Første dansker vandrer hele Pacific Crest Trail

Min kæreste, Rosella, og jeg har vandret i ørkenen i halvanden dag, da vi får vores første alvorlige advarsel. Der er ikke en dråbe vand i Hauser Creek, selv om det står beskrevet i vores guide, og vi har derfor kort forinden drukket vores sidste dråber vand. Heden er intens, og alvoren går langsomt op for os. Det bliver rigtigt hårdt, at nå frem til Lake Moreno, hvor der helt sikkert er vand. Langsomt bevæger vi os op ad bjergskråningen. Temperaturen nærmer sig 40 grader, og vi kan knap nok tale sammen på grund af tørsten.

Da vi runder et klippefremspring, finder vi en efterladt rygsæk og ved nærmere eftersyn også ejerens pas, kamera og penge. Ret sikre på, at der må være tale om en forbrydelse, vinker vi en Border Patrol helikopter ned. Vi forklarer piloten situationen, og han fortæller, at man tidligere på dagen har evakueret fyren, der som det sidste, før han besvimede, trykkede på sin SPOT, der er en elektronisk GPS enhed, som kan bruges til nødkald. Endnu en hiker, der ikke tager ørkenen alvorligt, formaner piloten og stikker os to liter vand, der nu sikrer, at vi ikke ender i samme misere.

De første 600 kilometer af vores tur er præget af ørken, men efterhånden som vi krydser ørknerne Anza Borrego og Mojave, bliver vi betaget af stilheden, det særprægede landskab, dyrelivet og den kendsgerning, at alt liv, inklusiv vores egne, er et spørgsmål om at strække ressourcerne til det yderste og ellers være yderst påpasselig. Livet er fantastisk, når ens egen skrøbelighed udfordres konstant. En fejl herude og så kan det hele være slut.

I overhalingsbanen
Vi forlader Kennedy Meadows, en hikervenlig lille bebyggelse, hvor vi har samlet kræfter efter turen gennem ørkenen. Vi glæder os til, hvad der for mange er turens højdepunkt, The Sierras. Her er ubeskriveligt smukt. Vandet drikkes af smeltevandfloder, og dyrene er lette at komme tæt på. Men det er også netop her, nogen vandrere forsvinder hvert år. Stierne kan være svære at finde efter sneen er smeltet, og flere steder går man over usikre snefaner, hvor man kan høre rivende floder nedenunder. Vejret er ustabil og kan skifte på minutter. Vi får at vide, at en ung schweizisk pige er død af hjertestop efter en tur i en iskold gletsjersø.

Når vi stopper og slår lejr her i Sequia og Kings Canyon nationalpark, er det altid til melodien af brusende floder og vandfald.

Vi laver en lille afstikker for at bestige Mount Whitney, og her går det op for os, hvilken fantastisk kondition vi er i, da vi med over 25 kilo i rygsækken overhaler den ene dagtursvandrer efter den anden op ad bjerget. Vi overhaler for eksempel Jerry fra Texas:

”Wauv! Har du gået med den rygsæk helt fra parkeringspladsen?

”Nej, fra Mexico.”

”Wauv. Men du vil op på toppen?”

”Ja, og videre til Canada.”

”Wauv. Du er en Pacific Crest Hiker. Jeg skal have et billede af dig.”

”O.k.,” siger jeg og lader ham knipse løs.

”Wauv. Godt vi snart er oppe, der er langt vej tilbage til bilen igen.”

”Ja, og der er langt til Canada, Jerry,” svarer jeg grinende, og fortsætter med et vink.

Må give op
Rosella har den sidste tid haft store smerter på grund af betændelse i skinnebenet. Nogle dage har hun knap kunnet gå, og selv med et større indtag af ibuprofen og et specielt støttebind til benet må vi erkende, at det ikke bliver bedre. Da hun af en læge for at vide, at skaden kræver en måneds pause, må vi se realiteterne i øjnene. Med 30-50 procent chance for at gennemføre, har vi selvfølgelig drøftet vores muligheder, og aftalen har altid været, at hvis én må stoppe, såfortsætter den anden alligevel. Jeg ville helt sikkert komme til at savne hendes skæve og overraskende måde, at betragte turen på. Vores mange uger sammen under disse ekstreme forhold, har dog allerede skabt et bånd og en forståelse mellem os, der vil være der for altid.

Nu alene om at bære må jeg anskaffe mig nyt udstyr som telt, brænder og lignende. Jeg er meget bevidst om at holde vægten så langt nede som muligt, da et kilo fra eller til kan være den lille sten på vejen, der kan spænde ben for drømmen om at nå hele vejen til Canada.

Jeg får rig mulighed for at efterprøve Sartres bevingede ord på de sidste 2700 kilometer:

”Hvis du ikke trives, når du er alene, er det fordi du er i dårligt selskab.”

Turen ændrer meget karakter. Jeg går nogle gange i dagevis, uden at se et andet menneske. Andre gange går jeg sammen med andre hikere, og det er en broget skare af mennesker, jeg møder. Mange med spændende historier bag sig. Hawkeye er en af disse. Han er en legende i hikerkredse i USA og er nu ude på sin tredje Pacific Crest Trail.

Forfulgt af sortbjørn
Hawkeye og jeg følges gennem Lassen National Park i det nordlige Californien. Han har oplevet lidt af hvert i naturen men bliver dog noget betænkelig, da vi får følgeskab af en sortbjørn, der ikke viser den mindste skræk for mennesker. Den følger med os hele eftermiddagen og kigger interesseret på, da vi om aftenen slår lejr ved en lille sø. Jeg har efterhånden udviklet et noget nonchalant forhold til bjørne og er begyndt at betragte dem som nogle store hunde. Jeg er derfor for længst begyndt at sove med min mad inde i teltet.

Den her bjørn bryder jeg mig dog overhovedet ikke om, og i takt med at mørket falder på, stiger min forestillingsevne om, hvad der kan ske.

”Vores odds er ikke særligt gode, hvis den er i dårligt humør, Valhalla,” konstaterer Hawkeye tørt fra teltet ved siden af.

”Den eneste formildende omstændighed er, at de spiser hovedet først. Sov godt”.

Kort tid efter kan jeg høre, Hawkeye snorke dybt. Bjørnen snuser omkring hele natten og rører sågar mit telt et par gange. Denne nat lukker jeg ikke et øje.

Forvirret og udmattet
Inden vi skilles giver Hawkeye mig et godt råd med på vejen. Han siger, at jeg vil være helt færdig, når jeg kommer til Washington. På det tidspunkt er alle reserver brugt, og man begynder at brænde muskler af.

Profetien holder stik. De sidste 1000 kilometer er ubønhørlige. Foran venter det hårdeste terræn og den dårligste afmærkning i The Cascades bjerge. Samtidig nærmer vinteren sig. Det bliver koldere, og der er længere mellem stederne, jeg kan få forsyninger. Faktisk hele 302 kilometer, på det sidst stræk fra Skykomish til Canada. Det her netop her, det går galt for rigtig mange, da man har brug for ekstra tøj og mad på grund af kulden, og vægten på rygsækken stiger derfor igen. Træthed og udmattelse gør, at forsigtighed og omtanke nogle gange svigter. Og det gør det også for mig.

Efter en hård dag uden mad finder jeg ud af, at jeg befinder mig for foden af det bjerg, jeg burde være på toppen af. Jeg har på grund af træthed og sult bevidstløst gået nedad i fire timer, hvor jeg burde have gået opad. Hvis jeg vælger at gå tilbage, vil det koste mig yderligere 24 timer uden mad. Jeg sætter mig ned, og giver mig selv 10 minutter til at tage en beslutning, der skal vise sig at være helt forkert. Efter at have nærlæst kortet besluttet jeg nemlig, at jeg godt kan kravle op ad bjergsiden på to-tre timer og dermed spare en dag. Det ser svært ud – men umiddelbart heller ikke umuligt.

Tre timer senere sidder jeg på en klippehylde, der er tre meter lang og 70 centimeter bred. Jeg kan hverken komme op eller ned. Solen er ved at gå ned, det bliver hurtigt koldt, og jeg fryser ekstremt meget. Jeg vil aldrig blive fundet her, og jeg overlever næppe en nat på denne hylde. Adrenalinen pumper, da jeg begiver mig ud på en klatretur for livet. Jeg har 30 meter lodret klippevæg over mig, og da jeg maver mig i sikkerhed ind over klippen er alle kræfter brugt. Bagefter kan jeg ikke huske meget fra episoden, men jeg overlevede og kan nu se fremad mod det sidste hårde stykke af Pacific Crest Trail.

De næste par uger, er en kamp mod sne og kulde. Om natten er temperaturen ofte under 10 grader, og nogle nætter falder jeg i søvn til lyden af hylende ulve. Herfra bliver hver en meter en kamp, der skal overvindes.

”Canadian Border 35 miles. Rainy Pass 20 miles,” står der på et frønnet bræt, jeg kommer forbi, og det får mig igen til at tro på, at det nok skal lykkes.

Få dage senere når jeg monumentet, der proklamerer afslutningen på den 4300 kilometer lange, ubeskrivelige oplevelse. Jeg sætter mig, laver en kop kaffe og spiser de sidste rester mad, jeg har. Jeg forsøger at fatte, hvad det er, jeg lige har fuldført. Som én, af de 140 af de 400 startende, der klarede turen i år.

Op ad en lomme fisker jeg en sten, jeg samlede op i Mexico. Jeg har båret den hele vejen til Canada, og nu lader jeg den dumpe ned mellem søjlerne i monumentet, inden jeg skriver i trailregistret for sidste gang:

”Jeg vil huske denne tur og de fantastiske mennesker, jeg har mødt, i mit hjerte for altid og hele vejen til Valhalla, hvor vi igen vil mødes. Thomas Mølgaard, trail-navn: Valhalla.”

Jeg spænder rygsækken for sidste gang. Der er 12 kilometer ud til Highway 1, hvor jeg kan finde en en Greyhound-bus til Vancouver og resten af den civiliserede verden.

Fra bjerg til sø

Oregon byder på fantastiske vulkanske landskaber, og et af turens højdepunkter er Crater Lake, der for få år siden stod som et 3600 meter højt bjerg. Der kom et udbrud, som skabte en næsten 1000 meter dyb sø med en diameter på over otte kilometer. Stedet er så fascinerende, at jeg beslutter at rive en dag ud af kalenderen. Jeg slår teltet op på kraterkanten, og nyder både solnedgangen og solopgangen næste morgen herfra. Jeg spekulerer på, hvad Klamath-indianerne, der beboede området, tænkte, da deres verden pludselig sprang i luften og vendte sig 180 grader.