Kajakeventyr i Grønland

Ydmyg ankomst
Den første dag strøg vi afsted med god medvind, så allerede på andendagen kunne Jesper mærke vores flyvende start på over 50 kilometer i et stræk. Hans håndled måtte smøres ind i Voltaren, pagajen skiftes til en mindre skivet og lettere med mindre blad og dertil et par inflammationshæmmende smertestillende piller til at skylle det hele ned med.

Men så gik det også fint derfra. Vi havde første dag blandt andet roet forbi fjorden Ammeralik, der er kendt for de store mængder vand, der strømmer hurtigt ud og ind, og vi befandt os da også lige pludselig mellem stående tidevandsbølger og hvide skumtoppe, da vi skulle forbi fjorden.

Det viste sig klogt at have trænet støttetag og effektiv fremadroning hjemmefra. Det var i øvrigt fra bunden af denne fjord, den berømte polarforsker Fridtjof Nansen i 1888 krydsede over indlandsisen til Østgrønland, som den første.

Ved den lille bygd Fiskenæsset, lidt syd for Nuuk, kom borgmesteren ned og gav hånd da vi gik i land, mens hundrede af bygdens indbyggere stod og kiggede nysgerrigt på i baggrunden. Selvfølgelig skulle de vide hvor vi kom fra, hvor vi skulle hen, og hvad vi havde oplevet undervejs.

Det er en særlig ydmyg måde at ankomme på, når man kommer roende i havkajak med fire km/t. Børnene var tit de første til at standse op og kigge, inden de løb op til de nærmeste huse og gav besked om vores ankomst. Der var generelt altid en hjælpende sjæl der hjalp os med at finde et lukket sted til kajakkerne i byerne og bygderne.

Friluftsliv i verdensklasse
Efter et par ugers roning gik vi i land i en lille bugt med en brusende elv og et perfekt lille græsklædt plateau til teltet, tæt ved vandet. Vi badede i den store sø lidt oppe i fjeldet og samlede nemt drivtømmer til bålet på stranden bagefter. Det tog ikke mange kast med fiskestangen, inden et par laks lå på land, og aftensmaden var i hus.

Steder som det, med havkajak friluftsliv i verdensklasse, har jeg kun fundet i Grønland. Alt, hvad man kan ønske sig af natur, ingen giftige kryb, ingen andre mennesker og isen i vandet til at minde dig om, at du ror i en ganske særlig kulturarv.

Det var her, på dette fantastiske sted, at fiskestangen bukkede under og knækkede - midt i en fight. Men, Der findes ikke uheld – kun dårlig forberedelse, som man siger. Hvis vi havde vist, vi skulle lande laks og ørreder på to et halvt kilo, så havde vi nok taget en kraftigere stang med.

Skærpede sanser
På så lang en tur må man indberegne overliggerdage. Både på grund af vejret, men også bare til at kunne blive en ekstra dag, når man rammer et helt fantastisk sted. Det kan også være skader på grej eller personer, der skal tilses. Vi ramte stik modvind fra syd på 10-12 m/s middelvind, lige som vi troede, vi skulle forbi isblinket.

Vi var advaret hjemmefra omkring strækket på over 40 kilometer forbi den lange bræ, så vi fandt en mindre ø med drivtømmer, ørreder og blåmuslinger at vente med. To dage ventede vi, hvor vi på skift var oppe på en lille fjeldtop og vurdere forholdene, inden jeg klokken fire om morgenen på tredjedagen kunne konstatere 0 m/s og fuldstændigt havblik. Så fik vi travlt. Det var ellers blandt andet her, i stilheden på læsiden, at vi bemærkede, hvordan vores opmærksomhed var blevet afsindigt skærpet.

Bare et lille insekt bevægede sig, kunne vi høre og se det og kiggede øjeblikkeligt hen, hvor det var. Det var en fed følelse at være så opmærksom. Som at have supersanser. Vi kom hurtigt til at snakke om, hvor meget vi jo så nok egentlig lukkede ned for sanseapparatet derhjemme i byen for ikke at blive overloadede. Tankevækkende.

Hvide kors lå i græsset rundt om, og tågen havde sænket sig. Det var helt vindstille.

Spøgelser…?
At ro i Grønland om sommeren er ensbetydende med lange lyse dage, så man kan nemt forlænge sin rodag, hvis vejret er godt. Det udnyttede vi på dage med kraftig medvind og hentede en del kilometer på den konto.

En aften betød det, at vi nåede sent frem til en hytte, som viste sig at have været en gammel kirke. Hvide kors lå i græsset rundt om, og tågen havde sænket sig. Det var helt vindstille. Koldt på grund af tågen. Selvom vi var to stærke mænd blev vi lidt grebet af stemningen da vi skulle gå ind.
”Du går ind først…”
”Nej, det gør du!”

Mens vi stod og venter på at gå ind, bankede et løst bræt, på husgavlen til venstre for os, ind mod huset flere gange. Dunk, dunk. Hverken Jesper eller jeg er overtroiske, men vi stivnede et øjeblik. Jeg har hørt mange Grønlændere snakke om ånder og spøgelser, og jeg husker også John Andersen fortælle om mærkelige og lignende uforklarlige episoder på hans kajakture i Grønland.

Vi fik dog besindet os, trådte ind og nysgerrigt fandt vi logbogen på et stort bord inde i hytten. Andre havde også oplevet små mærkelige ting, mest lyde, men der var ingen rigtigt saftige historier. Det mest drabelige var et skriv om nogle nætter i højsommeren med forfærdeligt mange myg... og blod til følge.

Det smukkeste sted på jorden
Nogle gange oplever man steder, som er så storslåede, at de kan være helt svære at rumme. Få gange havner man steder, som samtidig har en stemning og en autentisk, livsbekræftende nerve, som rammer en dybt i hjertet. Narsalik i Sydgrønland var sådan et sted for mig.

Vandet rundt om bygden er tæt pakket med hvide og blå isskosser fra bræen længere inde i fjorden, og man er så langt sydpå, at der alle steder er små, farvestrålende blomster og grønt græs rundt om klipperne på land. De mange farvede små træhuse får det nærmest til at ligne en romantisk arktisk udgave af Det lille hus på prærien.

Fra at have 80 indbyggere i 70’erne flyttede folk væk en efter en, fordi torskene også gjorde det. Den sidste i 1997, så i dag er det sommerhuse. Vi blev sendt derfra med blomster på vores kajakker, som et par piger havde bundet på inden vi tog afsted.

En blind passager
I Narsaq oplevede vi den typiske, søvnige stemning i en mindre grønlandsk by. Vi boede igen hos en bekendt og brugte tiden til at høre og fortælle historier om vejr og vind, minearbejde med rubiner og guld, og nyde pandekagerne på den lokale café. Her mødte vi en engelsk fotograf som meget entusiastisk og insisterende skaffede sig selv en kajak og gjorde os følgeskab de sidste par dage.

Når man ror ind i fjorden mod Narsarsuaq, kan det ikke undgå at ramme en, hvor blødt og mildt der egentlig er. I forhold til vores første stræk fra Nuuk, så gror græsset højt her. Der dufter hjemligt af nyslået græs, og i baggrunden snurrer motorlyde fra traktorerne, der kører rundt på markerne i fjeldet.

Vores sidste stop var Qassiarsuk – Erik den Rødes boplads. Bedst som vi gik og kiggede på nordboruinerne, kom en kvinde ud og mindede os om, at det snart var lukketid. Vi faldt hurtigt i snak, og inden længe bød hun sammen med to lokale guider og en medsammensvoren fra bygden os indenfor på den gamle boplads, der udover tørvehytter og ruiner også rummer en rekonstruktion af en langhytte.

”Kajakroere helt fra Nuuk skal ikke betale, de er vores gæster. Kom ind”.
Vores fotoentusiastiske nye ven viste sig rutineret på guitar, og efter et par engelske bådsmandsviser og en enkelt Beatlessang kunne stemningen denne aften ikke passe bedre til afslutningen af vores eventyr.

Ved vejs ende
Den sidste dag blev også vores korteste. Fem kilometer tværs over fjorden tilbage til Narsarsuaq. Efter en fantastisk stemningsfyldt aften med dejlige mennesker kunne det eventyr ikke blive mere fuldendt, og det var med blandede følelser, vi trak kajakkerne på land. Lettet og stolte over succesen, men også roet i form og klar til endnu mere.

Det var virkelig mærkeligt bare at skulle stoppe. Jeg har roet mange kortere ture før, men aldrig oplevet mig selv ændret så markant. Vi var i et helt andet gear. Vi gjorde alting langsommere. Det var blevet svært at forholde sig til penge. Når den søde unge pige hos bageren i Brugsen bad om penge for brødet, begyndte vi bare at grine.

Vi blev enige om at kalde det ’fjeldsyge. Hele ens krop har efter så lang tid på vandet vænnet sig til bare at gøre det, den skal: ro, hvile, spise og drikke… igen og igen. Det var fedt. Vi skal nok komme tilbage efter mere.

4 gode råd til havkajak i Grønland

1. Vær særligt opmærksom på vind og vejrforhold, der kan skifte meget hurtigt. Sørg for at have udset flere gode steder at gå i land og gerne med GPS-koordinater, så du kan finde dem, hvis det bliver tåget. Tågen kan være meget tæt og komme hurtigt. Kraftige fjordvinde mellem de stejle fjelde kan være hård kost for en uøvet kajakroer.

2. Der er flere meters tidevandsforskel, som betyder væsentlig ændringer i forholdene til at komme af og på vandet. Læg mærke til, hvornår du går i land i forhold til tidevandets cyklus, og læg altid kajakken godt op på land for natten. Du kan hurtigt komme til at bære kajakken langt over glatte sten og tang.

3. Vil du overnatte i byer og bygder, kan den lokale kajakklub eller havnekontoret som regel hjælpe. Ofte vil en nysgerrig sjæl hurtigt selv spørge ind og hjælpe, inden I er kommet helt på land. Det hjælper altid at kende nogen, der kender nogen, eller referere til dem, man snakkede med i sidste bygd. Pas på pilfingre i forhold til især elektronisk udstyr – det er eftertragtet. Det kan som regel lade sig gøre at få kajakkerne indendørs et sted, hvis man vil.

4. Til en længere tur giver det mening at sende sin egen kajak til Grønland med Royal Arctic Line. De leverer til de fleste byer i Vest- og Sydgrønland for et par tusinde kroner t/r fra Ålborg i Danmark. Det tager en tre ugers tid at sende den derop, men til gengæld kan du pakke kajakken med alt det, du ikke vil/kan have med i flyet; gas, pagaj, kajakvest osv., for du betaler på rummål og ikke vægt.

Den grønlandske kajak

Skindbetrukne åbne både var havkajakkens forgænger og er blevet dateret mere end 5000 år tilbage. Fra et brugsfartøj på ferskvand længere østpå ved de Aleutiske øer udviklede kajakken sig til det, vi i dag kender som den grønlandske kajak, da fangerne skulle bruge den på havet til sæler og hvaler.

For at opnå gode fangstresultater skulle en kajak være både lydløs, letsejlende og sødygtig. Kajakkens form og udstyr har derfor været særligt tilpasset stedet, hvor den skulle bruges, og derfor kan man også spore mere end 20 forskellige oprindelige designs.

Det fleksible, skindbetrukne træskelet sørgede for en mere rolig roning i hårdt vejr og fungerede i øvrigt næsten lydløst, når det ramte små isskosser og bølger. Som fanger byggede man som regel sin kajak på mål direkte efter sin krop, så den passede perfekt.