Vandretur fra Søndre Strømfjord til Sisimiut i Grønland

Det er ikke altid lige nemt at enes, når man ikke kender hinanden i forvejen. Charlotte havde læst mit opslag i Adventure World og kontaktede mig i troen på, at vi var en hel gruppe. Begge havde vi meget lyst til at komme af sted, men var dog temmelig skeptiske overfor at drage 14 dage ud i vildmarken med et vildt fremmed menneske.

AW32_254_vandretur_fra_Kangerlussuaq_til_Sisimiut.jpg
Skrevet af: Niels Henriksen
Opdateret den 17. maj 2021

Det er ikke altid lige nemt at enes, når man ikke kender hinanden i forvejen. Charlotte havde læst mit opslag i Adventure World og kontaktede mig i troen på, at vi var en hel gruppe. Begge havde vi meget lyst til at komme af sted, men var dog temmelig skeptiske overfor at drage 14 dage ud i vildmarken med et vildt fremmed menneske.

En kold og klar luft mødte os, da vi steg ud af flyet i Søndre Strømfjord. Jeg tog en dyb indånding, luften kradsede godt. Flotte fjelde omgav lufthavnen og himlen var helt klar. I begyndelsen af turen var humøret højt. Terrænet omkring Sønderstrøm er ret fladt, hvilket gav fine udsigtsmuligheder. Vejret var også nydeligt: Ikke en sky på himlen og en temperatur på otte-ti grader - perfekt til vandring.

Noget for noget

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

AW32_256_vandretur_fra_Kangerlussuaq_til_Sisimiut.jpgMen idyllen varede kun kort. Efter to timers vandring opdagede Charlotte, at hun havde tabt vores eneste kort til de første par dage. Vi smed bagagen og forsøgte at løbe tilbage ad samme vej, som vi var kommet. Der var ingen stier, så det var ret umuligt. Mens vi ledte, mødte vi en seksmandsgruppe, som vi valgte at følges med resten af dagen. Stemningen var lidt trykket. Beskyldningerne fløj frem og tilbage: “Prøv nu lige at tage denne her tur alvorligt!”, “- vær dog lidt konstruktiv”, “kortet er faktisk noget af det vigtigste…”

Under aftensmaden ville vi planlægge de næste dages vandring i store træk, og her fandt jeg ud af, at jeg havde pakket to ens kort, og dermed manglede fire dages vandrekort. Charlotte benyttede lejligheden til at gengælde den moralprædiken, som jeg havde givet hende tidligere på dagen. “Ja, kortet er faktisk noget af det vigtigste, når man vandrer…” Hun nød det! Nåh, men nu stod det 1-1 imellem os.

Bortset fra dette lille sammenstød var aftensmåltidet fortryllende. Vi spiste på en bakkekam og havde flot udsigt ned over en sø med et par bakker spredt rundt omkring. Farverne var grønne og gik over i gulligt, efterhånden som aftensolen kom længere ned på himlen.

Forfriskninger
Efterhånden ændrede terrænet karakter. Fjeldene var ikke så bløde længere, deres farver mere varierede lige fra grønne over lysegrå til okkergule. Skyerne stod flot omkring fjeldtoppene. Grunden blev mere våd, hvilket betød at vores fødder sank halvt ned, og der ikke rigtigt var noget afsæt. Når der endelig var fast grund, var den fuld af sten og klipper, så vi måtte se os godt for for ikke at træde forkert. En forstuvet fod herude ville være yderst problematisk.

En dag skulle vi krydse den meget omtalte Lakse-elv. Nedstigningen til elven var hård for understellet. Stive knæ og bløde lår. Her havde Charlotte og jeg (endnu) et mindre sammenstød, da jeg for tiende gang var efter hende: “Husk nu at drikke nok væske, for pokker! Det er vigtigt, når man sveder.” “- Jeg har faktisk dyrket sport på eliteplan.” svarede hun afvisende, og vindens susen var herefter det eneste, der hørtes…

Endelig nåede vi til elven. På turistbureauet i Søndrestrømfjord var vi blevet forberedt på, at vi skulle svømme over, da der for tiden løb meget vand. Det var oven i købet iskoldt, så tanken om at skulle bade var yderst ubehagelig. Stemningen blev noget lettere, da vi fandt et sted, hvor vandet kun gik os til livet. Det kan være lidt usikkert at skulle holde balancen i mudder og stærk strøm, så vi gik arm i arm med én rygsæk ad gangen. En kold forfriskning.

Behageligt intermezzo
AW32_255_vandretur_fra_Kangerlussuaq_til_Sisimiut.jpgEn dags tid senere nåede vi som planlagt en overliggerhytte. Den lå på en bakke med udsigt mod vest til en lang dal, hvor der løb en elv. Fjeldene var meget mørke, næsten sorte. Et utroligt flot sted. Jeg prøvede her at fremstille vafler af min medbragte vaffeldej. På trods af alverdens gode hensigter og mange forsøg blev det en fiasko. Et halvvarmt trangialåg kan ikke erstatte et glohedt vaffeljern. Derimod lykkedes det at fremstille irish coffee af pulverfløde, whisky, almindeligt sukker og nescafe. At sidde i den grønlandske ødemark, nyde roen og drikke en irish coffee gør jo livet værd at leve.

De følgende dages vandring var lidt trivielle: Flere krydsninger af elve, nogle steder var der en sti at gå på, andre steder skulle der arbejdes for hver kilometer, vi skulle frem. Jo tættere vi kom på Sisimiut, jo mere råt blev landskabet. Høje fjelde, dybe fjorde og klatter af sne spredt rundt omkring. En sidste gang spejdede jeg efter moskusokser - uden held. De skulle findes i området, men der var ingen spor af dem. Jeg fik en gang et råd af en fyr: “Hvis en moskus kommer efter dig, skal du bare løbe ned ad bakke, så kan den ikke følge efter dig.” Hvad så hvis man står i bunden af en dal..!? Heldigvis behøvede jeg aldrig at få svar på dette spørgsmål. I det hele taget så vi ikke ret meget vildt, selvom der skulle være både moskus, rener, ræve og masser af forskellige fugle i området.

En happy end
Ifølge kortet skulle de sidste kilometer op imod Sisimiut være de letteste at vandre, nærmest hovedvej. Ikke hvor vi gik! Op ad bakke, masser af tuer og vådt underlag. Man blev mere og mere irriteret, efterhånden som tiden gik, for nu skulle målet altså nås. Et uddrag fra min dagbog: “‘Hold din kæft og gå!’ Et rasende blik, et anstrengt smil og ovennævnte kommentar var hvad jeg fik tilbage på mit forslag om at gå lidt hurtigere. Ikke alene var jeg skyld i hendes våde sok tidligere på dagen, nu kom mit forslag om hævet marchhastighed selvfølgelig lige på det tidspunkt hvor Charlotte selv synes, at hun havde koncentreret sig allermest om at følge mit tempo. Resten af opstigningen mod Sisimiut foregik i stilhed.”
Det gode ved at være på sådan en vandretur er, at der ikke skal meget til at få humøret op igen. Da Charlotte en halv time senere fiskede et par karameller op ad lommen til os, smeltede mit hjerte fuldstændig, og jeg synes bare, at hun var det sødeste menneske i verden. At tage af sted på den måde vi gjorde, er jo en satsning, men ingen af os har vist fortrudt det. Personligt har jeg haft 14 fede dage, flot natur, behagelig fysisk udfoldelse og for det allermeste rart samvær med min rejsemakker.

Artiklen er bragt første gang i Adventure World (Opdag Verden) nr. 37, jul/aug 2001

Find din næste tur her


Ruteforslag
Arctic Circle Trail

Arctic Circle Trail

Andre spændende artikler


Bog: Med Sirius i Grønland

Bog: Med Sirius i Grønland

Grønlands Arctic Circle Trail

Grønlands Arctic Circle Trail

Oplev isbjerge i Grønland

Oplev isbjerge i Grønland

Log ind