Petra

Et af verdens syvende vidundere

I et fantastisk, rødt ørkenlandskab ligger Petra, byen med de hundredvis af gravmæler hugget ind i klipperne. Den blev glemt i utallige menneskealdre, men er i dag på listen over verdens syv nye vidundere. Oplevelsen af at vandre rundt i klippelandskaberne er enestående.

Petra_443665909-tiny_1.jpg
Skrevet af: Rasmus Bech
Opdateret den 16. jul 2023
Læst af: 23477

I et fantastisk, rødt ørkenlandskab ligger Petra, byen med de hundredvis af gravmæler hugget ind i klipperne. Den blev glemt i utallige menneskealdre, men er i dag på listen over verdens syv nye vidundere. Oplevelsen af at vandre rundt i klippelandskaberne er enestående.

Under en klar vintersol er vi er på vej ind i en rød klippeverden, en antik by, der lå øde i et halvt årtusinde. Og selv i dag, århundreder efter byen halvvejs mellem Østen og Vesten blev genopdaget, fortaber store dele af sandheden om klippebyens storhedstid og forfald sig i historiens tåger.

I dag er luften dog klar, og ørkensolen skinner køligt og smukt fra en høj himmel, jeg kun lige skimter som en stribe af blåt over de rødlige og orangearvede klipper. For ligeså mystisk som byens fortid er, lige så mystisk er vejen ind til den rødglødende ørkenby, Petra, her midt i Jordan.

Siq’en, Skakten, hedder den smalle passage, der snor og vrider sig gennem klipperne som en perfekt formet indgang til den legendariske by, der er på listen over Verdens syv nye vidundere. Skakten, der snævrer ind til tre-fire meters bredde, er 100 procent naturskabt, men intet menneske kunne have konstrueret den mere spektakulært. Klipperne på hver sin side af os bølger i rødglødende, orange og brune farver.

Sandstenklipperne er som flået fra hinanden af en kæmpes stærke hænder, og klippesiderne ville flette sig perfekt ind i hinanden, hvis man skubbede dem sammen igen. Og der er ikke bare tale om en smuk naturpassage ind til Petra. Skakten spillede en vital rolle for nomadefolket nabatæerne, da de slog sig ned her på stedet engang for op mod 2500 år siden. I den tørre ørken var det nemlig blandt andet her igennem, de ledte vand ind til Petra og skabte en blomstrende handelsoase.

Antikkens skatkammer

Vejen gennem klippeskakten er asfalteret, og sådan var det også for et par tusinde år siden, hvor Petra var et internationalt handelscentrum, der skulle være nem, men beskyttet, adgang til. Her myldrede det med handlende fra Makedonien, Kina, indien og Arabien, hårdføre mellemøstlige ørkennomader og vuggende kamelkaravaner læsset med eksotiske krydderier, kostbare perler, dyrebart elfenben, skinnende diamanter, blødt silke og naturens egne råvarer.

I dag er det blot vores fodtrin, der giver ekko mellem klippesiderne, der nu åbner sig for enden af den rødlige korridor. En smal stribe af en bygning hugget ind i klippen kommer til syne. Ekkoerne bliver hurtigere i takt med, at vi spændt sætter tempoet i vejret. Og med ét er der luft omkring os i en lille lysning mellem de høje klippevægge. Vi står foran det 40 meter høje Al-Khazneh, Skatkammeret, som den uforligneligt smukke bygning hedder. Hvis man da kan kalde det for en bygning. For faktisk er der tale om en utrolig smuk udhugning i sandstenene.

Ingen ved præcis, hvornår Skatkammeret blev opført, men det bedste gæt lyder på engang i det første århundrede. Der er heller ingen, der ved, hvad bygningen egentlig blev brugt til, men sandsynligheden for, at det har været et skatkammer er ganske lille. Chancerne for, at der er tale om et gravkammer eller et kapel, er langt større.

Det sidste korstog

Det funderer jeg dog ikke så meget over – beundrer blot bygningsværket, Jeg har kendt den af udseende, siden jeg som barn så Indiana Jones ride hertil i filmen Det Sidste Korstog for at finde Jesu kalk og fravriste den fra en tempelridder, der havde ventet i utallige århundreder i et lille rum langt inde bag facaden. Der er dog ikke meget at komme efter i virkeligheden. Faktisk er der blot et stort, tomt rum hugget ind i klippen.

Stadig er Skatkammerets facade så ubeskriveligt fint vedligeholdt, at det på ingen måde skuffer. Udskæringerne og søjlerne, der blev konstrueret med primitive værktøjer, er stadig ekskvisitte, og står som var de uberørt af tiden, vejret og generationerne, der er kommet og gået. I modsætning til mange andre ruinseværdigheder fra den antikke verden står Skattekammeret stadig smukt, og man behøver ikke engang forestille sig, hvordan det engang så ud. Det står her stadig.

Alene i rigets kronjuvel

Klippelandskabet åbner sig, og et enormt amfiteater hugget ud i den næsten purpurrøde klippe vidner om romernes overtagelse af Petra engang i år 106. Til alle sider åbenbarer sig et landskab, hvor klipperne er gennemhullede som en solid, rødlig schweizerost af de op imod 3000 klippe-grave, huler, beboelser, altre og nicher, der pryder Petra.

De næste mange timer vandrer, kravler og hopper vi rundt på klipperne mellem gravmæler, der gennemhuller klipperne, hvor end man kigger. Små stier fører os fra den ene spektakulært udskårne, søjledekorerede bygning efter den anden. Snart har vi landskabet for os selv og kan i fred og ro udforske de mindre spektakulære men mere afsidesliggende gravmæler og klipperum, der gemmer sig bag søjlerne. Her er helt fredeligt. Helt stille. Helt perfekt.

I Petras storhedstid var gravmælernes søjler og lofter dekoreret med malerier i klare farver.  Intet var for fint til de afdøde, og derfor byggede man deres sidste hvilested i enorm skala. Nabatæerne levede i luksus af pengene fra skatterne, forbipasserende karavaner betalte for at få adgang til en sikker oase med vand, mad og græsningsmuligheder for pakdyrene i et område, der kun så 15 centimeter vand årligt.

Petras indbyggere havde bygget vandingskanaler, der forsynede dem med 40 millioner liter frisk vand dagligt – nok til at forsyne en nutidig, moderne by med 100.000 indbyggere. Med sine frodige haver, ornamenterede mausoleer og enorme monumenter over de døde var Petra kronjuvelen i nabatæernes land, Nabatea.

Petra 1274535574 tiny 1

Guddommelige konger

I den brede dal, der var centrum af gamle Petra, slentrer vi ned ad den hovedvej, romerne byggede. Søjler fra dengang står stadig, og lokale beduiner med kameler forsøger at lokke om bord på de ildelugtende ørkenskibe.

Vi sætter hurtigt kursen op mellem klipperne igen. Op mod Ad-Deir, Klosteret, der sammen med Skatkammeret er den mest imponerende struktur i Petra. Kæmpestor, imponerende velbevaret og ganske overvældende.

Nabatæerne tilbad pre-islamiske arabiske guder side om side med deres egne guddommeliggjorte konger, og den mest berømte af disse konger var Obodas I. Det er ham, det 42 meter høje kloster, Petras største bygning, er dedikeret til. Man fornemmer hans vigtighed, når man ser, hvor enormt Klosteret er. Et menneske, der står i døråbningen, der må være mindst ti meter høj, ligner en ualmindelig lille dværg. Ingen tvivl om, at gravmælet engang rummede store skatte, men med tiden er mange af Petras nedgravede skatte blevet stjålet. Det vil nok aldrig komme frem, hvilke skatte de rige nabatæere tog med sig til det næste liv.

Forladt og glemt

Det er oppe mellem klipperne, vi har det sjovest og det hele for os selv, så vi begiver os tilbage op, hvor klipperne nærmest hænger over vores hoveder på de smalle klippeafsatser. Med ét står vi på kanten af en lodret klippe højt, højt over jorden. Jeg sætter mig på kanten, lader benene dingle ned over kanten og kigger ud over det svimlende imponerende landskab med høje klipper i et utal af underlige former og varme nuancer samt de mange gravmæler.

I år 363 pulveriserede et kraftigt jordskælv store dele af Petra samt de vitale vandforsyningskanaler, der gav liv til oasen. Så meget ved eksperterne. Men hvad skete der bagefter? Var det en invasion fra Persien, der gav det sidste dødsstød til en af tidens største handelsoaser? Måske. Hvordan blev et vigtigt, multikulturelt handelscentrum reduceret til græsningsmarker for lokale beduiners gedder og kameler? Ingen ved det.

Den sidste historiske reference til Petra, inden en egyptiske sultan lagde vejen forbi i 1272, er fra omkring år 600. Og efter sultanens besøg glemte omverdenen igen alt om Petra. Der skulle gå fem århundreder, inden en schweizer, Johann Ludwig Buckhardt, ’opdagede’ Petra i 1812 og skrev om det i Travels in Syria and the Holy Land. I den mellemliggende perioder kender man ikke til en eneste outsider, der lagde vejen forbi. Byen var ikke at finde på noget kort over området. Den havde været helt og aldeles glemt.

Vinden griber fat i mit hår, og jeg tænker, hvordan det har været, da vejene, pladserne, stierne og templerne myldrede med ørkenens nomader, asiatiske handlende og de indfødte nabatæere. Det er ubegribeligt, at området stadig står så smukt og velbevaret efter flere tusinde år. Hvordan kunne et så spektakulært sted synke ned i glemslen i århundreder og atter århundreder?

Jeg dingler lidt mere med benene, og kigger ud over klipperne med alle hullerne. Der er så meget, man ikke ved om det her sted. Jeg ved bare, at det er et helt fantastisk sted at udforske.

Rasmus Bech

Rasmus Bech

Rasmus arbejder på Opdag Verden og er startede magasinet i 1995. Han har været i vores nabolande et utal af gange, Trekket i Nepal, i Ladahk, Marokko, med Bjerggorillaer i Rwanda, Grønland og ...

Andre spændende artikler


12 tips til vandring i efteråret

12 tips til vandring i efteråret

4 engelske podcasts

4 engelske podcasts

Eventyrblod i årerne

Eventyrblod i årerne