Patagonien har altid trukket i eventyrere. Hernede ved kontinentets yderligste spids prikker sylespidse granitspir hul i den blå himmel over den vindblæste pampas. Vilde vicuñaerne græsser, kolossale, kælvende gletsjere spiller med musklerne, og på vandrestierne rodfæster en tanke sig: I disse omgivelser, hvor naturen maler med sin store mest rå og forførende pensel, giver begrebet 'Verdens ende' endelig mening.
Her nede i grænseområderne mellem Chile og Argentina finder man nogle af Sydamerikas absolut mest storslåede nationalparker. På stierne i Los Glaciares National Park, der ligger i den argentinske del af Patagonien, vandrer man med nakken lænet tilbage og øjnene fæstnet mod nogle af de mest ikoniske bjerge i klatreverdenen.
Det kan godt være Fitz Roy og Cerro Torre er langt fra så høje som toppene længere mod nord i Andesbjergene, men tanken om, at der findes folk, der forcerer de lodrette klippevægge på vej mod de takkede, forrevne, spidse tinder er ikke desto mindre langt mere frygtindgydende og fascinerende. Overvældende på helt anden vis er Perito Moreno-gletsjeren – den 250 km2 mastodont, der som en af de få gletsjere i Patagonien vokser. Den blålige is rejser sig 75 meter over de isnende vande i et kraftfuldt bevis for Patagoniens utæmmelige natur.
En køretur på legendariske, øde 'Ruta 40' bringer én ind i nabolandet Chile til en af Sydamerikas mest kendte nationalparker: Uforlignelige Torres del Paine. Her rejser det faretruende, ufatteligt imponerende Paine-massiv sig næsten tre vertikale kilometer i vejret, og på vandreture ind i dale ser man kæmperne spejle sig i gletsjersøer, hvor små isbjerge flyder frit omkring.
Det er få steder på kloden, man kommer så tæt ind under så voldsom natur uden at skulle slide sig selv halvt i stykker. Vandringen er nemlig ganske overkommelig – samtidig med at belønningerne er uforglemmelige.
Find rejsen på Kiplingtravel.dk
How to resolve AdBlock issue? 
