Ørkenløb i Jordan

The Desert Cup - 168 km nonstop løb i Jordans ørken

Gennem sand og klipper, under en ubarmhjertig sol i temperaturer op til fyrre grader tilbagelægger løbere hvert år 168 km med oppakning. The Desert Cup er et ekstremt løb - men det rummer samtidig smukke naturoplevelser og ikke mindst et stemningsfyldt opløb gennem ruinbyen Petra. Læs her den danske deltager, Steffen Lind Sørensens, beretning

AW43_DESERT-CUP_156.jpg
Skrevet af: Steffen Lind Sørensen
Opdateret den 27. okt 2021

Gennem sand og klipper, under en ubarmhjertig sol i temperaturer op til fyrre grader tilbagelægger løbere hvert år 168 km med oppakning. The Desert Cup er et ekstremt løb - men det rummer samtidig smukke naturoplevelser og ikke mindst et stemningsfyldt opløb gennem ruinbyen Petra. Læs her den danske deltager, Steffen Lind Sørensens, beretning

Jeg har længe været fascineret af tanken om at løbe i stærk varme og sand. Sidste år tog jeg mig endelig sammen og blev tilmeldt Desert Cup, selvom jeg skulle deltage i Raid Corsica Adventure blot én måned tidligere. Grundformen var nogenlunde i orden, og det blev ikke til ret meget målrettet træning efter min hjemkomst fra Korsika. Den sædvanlige forkølelse, ømme led og et overanstrengt knæ skulle lige overvindes, og inden jeg havde set mig om, var mine træningsplaner blevet reduceret til et par ture på MTB, lidt kajakroning og kun én løbetur! Lykkelig er den enfoldige, så jeg drog til Jordan med en vis optimisme og hemmelige drømme om en god placering.

En nat med ørkenens døtre

Rejsen til Jordan gik rimeligt smertefrit. Jeg skulle mødes med de franske deltagere i Orly lufthavnen i Paris, hvor vi checkede ind samlet og fløj til Amman i Jordan. Herfra blev der kørt i bus den tre timer lange tur til Wadi Rum i det sydlige Jordan, hvorfra starten skulle gå. Jeg havde slået følge med tre svenskere, som var de eneste øvrige skandinaver.
Fra Wadi Rum fortsatte transporten med firhjulstrækker ud til en teltlejr i ørkenen, hvor vi skulle overnatte de næste to nætter inden løbet. Vi sov 25-30 stykker sammen i store beduintelte, heriblandt tre af ørkenens døtre, som var de lokale håb i holdkonkurrencen. Uheldigvis var mobiltelefonen åbenbart lige kommet til Jordan, og tilsyneladende var der gået status i at modtage opkald samt lade telefonen ringe mindst 30 sekunder, før den blev taget, så alle lige kunne høre den fedeste ringetone. Har man samtidigt nogle nervøse og overbeskyttende forældre, som mindst én gang i timen skal høre, om det går godt, så er underholdningen sikret for resten af teltet.
Efter en dårlig nats søvn var mandagen helliget pakning af rygsæk og det obligatoriske udstyrstjek. Da rygsækken var kontrolleret, afleverede vi alt det tøj og udstyr, som ikke skulle med på ruten, hvorefter resten af dagen gik med at fylde kulhydrater og vand på tanken. Maden blev kørt ud i ørkenen fra et hotel, for at undgå maveinfektioner - tjekket! Endnu en urolig nat; nu var det dog primært det, at der skulle hældes vand fra, som skabte en livlig trafik imellem telt og ørken.

 

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

AW43 DESERT-CUP 158Af sted i sandaler

Startskuddet gik klokken 08.30, mens varmen endnu ikke var overvældende. De første 35 km gik i fint tempo og med gode mellemtider på diverse checkpoints (CP). Jeg løb kun, når det gik ligeud eller nedad, og efterhånden som solen kom længere op på himlen blev farten sat ned. Trods ca. 40-45 grader i solen holdt jeg en fart på ca. fem km/t frem til CP 5, der lå ca. 60 km ude på ruten.
På vej til næste checkpoint slog jeg følge med Maurice, en 63-årig franskmand, som løb i sandaler! Han fortalte mig, at han havde deltaget i otte Marathon de Sables og kun gennemført ét. Sidste år udgik han fra Desert Cup efter 138 km. Som tiden gik blev Maurice mere og mere træt. Til sidst sov han gående og vågnede kun nu og da, når de bare tæer trådte i en tornebusk. Ved næste checkpoint ville han sove fire timer. Efterhånden var jeg nødt til at ligge med benene oppe ved hvert stop, fordi fødderne svulmede op i varmen, så de til sidst ikke kunne være i skoene.
De næste elleve kilometer til CP 7 var begivenhedsløse. Jeg havde taget en discman med i oppakningen, og med god hjælp fra tysk tungmetal blev dampen holdt oppe. Efterhånden begyndte synet dog at flimre en smule, og jeg besluttede at tage en enkel time på rygskjoldet.

På den igen

AW43 DESERT-CUP 152Efter indtagelse af en halv energibar, to salttabletter, ti proteintabletter, tre magnesium mod kramper samt 800 Mg Ibrufen og en Panodil til at tage toppen af diverse smerter, startede jeg mod CP 8 klokken halvseks om morgenen. Solen var lige ved at stå op. Ørkenen i den første morgenrøde er et ganske specielt syn, som jeg vistnok sætter mere pris på set i bakspejlet. Terrænet havde ændret udseende fra den spektakulære start i Wadi Rum, der med sine næsten Gaudí-agtige klippepartier er en af verdens smukkeste ørkener. Foran mig lå nu 13 kilometer flad, varm og ensformig ørken.
Nu, hvor jeg var halvvejs, skulle man tro, at humøret, ville være højt, men jeg havde temmelig svært ved se nogen god grund til at vade rundt i en ørken, små 4000 kilometer hjemmefra. Vablerne begyndte at blomstre, og en efterhånden meget hævet venstre fod gjorde det ikke lettere. Jeg var hele tiden nødt til at sige til mig selv: “For hvert skridt, du tager, kommer du nærmere mål.” Der manglede bare så forbandet mange skridt.

Da jeg efter små tre timer stavrede ind på CP 8, var jeg modløs og umotiveret. Jeg tænkte, at med en gang mad, en times hvile med fødderne oppe og lidt søvn kunne der startes op med ny energi på batterierne. Problemet med genopladelige batterier er bare, at de mister effekt for hver genopladning, så da jeg luskede af sted mod CP 9, var det med bange anelser. Etapen var uden sammenligning den værste af alle. Sandet var løst, og for hvert skridt skred jeg et halvt tilbage. De sidste otte kilometer kunne det næste checkpoint ses flimre i ørkenheden, som langsomt sneg sig op mod de 40 grader. Eneste trøst var, at jeg nærmede mig bjergene, køligheden og den rigtige side af 100 km-mærket.

Den hårdeste etape

AW43 DESERT-CUP 157På CP 9 efter 104 km var jeg mentalt nedsmeltet, men heldigvis ret godt kørende fysisk. De sidste års træning, altid med rygsækken på, havde styrket knæ og ryg, så jeg dårligt bemærkede oppakningens vægt. Samtidig kunne jeg se, at der var mange, som knækkede, og sært nok gav det mig et gevaldigt “kick”. Efter lidt overvejelse lod jeg lægeteamet Doc-Trotters kikke på mine fødder. På nul-komma-fem blev mine vabler tømt, renset og indbundet bedre, end jeg selv kunne have gjort det.
En halv pose cashewnødder og en energibar senere gik det med fornyet energi af sted mod CP 10. Sandet var nu afløst af grusspor, og jeg kunne holde seks km/t uden problemer. På CP 10 blev det til to timers hvil, og som mørket faldt på, tog blæsten til. Jeg smuttede i de lange tights og satte kursen mod bjergene. Det var denne etape, som alle, jeg havde talt med, frygtede mest. Højden steg fra 1100 til 1500 m.o.h. ved CP 11. Sporene var fyldte med skærver, temperaturen kun fire grader, og vindstødene havde næsten stormstyrke. Ruten var tydeligt afmærket med knæklys, så orienteringen var intet problem. Jeg nærmest dansede af sted. De mange stigningsmeter, vi havde gået i forbindelse med vores deltagelse i Raid Corsica Adventure måneden før, kom mig nu til gavn. Jeg gik de 15 kilometer på under tre timer.

Sov over sig

AW43 DESERT-CUP 154Nærmest boblende af optimisme nåede jeg CP 11. Egentlig havde jeg tænkt mig at fortsætte umiddelbart efter, men besluttede alligevel at snuppe en time på øjet. Da der var gået præcis én time, blev jeg vækket, men faldt desværre i søvn med det samme igen. Først klokken halv fem vågnede jeg. Godt gal i skralden over min dumhed, blev kursen sat mod CP 12. Undervejs måtte jeg kaste op et par gange. Kroppen ville ikke optage energi-gelen, og jeg måtte nøjes med barrer og nødder.
Ved CP 12, der lå 147 km ude på ruten, stoppede jeg i tyve minutter, drak lidt vand, fik fødderne op og lod solen varme kroppen. Ved det næste checkpoint blev det kun til en kort pause for at få de lange tights af, og på de sidste otte km løb jeg for første gang i over et døgn. Efter fem kilometer nåede jeg de “570 trin”, som er nedstigningen til den berømte ruin Petra, hvor amfiteatre og templer er hugget ud af klippen. Det er sjældent, at virkeligheden overgår forventningerne, men her gjorde den. Udsigten ned i slugten var af en anden verden. Tænk, at en hel by som denne har været “glemt” i århundreder.

Antiklimaks på målstregen

Mentalt havde jeg været over målstregen mindst 500 gange, og nu stod jeg her endelig efter 51 timer med en flad fornemmelse i kroppen. Ikke noget med armene over hovedet eller at kysse sandet. Det eneste, jeg tænkte på, var at få pakket min rygsæk ud og vaske tøj. Deltagerne blev sat ind i en minibus og kørt direkte til vores hotel.
Sidste aften var der prisoverrækkelse, hvor en række lokale “pinger”, den franske ambassadør og den jordanske turistminister var blandt talerne. Vinder af mændenes løb blev, ligesom sidste år, italieneren Marco del Olmo i tiden 20:19. Hurtigste kvinde var fra Frankrig og løb i tiden 32:02, og jeg selv blev placeret som nr. 151 midt i feltet.
Desert Cup var et fantastisk velorganiseret løb, hvor alt var i orden og alle talte engelsk. Lægerne var suveræne, maden god, ruten spektakulær og godt markeret. Til trods for dette lovede jeg mig selv aldrig at gøre det igen. Meeen…måske igen til næste år.


Kalorieforbrug

Alle deltagere i The Desert Cup skal på forhånd bestemme, hvilket tidsforbrug, der sigtes efter: Gennemførsel på under 24 timer kræver minimum 2000 kalorier, mens tidsrammer på under 36, 48 og 62 timer er ensbetydende med et minimumsforbrug af henholdsvis 3000, 4000 og 5000 kalorier. Samtlige kategorier skal medbringe en forseglet nødration på 2000 kalorier og 1 liter vand.


Historie

AW43 DESERT-CUP 199The Desert Cup er stiftet af franskmanden Patric Bauer, manden bag etapeløbet Marathon des Sables i Marokko. Ideen var at lave et nonstop-løb, hvor alle deltagere skulle være “selfsupported”, dvs. bære på udstyr, mad, sovepose og tøj. Herudover skulle arrangementet indeholde en bjergetape. Det 168 km lange løb gennemførtes for første gang i år 2000 med ca. 170 deltagere. 


Oppakningen

Forfatterens oppakning bestod af: Rygsæk (35 L), kort svedundertrøje, korte tights, lange vinter-tights, lang svedundertrøje, vindjakke med hætte, sovepose, pandelampe + ekstra batterier, kasket, tynd balaclava, drikkedunk (3 L), kniv, kompas, rutebeskrivelse, sårrens, tørklæde, solcreme, løbesko. Provianten bestod af energibarrer, pulver til energidrik, energi-gel, cashewnødder (stort indhold af fedt/protein og salt) samt nødproviant og vand. Oppakningen vejede i alt 9 kg med vand.

Denne artikel er blevet bragt i Adventure World/Opdag Verden nr. 42 i 2002

Andre spændende artikler


430 KM I KULDE, REGN, MUDDER OG VIND

430 KM I KULDE, REGN, MUDDER OG VIND

'Farlig tomandsfærd' - Ny udvidet udgave af ekspeditionsklassiker

'Farlig tomandsfærd' - Ny udvidet udgave af ekspeditionsklassiker

Log ind