Bjergbestigning i Pakistan - Nanga Parbat

Tiderne skifter…
I 30’erne var rejsen til bjergets fod et månedlangt, usikkert projekt med lange stræk, som skulle tilbagelægges til fods. Karakoram Highway, der som et tyndt ar i det golde landskab slynger sig højt og lavt langs Indus-flodens mægtige, mudrede vande, sørger i dag for, at Nanga Parbat er den mest tilgængelige 8000 meter top i verden. Alligevel ser den ikke mange bestigninger, fordi prestigen er for lav, og de klatremæssige udfordringer store. Det “Nøgne Bjerg” står uanfægtet som Himalayas yderste vestlige forpost.

Vi ankommer efter en daglang køretur fra Pakistans hovedstad, Islamabad, til Chilas, hvor rejsen skal fortsætte til fods. Karakoram Highway, der er under konstant reparation, er i sig selv en rejse værd. Tungtlastede Bedford-lastvogne arbejder sig som prustende elefanter op ad bakke for ved næste “vandhul” at stå kogende med motorhjelmen på klem. Varmt er det - dagtemperaturerne kryber let over 40 grader her i det støvede indre af Pakistan.

Vor bagage deles op i 80 portioner til bærerne, som kommer fra fire forskellige landsbyer. Lønnen er god, så alle vil gerne ha’ en bid af kagen. Vi skal snart erfare, at de få årlige ekspeditioner også betyder mindre erfarne bærere. Anmarchen til basislejren er ikke lang, men alligevel tager turen tre og en halv dag, hvor to havde været rigeligt. Vi gik til sidst med planer om næste gang at hyre en gammel russisk løftehelikopter.

Endelig fremme
Nanga Parbat har hidtil holdt sig skjult bag enten skyer eller forbjerge, men endelig på den sidste del af marchen åbner terrænet sig, og for enden af en højtliggende eng rejser bjerget sig fra gletscheren som en fire kilometer høj bastion. Endelig kan vi komme i gang. I tankerne er vi allerede på vej mod toppen. Men først skal lejrene bygges, og de faste reb lægges ud. Ekspeditionsklatring er nemlig også surt arbejde. Det er derfor vigtigt, at alle er indstillet på at yde noget til fællesskabet.

Vi kendte den tyske ekspeditionsleder Peter Guggemos på forhånd, men måtte stole på hans udvælgelsesevner, når det gjaldt de andre folk i gruppen. Vi er ni klatrere fra Tyskland, Danmark, Italien, Liechtenstein, USA og Pakistan, og med undtagelse af mig har alle før forsøgt sig på en 8000 meter top. Trods min mangeårige erfaring fra knapt så høje, men mere teknisk interessante bjerge bliver min ambition om - som den første - at stå på telemarkski ned fra 8000 meter mødt med en god portion skepsis fra de fleste. Og det på trods af at jeg har god erfaring med skiløb fra tidligere bestigninger. Deres skepsis ærgrer mig lidt, og på mine “dårlige” dage - hvor maven gør knuder, eller jeg føler mig træt - overvejer jeg da også det fornuftige i at bære den ekstra vægt af skiene. Men efterhånden bliver jeg mere og mere overbevist om, at jeg skal gøre forsøget. Og jeg styrkes i troen, for hver dag sneen daler ned over bjerget.

Hvad sneen gemmer på
Efter opbygningen af lejr 1 i 4900 meters højde og udlægningen af faste reb til ca. 5500 meters højde bliver vi stoppet af sneen. Rebene er en stor hjælp, når man skal ned fra bjerget, ofte med stor oppakning. Alternativet er en bestigning i såkaldt alpin stil, hvor man konstant bevæger sig op ad bjerget, idet man medbringer telt og den nødvendige proviant - en “renere” stil, men man er samtidig væsentligt mere udsat, hvis vejret slår om.

Faktisk er det ikke vores halvdel af ekspeditionen, men det andet hold, som må opgive videre fremskridt i den store snerende, der strækker sig over 1200 højdemeter op til lejr 2. Da der heller ikke er den bedste indbyrdes kemi på dette hold, giver det næring til lidt utilfreds murren. Holdet får dog lagt reb ud til bunden af det lodrette klippebånd, som skiller os fra lejr 2. Derefter er det vores tur. Foruden Mads og jeg udgøres holdet af Peter, ekspeditionslederen, hans landsmand og gode kammerat Dieter samt Hassan, en pakistansk højdebærer, som indgår som klatrer på lige fod med os andre.

Vi vækkes i lejr 1 af store klippeblokke, der tordner forbi i en afstand af 20 meter fra teltene. Solen har fået magt i løbet af dagen, og det er først sidst på natten, hvor frosten igen har bundet de løse sten, at vi vover os op i snerenden. Jeg har indset, at min styrke ligger i at bære store byrder, mens Mads bedre kan udnytte sit potentiale ved at være i front for at udlægge de faste reb - noget af tiden uden rygsæk. Men netop udlægningen af reb er det mest interessante, det som mest minder om almindelig klatring. Så det er lidt bittert bare at følge trop, fastgjort til de faste reb.

De faste reb fra tidligere ekspeditioner, som efterhånden smelter ud af isen og bliver synlige, skæmmer bjerget. Hjemmefra havde vi forestillet os, at vi skulle prøve at fjerne så mange reb som muligt, men vi må snart opgive. Rebene er et stort virvar, her og der frosset fast i isen. Nogle gange tvinges man til at binde sit eget reb fast til en klump af gamle reb for ikke at efterlade yderligere isenkram på bjerget. De bedste intentioner falmer i mødet med virkeligheden. Vi trøster os med, at næste ekspedition vil overtage rebene.

Vi når lejr 2 i 6050 meters højde den 16. juni efter en noget uskøn klatretur på efterladte wire-stiger, der muliggør klatring med tung rygsæk op over det, der ellers ligner en god reblængde femtegradsklatring. Vi overnatter og udlægger næste morgen endnu et par hundrede meter reb over lejren, inden vi går ned og overlader scenen til det andet hold.

Brud og opbrud
Det helt store drama udspiller sig næste dag, da amerikanske Nic når lejr 2 alene, mens italienske Albert vender om med dårlig mave. De to andre på holdet, Wolfgang og Heinz, når bunden af klippebåndet, deponerer deres udstyr og vender om delvist pga. udmattelse. Heinz er meget vred over, at Nic er gået “solo” uden at rådføre sig med de andre, og han virker uforsonlig. Nic, som er isoleret i lejr 2, får dog snart selskab af to franskmænd, en guide med klient, som har fået lov til at benytte vore reb.

Tilbage i basislejren vil Albert hjem, da han ikke har mere ferie, Heinz truer med at forlade os, og Wolfgang er træt, men forsonende. Vi forsøger at rede trådene ud ved et møde, men først senere lykkes det ved en anden holdinddeling at få Heinz tilbage på holdet for en stund.

Nic returnerer og bytter hold med Peter. Yderligere forsinket af endnu et snefald bryder vi op for at udlægge de sidste reb oven for lejr 2. Jeg tager denne gang skiene med op. Fastspændt til rygsækken volder de kun en smule besvær på de sidste lodrette klipper inden lejr 2. Næste dag gør vi yderligere fremskridt over lejr 2, hvor hele ekspeditionen samles. Wolfgang er dog så udmattet, at han indser, at ekspeditionen er slut for hans vedkommende. Heinz har problemer på hjemmefronten, som fører til samme beslutning.

Det lykkes os alligevel i løbet af de næste to dage at udlægge reb til 6600 meter samt deponere udstyr i 6800 meters højde, hvor lejr 3 skal ligge. Vi samles i basislejren for at tage afsked med Heinz og Wolfgang og forberede os til et forsøg på at nå toppen. Imens er franskmændene, nu da de faste reb er etableret, kommet os i forkøbet. De er allerede i lejr 3.

Alpin stil
Vi bryder op fra basislejren d. 29. juni kl. 02 for at gå direkte til lejr 2. Undervejs skifter jeg til telemarkstøvler i lejr 1, hvilket unægtelig gør klatringen sværere. De forreste takker på jernene er skjult under de lange støvlesnuder, og kun bevæbnet med en isøkse med blad af letmetal føler jeg mig taknemmelig for de faste reb. Vi er nu kun seks, men alle er godt gående.

Efter en nat med dårlig plads og søvn i lejr 2 går det videre mod lejr 3. Vi bærer endnu et telt, soveposer og proviant op til lejr 3, så herfra er det alpin stil mod toppen. Jeg bærer i tillæg på ski og stave, og for første gang kan jeg føle, hvilken ekstrabyrde jeg har pålagt mig selv.

Mads: “Alle er langsomme her til morgen. Kulden rammer tungt, og rygsækkene er lastet til randen. Jeg kigger ned ad det faste reb, ned mod lejr 2. Allan står som den sidste og sætter sine ski på sin rygsæk. Jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal bære dem til toppen.”

Det kniber noget med motivationen, men jeg har brændt broerne bag mig: det bliver med ski til toppen. Jeg sakker agterud, solen kommer frem og gør det endnu mere ulideligt.

Mads: “Jeg finder en mulig plads til vore to telte under en lille beskyttende isvæg midt på den store sneskråning. Efter tre timers gravearbejde er teltene slået op. Nic og jeg er i gang med at smelte sne, da Allan kommer op. Han ser udmattet ud.”

Efter endnu en nats ringe søvn er det tid til at finde frem til vores forhåbentlig sidste lejr.

Mads: “Jeg står og tripper. Nic kigger på mig og spørger: Hvornår bli’r han færdig? Vi venter på Allan. Her til morgen i lejr 3 har han kørt på halvt blus. Han virker træt efter varmen i går. Endelig kommer vi af sted. Jeg føler, at jeg er godt gående. Det er bidende koldt for tæer og fingre. Kulden rammer Allan hårdt.”

Jeg kan stadig ikke se toppen, og det føles formålsløst at slæbe på skiene. Solen har så megen magt, at den sne, som jeg skulle have kørt ned på, efterhånden er omdannet til blank is. I tillæg har jeg problemer med at få blodet ud i fingerspidserne, næsten uanset hvad jeg gør. I lejr 4 må jeg huske at drikke rigeligt og tage noget blodfortyndende medicin.

Mads: “I lejr 4 er der to timers gravearbejde med at få teltene til at stå sikkert. Det blæser mere her oppe på plateauet i over syv kilometers højde. Nic og jeg kravler ind i teltet, hvor solen varmer. Efter en halv time ankommer Allan. Han virker træt. Det går ikke, tænker jeg. Han kommer ikke på toppen. Men efter et par timer er han frisk igen. Vinden tager til, og det ser ikke så godt ud for natten.”

Jeg tager mig sammen efter at have hvilet, spist og drukket og går uden for teltet for at bardunere det. Jeg kunne godt trænge til at få sovet lidt. Hver dag føler jeg mig presset allerede fra morgenstunden, hvor det er svært at få plads og ro til bare at sætte kontaktlinserne på plads.

Topforsøg
Peters råb vækker os. Det er midnat. Det blæser og fyger. Vi bliver enige om at sove en time eller to og så se, om vinden lægger sig. Kl. tre sker der noget. Vinden er ikke så stærk længere, og vi beslutter os for at gøre et forsøg.

Mads: “Selv om jeg synes, at vi skynder os, er vi først ude af teltet kl. fem. Lidt for sent, men mon ikke det går. Hassan og jeg skiftes til at træde spor i den knædybe sne. 100 skridt og den anden tager over. Vi kommer hurtigt foran. Lyset kommer langsomt. Snart kan jeg slukke min pandelampe.”

Jeg kommer igen sent af sted. Det er så lyst, at jeg beslutter ikke at tage pandelampen med. I dag skal jeg nyde mine ski. På den første kilometer har jeg snart indhentet de andre, som må træde spor. Glæden er dog kort, da sneoverfladen bliver hårdere, og hældningen tager til. Jeg må have skiene på ryggen, men i forhold til de to foregående dage går det bedre.

Mads: “Jeg kan mærke, at morgenens to timer jokken spor har tæret på kræfterne. Allan går stærkt her til morgen. Godt gået efter to dage, hvor han har virket udbrændt!”

Vi når endelig ud af bjergets skygge og kan tage os et hvil i solen.

Mads: “Min krop har ikke lyst til at gå videre. 7800 meter over havet. Jeg kommer langsomt i gang og finder en god rytme: 20 skridt - 25 hurtige og dybe vejrtrækninger. Én efter én går jeg forbi de andre. Jeg flyver.”

Øverst i snerenden mod toppen bliver vi indhentet af skyer. Lyset bliver helt “fladt”, og det bliver sværere at holde kontakt med de andre, også fordi det blæser mere heroppe. Mads og Hassan ligger foran mig, bag mig sakker de øvrige agterud. Jeg havde forestillet mig, at vi skulle samles på toppen, men nu kan jeg godt se, at det er op til én selv, hvis toppen skal nås. Jeg sætter skiene fra mig i den øverste sammenhængende sne over 8000 meter og går mod toppen.

Mads: “Jeg kan se Hassan 20 meter længere fremme. Han vinker til mig. Toppen må være tæt på. Jeg er træt efter ti timers hårdt arbejde. Skyerne ligger nu som en tæt masse. Skridt for skridt går det opad. Det er viljen, der driver. Nu kan jeg ikke komme højere op. Jeg er lettet og meget glad. Hassan og jeg forsøger at tage et par billeder. Det er svært med store dunluffer på. Jeg tager et par små sten i rygsækken, og så er det ned. Mørket kommer om fire timer, og så vil jeg være nede.”

Jeg møder Hassan lidt under toppen. Han er på vej ned. Vinden gør det svært at kommunikere. Toppen må være nær, men jeg når flere gange at tro, den er der, før det virkelig er sandt. Det er for koldt at stå med ansigtet i vinden, men jeg får taget et billede af toppen. Jeg føler en smule skuffelse over ikke at have nogen at dele glæden med. Jeg er mere fokuseret på mine ski, som står og venter på mig længere nede.

Ned igen
Sigtbarheden er ringe, men det kan jo nå at skifte. Jeg føler mig frisk nok til at gøre et forsøg med skiene. Jeg møder de andre i gruppen kort før, jeg når ned til skiene. Jeg skal nedad nu, så jeg kan nå lejren, mens det stadig er lyst. Det er disse tanker, der optager mig, da uheldet sker. Jeg falder!

Da jeg endelig får standset, er det de ubehagelige kvælningsfornemmelser, der tager over. Mens jeg sidder og hyperventilerer, vender skiene tilbage i mine tanker. Jeg indser, at med det lys, som lige har snydt mig og fremprovokeret en rutschetur, kan jeg ikke gennemføre mit skiprojekt. Det går i det øjeblik op for mig, hvor små marginer man har, hvis noget går galt. Selv om jeg instinktivt gjorde det rigtige for at stoppe, er jeg ikke interesseret i at fremprovokere problemer.

Jeg er den sidste, som når ned til teltet, inden det bliver mørkt. Da mørket er faldet på ankommer Nic og lidt senere den franske guide, mens hans klient lader vente på sig. Til sidst må Mads ud at lede efter klienten, da den franske guide får det dårligt. Peter og Dieter dukker ikke op, og vi får en urolig nat med usikker venten.

Først næste morgen ser vi dem på vej ned - uskadte. De var godt forberedt til en ufrivillig bivuak, men det er ikke ligefrem noget, man opsøger, og ofte får en sådan bivuak i 8000 meters højde en anderledes alvorlig udgang. Det er godt at være samlet i lejr 4 igen.

Alligevel er det følelsen af skuffelse, der optager mig, selv da vi alle er nået helskindede ned til basislejren. Jeg føler nok en lettelse over, at det hele er ovre, men ikke den store glæde. Heller ingen tilfredsstillelse ved tanken om, at jeg handlede korrekt, da det virkelig gjaldt. Der skulle gå næsten fire uger…

Efterspil
At færdes i højder, som kroppen ikke er skabt til, slider hårdt på fysikken. Det er ikke usædvanligt at tabe ti procent af sin kropsvægt under en ekspedition, selv om man forsøger at spise det bedste, man har lært. Energiforbrug og appetit står ikke altid mål med hinanden. Heller ikke søvnen er den bedste.

Desuden er hjernen under pres: Den ringe ilttilførsel kan forårsage forbigående nedsat koncentrationsevne, også efter tilbagevenden til mere normale rammer. Jeg havde i tiden efter ekspeditionen tendens til nogle gange at tabe tråden. “Eftervirkninger, det går over”, tænkte jeg.

En dag, tre uger efter min hjemkomst, væltede angsten ind over mig. Ikke den umiddelbare, konkrete angst for at kunne dø; den har jeg som klatrer vænnet mig til og formår at bruge positivt. Men angsten, det uendelige tomrum af magtesløshed, som knytter sig til dét at skulle dø. Hvert eneste anfald var ledsaget af akut hyperventilation, som jeg ikke kunne kontrollere. Kroppen havde en tydelig erindring om min udskridning, der ikke kun var koblet til hyperventilation og følelsen af at blive kvalt. Det var også erindringen om den angst for at dø, som i en brøkdel af et sekund er fløjet gennem min iltberøvede hjerne. Derefter havde mine tillærte reaktioner og overlevelsesinstinktet overtaget kontrollen. Under anfaldene turde jeg ikke give slip på denne kontrol. Først efter adskillige anfald lykkedes det mig under en utilsigtet kraftig bedøvelse at slippe kontrollen, idet jeg ikke længere havde kræfter til at kæmpe imod. Jeg overvandt chokket og blev normal igen.

Jeg har før været “tæt på”: Tumlet ukontrolleret på ski ned igennem en snerende med klipper på faretruende nært hold. Men jeg har altid kunnet rejse mig, børste sneen af mig, grine lidt af episoden med nogle venner og køre bort derfra - fattet og klogere. På Nanga Parbat havde jeg ingen følelse af at have været i livsfare. I hvert fald ikke bevidst. Jeg havde jo blot gjort som enhver rutineret klatrer, nemlig bremset op, så der var egentlig ikke noget at snakke om - troede jeg.

Refleksioner
Man kan selvfølgelig spørge sig selv: Hvorfor dyrke højdeklatring? Det kan være svært at se, hvor glæden bliver af. Det traditionelle makkerskab i klatring, hvor man klatrer to sammen, kan blive trængt lidt i baggrunden på en større ekspedition. Og naturen har man knapt overskud til at opleve på selve topdagen. Og så alligevel - billeder og stemninger brænder sig fast i erindringen. Og ofte opfatter vi jo livet i kontraster. Det kan eksempelvis være surt at skulle stride sig gennem regnen, men bagefter i hytten er det kun med til at forstærke hyggen ved ildstedet efter, at man er nået frem til hytten.

Klatring er også en form for overskudshandling, og som sådan er det meningsløst. Meningsløst som selve livet, ville den norske filosof og klatrer Peter Wessel Zapffe have sagt. Så skønt klatring ikke tjener til at opfylde basale livsbehov, så giver naturoplevelserne, de fysiske og psykiske udfordringer samt dét, at man har ansvaret for eget og andres liv, en tilfredsstillelse, glæde og selvtillid, som man kan bruge positivt i andre sammenhænge.

Min første 8000 meter blev - trods den første skuffelse over ikke at have kørt ned på ski - en bekræftelse af glæden ved at klatre. Oplevelserne i den ydre verden kan bringe indsigt og tilfredsstillelse i det indre.

Højdeklatring
Ekstrem højdeklatring bliver stadig mere populært med mange kommercielle ekspeditioner til bjerge over 8000 meter. Man skal dog være opmærksom på, at klatring i den højde stiller store krav til klatrerutinen. Det er ikke stedet at øve sig! Med andre ord er det næppe muligt at blive guidet til toppen af en 8000 meter. Man skal kunne selv. Det er selvfølgelig også vigtigt med en velorganiseret ekspedition, uanset hvor lille den er. Men vigtigst er måske, at ekspeditionslederen forstår at udvælge deltagere med den fornødne rutine. Og der kræves efter både min og Mads’ mening masser af rutine fra teknisk vanskeligere ruter i lavere højde samt en god fysik for at være nogenlunde rustet til opgaven. Vores egne klatreerfaringer skal kort opridses:

Mads Granlien, 26 år. Klatret gennem 10 år, passioneret isklatrer, erfaring fra lange og svære alpine ruter. Denali (6193 m.o.h.), Alaska - 1995: Huascaran (6768 m.o.h.), Peru - 1997; Gasherbrum 1 (8068 m.o.h.), Pakistan - 1998; Nanga Parbat (8125 m.o.h.), Pakistan - 1999.

Allan Christensen, 34 år. Klatret gennem 14 år, forkærlighed for is- og sneklatring. Gradvist længere og sværere ruter. Denali i 1996 på ski, mange ruter (også nye) på 6000 meter toppe i Peru. Nanga Parbat var min første top over 8000 meter.

Begge er uddannede som autoriserede instruktører i is- og klippeklatring, og skal deltage på Thrane & Thranes Mount Everest ekspedition til foråret.

Artiklen blev bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 26 i december / januar 2000-20001