Matterhorn - Når det utænkelige sker

En tidlig start
Det er stadig mørkt, men da vi stikker hovedet ud af teltet, bliver vi mødt af et virvar af små lysglimt på vej op ad bjerget. Nu skal det være. Vejrudsigten lover fortsat fint vejr, og vi føler os parate. På med pandelamperne, og kun få minutter senere slutter vi os til det spektakulære lysshow op ad den mørke bjergside.

Verdens navle
Senere betages vi af skyerne på himlen. Skænket dagens første solstråler bliver de pludselig uvirkelige. Pulserende og fulde af liv. Den rød/gule farve-nuance vælter som tidevandet ind over bjergtoppene, og dalen under os fyldes langsomt med lys, varme og farver. For en tid glemmer vi alt om klatring og topambitioner. Tryllebundede suger vi alle indtryk til os. Vi er helt enige. Lige nu findes ikke noget andet sted i hele verden, hvor vi hellere ville være.

Det går forrygende. Vi er godt akklimatiserede og noget hurtigere end guidebogens tidsplan. De meget sparsomme sikringsmuligheder bekymrer os ikke alverden, for klatringen volder ingen af os problemer. Men vi er meget påpasselige. Tænker hele tiden på faren for faldende sten. Vi er stadig sikre på, bjerget nok skal komme med hjem til souvenir-samlingen. Først ved Solvay-hytten godt halvvejs oppe det utænkelige.

Et grimt syn
På størrelse med et godt dansk trykimprægneret legehus fungerer Solvay-hytten som nødbivuak. En smal klippehylde ved siden af hytten indbyder til pause. Allan og jeg skræver forsigtigt over rækken af siddende klatrere. Vi rykker længst ud på hylden, gør os fast med rebet, slynger benene ud over kanten, og fisker en ulækker fedtet salami-pølse frem fra rygsækken.

Vi kigger alle overraskede op fra hylden. “Attenzione” lyder det forsigtigt. Klippevæggen over vores hylde er tilnærmelsesvis lodret. En smilende italiener firers ned af sin makker højere oppe. Med støvlerne solidt plantet på klippen ved siden af Allan præsenterer italieneren sig og erklærer at udsigten fra toppen er fantastisk.

UHHHRR… lyder det pludselig oppefra. Til vores skræk tumler en person baglæns ud fra kanten 15 meter over os. Jeg når at tænke, at dette er ikke rigtigt. Det må være en øvelse med en eller anden form for dummy-dukke. Men faldet fortsætter. Personen rammer ikke vores hylde, men fortsætter ned lige foran øjnene af os alle. På mindre end et sekund forsvinder han ned under hyldens kant, og vi ser ikke men hører blot, hvordan styrtet ender længere nede.

Ser døden i øjnene
Vores italienske ven bliver på et microsekund nyt centrum for al opmærksomhed. Han roder rundt efter noget at holde fast i, mens han udstøder eder og forbandelser på vej baglæns mod hyldens kant. Italieneren har IKKE sikret sig til hylden. Hans reb er helt stramt fra klatreselen ud over kanten og NEDEFTER!

Italienerens makker hænger for enden af rebet. Et klippefremspring standsede det frie fald, men nu hænger han livløs som en tung vægt og er langsomt ved at trække den panikslagne italiener med sig i dybet. Det sker alt sammen på et ganske kort sekund, men jeg når at tænke tusinde tanker. Pludselig trækkes italieneren med et ryk ud af balance og slæbes ubønhørligt mod kanten.

Allan opfatter situationen lynhurtigt. Per refleks fanger han hoftebæltet på italienerens klatresele. Hans ansigtsudtryk bliver dog først roligere, da Allan har forbundet ham til vores sikring. Det tager kun et øjeblik, men først nu er han i sikkerhed. Han ånder lettet op, men er alligevel bleg og chokeret.

Situationens alvor
Italienerens rebmakker er professionel bjergguide, som har besteget Matterhorn over 20 gange før. Ingen ved rigtig, hvad der er sket. Men nu hænger han efter et 30-meter styrt for enden af rebet lige under vores frokost-hylde.

Først er der helt stille. Nogle siger, at det ikke så godt ud. Så sker der noget. En mobiltelefon findes frem, og en redningshelikopter tilkaldes. Blandt os på klippehylden findes en tysk lægestuderende. Vi firer ham fulde af håb ned til den tilskadekommende.

Tyskeren kommer hurtigt op igen, blot rystende på hovedet. Italieneren spørger ængsteligt: “Nej, det er ikke sandt”? Lægen svarer nøgternt med et nik og et: “Jo, så sandelig”. Italieneren falder slapt sammen og mumler noget om, at hans ven netop var blevet gift, og at konen vist nok er gravid.

Chokket breder sig
Rundt på frokost-hylden begynder en underlig stemning at brede sig. Nogle ganske få siger, at de ikke har tid til dette og begynder forsigtigt og famlende at klatre videre mod toppen. Flertallet bliver bange, blege og betænkelige. Hvordan skal de nu komme ned? Klatre tør de absolut ikke. Det er for stejlt og for farligt oven på en oplevelse som denne.

Allan og jeg er tættest på italieneren. Vi forsøger at snakke med ham og holde gejsten lidt oppe. Men i samme åndedrag beslutter vi, at vi ikke tør have ham med ned ad bjerget i vores reb. Risikoen for at han falder, og rykker os med, er uacceptabelt stor. Vi har netop indbyrdes aftalt dette, da helikopteren når frem.

Langline redning
I en lang line under helikopteren dingler redningsmanden frit mellem himmel og jord. Via radiokontakt til piloten dirigerer han helikopteren. Fremme ved den tilskadekomne mister vi visuel kontakt med ham. Gemt under et klippefremspring arbejder han på højtryk. Vi mærker på rebet, at der flyttes rundt på offeret. I et åndeløst nu bliver rebet pludseligt helt slapt, og helikopteren trækker kraftigt opad i en kæmpe udadgående cirkelbevægelse. Rebet er skåret over!

Vi får alle kun et meget kort blik af offeret. Han er endegyldigt erklæret død, og helikopterens langline blot klikket i klatreselen. Nu hænger han på en skræmmende unaturlig slap måde for enden af linen under helikopteren. I løbet af et øjeblik reduceres såvel offer som helikopter til en lille fjern prik med store bjerge og et gabende tomrum som en skræmmende, men samtidig dragene baggrund.

Stilheden, der følger, er uhyggelig. Redningsmanden kommer op til hylden. Han rusker italieneren ud af en drømmelignende tilstand. “Gør dig klar. Når helikopteren kommer igen, skal du med ned”. Redningsmanden vender sig og spørger: “Hvem har ellers lyst til at komme med ned”?

“Pest eller kolera”
Jeg lytter til et middelaldrende tysk ægtepars diskussion. De er begge enige. De er skrækslagne ved tanken om at klatre ned på egen hånd. Men heller ikke udsigten til at hænge under helikopteren i en tynd line med tusinde meter luft under bagen er specielt opløftende. Til sidst sejrer helikopteren dog. Hellere stole på en tynd line og redningsmandskabets dygtighed end deres egen klatrefærdigheder.

Også Allan og jeg kigger på hinanden. Toppen af bjerget er pludselig uden betydning. Så langt så godt. Egentlig uden nogen særlig diskussion når vi til enighed. Vi vil ikke med nogen helikopter ned. Dette er ikke en beslutning af falsk stolthed. Heller ikke fordi vi skal vise os. Men mere ud fra betragtningen om at vi stoler 100 % på hinandens færdigheder. Jeg føler mig sikker med Allan som min makker, og følelsen er gensidig. Desuden tror vi, at vores psyke og lyst til at klatre i fremtiden kan afhænge meget af, at vi langsomt og egenhændigt klarer turen ned igen.

Helikopteren flyver i alt tre ture frem og tilbage. De fleste vælger flyveturen ned i små fire-fem personers grupper. Alle ser noget beklemte ud lige inden afgang. Det er et følelsesladet øjeblik. Ukendte omfavner hinanden, beroliger hinanden, og ønsker hinanden alt godt for fremtiden lige inden kontakten med klippen slippes, og de overgiver sig totalt til linen, helikopteren og den skræmmende højde.

Livet fortsætter
Den sidste helikopter er væk, og igen er der stille på bjerget. Det hele virker uvirkeligt. Nye klatrere kommer ned fra toppen. Undervejs passerer de meget tæt på ulykkesstedet. De fornemmer slet ikke hvad der er sket, standser end ikke op.

På mindre end to timer er alle spor efter ulykken fjernet. Den daglige gang på Matterhorn fortsætter. Nye klatrere søger mod toppen og ned igen. Matterhorn fortsætter med at være en af de mest eftertragtede bjergtoppe blandt alverdens alpinister.

Allan udtaler på en lidt undskyldende og henkastet måde, at det på sin vis kunne have været spændende med en tur i langlinen. Jeg kigger på ham. Forstår ham og ved, at han under andre omstændigheder mener det helt alvorligt. “Jeg kommer tilbage en anden gang efter toppen”, siger jeg. Vi nikker kort til hinanden og begynder den lange klatretur ned mod dalen.

Artiklern er fra magasinet Adventure World nr. 23 -juni 1999 (Adventure World har skiftet navn til Opdag Verden)

Matterhorn Fakta

Profilen er blandt de mest kendte af alle bjerge i hele verden. Matterhorn! 4478 meter højt liggende på grænsen mellem Italien og Schweiz. Skarpt markeret kontur, stejl til alle sider og pyramideformet. Mange kalder sågar bjerget fuldendt.

Tæt på forvandles de indbydende glatte grater og stejle sider til et mis-mas af løse sten, tårne og klippefremspring, som vanskeliggør orienteringen mod toppen. På en god dag i højsæsonen får man ganske gratis fornøjelsen af at mænge sig med hundredvis af andre topaspiranter fra hele verden. Der trædes i bogstaveligste forstand høfligt oven i hinanden, og der undskyldes på alverdens sprog.

Jævnligt høres et advarselsråb når et klippestykke giver efter og overlades til tyngdekraften. Som i et flipperspil rikochetteres stenene mellem klippefremspring og bjergbestigere ned ad bjerget.

Fra Zermat i Schweiz har man lettest adgang til Hörnli-graten, som samtidig er den teknisk letteste rute til toppen - klatring op til 3. grad, yderst få sikringsmuligheder og vedvarende stejl. Fra fod til top skal 1200 højdemeter betvinges på denne måde.

Gennem tiderne er ca. 500 bjergbestigere omkommet på bjerget. Selv om klatringen altså ikke er specielt vanskelig, kan den alligevel være krævende og farlig. Matterhorn skal tages alvorlig!