Det skotske højland er vel mest kendt for whisky, pints, bjerge og et omskifteligt og til tider frygtindgydende vejr, der kan udfordre selv det bedste udstyr. Casper og Heidi bliver forskånet for storm og slud, men løber til gengæld ind i en portion hakkede fåre-indvolde og en 15 meter høj isvæg.
”It tastes better than it sounds,” siger tjeneren med et skævt smil på et svært forståeligt skotsk-engelsk. Tja, hvorfor ikke, tænker jeg, og takker ja til at bestille en portion ’haggis, neeps, and tatties’. Det er den skotske nationalret, der kort fortalt er en stuvning af hakket fåre-indvolde (hjerte, lunge og lever) indkapslet i dyrets mave, hvor stuvningen har simret omkring tre timer. Hertil lidt mos af kartofler og kålroer – mums!
Anretningen ser (desværre) ud, som retten beskrives, og da jeg kører den første mundfuld ind, fortryder jeg lidt, at jeg ikke hoppede på en 300 gram Angus steak fra højlandet. Men hey, det er vores første dag i Skotland, og selvfølgelig skal jeg prøve den lokale ret.
Her oplever vi for første gang dette øde højlandssceneri, som jeg altid har drømt om at opleve.
Tidligere på dagen forlod vi solskin og hedebølge i Danmark, og via fly til Edinburgh og en scenisk bustur er vi ankommet til Bridge of Orchy. Herfra skal vi vandre cirka 60 km nordpå til byen Fort William ad den legendariske West Highland Way, men vi har snydt lidt, da vi ikke havde tid til at vandre hele rutens 154 kilometer. Vi har derfor sprunget de første dagsetaper over – som efter sigende også skulle være mindst interessante – og starter i Bridge Of Orchy.
