Roadtripping, vandring og cykling i Arizona og Utah

Magiske amerikanerlandskaber

Med vandrestøvler og dagtursrygsæk på bagsædet og en koncentration af magiske, surrealistiske nationalparker, der kan tage pusten fra enhver, er Arizona og Utah i det sydvestlige USA en drøm. Grand Canyon, Monument Valley, Slickrock Trail, Arches, Bryce og Zion – alle venter de blot på at blive udforsket.

IMG_8163.jpg
Skrevet af: Tore Grønne
Opdateret den 28. nov 2016

Med vandrestøvler og dagtursrygsæk på bagsædet og en koncentration af magiske, surrealistiske nationalparker, der kan tage pusten fra enhver, er Arizona og Utah i det sydvestlige USA en drøm. Grand Canyon, Monument Valley, Slickrock Trail, Arches, Bryce og Zion – alle venter de blot på at blive udforsket.

Vi forlader hastigt neonlysene, kling-kling-lydene, cigaretrøgen, drinksene i plastickrus, de endeløse hiv og træk i enarmede tyveknægte og crooner-musikken, der strømmer ud fra kasionerne på The Strip, og Las Vegas forsvinder i bakspejlet. Det kan kun gå for langsomt.

Den nøgne, golde ørken tager over, kun afbrudt af enkelt bastante, blinkende kasinoer, der lokker med all-you-can-eat-buffeter til spotpris. Også de forsvinder, som vejstriberne farer forbi, og vi suser ind i Arizona, forbi Lake Mead og enorme Hoover Dam og videre gennem de tørre ørkenbjerge.

Vi cruiser ad legendariske Route 66, og luften er varm, ind til vi begynder at bevæge os op i landskabet. Næste stop: Grand Canyons sydlige kant.

Klatter af sne pletter bjergene hvide, da vi drejer mod nord fra Flagstaff. Stadig ingen tegn på, at jorden snart åbner sig under os, der hvor den grumsede Colorado-flod har skåret en 446 kilometer lang kløft, der på sit dybeste forsvinder mere end halvanden kilometer under Colorado-plateauet, der ligger pandekagefladt på hver side af snorlige US Route 64.

Vi triller ind i Grand Canyon National Park og finder plads til teltet på campingpladsen blot et par hundrede meter fra kanten af kløften. Og der er intet tegn på den, før vejen ender i en 90 graders vinkel på det gabende, forrevne naturfænomen, der bugter og snor sig mellem rødlige klipper og kantede plateauer i alverdens jordfarvede lag.

Spredte, bløde skyer på den blå himmel kaster dramatiske, mørke skygger over dele af kløften, der er så enorm, det er umuligt at begribe. Umuligt at tyde proportionerne i det, der mere ligner tusinde kløfter end en enkelt.

Der er små 30 kilometer til den anden af kløften, og Colorado-floden – arkitekten, der utrætteligt har arbejdet i millioner af år på at forme vidunderet – ligger gemt dybt dernede bag klippeformationerne, som mine øjne farer vild i på de konstante vandringer fra side til side, kant til kant, op og ned. Jeg vil der ned. Nu. Det kan kun gå for langsomt.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

IMG 7575Ned i afgrunden
Vi bliver mødt af en karavane af muldyr på vej op, da vi sætter benene i sving og knæene under pres på turen ned ad South Kaibab Trail.

Et skilt advarer om, at der hvert år er mennesker, der dehydrerer, nogle gange dør, når de forsøger at vandre hele vejen ned til floden og tilbage igen på en enkelt dag, En dag er dog alt, hvad vi har, og selvom temperaturen her sidst i april ikke når op det samme trykkende niveau som i sommermåneder, er her hedt, og vi følger rådet.

Stien er rød som jorden, velpræpareret og nem at følge, og den overvældende skala begynder at gå op for mig. Klippefremspring, der på afstand ligner små formationer, er store som hotellerne i Las Vegas.

Alt forandrer sig konstant. Nye udsigter ind, ned og rundt til klippeformationer i jordrøde, lilla, orange, lyserøde, grønne og brune nuancer, der konstant skifter i vekselvirkningen mellem lys og skygge, som skyerne svæver over himlen.

Det er stort set mennesketomt, efter vi har lagt kanten af kløften bag os. I stedet er vi omgivet af sten i alskens farver, indtørrede træer og længere nede høje kaktusser. Vi følger toppen af et klippefremspring, hvor vinden raser så det rusker, og støvet hvirvler, går hen over et lille plateau, hvor stien snor sig som en klapperslange i det golde landskab, og når et udsigtspunkt.

Under os flyder Colorado-floden, der på denne tid af året flyder grumset og grønlig. Længere ned når vi ikke. Tiden tillader det ikke. Turen tilbage op til kløftens kant virker som en helt anden end turen ned med andre udsigter, og farver, der er skiftet, nu hvor solen står lavt på himlen.

IMG 7715Videre i western-landskaber
Næste morgen fortsætter vi østpå langs Grand Canyon. Det tager tid at komme frem, da vi konstant stopper, titter ud, kigger ned, spejder rundt. Udsigterne er dragene, og stierne ned mod bunden er fristende, men vi må bide tænderne sammen, for vi har langt flere nationalparker på programmet.

Vi kører ad tomme landeveje gennem forblæste ørkenområder, hvor små flækker og indianerreservater ligger ubeskyttet for ørkenens raseri. Som vi nærmer os Monument Valley – cowboylandskaberne kendt fra utallige John Ford-westerns, og stedet Forrest Gump bestemte sig for at stoppe med at løbe.

Ørkenstormen har taget til, og udsigterne er forsvundet i luften, der er rødlig og tyk af de hvirvlende sandkorn. Bastante klippeformationer rejser sig surrealistisk som mystiske silhuetter bag det røde slør, og vi forlader hovedvejen på grænsen mellem Arizona og Utah.

Kører ind ad en mindre vej, kommer til navajo-indianerreservatet, Monument Valley ligger i, og kører vores lille, knaldrøde øse ud på bumpede sand- og grusvejeveje. Og så sker det.

Vinden stilner af, det røde støv lægger sig, og de lodrette, orangerøde sandstensklipper rejser sig 300 meter over ørkenen, som solen står lavt på himlen. Erosionen har været på overarbejde gennem århundreder, og vi snegler os rundt mellem klipperne – den ene mere sær end den anden – og ender med at blive så længe, at vi må køre videre i mørke. Videre mod nord til Utahs adventure-flække nummer et: Moab.

IMG 7767Flyvende på ’slickrock’
Næste morgen hjuler vi i laveste gear på lejede mountainbikes med heftig affjedring op ad en stejl vej uden for Moab. Forårssneen dækker stadig La Sal-bjergene bag de røde klipper, der er hjemsted for en af verdens mest legendariske mountainbikeruter: The Slickrock Trail. I små 17 kilometer kringler ruten sig op og ned ad de stejle, glatte klipper.

Affjedringen tage af, som jeg tæsker forhjulet ned i klippen og bliver skudt op ad den næste korte, super stejle bakke. Diskrete hvide striber markerer ruten gennem det surrealistiske landskab med dybe kløfter, buttede kløfter, bløde kurver og pludselige drop.

Det er hårdt arbejde. Det går så stejlt nedad, at jeg skal helt tilbage og hænge over baghjulet for ikke at få overbalance og pløje snuden i klipperne foran mig (som jeg ser det ske for andre i løbet af dagen), og når det går op må hele kroppen frem over styret for ikke at tippe bagover (hvilket jeg også ser ske).

Jeg bliver fortrolig med cyklen, lader den suse ned ad, drøne op ad, hopper over småhuller, trækker den gennem sandede passager og skuler ned ad klipper, der er så stejle, at det ser umuligt ud. Men det er det ikke – det kræver blot lidt mod og en dyb vejrtrækning – og så jeg drøner ned, trækker pustende op, fortsætter, griner, føler hjertet banke, mærker svenden hagle.

Det tager os en hel eftermiddag at tilbagelægge de 17 kilometer, og da vi atter suser ned ad landevejen mod Moab, står solen lavt på himlen, og de rødlige klipper skinner gyldent, som de altid lader til at gøre her i det sydvestlige USA.

IMG 8184Buer og klapperslangekager
Næste morgen smutter vi et par timer ud i Arches National park, hvor naturen langsomt, men sikkert, arbejder på at skabe endnu flere forunderlige, flotte fænomener. Ørkenen her er glødende rød, og lodrette klipper i sære formationer rejser sig.

Store buer – af og til tynde nok til, man tænker, de kan kollapse under deres egen vægt, når det skal være – skaber broer mellem klipperne, enorme tonstunge klippestykker balancerer på slanke, tynde klippetårne, og mure rejser sig og skaber dale, der gør, jeg føler, vi vader af sted mellem forstenede højhuse på et forstenet Manhattan.

De planlagte par timer bliver hurtigt til det dobbelte, så den er hen på eftermiddagen, inden vi sætter af sted mod den næste nationalpark, Bryce National Park.

Vi triller gennem skiftende, golde ørkenlandskaber, hvor klipper og sand skifter farve, som vejen snor sig. Små grønne oaser og vindblæste flækker skyder op langs rislende floder i det ellers gudsforladte landskab. Altid er følelsen af isoleret ensomhed nærværende. Her er barskt, tørt og smukt.

Vi overnatter i western-flækken Torrey, hvor træerne står grønne, og den lokale restaurant, Cafe Diablo, serverer pandestegte klapperlangekager, inden vi fortsætter op i højderne, hvor ørkenen giver plads for uendelige, dramatiske vistaer og høje, hvide birketræer, der står nøgne mod den kølige blå, bjerghimmel. Vi nærmer os Bryce National Park. Den bliver det mest magiske sted på turen.

IMG 8144I eventyrland
I Bryce vi slår teltet op og begiver os af sted med dagtursrygsækkene – præcis som i de andre parker. Som med Grand Canyon kommer Bryce Canyon som et mindre chok. Skoven slutter, landskabet åbner sig, og hundredvis af høje, slanke, forrevne klipper i orange, lyserøde og gule farver fylder et enormt landskabsmæssigt amfiteater.

Sandet under ’the hoodoos’, som de geologiske vidundere kaldes, er farvet fra den samme palette. De høje klippetårne bliver formet, når is og vinde terroriserer de skrøbelige kalkstenklipper, og vi sætter efter et par øjeblikkes kuldegysninger over den overvældende udsigt ned mellem klippeformationerne.

Snart er vi alene. Det er som at bevæge sig gennem kulisserne til en eventyrfilm, hvor fantasien har overgået virkeligheden. Hoodoo’erne tårner sig højt over os og enkelte cedertræer vokser op af sandet i de stærke farver. Her er stille. Ingen mennesker. Blot os, der vandrer gennem Bryce.

I løbet af de næste seks-syv timer møder vi det samme antal mennesker. Som solen vandrer hen over himlen skifter klipperne farve, bliver mere gyldne, og da vi er tilbage på kanten og kigger ned, er landskabet rødglødende.

Næste dag fortsætter magien i Bryce, som vi vandrer gennem tætte slugter, hvor lyset kæmper for at finde vej ned gennem sprækker til bunden, enorme mure, der ligner eventyrlotte, rejser sig over vores hoveder, og vi vader gennem store, mørke huller i klipperne, der leder ud til nye udsigter.

Der er altid nye udsigter i disse områder. Næste dag er det udsigten i Zion National Park, der tager pusten fra mig. Jeg kigger ned i afgrunden fra toppen af Eagle’s Landing, hvis røde klipper troner 1000 lodrette meter over dalbunden, hvor floden risler, og busser kører små som myrer.

Det er den sidste udsigt på en tur spækket med fantastiske udsigter, hvor den eneste, jeg ikke bryder mig om, er udsigten til at skulle forlade det her magiske hjørne af USA. For nu. For jeg er slet, slet ikke færdig her. Jeg kommer tilbage. Jeg kommer helt sikkert tilbage.


IMG 7669Legendariske Route 66 

Bag mørke solbriller, stramme bandanaer (og ofte udspilede maver) kommer midaldrende mænd drønende i en lind strøm, da vi et kort stykke vej i Arizona kører på legendariske Route 66. Ruten blev grundlagt i 1926 og gik oprindeligt 3939 kilometer på tværs af USA, fra Chicago til Los Angeles.

I 1930’erne flygtede landmænd fra tørke i Midtvesten til Californien og drømmen om lykken ’out west’. Små samfund blomstrede op langs ruten, der i 1938 blev den første nationale rute, der blev asfalteret i sin fulde længde.

Under Anden Verdenskrig var Route 66 den primære trafikåre for folk, der drog til Californien for at arbejde i den tiltagende krigsindustri, og i årtiet efter blev den brugt af folk, der drog mod vest for at feriere i den californiske sol.

I dag er den et nationalt koryfæ, der symboliserer drømmen om de åbne amerikanske landeveje og et bedre liv, der altid er inden for rækkevidde. I hvert fald i myten om den amerikanske drøm. 


IMG 7763Mysteriet om Everett Ruess’ død

Eventyreren, vagabonden, kunstneren og digteren Everestt Ruess (1914-1934) er på mange måder blevet det menneskelige symbol på de ensomme landskaber i Arizona og Utah.

Som blot 16-årig begyndte han sin rastløse strejfen rundt i af og til uudforskede ørkenområder – ofte kun i selskab med sine muldyr. Han forsvandt sporløst som 20-årig i Utahs afsidesliggende Davis Gulch, og i 75 år gættede man på, hvad der skete med den unge eventyrer. Indtil et lig blev fundet tidligere på året.

En glemt familiehistorie om et mord i ørkenen dukkede op til overfladen, og DNA-analyser viste, at det var Ruess. Han blev højst sandsynligt myrdet af to ute-indianere, der ville have hans muldyr.

Læs mere om Everett Ruess på http://everettruess.net. Køb bogen Everett Ruess: A Vagabond for Beauty på www.amazon.com eller find en onlineversion ved at søge på www.books.google.dk/books. Find hele historien om opdagelsen af hans lig på National Geographic Adventure ved at google ’Finding Everett Ruess’.

IMG 8227

Andre spændende artikler


Californiens Highway 1 på cykel

Californiens Highway 1 på cykel

På cykel i Utah

På cykel i Utah

Ny episk cykelrute i Det Vilde Vest

Ny episk cykelrute i Det Vilde Vest

Log ind