Mexico: Grottedykning i Yucatans undervandsverden

Afsted til hulerne
Yucatan-halvøen er en stor flad kalkplade uden større floder eller søer. Regnvandet siver ned gennem kalkpladen og har igennem årtusinder skabt underjordiske vandreservoirer og tunneller med floder, der løber mod havet. Den langsomme siven har skabt enorme drypstenshuler med utallige stalaktitter. Mayaindianerne fik adgang til vand gennem cenoterne, en række naturlige brønde, som er opstået der, hvor loftet over huler og tunneller er sunket ned. Efter den sidste istid for 10.000 år siden smeltede der så meget is, at havene steg og i nogle tilfælde trængte op i cenoterne nær kysten. Derfor går vandet i dag helt op til hulernes loft, og man kan svømme ind og ud imellem drypstensformationer, der er titusinder af år gamle. Siden midten af 1990'erne er flere cenoter blevet afdækket på østkysten mellem byerne Tulum og Cancun i forbindelse med skovrydning. I dag er det primært entusiastiske dykkere, som udforsker de spektakulære grotter.
Det var min dykkerinstruktør, Manuel, som første gang fortalte mig om cenote-dyk. Han overbeviste mig om, at her var en chance, som jeg ikke kunne lade gå fra mig. Vi aftalte, at jeg skulle gennemføre to cenote-dyk. Vores gruppe bestod af Victoria fra Ukraine, Erez fra Israel, dive masteren Mario fra Spanien og mig selv. Med kun seks registrerede dyk i dykkerloggen var jeg gruppens mindst erfarne dykker. Men Mario beroligede mig - der var intet at være nervøs for. I bilen på vej ud til den første cenote, Chac Mool, gennemgik han dykket ned til mindste detalje. Chac Mool er formet som en hånd med tre fingre. Vi skulle svømme ind i en “finger”, dvs. en hule, én ad gangen og returnere tilbage til “håndfladen”. Et udlagt reb ville guide os tilbage til vores startpunkt.
Fremme ved Chac Mool iførte vi os vores udstyr og dobbeltcheckede, at alting virkede, som det skulle. Nedstigningen skete via en spalte i klipperne, hvor en trappe af cementtrin var blevet lavet til turisterne. På overfladen lignede cenoten bare en almindelig grotte med et bassin. Cenoten virkede gold og grå.

Søjler af guld
Vandet føltes koldt, da jeg steg ned. Men, da jeg så mig omkring, glemte jeg kulden. Igennem hullet i grottens loft strømmede solens stråler ned i vandet og blev forvandlet til bølgende søjler af guld. Cenoten var badet i et væld af azurblå og turkise nuancer, hvis skønhed fuldstændig tog pusten fra mig. Vandet var krystalklart. Så tændte Mario sin halogenlampe, og hulerne foran os blev badet i et lyseblåt lys. Med sin lygte banede han vej gennem grotternes mørke og udpegede de mest imponerende syn. Nogle steder udvidede hulerne sig til over 15 meter i diameter, andre gange snævrede de ind til smalle sprækker. Havde rebet ikke ført den vej, ville jeg aldrig være svømmet derind. Langsomt arbejdede vi os igennem cenotens imponerende gallerier af drypstensformationer. Gigantiske søjler stod der, hvor stalaktitter med årtusinders møje var vokset sammen med stalagmitter (“omvendte” drypsten). Hulens vægge var dækkede af løbestenens flydende mønstre.
Da vi var næsten ude af grotterne igen, troede jeg, at jeg havde fået vand i min maske. Alting foran mig var uklart, som at kigge igennem gelé. Jeg sparkede nogle gange med svømmefødderne og steg et par fod i vandet. Med det samme vendte vandets oprindelige klarhed tilbage. Under mig kunne jeg se, at Victoria nu var omgivet af den samme sære slørethed, som jeg selv havde oplevet et øjeblik før. Det var som om, vandet blev usigtbart, jo mere hun sparkede med sine svømmefødder. Synet af hulens formationer igennem det blævrende slør tilføjede et surrealistisk sidste sanseindtryk, før vi med ét var tilbage i bassinets overflade. Mario forklarede, at vandet i cenoten naturligt delte sig i et saltvandslag og et ferskvandslag. Sløret opstod, når de to slags vand blev blandet.
Turen rundt i Chac Mool varede 35 minutter. Jeg rystede af kulde, da jeg kom op af hulens vand. Oplevelsen havde været så betagende, at jeg ikke undervejs opdagede, hvor meget jeg var nedkølet. Selv med våddragt på mister man meget kropsvarme, fordi solens stråler aldrig når at opvarme vandet i hulerne. Oppe i solen diskuterede vi begejstrede oplevelsen, mens vi stillede appetitten med sandwicher og mineralvand. Det var vigtigt at få fyldt energidepoterne op inden det næste dyk. Så gik turen videre til Taj Mahal, efter sigende den flotteste cenote i området.

Et mexicansk Taj Mahal
Taj Mahal er flere cenoter forbundet af en række tunneller, som vi skulle svømme igennem langs et reb. Jeg havde endnu ikke helt fået varmen efter det første dyk, da vi plaskede i Taj Mahal. Min flydevest spruttede, da jeg lukkede luft ud af den, og lod mit vægtbælte føre mig ned i denne fantastiske verden, jeg så hurtigt havde forelsket mig i. Med rolige spark gled vi gennem den første grotte og betragtede de imponerende rækker af drypsten. Allerede ganske få meter inde i den første hule kunne vi se sollyset strømme ned i vandet ca. 30 meter foran os.
Vi passerede langsomt Taj Mahals meterhøje søjler og underligt skæve drypstensformationer, inden vi nåede frem til det næste bassin. Igennem overfladen kunne vi se op på den klare blå himmel og al den grønne vegetation, som omkransede cenoten. Bunden af bassinet var dækket af blade og kviste, og mange steder på grottens sider voksede lange tynde rødder. Da gruppen var samlet, steg vi op til overfladen og tog et par mundfulde af den friske luft. På alle sider rejste den otte meter dybe brønds sider sig omkring os dækket af frodige slyngplanter. I skoven over os kunne vi høre dyrenes puslen, og fugle fløj til og fra deres reder på cenotens sider.
 Den sidste passage i Taj Mahal var lidt forskellig fra de første. Her var der ingen søjler og kun ganske få stalagmitter. Men loftet var dækket af tusinder af tætsiddende stalaktitter, som fik det til at ligne en djævelsk dødsfælde fra en Indiana Jones-film. Forsigtigt kantede vi os under med de store ilttanke på ryggen. Vi drog et lettelsens suk, da vi igen var ude i bassinet.
Rundrejsen i Chac Mools fantastiske gallerier og Tajmahals azurblå grotter og bassiner er uden tvivl en af de mest særprægede oplevelser, jeg nogensinde får som dykker. Cenoten er et enestående landskab. Her kan man, som få andre steder i verden, opleve, hvordan naturens kræfter og tidens gang skaber mesterværker, som får den menneskelige kunst til at blegne ved sammenligningen.

Artiklen er tidligere bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 35 april/maj 2001