Tværs over USA på cykel

Klipklapper er bedst
Turen begyndte for tre måneder siden i Boston på østkysten af USA. Jeg havde besluttet mig for at cykle fra kyst til kyst og ankomme et sted ovre i Californien. Jeg ville køre en sydlig rute igennem USA. Præcist hvilken vej var dog ikke planlagt.

Jeg vil igennem New York, primært fordi jeg har en idé om, at det kunne være fantastisk at høre Frank Sinatra synge sin hyldest til denne by, mens jeg rullede ned gennem Manhattan.

Washington DC ligger lige på vejen, så den røg også ind på listen. Memphis lød som en fed by med god musik, masser af kultur, lækker mad og en lang, vigtig og begivenhedsrig historie. Udover disse storbyer, er der ikke den store planlægning i selve ruten.

Begynder i Boston
Efter et par dages sightseeing i Boston sidder jeg på en cykel, som jeg netop har købt. Dejlig sag, robust, men stadig sporty, 27 gear, brede dæk, stiv ramme. Det ser ud som om, jeg kunne kaste den tværs over USA, uden at den vil gå i stykker, men alligevel virker den ikke klodset at køre på.

Jeg ”døber” cyklen i Atlanterhavet, og jeg vil gentage proceduren, når jeg forhåbentlig kommer til Stillehavet i Californien om nogle måneder, men der er 7700 kilometer, der skal tilbagelægges, inden det mål bliver nået. Jeg kigger ned på mit bilatlas og prøver at finde ud af byen ad en rute, der er mulig at tage på cykel.

Det første store regnskyl hagler allerede ned over mig på turens allerførste dag, så jeg er tvunget til at tage mine sko af for at holde dem tørre. I stedet erstatter jeg dem med klipklapper, og det viser sig at være en dejlig behagelig måde at cykle på.

Ingen sure sokker, masser af ventilation til mine fødder, dejlig nemt og behageligt. Så jeg skifter aldrig tilbage og fortsætter turen tværs over kontinentet – i klipklapper.

Bjørne og bjerge
Først cykler jeg gennem store flade områder, der på mange måder minder om Europa. Det er fint, for så får jeg lidt tid til at vænne mig til livet i sadlen, inden den første bjergkæde rammer mig.

Det er den næststørste bjergkæde i USA, Appalachian Mountains, og den strækker sig fra Maine i nord til South Carolina i syd, så der er ikke nogen vej udenom.

Langsomt sniger jeg mig op igennem en meget kringlet bjergvej igennem staten Virginia, hvor der er fuldstændig tæt pakket med løvtræer på begge sider af vejen. Solen bager fra en skyfri himmel, og min hastighed kan måles med et enkelt ciffer. Jeg kigger tilfreds ned i asfalten og er stolt af, at jeg trods alt nyder oplevelsen, selv om et vaterpas havde fået feber af at ligge på vejen.

50 meter og et minut længere fremme rejser jeg hovedet ved et tilfælde og bliver mødt af et imponerende syn. En sortbjørn står 20 meter foran mig.

Jeg ved, at jeg ikke må provokere dens afkom, men det ser ud til at den er ”single” eller i hvert fald fraskilt uden forældremyndigheder, så jeg bliver og betragter det store, vilde dyr.

Jeg har alligevel ikke en jordisk chance for at flygte, hvis den vil daske til mig. Bjørnen kigger dovent på mig men bliver hurtigt enig med sig selv om, at det var mere spændende at spise løv.

En minivan med en Amerikansk familie bryder stilheden, og jeg signalere med hænderne til dem, at de skal stoppe. De er jo midt i frokosten i bjørnens hjem. De sænker farten og triller langsomt hen ved siden af mig og ser bjørnen.

”Børn, luk vinduerne. Lås dørene,” råber faren, mens moren ser forvirret ud.
Han er i hvert fald bevidst om sin beskytterrolle inde bag sit metalskjold af en bil. Jeg står udenfor i klipklapper og en halv millimeter tykke cykelshorts.

Bjørnen er heldigvis ligeglad med sammenrendet og dvasker videre gennem skoven på jagt efter noget mere spændende, end vi måbende mennesker.

Senere på dagen ser jeg en dejlig lille bjørneunge, som virkelig havde fortjent at blive krammet og leget med. Det sker dog ikke. Den er bange for mig, og jeg er hamrende bange for dens mor.

Så den flygter ind i skoven, og jeg jerner videre ned af bjerget, som nu pludselig har en hældning, der får min hastighed op på den anden side af 35 i timen. Miles, vel at mærke (55 kilometer i timen, red.).

Kolapset tunnel
Vejene skær sig igennem staterne, og i Kansas er de lagt med lineal. 100-200 kilometer lige veje, med et jernbanespor i den ene side og telefonmaster i den anden side, det hele pakket ind i marker og enorme farme.

Det flade Kansas bliver afløst af nogle små, men forudseelige toppe i horisonten. Jeg ser dem fra 70 kilometers afstand og er ikke i tvivl om den udfordring, der venter. Det er den største bjergkæde i USA, Rocky Mountains.

Jeg får en dejlig fornemmelse i kroppen af at se dem trone op over horisonten, og jeg glæder mig til at nå derhen, hvor landskabet ændrer karakter omkring mig og vejene bliver snoede igen.

Jeg vælger en lidt usikker rute, hvor kortet egentlig fortæller mig, at jeg møder en motorvej, hvor jeg naturligvis ikke kan køre på cykel. Men jeg konkluderer nonchalant, at jeg nok skal finde nogle mindre veje at snørkle uden om motorvejen på.

Som sædvanlig kan man skaffe en masse god information fra de lokale, og jeg begynder så småt at forhøre mig om alternative veje. Jeg får det samme svar alle steder:
”Nej. I-70 er den eneste vej mod vest herfra.”

Stædigt nægter jeg at cykle 200 kilometer tilbage ad samme vej, som jeg kom fra og fortsætter ufortrødent mod det, der minder om en blindgyde.

Til sidst støder jeg på en ældre herre, som er ranger i en nationalpark og udgiver sig for at vide en masse om området. Jeg forklarer ham min situation.

Han fortæller modvilligt, at der eksisterer et gammel gruspas, som kan føre mig en anden vej gennem bjergene, men at tunnelpasset i toppen af bjergpasset er kollapset for mange år siden og aldrig vil blive repareret efter I-70 har revolutioneret trafikken.

Jeg insisterer, og han kommer med sit ærlige bud:
”Hvis du mener det seriøst, kan du jo forsøge. Men jeg har ikke givet dig dette råd, og det er på eget ansvar, alt hvad du foretager dig”.

Jeg overvejer det og kommer hurtigt til konklusionen, at jeg efterhånden er vant til at handle på eget ansvar.

Plan B
Jeg begiver mig ud på de mest øde bjergveje, man kan forestille sig, og til alle sider er der uberørt skov, så langt øjet rækker. Senere stopper skoven, da jeg er kommet over trægrænsen, 3500 højdemeter.

Fantastisk udsigt, ingen andre mennesker, bare mig og naturen. Mod toppen advarer et slidt skilt og en spærrebom mig mod, hvad der venter:
”Fare. Tunnel lukket. Adgang forbudt. Faldende sten.”
Det lover ikke godt, men jeg beslutter mig for at vurdere situationen, når jeg kommer tættere på den kollapsede tunnel.

500 meter længe fremme leder en gammel skæv træbro hen over en dyb kløft. Jeg stiller mig en meter ud på broen og hopper så vildt jeg kan. Den rør sig ikke og virker stabil. Jeg trækker min cykel henover broen, mens tankerne cirkulerer om den kommende kollapsede tunnel.

Jeg ser den på lang afstand og erkender, at jeg ikke kan komme igennem selve tunnelen. Den er styrtet sammen og ser aldeles ustabil ud. Der ligger meter store klippestykker inde i tunnelen. Det er overhovedet ikke muligt at bære cyklen igennem, såfremt jeg var dum nok til at gøre det. Men hvis jeg ikke kan komme igennem, kan jeg vel klatre over, tænker jeg.

Jeg tager taskerne af cyklen og slæber dem hen over toppen af bjergtoppen og ned på den anden side. Bagefter gentager jeg proceduren med min elskede cykel. Alt sammen iført klipklapper.

Jeg tænker mig godt om, hver gang jeg placerer fødderne, og da jeg står på den anden side med alt mit udstyr, er jeg en glad mand med følelsen af at have snydt den sammenstyrtede tunnel.

Kører om natten
Resten af Rocky Mountains byder på adskillige andre gruspas og natur, som er svært at forestille sig. Jeg bliver næsten glad for de mærkelige gamle gruspas, der leder hen over bjergene. Vejene er i elendig stand, så jeg kører/går utrolig langsomt.

Til gengæld er vejene tit en enorm afstandsmæssig genvej, så tidsmæssigt er der ikke den store forskel i forhold til den asfalterede rute. Præmien ligger i den uberørte natur, idet jeg ofte er alene på gruspassene – bortset fra nogle få andre outdoor entusiaster, som jeg støder på i disse ubeboede og rå egne nu og da.

Rockie Mountains bliver afløst af Sydlige Utahs ubeskrivelige ørkennatur og mystiske klippeformationer.

Omkring Las Vegas støder jeg på en strid ørkenmodvind og bliver frustreret. Hver aften klokken 20.00, når solen er gået ned, lægger vinden sig, og det er simpelthen urimeligt. Jeg stopper den ene dag klokken 13.00 og lægger mig til at sove i skygge og læ af en busk.

Klokken 20.00 vågner jeg og begiver mig videre ud gennem den øde golde ørken, mens stjernerne lyser som besatte. Jeg nyder igen turen; der er intet der kan suge motivation og vilje ud af mig som meningsløs modvind.

Jeg kører med en pandelampe og ser efter kort tid et sæt øjne kigge på mig, omkring 50 meter foran mig. Det er en ulv, og jeg råber arrigt for at skræmme den væk.

Selv om jeg godt ved, at de sikkert er mere bange for mig, lægger jeg for sikkerheds skyld min dolk tilgængelig i fronttasken. Det sværmer med ulve, og hvis jeg kigger væk fra vejen ud mod den øde ørken, ser jeg 10-20 par øjne lyse tilbage på mig. Godt, de ikke er kloge nok til at angribe i flok.

Dagen efter lusker de rundt i min camp, da jeg skal sove, og den tidligere omtalte bar-røv-og-dolk-situation opstår.

Min måde
Jeg kniber faktisk en tåre, da jeg ser de enorme stillehavsbølger vælte ind på sandstranden lige syd for Los Angeles. De sidste 100 meter bærer jeg min cykel ind over sandet for at skåne den. Nu har den jo båret mig 7700 kilometer.

Frank Sinatra synger igen ”My Way” på min MP3-afspiller, og jeg sænker blidt cyklen i de brusende bølger, mens tankerne tordner igennem mit hovedet og mine øjne bliver blanke. Følelserne slår ind over mig som stillehavsbølgerne mod stranden, og jeg bliver nødt til at sætte mig ned i sandet.

I Mexico City venter et fly på mig, men det flyver først om to måneder. Tanken var at sælge cyklen og finde nogle busser ned gennem Mexico. Men hvorfor stoppe, når jeg nu er blevet næsten afhængig af dette eventyr? Jeg ser på kortet og regner ud, at der er omkring 4000 kilometer til hovedstaden i USA's sydlige nabo. Jeg fortsætter da bare med at cykle, tænker jeg. Og det gør jeg så.

Af sted igen – rundt om jorden

Henrik Frederiksen er netop draget af sted igen på en cykeltur, der denne gang skal bringe ham hele vejen rundt om jorden. Han cykler sammen med Mikkel Brøndsted, og de forventer at være tilbage i Danmark om to til tre år, hvor de så vil have tilbagelagt omkring 70.000 kilometer.
Du kan følge Mikkel Brøndsted og Henrik Frederiksens tur  på hjemmesiden www.worldonbike.com.
BOKS SLUT

Mødet mellem mennesker

Menneskerne og de sociale og kulturelle kontraster var nogle af de største drivkrafter bag idéen med at cykle på tværs af USA.

Jeg havde fra starten sat mig som mål, at jeg ville gøre en øvelse ud af at snakke med så mange forskellige mennesker som muligt. Rig, fattig, sort, hvid, demokrat, republikaner, troende og ateist og alt derimellem.

Jeg overnattede hos mere end 20 private familier, som uopfordret inviterede mig indenfor, fodrede mig, vaskede mit tøj, opladede mit kamera, gav mig kontanter og velsignelser, et varmt bad og en stor, ren, blød seng at sove i.

Både hos den urbane New Yorker, den uafhængige farmer i Kansas, kulminearbejderen i Kentucky og den afslappede surfer i Californien.
BOKS SLUT