Min amerikanske drøm

En drøm bliver født

Jeg så for første gange Mt. Whitney og bjergkæden Sierra Nevada på et roadtrip tværs over USA med min familie i 2016. Vi kom kørende mod vest fra Death Valley og skulle overnatte i Lone Pine, som er en lille hikerby med wild west-vibe ved foden af bjergene. Sierra Nevada er en enorm, 640 kilometer lang bjergkæde i Californien og Nevada, der blandt andet rummer nationalparkerne Yosemite, Kings Canyon og Sequoia. En god ven fortalte mig sidenhen, at man faktisk kan vandre ca. 350 kilometer ad den berømte John Muir Trail fra Yosemite-dalen i nordvest til Mt. Whitney og Lone Pine i sydøst. En drøm var født. Drømmen blev til virkelighed i form af en 50-års fødselsdagsgave til mig selv i juli 2022.

Forud for bestigningen af Mt. Whitney ligger altså ca. 300 kilometers vandring på John Muir Trail – eller Jay-M-Tee, som amerikanerne kalder den. Ruten starter officielt ved Happy Isles i Yosemite-dalen og slutter mod syd på toppen af Mt. Whitney. 344 kilometer og en samlet stigning på 14.000 højdemeter. På grund af rutens popularitet starter den dog i praksis forskellige steder i området afhængigt af den tildelte tilladelse, og den kan selvfølgelig også vandres fra syd til nord.

På 260 af de mange kilometer overlapper stien for øvrigt med den noget længere Pacific Crest Trail. JMT er opkaldt efter naturforskeren John Muir (1838-1914), som var en berømt naturaktivist, hvis eventyr, bøger og forskning har spillet en meget stor rolle for bevarelsen af bl.a. verdensberømte Yosemite Valley. I bunden af den utroligt smukke gletsjerdal flyder Merced River mellem grønne enge og et utal af fyrretræer, mens granitkæmperne Half Dome og El Capitan tårner sig op over dalen sammen med fantastiske Yosemite Falls, Nordamerikas højeste vandfald.

Fuglekvidder og våd muld

Vi sætter ud fra Silver Lake Campground i 2.202 meters højde. Den kan nås med bil og dermed også med amerikanernes kæmpe autocampere, og aftenen før fik vi styr på det sidste grej og pakningen til lugten af autocampisternes grillpølser og steaks i bedste barbecuestil. Afgang efter morgenmad og gruppebillede i fuld solskin ved bredden af smukke Silver Lake, der er omringet af lave træer, store skråninger og enorme bjergtoppe over trægrænsen. Gruppen er i højt humør, og alle er fulde af forventning, stadig rene og friske. Vi nyder de første kilometer væk fra campingpladsen og civilisationen til lyden af fuglekvidder og lugten af bjerg og våd muldjord.

I bedste Opdag Verden-stil vandrer jeg i en gruppe af ligesindede vandrere. Logistik og krav om tilladelser gjorde det vanskeligt selv at planlægge turen fra den anden side af jorden, og jeg havde heller ikke lyst til at gå alene. En lokal operatør, der er specialister i ture i Sierra Nevada, står derfor for al logistik og alle tilladelser. Gruppen består af to guider og 13 vandrere på mellem 25 og 66 år– amerikanere, to australiere, en canadier og mig. Søde og hjælpsomme, høflige og snakkesalige, som amerikanere jo er flest.

Alle er i god form. Jeg har selv løbe- og styrketrænet, og i de sidste fire måneder op til turen gik jeg hver uge en tur på mellem 18 og 35 kilometer med 18 til 20 kilo i rygsækken. Jeg benyttede samtidig turene til at teste og optimere mit udstyr; ikke mindst fodtøj, telt, liggeunderlag, sovepose og rygsæk. Alle forberedelserne kommer mangefold igen på turen. Jeg har overskud og bliver kun lidt presset på nogle af stigningerne, hvor højden giver mig mild hovedpine og svimmelhed.

Over 10 høje bjergpas

Turen bringer os over 10 bjergpas, så vandrestavene bliver brugt flittigt, når vi bevæger os op over trægrænsen i ca. 3.300 meters højde – og ned igen ad de mange imponerende switchbacks. Når man bevæger sig op og ned ad de mange bjergpas i over 3.000 meters højde og vandrer ad snørklede stier gennem enorme skovområder, forstår man godt, at det tog 46 år at lave ruten, som lå færdig i 1938.

Flere gange tager jeg mig selv i at tro, at det er fuldstændig umuligt at komme op eller ned af de massive bjergsider, men stien er et imponerende eksempel på 100 år gammelt traildesign og ingeniørkunst i pagt med naturen. Især stien hen over de højeste bjergpas – Muir Pass (3.644 m), Mather Pass (3.678 m), Pinchot Pass (3.685 m), Glen Pass (3.214 m) og mægtige Forrester Pass (3.998 m) – er svær at begribe, og jeg ser ofte antydningen af spor efter brug af dynamit, der blev anvendt til at sprænge stien og passet frem af klippevæggen.

Bjergpassene består af store klippesten og giver altid et sug i maven. Følelsen af sejr og mod overgås kun af de omkringliggende bjerges skønhed og intimiderende størrelse og den lille plads, der er at bevæge sig på. Det kan godt være, at jeg kan komme op og ned igen, men det er naturen, der bestemmer her, og jeg er der på dens nåde. Jeg føler mig på én og samme tid tryg og udsat, og jeg sender en ærefrygtig tanke til de folk, der løb den store risiko, det må have været at lave stien over de nøgne, blottede bjergpas.

Ren vildmark når det er bedst

Selv med fuld oppakning kommer jeg altid sikkert igennem udfordringerne og kan nyde den utrolige natur omkring mig – bjerge så langt øjet rækker, floder og vandløb, vandfald og uendeligt høje fyrretræer, dale og klipper, alpine toppe og bjergpas det ene øjeblik, skov, blomster og søer det næste. Solen skinner nærmest fra en skyfri himmel i alle tre uger. Der kommer kun et enkelt uvejr og blot en smule regn, og som regel efter at lejren er nået, og teltet giver ly. Solen holder jeg fra døren med en uundværlig sun hoodie og solcreme, men det er varmt, tørt og støvet. En badetur i en af de utallige søer eller floder hver anden eller tredje dag gør underværker. Vi kommer oftest frem til lejren tidligt om eftermiddagen og slår altid lejr i nærheden af vand, som vi filtrerer inden brug.

Vi slår teltene op og får styr på krop og grej. Der bliver badet og vasket tøj, spist og hygget. Helt simpelt, praktisk og meget afslappende. Lejrpladserne er fine og består ikke af andet end et område egnet til at slå telt op – som regel omringet af 4.000 meter høje tinder, smukke bjergsøer og en fantastisk udsigt. Der er ingen eller kun få bålpladser, fordi bål er forbudt i over 3.000 meters højde, da det er forbundet med for stor brandfare. Ingen bænke, ingen shelters, ingen toiletter og ingen vandposter – det er ren wilderness, når det bedst.

Evakuering ved Evolution Lake

På dag 10 slår vi lejr i 3.307 meters højde ved Evolution Lake, som er et af de smukkeste steder på hele turen. En stor, spejlblank bjergsø med enkelte træer, imponerende klippeformationer og smukke blomster ved sin bred og omgivet af stejle bjergsider, spidse bjergtinder og det enorme, brusende vandfald, som sender søens vand videre ned i dalen, vi kom fra. På vej op mod søen har Bill udvist tegn på begyndende højdesyge og fået det meget dårligt. Så dårligt, at guiderne kontakter The California Highway Patrol, som en time senere med stort besvær lander i helikopter ved søens bred. De undersøger Bill og får ham hastebragt til hospitalet i Fresno, hvor han får konstateret en blodprop i lungen og bliver hasteopereret. Meget dramatisk og en ubehagelig påmindelse om, hvor sårbare vi mennesker er ude i den vilde natur.

Dagen efter byder på slukøret opstigning i et meget goldt og fascinerende stenlandskab til Muir Hut, som er en lille, smuk nødhytte rejst i 1930 til ære for John Muir. På stien går snakken om alt mellem himmel og jord. Udstyr topper nok listen, men også dagens udfordringer i USA og arbejde fylder en hel del. Og man kan altid snakke om alle stednavnene i området. På bedste amerikanske vis har alt et godt navn – alle toppe, søer, floder, bjergpas, lejrpladser, dale: Evolution Meadow, Duck Creek, Chief Lake, Crabtree Meadow, Dollar Lake, Heart Lake, Golden Staircase og ikke mindst Guitar Lake, der selvfølgelig har form som en guitar. Jeg går også ofte for mig selv, når gruppen bliver spredt lidt ud.

Vi går som regel til køjs ved halv-otte tiden umiddelbart efter aftensmad og briefing om næste dags etape, trætte og meget bevidste om at endnu en udfordrende dag venter os klokken 5.30 næste morgen. Uge efter uge. Nætterne kan godt være lidt kølige, men jeg fryser aldrig. Faktisk sover jeg ofte med yderteltet åbent i den side, der vender mod solnedgangen. Der er intet bedre end at falde i søvn i sin varme sovepose med kig til en trillion stjerner og lidt måneskin over en smuk bjergsø.

Fejring på Jake’s Saloon

Efter bestigningen af Mt. Whitney er der to vandredage gennem et tørt og sandet landskab med uendeligt mange Fox Tail Pines på smukke skråninger, flere switchbacks stejlt ned gennem skov og ørken til Cottonwood Trailhead, der har campingplads og parkering. Asfalten markerer turens afslutning. Målet bliver nået med armene hævet mod himlen og højt humør. Udmattede og beskidte bliver vi kørt ned i dalen til Lone Pine og til brusebad og pool på Best Western. Det har været et helt igennem fantastisk vandreeventyr, og vi fejrer det med drinks på Jake’s Saloon og middag på byens steakhouse. Med til fejringen er også Bill, som fortæller os, at han har tilmeldt sig turen igen til næste sommer. Det forstår jeg godt. Magen til vandretur skal man lede længe efter.

GODE TIPS

TØNDER TIL BJØRNELAND

Sierra Nevada er bjørneland, så al mad, snacks og toiletsager, der lugter kraftigt, skal opbevares i børnesikrede tønder for at forhindre bjørnene i at vænne sig til mennesker og mindske risikoen for, at de angriber. Guiderne fordeler således al mad og kogegrej i bjørnesikrede tønder hver morgen, og kunsten er så at have både plads og rygmuskler nok til at bære min andel af herlighederne. Bjørne ser vi i øvrigt ingen af, men bjørneekskrementer og mærker fra bjørnekløer på træstammerne bliver da foreviget. Det vrimler til gengæld med jordegern og murmeldyr, og vi ser mange af de særlige mule deer, som er vilde rådyr med ører så store som muldyrets. 

BRUGT TOILETPAPIR – NEJ TAK!

Leave No Trace principperne-fungerer her, bortset fra andre vandreres enkelte svipsere. Brugt toiletpapir er bandlyst og skal bæres med ud, så det er bedre med det smarte, papirløse portable bidet; et transportabelt bidet, der som oftest udgøres af en almindelig vandflaske af plastik påmonteret et særligt låg, der sørger for, at man kan spule sig ren efter at have besørget i et dertil gravet hul i skovbunden. Så undgår man helt toiletpapir. Jeg var selv skeptisk inden turen, men det virker fortrinligt og er uden tvivl kommet for at blive.   

FORSYNINGER PÅ MULDYR

Undervejs får vi nye forsyninger fire gange, de to første i såkaldte front country camps, hvor der er adgang med bil. De sidste to såkaldt re-supplies er i the back country, hvor cowgirls rider forsyninger ind til os med tre-fire muldyr på slæb. Imponerende logistik. På første vandredag efter et re-supply vejer min rygsæk ca. 18 kilo med vand til dagens etape. Jeg er ikke ultraletvægtsvandrer, men prøver at ramme den rigtige balance for mig mellem vægt og komfort og bærer gerne lidt ekstra for ikke at mangle noget. Min basisvægt uden mad og vand er 13,3 kilo.

MIT VIGTIGSTE UDSTYR

Vandrestøvler: Salomon X Ultra 4 Mid GTX. Det populære alternativ er Altra Lone Peak, men jeg insisterede på ankelstøtte, vandtæthed og bedre holdbarhed.

Liggeunderlag: Therm-A-Rest Neoair Xtherm med R-værdi på 6,9.

Sovepose: TLT Sov -12

Rygsæk: Osprey Atmos AG 65

Telt: Big Agnes Copper Spur HV UL2 med bikepack footprint

Inderlag: Black Diamond Alpenglow Hoodie

Mellemlag: Devold Nibba Hoody & Arcteryx Cerium LT

Yderlag: Arcteryx Squamish Hoody & Arcteryx Alpha SV

Bukser: Arcteryx Gamma LT & Columbia Silver Ridge Convertible

Solhandsker: Glacier Glove Abaco Sun Glove

Sokker: Darn Tough

Lejrsko/Badesko: Vivobarefoot Ultra 3

Vandrestave: Black Diamond Distance FLZ

Garmin inReach & iPhone: Til daglig kontakt med mine kære hjemme i Danmark, kamera, godnatlæsning og dagbogsnotater.

Powerbank: Anker 26800