Luksus i Whisky-land

Foran os venter tre dages vandring på henholdsvis 21, 14 og 24 kilometer. Det lyder måske hårdere, end det er, fordi vi har valgt den komfortable løsning, hvor vi kun skal bære dagtursrygsæk, mens vores hovedbagage bliver transporteret mellem hvert overnatningssted. Men lige nu virker min portion haggis altså en hel del mere uoverskuelig end de kommende dages vandring. Stik mod forventning – men godt hjulpet på vej af et par kolde ales – får jeg dog kæmpet mig gennem den lokale stolthed.

I kvægdrivernes fodspor
Efter en god nats søvn og en omgang full English breakfast med spejlæg, bønner, pølser og bacon på det lille, hyggelige Bridge of Orchy Hotel, begiver vi os af sted. Vi har bestilt madpakker på hotellet, og jeg trækker på smilebåndet over komforten ved denne form for vandreferie. Normalt står den jo på overnatning i telt, havregrød til morgenmad, pulver-kartoffelmos eller minut-nudler til frokost og frysetørret til aften, så der er virkelig skruet op for mageligheden på denne tur.

Dagens etape på 21 kilometer starter med en jævn stigning op gennem en skov, indtil vi bryder fri af grantræerne og følger en mindre højderyg. I skovkanten ser vi et dådyr, der græsser, men som forsvinder tilbage ind i skoven, da vi stopper op for at iagttage den. Skyerne ligger lavt, og i begyndelsen er det umuligt at bestemme, om det egentlig regner, eller om det bare er fugt fra skyerne.

En time senere er vi ikke længere i tvivl, da himlen pludselig åbner sig. Det varer dog ikke længe, før skyerne løfter sig op, og for første gang oplever vi det grønne, bakkede landskab og endeløse vidder, som kendetegner det skotske højland. Vi kigger ned på Loch Tulla (loch betyder sø, red.) og det imponerende victorianske Black Mount Lodge , der ejes af Fleming-familien.

Jeg forestiller mig tusindvis af soldater, der gang på gang blev beordret op i bjergene for at få styr på de ’oprørske rebeller’ i det skotske højland.

Efter et par kilometer på asfalt vandrer vi nu på en gammel, slidt brostenssbelagt sti, der blev anlagt i det 17. og 18. århundrede, så kvægavlere kunne drive deres får og kvæg fra højlandet over bjergene til lavlandet, hvor de kunne sælge deres dyr til engelske handelsfolk. Mange af de kroer, der ligger langs West Highland Way, dukkede nemlig op på denne tid for at kunne akkommodere kvægdrivere, der årligt slæbte mere 100.000 får og kvæg gennem byer som Kingshouse og Bridge Of Orchy.

Pas på heden
Vi bevæger os op mod det enorme hede-/moselandskab, Rannoch Moor, der er et af Storbritanniens største ubeboede områder, og det øde landskab sætter en fantastisk scene. Mod vest rager adskillige toppe op i vejret – de er ikke meget mere end 700-1000 meter høje, men de ser dramatiske ud, som de forsvinder op i skyerne.

Mod øst flader terrænet ud, og moor-landskabet og dens mange små lochs er ren fryd for øjet. Her oplever vi for første gang dette øde højlandssceneri, som jeg altid har drømt om at opleve.

Vi er faktisk blevet ’advaret’ om denne strækning, der skulle være den mest øde og en af de mest eksponerede strækninger på hele ruten. Her er kun minimal mulighed for at søge shelter på de 14 kilometer. Men vejret er heldigvis godt. Det regner i hvert fald ikke længere, og af og til bryder solen da også igennem skydækket. Og heldigvis er der også vind, så mitter og myg ser vi ikke meget til – noget som vi ellers også er blevet advaret om, men som vi ikke oplevede som et stort problem på turen.

Efter knap seks timers vandring ankommer vi til charmerende Kingshouse Hotel, der er vores endestation på dagens etape. Det fantastiske ved de skotske kroer og hoteller er, at de altid har et bredt udvalg af lokale øl og whisky, så selvfølgelig går turen forbi baren, inden et velfortjent bad og en god portion aftensmad (ikke haggis) sætter punktum for en fantastisk dag.

Op ad Dævelens trappe
Kortet afslører, at der er omkring 260 meter op til sadlen. Det hverken lyder eller ser så slemt ud, som navnet ellers varsler; vi står ved begyndelsen af Devil’s Staircase, og kan følge stiens forløb, som den zigzagger sig op ad bjergsiden.

Baggrunden for navnet kommer efter sigende fra de soldater, der i midten af 1700-tallet anlagde stien og skulle slæbe sten og byggemateriale op og ned af djævelens trappe. En anden forklaring kommer fra de mange arbejdere, der i begyndelsen af 1900-tallet arbejdede på den enorme Blackwater Dam. Når de havde fået løn, var der mange, der tog den lange vej ned til Kingshouse for at komme på pub, og med øl i blodet på en ubarmhjertigt skotsk vinternat var det ikke sjældent, at djævelens trappe krævede sine ofre.

Som vi trasker op af Devil’s Staircase, er det spændende at tænke på den historie, der har udspillet sig netop her. Jeg forestiller mig tusindvis af soldater, der gang på gang blev beordret op i bjergene for at få styr på de ’oprørske rebeller’ i det skotske højland. I pauserne får fantasien frit spil og med en udsigt tilbage over dalen og det ikoniske pyramideformede bjerg, Buachille Etive Mor, går der ren Braveheart i den (en del af filmen er faktisk optaget i dette område!)

Isklatring om sommeren?
Da vi når op på sadlen, viser min højdemåler 548 meter over havet – det er det højeste punkt på hele West Highland Way. Vi har masser af tid, da dagens etape kun er på 14 kilometer, så vi slår os ned i læ bag en stor sten, drikker et par kopper te, napper lidt chokolade og nyder den fantastiske udsigt. Solen kigger endda frem i ny og næ, så det kunne næsten ikke være bedre. Mod nord hænger skyerne desværre lavt – hvis vejret er godt, kan man faktisk se Ben Nevis, Storbritanniens højest punkt (1344 m).

Vi får gang i benene igen, og de godt syv kilometer til Kinlochleven går faktisk bare nedad. Landskabet her er langt mere kuperet end førstedagen, men stien er rigtig god. Ruten følger nemlig den gamle militærvej, som blev anlagt i 1700-tallet, for at englænderne hurtigt kunne mobilisere hæren mod oprør i højlandet. The West Highland Way følger dette historiske transportnetværk en stor del af vejen, og selv efter Fort William fortsætter den gamle militærvej længere mod nord.

Vi slutter dagens vandring med en stejl nedstigning til byen Kinlochleven. I modsætning til Bridge of Orchy og Kingshouse er der her tale om en decideret by, og det er en ret specielt oplevelse at træde ud af skoven og pludselig stå i et parcelhuskvarter.

Vi finder vores hotel, men bagagen er endnu ikke kommet frem, så vi går på opdagelse i den gamle industriby. Ice Factory står der på facaden af den gamle fabriksbygning. Vi går ind, og bag den beskedne outdoor-butik dukker der en kæmpe klatrevæg op. Længere nede finder vi, hvad der mest af alt minder om en kæmpe fryser; det er en indendørs isklatrevæg, hvor et par gutter er ved at få undervisning (læs mere i boksen).

Kinlochleven ligger smukt omgivet af bjergene, og byen har i mange år været centrum for britisk outdooraktiviteter og alpinisme, så byen er bestemt et besøg værd, hvis man vil ud i bjergene, tage kurser og lignende.

Ben kigger frem
Vores sidste, og længste, dag starter hårdt ud med en ret stejl stigning, som går op gennem skoven. Jeg havde glædet mig til denne strækning og udsigten over Loch Leven, men vi er fuldstændig omsluttet af skyerne, så sigtbarheden er ikke mere end 10-12 meter. Det er alligevel en fed oplevelse at vandre op gennem den tætte skov, og da vi endelig kommer op på plateauet, hvor vi atter vandrer på den gamle militærvej, klarer og stiger skyerne op, og der åbenbarer sig nogle fantastiske udsigter over højlandet.

I løbet af de foregående dage, har vi kun mødt omkring 15 personer på stierne, så det er ofte de samme mennesker, man møder på ruten og på overnatningsstederne. Nogle gør, ligesom os, og overnatter på hotel eller guest house, men der er også nogle, der overnatter i telt. Oftest er der teltpladser (gratis) tæt ved alle overnatningssteder, hvor man også kan få vand, men ude på ruten er der masser af steder, hvor der er plads til at telte.

For det meste er der lavet naturligt læhegn omkring pladsen, og vand finder man også i nærheden, så der er rig mulighed for at tage et telt med i rygsækken og overnatte i det fri. De frie teltpladser er dog ikke markeret på kortene, men der er typisk en plads for hver 2-3 kilometer. Og netop på denne sidste finalestrækning op til Fort William kommer vi forbi nogle helt fantastiske teltpladser.

Og måske netop derfor møder vi faktisk også lidt flere og ’nye’ mennesker på ruten i dag – de har måske fundet de 24 kilometer med fuld oppakning for lang og har derfor taget en overnatning ude på ruten – og overvejer du at tage telt med, så bør du helt sikkert også nappe en overnatning på denne strækning.

Det er en rigtig lang dag, men stien er heldigvis god, og efterhånden som vi nærmer os Fort William, klarer det mere og mere op. Desværre hænger skyerne stadig tungt omkring Ben Nevis, så selvom bjerget ligger lige foran os, er der ikke andet end skyer at se.

Efter nogle hårnålesving og en mindre ’skovtur’ ned gennem den tætte nåleskov, ender vi på den asfalterede vej, som vi skal følge det sidste stykke ind mod Fort William. Tempoet ryger i vejret, pludselig er skyerne væk og solen skinner. Fødderne er ømme, men det gør ikke noget, da vi ved, at målet venter lige rundt hjørnet.

Lige inden vi drejer ind mod bymidten, vender jeg mig om, og dér bag os står Ben Nevis klart og tydeligt. Jeg tænker, at jeg ville ønske, at vi havde tid til at bestige The Ben, men i det samme står jeg foran ’slut-skiltet’ for West Highland Way, og tankerne bliver straks ledt over på den kolde øl, der venter forude. Og så har jeg jo også en god undskyldning for at komme tilbage hertil.

Ekstra dag i massakrens dal

Har du tid til det, bør du sætte en dag af til at besøge Glen Coe, som vel nok er en af Skotlands mest imponerende dale. Det er et sandt eldorado for friluftselskere, uanset om du er til korte dagsture, hårde tekniske topbestigninger eller decideret klatring – du finder det hele i Glen Coe. Tag evt. en ekstra overnatning i Kingshouse og tag en bus (cirka 15 km) til Glen Coe.

Men bag bjergenes skønhed gemmer sig en tragisk historie; massakren på MacDonald-klanen i 1692. Efter at have givet husly og føde til kongens soldater i to uger, myrdede soldaterne 38 mænd fra MacDonald-klanen med koldt blod – efter sigende efter ordre fra tronen. Yderligere 40 kvinder og børn mistede livet, da de flygtede ud i bjergene og døde af udmattelse og kulde i Glen Coes ubarmhjertige vinterkulde.

Verdens største fryser?

I Kinlochleven finder du verdens største indendørs isklatrevæg, så hvis du har lyst til at prøve kræfter med en 15 meter isvæg, så har du alle tiders mulighed for at prøve det her. Du kan både tage korte og lange kurser, eller simpelthen bare prøve det en time med en instruktør. Kommer du om vinteren, kan du tage længere kurser, hvor du blandt andet også kan prøve kræfter med rigtige isfald. Læs mere på www.ice-factor.co.uk.

Til tops på Ben

Hvis du har mulighed for det, bør du sætte én dag af til at bestige Ben Nevis. Med sine 1344 meter er det Storbritanniens højeste punkt, og det er en fed måde at afslutte West Highland Way. Der er flere ruter til toppen.

Den mest almindelige kaldes for Turist-ruten, som egentlig er ret misvisende, for det er bestemt ikke a walk in the park at bestige Ben Nevis. The Ben er berygtet for sit notorisk dårlige og omskiftelige vejr; der falder mere end 4000 mm nedbør om året, og du skal være heldig for at få en god udsigt på toppen, der er dækket i tåge eller skyer omkring 300 dage om året.

Selve vandringen er ikke vanskelig, men den dårlige sigt gør det til en alvorlig affære. Hvert år mister folk livet på bjerget, så det er derfor vigtigt, at du er sikker med kort og kompas, hvis du bevæger dig derop. Alternativt, kan du hyre en guide i Fort William (fra 40 pund per person). Det kan i øvrigt gøres året rundt, så længe du har udstyret til det.