På vandretur i Rumænien

Bjørne? Vi kigger mistroisk og lidt nervøst på hinanden. Vi sidder på bagsædet af en gammel, slidt bil, der kører gennem de mørke gader i Braşov, Rumæniens næststørste by. Vi er beklemte ved situationen. Det er sent om aftenen. En lang dags rejse fra København til Bukarest ligger bag os. I et skramlet tog med slidte træsæder er vi kommet til byen.

På togstationen bliver vi hentet af en onkels bekendt. Hun er en meget venlig, men for os ukendt, 60-årig dame. Hun står og venter på os på den mørke perron. Hvad vi ikke vidste var, at hun kom ikke alene for at hente os. Hun har en pumpet 30-årig fyr med. Hun siger ikke, hvem han er. Han siger ikke noget overhovedet, men han har en stor pistol i bæltet.
Nu sidder vi beklemte på bagsæddet af deres bil. Vi er på vej hjem til onklens veninde, hvor vi skal overnatte. Men først vil de tage os med ud og se bjørne.

Bjørne i boligbeton
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente, eller om jeg skal være nervøs, da vi kører gennem rækker af mørklagte betonboligblokke i den fremmede by. Mest af alt holder jeg øje med den pumpede fyr og hans pistol. Begge dele forholder sig dog i ro.
Pludselig kommer en bjørn løbende ud fra mørket mellem to boligblokke. Med sin unge i hælene kravler den op og plyndrer en skraldespand ved vejsiden. Igen skæver vi lidt nervøst til hinanden på bagsædet – hvis der er bjørne midt i byen, hvad møder vi så ikke på vores vandretur? 

Det vil tiden vise os. Vi spiser natmad hos onklens veninde. Pistolen ligger på bordet foran den pumpede fyr og sætter en dæmper på stemningen. Så finder jeg ud af, at han ikke er gangster, men skovfoged. Pistolen har han i tilfælde af, at han skulle møde en bjørn. Om det er mere beroligende, at skovfogeder behøver pistol på grund af bjørnefare, er jeg dog ikke helt sikker på. 

Ud på eventyr 
Næste morgen går turen til de Transylvanske Alper. Vi tager et tog og så en gammel bus, bliver sat af, får et lift med en bil, farer vild og får et lift med en anden bil. Alle er venlige og hjælpsomme, og til sidst når vi til foden af bjergene, og opstigningen kan begynde.

Som en dramatisk kulisse fra Ringenes Herre skyder bjergkæden op i det flade marklandskab, hvor bønder læsser hø op på hestekærrer, og storke bygger rede på stråtagene. Vi vandrer op gennem en sidedal, hvor træerne i den tætte fyreskov langsomt bliver mindre og mindre og til sidst afløses af rosa dværg-rhododendron i blomst. Får græsser på de nøgne bjergskråninger i store flokke. Hyrder med hyrdehunde vogter dem. Hele sommeren bor hyrderne heroppe i højlandet i små bivuakker lavet med presseninger, mens fårene spiser sig tykke og fede.

Vandring på bjergeggen
Vi når toppen af bjergkammen næste dag. Den skal vi følge den næste uges tid. Vi går meget bogstaveligt på den smalle bjergeg. Udsigten er dramatisk. Der er langt ned til begge sider. Mod nord er dalene takkede og stenede, mod syd er skråningerne bølgede, grønne og meget stejle. I klart vejr kan man se hele Transylvanien heroppefra.
Bjergene, der kaldes de Transylvanske Alper eller Făgărăş -bjergene, er en del af Karpaterne. Det er en lang, smal bjergkæde, der strækker sig på tværs af Rumænien som en rygrad. Fra stien langs ryggen kan vi se ned i sidedale, hvor hyrder og deres hyrdehunde genner på deres får. Et par gange må vi gå tæt forbi fårene og hyrdehundene. Hundene er nogle bidske dyr, der er vant til at holde bjørne på afstand. Selv hyrden kan kun styre bæsterne ved at kaste sten efter dem.
Vi bevæger os langsomt langs eggen mod den så berømte Trans-Făgărăş-vej, som snor sig i umulige krøller og stejle stigninger på tværs af Făgărăş-bjergene. Vejen blev bygget af den tidligere kommunistiske diktator, Ceaușescu, som bevis på hans magt og storhed.
I dag er Ceaușescu for længst død. Rumænien har fået demokrati og kapitalisme, og vejen ligger som et ar i bjergsiden og minder Rumænien om dets mange år under diktatorens jerngreb.

Tordendrøn
Skyer trækker ind fra lavlandet. Vi går på kammen og ser, hvordan de kommer nærmere og nærmere for til sidst at vælte ind over ryggen og indhylle os i tæt tåge. Om aftenen, efter vi har vandret langs kammen hele dagen, søger vi læ for natten ved at gå nogle hundrede højdemeter ned i en af de smalle sidedale. Vi slår vores lille telt op på en frodig blomstereng og finder en rislende bæk at hente vand i. Vi filtrerer vand til at drikke og fylder gryderne med vand til pasta.
Efter vi har spist pasta med pulvertomatsovs, begynder det at regne og tordne kraftigt. For hvert tordenskrald kan vi høre, hvordan uvejret kommer nærmere og nærmere for til sidst at være lige over os. Tordendrønene bliver kastet frem og tilbage mellem klippevæggene i den smalle dal. Drønene bliver forstærket mange gange. Øredøvende brag, der får det til at lyde, som om jorden er ved at gå under og giver en uhyggelig effekt, som enhver gyserfilminstruktør må misunde.

Rumæniens højeste bjerg
Vejret er omskifteligt. Næste morgen står solen atter højt, og vi kan vandre videre i shorts og T-shirts. Vi når landets højeste bjerg, Moldoveanu. Med sine 2544 meter ligger det ikke meget højere end resten af bjergkæden. Et stejlt klippefremspring skal forceres for at komme til toppen, og vi følger ryggen videre. Vi møder hyrder og en sjælden gang nogle andre på vandretur. Mest lokale turister.
Det regner. Vi stopper og drikker te i en hyggelig, lille bjerghytte. Den er lavet af skifersten og har et gammelt bliktag. Vi sætter os og varmer os ved ovnen i den lille charmerende stue, inden vi går videre. Det er ved at være tid til at finde vej ned fra bjerget.

Bjørnespor
Vi går ned langs en brusende flod. En ildsalamander kravler ved bredden og fascinerer med sin sorte krop med knaldgule pletter. Vi når trægrænsen og kommer ind i tæt skov. Det er ved at blive mørkt, og vi når ikke ned til nærmeste landsby, men finder en lille, flad plet, hvor teltet præcis kan klemmes ned mellem træerne. Vi laver mad i regnen.

Med tanke på bjørnene i betonboligblokkene samler vi bestik og alt spiseligt i en vandtæt pose og hænger den op i et træ et stykke væk fra teltet. Mon ikke en sulten bjørn, der skulle slå vejen her forbi, vil vælge at slå sig løs på maden og ikke os?

I soveposen ligger jeg og lytter efter, om nogle lyde blander sig med lyden af regnen, der trommer på teltdugen. Jeg kan ikke sove. En stemning af uhygge hersker i den mørke skov.
Tænk, hvis der kom en bjørn. Jeg hørte bestemt en lyd? Men alt er stille.
Da vi vågner næste morgen, hænger al maden fint i posen i træet. Anspændte pakker vi sammen og begiver os videre ned fra bjergene i tæt regnvejr. Da vi har gået i fem minutter, ser vi et bjørnespor i mudderet på stien foran os. Det løber mig koldt ned ad ryggen – for jeg kan godt regne ud, at bjørnen må have sat det spor for ganske nyligt, for ellers ville den kraftige regn have vasket det væk. Vi får fart på ned ad bjerget.

Vi ånder lettet op, da vi når ned til landsbyen for foden af bjergene, og der var ingen sammenstød med bjørne. Resten af turen forløber noget mere udramatisk med cykelture mellem middelalderborge og små huse med storkereder på stråtaget. Det eneste element af uhygge er et besøg på Grev Draculas borg.

Besøg Draculas fødeby

Dracula er titlen på en roman skrevet af Bram Stoker i 1897 om en bloddrikkende vampyrgreve. Det siges, at bogen er skrevet om middelaldergreven Vlad Țepeș. Han blev født i byen Sighişoara i Transylvanien. Da byen ikke ligger langt fra de Transylvanske Alper, er det oplagt at kombinere vandreturen i bjergene med et besøg i den gamle middelalderby. Brolagte stræder, 500 år gamle huse og en stor fæstning giver byen charme. Man kan sætte sig på en lille café på torvet eller fare vild i de smalle gyder.

Middelalderbyer på cykel
I mange rumænske byer kan man leje cykler. Det er fx muligt i Sibiu eller Braşov. Begge disse byer er også oplagte start- eller slutpunkter for en vandretur i de Transylvanske Alper, og i sig selv er de charmerende middelalderbyer også et besøg hver. På cykel kan man komme ud på landet. Man kan køre gennem landsbyer, hvor der bor flere storke end mennesker, møde folk, der samler hø med høtyve og mærke livets rolige puls på landet i Rumænien.

Gør ikke dig selv en bjørnetjeneste
Den brune bjørn, der bor i Rumænien, kan blive op til 2,5 meter høj og veje op til 450 kilo. Mere end 5000 bjørne, og dermed halvdelen af Europas bjørne, bor i de rumænske bjerge, og det er derfor en god idé at tage et par forholdsregler, så man undgår at gøre sig selv en bjørnetjeneste:
• Lav larm. Bjørne går kun til angreb på mennesker, hvis de bliver overraskede og føler sig truede. Hvis de hører mennesker komme, vil de forsvinde.
• Pak mad og skrald ind. Bjørne har en god lugtesans, og i Rumænien har de lært, at menneskemad også er bjørnemad. Ved at pakke maden ind, er der mindre risiko for, at bjørnen får færden af den.
• Undgå mad i teltet. Hænges maden op i et træ, går bjørnen forhåbentlig ikke til angreb på teltet, man sover i, men på posen med mad, hvis den altså kan nå den.