(Lidt for) tæt på Komodos store drager

Oppisket stemning
Det er ikke, fordi man ikke er advaret. Min stemning er pisket godt op til frygten for det ukendte af en engelsk biolog, som aftenen forinden har underholdt på en fredfyldt strand på øen Flores øst for Komodo om Komodos varaner, verdens største nulevende øgler, som vandrer frit omkring på øen.

”De er kødædere og undervurdér dem ikke, selv om de ser sløve ud. De er hurtige nok til at fange hjorte og vilde heste, som de lever af,” fortæller hun og påstår endda, at en turist engang gik ud for at gå sig en tur og aldrig vendte tilbage. Jeg lytter tavst og med opspilede øjne, for en biolog må da vide, hvad hun taler om.

Men sikkert er det, at noget meget specielt venter forude. Allerede, da vi sejler ind mod Komodo-øen på den lokale rutefærge fra øen Flores, kommer fornemmelsen af at være på vej ind i et helt ukendt rige, en mystisk og anderledes verden, hvor det manglende kendskab til det ukendte får utrygheden til at blusse op og faren til at lure.

Et par timer efter de frodiggrønne landskaber på Flores, sejler vi ind til golde øer, der rejser sig op af det dybblå hav, som knolde af tørret jord. Færgen kan ikke sejle helt ind, fordi den stikker for dybt, så en mindre båd henter de af os, der skal af færgen.

Velkommen til Komodo National Park, forkynder et træskilt. Det er for vildt at stå her. Efter alle de år med fascination af og drømme om med egne øjne at se de frygtelige drager, der hersker på kun den ene ø i hele verden, som om tiden har stået stille her, er øjeblikket nu kommet.

Det er som at spadsere helt frivilligt ind på en stor tallerken og lægge mig til rette efter at have slebet bestikket og drysset salt og peber over hovedet.

De er lige der
Allerede, da foden lige efter landgang i Loh Liang betræder den støvede og tørre jord, begynder hovedet at køre på kuglelejer. Fra side til side kører det som en radar og spejder efter de store kryb, som vi ved er her. Men hvor? Er de længere inde på øen? Ser man dem overhovedet? Er der et særligt sted, man kan se dem efter en vandretur?
Nej. De er lige der.

”Oh God,” siger min engelske rejsefælle, og jeg siger intet. Tyve meter væk står den første, mellem os og de hytter, som vi skal gå over til. Den står rank i den stegende sol med hovedet højt løftet, og dens størrelse kommer helt bag på os. Fra jorden til toppen af hovedet måler den omkring en meter, og længden er omkring tre meter.
Det er en Komodo-varan, der siger velkommen med manér!

Vi følger nøje i hælene på en parkbetjent, og nu forstår vi, hvorfor han eskorterer os som en anden barnepige.

Andre besøgende fra færgen sætter straks kursen mod et særligt indelukke ved den udtørrede flodseng, Banu Nggulung, en halv times vandretur fra Loh Liang, hvorfra de skal se nogle varaner.

Engang fodrede man dyrene for turisternes skyld her, men det er stoppet. De har to timer på øen, men heldigvis har jeg valgt en overnatning. Det viser sig at være guld værd, for det giver mulighed for at se dyrene i deres rette omgivelser og på rette tidspunkt om morgenen.

Vi skal overnatte i en af de beskedne træhytter, der udgør parkbetjentenes hovedkvarter hundrede meter fra lejrens restaurant.

Huse på stylter
Solen bager og gør et ophold i solen til en stegende affære. Her må være omkring 40 grader i skyggen, og luften står stille. Bare det at gå de hundrede meter ned til restauranten bliver til en spændende affære. Vi kigger konstant omkring os for at se, om der er store kryb i nærheden.

Hytterne står på stolper, som hæver gulvet halvanden meter over jorden, og små stigelignende trappetrin fører ned til jorden. Der er en grund, og det opdager vi, da en tre meter lang varan dukker op ud af ingenting og lunter lige så stille forbi trinene, som tilsyneladende er konstrueret, så vi er i sikkerhed. 

Vi står og ser lige ned i ryggen på dyret, der er halvanden meter væk. Det er helt vildt at kunne studere de voldsomt store kløer, savlen, der hænger ned fra mundvigen, tungen, der konstant spiller ind og ud og allerede smager på luften fyldt med turistlugt. Men ikke mindst dens grove skind i de grålige farver er fascinerende tæt på.

Ovre i skyggerne kan vi se flere dyr. Det er fantastisk. Her vælter jo med varaner, og de kommer helt tæt på. Det går op for os, at vi er på varanernes domæne og ikke omvendt.
Vi vil gå en tur alene, men bliver frarådet det af parkbetjentene.
”Det er for farligt. I kender ikke dyrene,” siger en af dem.

Straks ryger tankerne tilbage til den engelske biolog, der fortalte historier om vandrere, der gik sig en tur alene og aldrig kom tilbage. Vi bestiller straks en vildtbetjent til at guide/passe på os på en vandretur næste morgen klokken seks, for denne ø skal bare opleves til fods.

Det bliver en suveræn tur, som veksler mellem konstant frygt for at komme for tæt på en varan og så et brændende ønske efter netop det. Heldigvis ligger de fleste dyr, vi møder, stille i morgensolen og lader batterierne op. Store skilte advarer rundt omkring om, at vi skal passe på, men det ved vi godt nu.

Farten chokerer
Og nu står vi her alt for tæt på et af de største eksemplarer, vi har set på øen. Tiden er frosset fast, mens vi holder vejret og venter musestille. Ansigt til snude med verdens største nulevende øgle. 

Vores guide hæver sin gaffelkæp, mens vi venter på, at en eller anden skal gøre noget. Varanen står helt stille, vi står helt stille, benene ryster, åndedrættet er tungt.

Pludselig sker det. Guiden råber og skriger, mens han farer frem mod dyret med kæppen forrest. Den høje lyd bryder den totale stilhed, og det har sin virkning. Varanen snurrer rundt på en tallerken og skyder som en pil gennem underskoven, mens dens krop bugter og halen pisker fra side til side.

Åndedrættet blev ikke mindre stakåndet af den oplevelse, for nu har jeg med egne øjne set, at de dyr, som jeg hidtil kun har set lunte fredsommeligt rundt i et tempo langsommere end en indonesisk embedsmand, er lynende hurtige.

Ja, faktisk så hurtige, at jeg ikke ville have haft en chance for at løbe fra den, hvis den besluttede sig for at løbe mod mig, eller hvis den overraskede mig ved at springe ud fra sit skjul bag en busk.

Pludselig går det for alvor op for mig, at dette ikke er en dyrepark, men at jeg rent faktisk går rundt på den samme jord, som varanerne, og at jeg er gæster i deres verden. Her hersker de.

Vi forsøger at ryste oplevelsen af os ved at små-le lidt af episoden, mens vi går lidt hurtigere hjemad, tilbage mod de sikre hytter på stylter. Her har en kæmpe valgt at lægge sig under restaurantens brædder, så frokosten får vi med et kødædende kæmpekryb lige under fødderne.

Dette er et ægte eventyr ind i en verden, man ikke havde fantasi til at forestille sig eksisterer på denne jord. Men den er her, lige under vores fødder.

Den største nulevende øgle er menneskeæder:

Varanerne slår mennesker ihjel, hvis de kan komme til det. Senest døde en otte-årig dreng i 2007, da en varan angreb ham. Men det var det eneste dødelige angreb i 33 år.

Varanen er den største af de 50 arter af såkaldte monitors i verden. Hannerne når som regel over 2,5 meter og op mod fire meter. De kan æde op mod 80 procent af sin kropsvægt, er stort set altædende og kan fange og æde dyr som hjorte, heste og vandbøfler. Men de kan også æde hinanden.

De kan løbe lige så stærkt som en hund over korte afstande. Dens spyt har op mod 50 forskellige bakteriestammer, hvoraf de fire ikke har nogen kendt antibiotika-kur. Komodo National Park består af de tre store øer Komodo, Rinca og Padar, samt mindre øer og havet omkring dem. Parken er på UNESCO-listen over verdens særligt bevaringsværdige natur. 1200 bor på mennesker på Komodo.