Du er her:
  • ARTIKLER
  • Sensommertrekking i det sydligste Sydamerika

Sensommertrekking i det sydligste Sydamerika

Glimt fra verdens ende

Solen er taget til psykolog, og vinden piber igennem marv og ben. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at sommeren for længst var gået på hæld…

Skrevet af: Jens Bursell
Opdateret den 27. dec 2016

Solen er taget til psykolog, og vinden piber igennem marv og ben. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at sommeren for længst var gået på hæld…

Februar synger på sidste vers. Et enkelt blik på de grønne skove dybt under os bekræfter, at det miserable vejr kun er en mild forsmag på de kommende måneders rusk. Løvhænget umiddelbart under trægrænsen viser spæde tegn på begyndende efterårsfarver. Det er sensommer 55 grader sydlig bredde. En front af blytunge skyer er på vej ind over Tierra del Fuego’s subantarktiske vildmark - med iskolde hilsner sydfra. På få minutter forsvinder de snedækkede toppe på Cordon Vinciguerra i et uigennemtrængeligt gråt slør. Rygsveden forvandles til koldsved. Det er på tide at starte nedstigningen fra passet.

 Ufremkommelig urskov

Den alpine hede er, som det så ofte er tilfældet, relativ let fremkommelig. Efter en times vandring dykker min kæreste og jeg ned i skoven, der ikke overraskende viser sig at være et uigennemtrængeligt vildnis. Jo længere ned vi kommer, desto tættere og mere ufremkommeligt bliver det. Skovbunden falder stejlt nedefter, hvor Rio Andorra tordner igennem en smal kløft på sin vej imod Beagle Kanalen.

Skoven er totalt urørt. Væltede træer ligger strøet på kryds og tværs. Havde det ikke været for Darwin, kunne man let have bildt sig selv ind, at de vindfældede skovpartier skyldtes en patagonisk bjergtrolds hang til sværvægts-mikado. Lysninger veksler med dunkle skovstræk, hvor kæmpemæssige sydbøge står draperet fra top til tå i mosser og hængelaver. Træerne minder meget om vores hjemlige bøg; grå stammer, men med betydeligt mindre blade.

Skovens kaotiske struktur vidner om både foryngelse, ælde og dynamik. Mest af alt minder stedet om en bjergversion af Bialowieza - det sidste større stykke europæisk urskov på grænsen mellem Polen og Hviderusland.
Lige så smuk og fascinerende urskoven fremstår i al sin jomfruelige ynde - lige så djævelsk anstrengende er den at komme igennem. Da vi totalt mørbankede holder hvil ved et vandfald, regner vi ud, at det har taget os godt to timer at tilbagelægge én kilometer!

Et par timer senere har vi passeret de mest stejle skovstykker. Dalen flader ud, og foran os ligger sammenløbet imellem to elve. Landskabet kan næppe blive mere øde og storslået. Trekking på Tierra del Fuego er vildmarksliv, hvor det hører hjemme - nemlig helt oppe under neglene.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

AW39 PATAGONIEN 258Nordpå med fyldte maver
Findes der noget bedre ovenpå strabadserne end en “hamburgesa completa”? Næppe - og slet ikke når åstedet til dette kulinariske mesterværk er en skummel grillbar tilbage i Ushuaia, verdens sydligste by.

En af bedste ting ved at leve af en tilsyneladende uendelig strøm af tørsuppe og spaghetti er, at selv det mest usle måltid, fortæret under civiliserede forhold, kommer til at smage, så man hører englene synge.

Med fedtreserverne helt fyldt op tager vi bussen nordover. Mens vi kører over Andeskæden, får vejbyggerne af dette sydligste stræk af den panamerikanske highway en venlig tanke. Blot tanken om hvor hårdt det må have været at kæmpe sig hele vejen igennem disse uberørte bjergskove til fods, er nok til at få ondt i knæene.

Fra de sidste nordlige udløbere af bjergene åbenbares en fantastisk udsigt over den patagoniske steppe. I horisonten flyder Rio Grande østpå mod Atlanten. Elven er sandsynligvis verdens bedste og mest produktive havørredvand.

Fiskene er netop startet det årlige gydetræk fra havet, så det kræver en vis besindelse ikke at aflyse alt til fordel de sølvblanke opgangsfisk. Efter en halv times hyperventilation, beslutter vi dog at fortsætte nordpå. Tiden er knap. Det snigende efterår vil inden et par uger kunne gøre al trekking til en våd oplevelse.

Ved San Sebastian krydser vi grænsen til Chile, og undervejs til Punta Arenas ser vi både nandu-strudse og guanaco, lamaens vilde fætter. Da vi når Magellanstrædet, ligger steppens monotone vidder badet i et perfekt gyldent eftermidddagslys. Bag vandet fortsætter det endeløse græsland. Steppen skal opleves - ikke overflyves.

AW39 PATAGONIEN 259Til Torres del Paine
Et par uger senere har vi bevæget os 500 kilometer i nordvestlig retning og befinder os i den sydligste ende af det sydamerikanske fastland. Bjergene er blevet højere og endnu mere vilde.

På vejen ind til startpunktet for vores vandretur, passerer vi vandfaldet Salto Grande, der med frådende kraft afvander Lago Nordenskjold. Den lille dal virker nærmest som en vindtunnel, og tæt ved faldet blæser kraftige kastevinde spraytågerne adskillige hundrede meter nedstrøms.

Opstrøms faldet buldrer det turkisblå vand igennem en imponerende fos, og bag vandmasserne tårner et af verdens mest spektakulære bjergmassiver - Macizo Paine. Allerede inden vi begynder på selve vandringen, har vi tabt både næse og mund….

Efter udsigten fra Salto Grande er det svært at forestille sig, at noget andet jordisk syn vil kunne imponere. Sådan skulle det heldigvis ikke gå. Blot få timers gang fra Lago Pehoe får vi de første glimt af gletscheren Ventisquero Grey, der baner sig vej ned fra den patagoniske iskappe - Heilo Sur.

Jo tættere vi kommer, desto flottere bliver synet. Luften flænges jævnligt af tordnende brag, når bræen kælver isbjerge på størrelse med parcelhuse. Fra skoven nedenfor Paso John Garner, kan man i ro og mag betragte sceneriet. Mod sydvest skærer tusindvis af gletscherspalter sig på tværs af bræens bevægelsesretning.

Farvespillet i de åbne sprækker veksler fra sart blå over turkis til dyb ultramarin. Syd for gletscheren driver isbjergene langsomt nedstrøms over den langstrakte sø Lago Grey. Mod nord og vest er der intet andet end is og bjerge, så langt øjet rækker.

AW39 PATAGONIEN 261Luftballet over gletcheren
Mens vi dvæler over det storslåede landskab opdager Mette et par kondorer, der i langsom glideflugt flyver langs bjergsiden.

Selvom de enorme fugle er flere hundrede meter væk, behøver vi hverken kikkert eller fuglebog for at konstatere, at der næppe kan være tale om patagoniske halemejser.

Et sted ude i det blå rammer fuglene en termiksøjle og stiger til himmels på de opadgående luftstrømme. Højt over toppen på Cerro Catedral dykker parret i et graciøst, flaksende synkronsvæv, glider ned over Grey´s ismasser og forsvinder i skydækket på den modsatte side af dalen.

Da vi har gået et par kilometer dukker den ene kondor op lige over os. Fuglen daler og i løbet af et øjeblik er den nede i vores niveau - så tæt på, at man kan høre vindmodstanden i de imponerende svingfjer. Med knusende ro og en attitude, der oser af kølig arrogance, sender den os et afmålt blik.

Kondoren har et vingefang på tre meter og ligner mest af alt en aerodynamisk kummefryser med gribbehoved. Øjenkontakten varer kun få sekunder, inden den afbryder audiensen, svinger ud over dalen og cruiser sydover. Til sidst er de aristokratiske kæmper kun prikker i horisonten.

AW39 PATAGONIEN 262Kolibrier i tågen
Klokken er seks næste morgen, og foran os ligger turen op til den øvre del af Valle del Frances. Månen er på vej ned bag bjergene, og Cumbre Principals snedækkede tinde reflekterer et sublimt lyserødt skær fra de første solstråler.

Vi har efterladt størsteparten af vores udstyr i bunden af dalen og med en beskeden stigning på 350 højdemeter, er der tale om en rendyrket dasetur.

Halvvejs oppe forsvinder den fantastiske udsigt, og på få minutter er vi indhyllet i tåge. Da jeg tager tursækken af for at finde en ekstra fleece, pisker et lille væsen forbi min næse og forsvinder imellem de mosdækkede lengatræer.

Instinktivt er min første tanke noget i retning af “humlebi”, men da jeg rejser blikket og får fokuseret på luftakrobaten, bliver jeg stort set lige så overrasket som første gang jeg så en repræsentant for familien i Canada - en kolibri. Uanset hvor meget man måtte forbinde kolibrier med tropiske regnskove, findes de altså også under betydeligt koldere himmelstrøg - både i Nord- og Sydamerika.r.

AW39 PATAGONIEN 260“Paine-syndromet”
En af de sidste dage tager jeg en kort tur op langs Rio Ascensio til Torres del Paine. Klippeformationen, der er nationalparkens highlight, består af tre imponerende cylindriske spir, hvoraf det højeste, T

orre de Agostini, hæver sig ca. 1500 meter over de stenede morænevolde, hvor stien ender. Synet af disse fantastiske stensøjler er et must, men når jeg lader indtrykkene fra de sidste tolv dages trekking i Chile synke til bunds, er jeg ikke i tvivl; selvom udsigten til Torres del Paine er rå og overvældende, kan jeg uden store problemer komme i tanke om de første ti forskellige steder i nærheden, som har været flottere eller mere imponerende.

Da tanken har bundfældet sig, indser jeg, hvor vildt det er, at man på få uger, kan blive mere eller mindre immun overfor sanseindtryk. Jeg skammer mig næsten ved at tænke “nåh” ved synet af en klippe, der er mindst lige så imponerende som El Capitan eller Half Dome.

Med en underlig følelse i kroppen stikker jeg næsen hjemefter. En passende behandling på “Paine-syndromet” kunne måske være at sende en tanke til en gråsmattet mandag på Jagtvej.

Mættede af indtryk beslutter vi os for at bruge den sidste dag i bakkerne nedenfor bjergene. Fra en lille klippeknold kan jeg til min store glæde konstatere, at “Paine-syndromet” er på vej ind i en hvilefase. Det hårdt bølgende steppelandskab på grænsen til Andes ulmer af solens sidste eftermiddagsglød.

Bag rækken af bjergsøer knejser Macizo Paine i et intenst spil af tunge regnskyer og dramatisk modlyskontrast. Mod syd flimrer Lago del Toro i et syret, næsten cyanblåt, lys. Uanset hvor jeg vender blikket, får øjet svimlende frit løb. Sanserne er tilbage. Det er intet under, at Torres del Paine er kendt som en af verdens flotteste nationalparker.

AW38 Patagonien 225Argentina revisited
To uger senere er vi tilbage i Argentina. Vi har taget bussen fra Puerto Natales i Chile over grænsen til byen El Calafate. Herfra nordpå med en anden bus til El Chalten. Vi er én dagsmarch inde i nationalparken Los Glaciares, og teltet er slået op.

Morgenøjne og soveposehår. Mette ligger lunt og godt i soveposen. Bladene er dækket af et fint lag rimfrost og da jeg bakser ud igennem krattet og op til stien, rasler tusindvis af frostkrystaller ned af min slumrende nakke.

I fald jeg ved en fejltagelse skulle have forladt teltet i søvne, bliver tilstanden på et nanosekund forvandlet til lysvågen. På trods af mørket er det berømte omrids af Cerro Torre ikke til at tage fejl af.
Det er akkurat lyst nok til at se stien. En halv kilometer oppe ad bjerget stopper jeg for at få pusten.

Sydkorset funkler højt over lejren, og i nattens stilhed kan jeg høre pulsen dunke helt ud i øreflipperne. På trods af lejrens umiddelbare nærhed har jeg en fornemmelse af at være helt alene i verden.

Hvor naivt - man er aldrig alene! Fra stenene bag mig kommer der pludselig en serie klodsede puslelyde, og med en hurtig zoomkegle fra pandelampen får jeg afsløret identiteten på min anonyme følgesvend - en zorrino-skunk. Som den står der med sine mørke øjne, strittende knurhår, buskede hale og flotte sort-hvide pels, er jeg tilbøjelig til at ofre den mine sidste peanuts.

Belært af tidligere erfaringer beslutter jeg dog kynisk at fortsætte ud i mørket. Et er at få sit telt plyndret for italienske krydderpølser af grådige canadiske vaskebjørne, men at skulle dele telt med et stinkdyr, blot fordi man er for blødsøden…dér sætter jeg grænsen.


Bæveren er af uvisse årsager introduceret til Tierra del Fuego fra Nordamerika - et klassisk eksempel på begrebet faunaforurening. Arten har formeret sig helt ukontrollabelt, og er mange steder en trussel imod de oprindelige skoves naturlige tilstand.


Bjerget Chalténs mere kendte navn - Mt. Fitz Roy, er givet efter kaptajnen på skibet “Beagle”, der i 1834 transporterede Charles Darwin til Patagonien. Darwin var således den første europæer, der satte blikket på Chalténs lodrette granit toppe. Herfra fortsatte han sin rejse videre til blandt andet Galapagosøerne, hvor han inspireredes til sin verdensberømte bog “Arternes oprindelse”.


Den ultimative spejling

AW39 PATAGONIEN 255Ved femtiden begynder det så småt og dæmre over gletschersøen. Cerro Torres lancetformede granitspir kan akkurat anes som en utydelig mørk spejling på den skiffergrå overflade. I takt med det tiltagende lys bevæger jeg mig gradvist nedefter for at nyde bjergmassivets komplette spejling i de første solstråler.

Da jeg er næsten nede, topper det magiske lys, og med åndeløs beundring kan jeg betragte den ultimative spejling. Det eneste, som bryder refleksionen fra Cerro Torres 3102 meter høje top, er et par mindre isbjerge. Bag mig er Mette netop stået op, og kaffen snurrer på kedlen. Hvad mere kan man ønske sig?

Et par dage senere er vi på vej ned fra Laguna los Tres. En perfekt morgen med direkte udsigt til Chaltén - Tehuelche indianernes “ildbjerg”. I den krystal klare efterårsluft kan man se ufatteligt langt.

På stepperne bag Lago Viedma fræser en støvtornado hen over det golde græsland - over 200 kilometer væk. Sydbøgens blade falmer, og bjergsiderne er indhyllet i en eksplosiv palet af flammende rødt og gult - efteråret er nu en realitet.

Denne artikel er blevet bragt i Adventure World/Opdag Verden nr. 39 i 2001

Andre spændende artikler


Vandring i Lanin Nationalpark

Vandring i Lanin Nationalpark

Trek ved 'Verdens ende' – det bedste i Patagonien

Trek ved 'Verdens ende' – det bedste i Patagonien

Sensommertrekking i Patagonien

Sensommertrekking i Patagonien

Log ind