Klippeklatring (og nye venner) i Pakistan

Nå ja, og så er der lige Udenrigsministeriet rejsevejledning, som fraråder ’alle ikke-nødvendige rejser til Punjab, Sindh og Islamabad og fraråder alle rejser til det øvrige Pakistan’.

Hvad gør man så, når man af netop Udenrigsministeriet bliver udstationeret i hovedstaden Islamabad? Jeg gjorde det, at jeg fandt nogle overvejende langskæggede, overvejende religiøse, overvejende Taliban-sympatiserende pakistanske fyre med samme interesse som mig selv – og så tog jeg ud for at klatre.

Han er tidligere trommeslager i et heavy metal-band og tidligere pot-hoved. Han kan godt lide en stiv whisky, når lejligheden byder sig. Han giver ikke kvinder hånden, men hans bedste veninde er biseksuel ateist.

Ungdomsoprør og heavy metal
Lad mig her introducere Fahad. Jeg holder uden for Islamabads tekniske universitet klokken 6.00 om aftenen i min bil. Bilen er imprægneret med lugten af sure klatresko og uden for passerer overlæssede cykler med brænde, æselkærrer og alt muligt andet trafik forbi. Fahad har lige ringet. Han kommer ikke i aften.

De fleste klatrere kender problemstillingen med andre klatrere, som kommer for sent, som har sovet over sig og den slags. Hertil kommer, at punktligheden i Pakistan ikke helt er som i f.eks. Danmark. Men selv efter den målestok, man med rimelighed kan anvende på en pakistansk klatrer, er Fahad i særklasse storslem.

Han kører på en anden tidsfrekvens. En aftale klokken 11 kan betyde alt mellem 11.30-15.30. Eller som i dag, hvor han bare slet ikke kommer. I dag ringede han dog og gav besked. Det må man glæde sig over.

Hvad kan jeg ellers fortælle om Fahad? Han studerer geofysik og geologi – det er derfor jeg holder her i dag, men Fahad har vist ikke været på universitetet i dag.

Han er religiøs fundamentalist med kæmpe langt skæg, hvilket han selv forklarer som en slags ungdomsoprør. Han er tidligere trommeslager i et heavy metal-band og tidligere pot-hoved. Han kan godt lide en stiv whisky, når lejligheden byder sig.

Han giver ikke kvinder hånden, men hans bedste veninde er biseksuel ateist. Hans far er en lettere udflippet sufi-muslim, som bekymrer sig om Fahads ekstreme tendenser, og om han klarer sine studier. Han er super skæg og klog at være sammen med, han er en dedikeret og talentfuld klatrer, og han er verdens bedste ven. Hænger det sammen? Nej? Velkommen til Pakistan.

Sportklatring i Islamabad
Efter Fahads opringning kører jeg først en halv time tilbage, hvor jeg kom fra, og så yderligere en halv time ud til Islamabads udendørs klatremur Ibex. På motorvejen møder jeg blandt andet en modkørende lastbil. Uden lys. I den forkerte bane.

Jeg må indrømme, at det var noget af en positiv overraskelse, at Islamabad har en helt OK, stor, udendørs klatremur, som på ingen måde er overrendt. Der er dog den detalje, som man lige skal vænne sig til, at når der kommer såkaldt loadshedding, hvor elektriciteten bliver lukket ned, varer det nogle minutter, inden Ibex-generatoren slår til, og lyset kommer igen. Hvis man er i et crux, resulterer det selvsagt som regel i et karakteristisk bump mod væggen i mørket.

Det viste sig også, at der var udmærket og meget let tilgængelig sportsklatring i Margalla Hills, som ligger lige op til Islamabad. Det var selvfølgelig endnu bedre. Da jeg kom til Islamabad, havde jeg ikke klatret sammenhængende i over ti år, og jeg måtte kæmpe mig op af femtegradsruterne.

Men med klatring som min helt dominerende weekend-aktivitet og kraftigt coachet af de lokale klatrere og en udstationeret englænder, John Arran, der var væsentlig mere talentfuld end jeg selv, fik jeg efterhånden hævet mit niveau til noget, jeg ville have forsvoret som værende helt umuligt for en halvgammel bureaukrat på snart 50 år som mig selv.

Mine fordomme stod for fald - men til deres store skuffelse bliver jeg alligevel aldrig en god muslim. Men hvis jeg havde været født i Pakistan?

Fordomme står for fald
Klatringen var selvfølgelig også en anledning til at drøfte alle mulige personlige og samfundsmæssige problemstillinger. Særligt religion, familie og sex blev hurtigt nogle af favoritterne. Helt nemt tror jeg ikke, at det var for mine pakistanske venner at acceptere, at jeg er dedikeret ateist, men så meget des mere var der at snakke om. Og så vil jeg ellers give ordet til Fahad for en kort bemærkning:

”Rigtigt mange folk i det her land er frustrerede. De er frustrerede over de manglende perspektiver for at få et acceptabelt job og over konflikter i de omfattende familierelationer, over usikkerhed om fremtiden og over, at det ikke nytter at sætte sig de samme mål, som de fleste mennesker har i Vesten.

Islam tilbyder værdighed og retning og disciplin, og anvendt på den rigtige måde er det en vej til personlig udvikling og til at skelne mellem og styre følelser og impulser – det, vi kalder inner actions”.

Man må give Fahad, at han har en pointe lige der – dog med en lille eftersætning om disciplin versus punktlighed. Jeg lod mig på et tidspunkt overbevise til at tage med på religiøst seminar med Fahad og en anden markant, lokal klatreprofil, Naveed, religiøse mentor i et af de mere suspekte kvarterer i Rawalpindi.

Deres foretrukne mullah var selvfølgelig både veluddannet, inspirerende og velartikuleret. Mine fordomme stod for fald - men til deres store skuffelse bliver jeg alligevel aldrig en god muslim. Men hvis jeg havde været født i Pakistan?

’Blame God’
Naveed er pashtun fra Peshawar, lige så religiøs og langskægget som Fahad, glad for sit tandlægejob til 4000 kroner om måneden og dedikeret bjergbestiger og klatrer. Han er tilmed verdens venligste menneske.

Og så var han kæreste med en køn pige, som også er tandlæge og klatrer, og hvis forældre ikke ville lade dem gifte sig. Men de boede heldigvis i Saudi Arabien og var vist alligevel mere tolerante end de fleste, så der var mange super hyggelige weekender, hvor Naveed og Safah kom fra Peshawar og boede hos mig.

Relativt hurtigt udtømte vi mulighederne inden for eksisterende ruter i Margalla Hills, og udrustet med en boremaskine fik især John etableret den ene nye rute efter den anden.

Med alle snakkene om arrangerede ægteskaber, religion, ekstremisme, familie og kulturforskelle var det klart, at ruterne fik navne som ’Blame God’, ’Men holding hands’, ’Family pressures’, ’Inner actions’, ’The Reluctant Fundamentalist’ og så videre.

Efterhånden som vi blev bedre inden for sportsklatring, opstod også den naturlige tanke, at vi måske sammen kunne gennemføre en alpin tur. Naveed skulle deltage i en kinesisk pakistansk-bestigning af Spantik, og mine evner indenfor bjergbestigning rakte på ingen måde til f.eks. at følge den kvindelige pakistanske bjergbestiger Samina_Baig på hendes eventyr.

Hun har blandt andet besteget Everest og The Seven Summits. Derfor endte jeg med at tage af sted med en tredje af de faste klatrere, Imran Junaidi , for at bestige et nogenlunde tilgængeligt bjerg, Malika Parbat, i provinsen Khyber Pakhtunkwa på lidt over 5000 meter. Det var bare ikke helt nemt at finde.

Rekognoscering og Bin Laden
Vi havde besluttet, at vi ville bestige sydtoppen (som er højest) fra nordsiden for at være sikker på sne, men der eksisterer ingen kort over området, og der var ingen, der havde besteget bjerget i mange år.

Ved at rode på Google Earth, mente vi dog efterhånden at vide nogenlunde, hvor vi skulle tage hen for at begynde. Vi tog derfor på en rekognoscering over en weekend til Kaghan Valley.

Da vi kom tilbage til Islamabad, kunne jeg til min overraskelse konstatere, at vi var kørt igennem Abottabad omtrent samtidig med, at verdens mest eftersøgte terrorist, Osama bin Laden, var blevet slået ihjel af amerikanske specialtropper – vi var i Pakistan after all.

Efter at have hamstret et halvt supermarked og underlagt den begrænsning, at Imran skulle være tilbage efter seks dage for at lave regnskabsafslutning på sit job (og så til en løn på 4000 kr. pr. måned) som indkøbskoordinator på et eller andet hemmeligt program, tog vi tilbage til Kaghan Valley.

Her hyrede vi tre bærere og et æsel for 300 kroner per dag for det hele. Kyndigt guidet af dem stod vi efter to dages vandring ved foden af et bjerg, som bestemt så ud til at være det højeste i området.

Tilmed var det vældig pænt. Vi havde perfekt vejr, sneen var der, og klatringen var præcis så relativt let, som vi havde håbet. Det var bare en fantastisk dag, og vi nåede til tops.

Førstebestigning
Nede igen opstod spørgsmålet så om, hvad det var for en top, vi havde besteget? Det var ikke helt nemt at svare på, men det stod klart, at der havde været en anden top længere væk, som vi ikke havde tid til at komme over på, og som så højere ud.

Vi endte med at konkludere, at vi havde besteget sydtoppen. Der var til gengæld en pakistansk førstebestigning. Og hvad er så konklusionen på hele denne historie?

Ja, for det første vil jeg anbefale at tage klatreskoene med, når man skal ud at rejse, for klatrere er jo for det meste de flinkeste og sjoveste og mest tolerante mennesker, og man kan næsten altid finde noget at klatre på.

For det andet kan man genoptage klatring, både selvom man er kommet op i årene, og selvom man ikke har klatret i længere tid. Med regelmæssig træning kan man komme længere, end man måske skulle tro. Jeg endte klatremæssigt f.eks. hele to grader højere oppe, end da jeg begyndte.

For det tredje: Hvis man ender på toppen af det forkerte bjerg eller på den forkerte top på det rigtige bjerg, gør det måske ikke så meget. Og så lige til allersidst en slutnote om Fahad. Han tog til Sydafrika og læser geologi og går snart i gang med en Phd., så hans far behøver i hvert tilfælde ikke være bekymret mere.

Klippeklatring i Islamabad

Læs mere om at klatre i Pakistan på www.pakistanalpine.com. Under menupunktet ’Rock Climbing in Pakistan’ kan du læse mere om at klippeklatre i Islamabad på de ruter, Jens Jacob Simonsen beskriver her i artiklen. Du kan også downloade en guidebog om at klatre i Margella Hills.