser jeg hovedvej 13 og skovene ved Rørbæk Sø. Søen er godt nok fredet. Fartøjer forbudt. Men jeg vil ro i aften. Være anarkist på en meget stille facon.

I østenden af søen sætter jeg kajakken i vandet. Sommersolens bløde aftenlys farver en skybræmme nedefra. Jeg ror frem til en lille ø og slår teltet op i en tæt underskov af høje bregner. Solens sidste stråler farver skyerne i sarte, rosa nuancer.

Finale på oprørt fjord

Dag 4. Jeg glider af sted på Skjern Å. Blomsterkolonier farver brinken langs åen. Parfumedufte. Pragtvandnymferne basker omkring mit hoved med deres papirtynde vinger. Rovfugle cirkler over engen.

Dag 5. Min gode bekendte og kajakinstruktør Mads Elmkvist slutter sig til min tur. Vi ror gennem deltaet Skjern Enge. Vi sover i shelteret ved Pumpestation Nord. Tæt på hører jeg for første gang i mit liv en rørdrum. Fuglens kald i midsommertusmørket lyder som en kæmpe, der blæser i en enorm flaske. Jeg håber, at mine børn også kan høre den lyd – der kaldes pauken – når de er blevet gamle, og jeg for længst er væk. Jeg går en lang aftentur og øjner Ringkøbing Fjord fra et udsigtstårn ved udmundingen af Skjern Å. I horisonten ser jeg klitterne. Yes! Den er hjemme!

Turens sidste dag. Nej! Den er ikke hjemme. Det er blæst op. Jeg er utrolig glad for at dele det 14 kilometer lange havkryds nord om Tipperne med Mads. Vi bliver kastet op og ned i bølger fra siden som terninger i et raflebæger. Det bliver en seks’er – alt går godt. Vi når Bjerregård Camping på Holmsland Klit. Jeg sejslæber kajakken i sandet over den yderste klitrække. Dernede bruser Vesterhavet. Jeg er utrolig stolt, da de salte bølger slikker mine fødder. Jeg kom over på den anden side.

Tvivlen omkring min nye livssituation ændrer sig ikke med et fingerknips. Men turen hen over Jylland og islinjen – overgangsritualet i bogstavelig forstand – gav mig rum til at selvreflektere og slippe noget af min skyldfølelse. Jeg fandt løsninger undervejs, der virkede. Jeg løste turens små kriser. Jeg ville. Og jeg kunne.

Tanken om mig selv der på stranden ved Vesterhavet – efter at have krydset Jylland og islinjen på min egen måde og ved egen kraft – har styrket min selvsikkerhed.

Jeg kom over på den anden side.