Ørkenen som arbejdsværelse

Hvorfor faldt valget netop på de amerikanske ørkener, da du var på jagt efter et mobilt arbejdsværelse?
Det var under Bush, og jeg havde en masse USA-træthed. Der kom en masse trælse ting fra USA, men jeg var nysgerrig, for det er samtidig et land, man ikke kan komme uden om. Året før havde jeg været på Burning Man og kendte San Francisco, men ellers kendte jeg overhovedet ikke landet.

Og jeg glemte lige at tænke over, at det også blev vinter i ørkenerne. Jeg tog af sted i august og havde en naiv forestilling om, at det ikke blev rigtig koldt. Folk fortalte mig, at det blev koldt, og jeg svarede ’ja, ja, jeg har en varm sovepose!’ Mit Telt endte med at kollapse under sne.

Jeg har aldrig frosset så meget, og havde ikke noget specialudstyr til at møde vinteren. Mine fingre blev så kolde, at jeg ikke kunne holde om grebene, og jeg har stadig et par Handsker, der er smeltet hul i, fordi jeg prøvede at varme fingrene på udstødningen, mens jeg kørte.

Hvordan var ørkenen så, da du nåede ud i den?
Ørkenen er fantastisk. Der er en renhed og ro, og jeg elsker de kæmpe store vidder, fine farver og alt livet. Man bliver overrasket over, hvor mange planter, kaktusser, firben, fugle og så videre der er i ørkenen i det sydlige Arizona.

Men det er mest det med enkeltheden, der tiltrak mig ved ørkenen. Ørkenen passede godt til projektet med mig selv. Det er jo næsten arketypisk dannelsesrejsested, og mange før mig er taget ud i ørkenen for at finde ro i sjælen.

Jeg ved dog ikke, om man kan finde ro i ørkenen. Man kan nyde den, men ellers er man så rastløs som alle andre steder. Det er et meget konfronterende sted at være, da man kan høre alt det, der roder inden i en selv. Og så er det hardcore med hede dage, støvstorme og kulde om natten.

Hvordan var livet ellers derude på de amerikanske landeveje?
Det blev bedre og bedre. Det startede med, at jeg forelskede mig i en fyr, som jeg så måtte sige farvel til. Det var en nedtur. Men det blev bedre, og jo langsommere, jeg kunne rejse, jo mere ro fik jeg i sindet. De skægge, sjove, anderledes oplevelser kommer, når man giver sig tid at lade dem komme.

Når man giver sig tid til at følge med nogen, der vil én noget. Jeg fulgte for eksempel med en pudsigt udseende fyr med kæmpe sølvringe på fingrene og lasede cowboystøvler, der inviterede mig hjem til suppe i sin tipi på en æbleplantage i bjergene lige over ørkenen.

Jeg ved ikke, hvad der skal til, for at man ville følge med nogen hjem på den måde her i Danmark. Det er det, jeg mener med god tid. Bare at kunne lade sig flyde med uden at have nogen plan.

Faktisk bliver man nødt til at følge med, da man er afhængig af andre mennesker gæstfrihed og hjælpsomhed. Man bliver magelig herhjemme, for her behøver man ikke gøre det. Man er på hjemmebane. Derovre er man på udebane.

Hvordan har du kunnet arbejde derudefra – og hvad lavede du egentligt?
Jeg havde en satellitterminal med, og den er en helt vildt smart lille ting, der gjorde, jeg kunne være på nettet over alt. Det var super fedt at kunne ringe til folk og vigtigt for ikke at føle sig for ensom.

Satellitterminalen var genial og blev min yndlingsdims efter motorcyklen. Jeg arbejdede med Moto Mundo (Firma, Ida kører med sin far, Hjalte, der guider motorcykelture rundt om i verden, red.), som jeg drev derude fra. Hjalte drev det hjemmefra. Og så guidede jeg fem ture i USA, og desuden rejser til Mongoliet, Sydafrika og Chile.

Hvad er det, der er så fantastisk ved at rejse på motorcykel?
Det er en meget fysisk oplevelse. Man oplever meget. Man lægger mærke til terrænet, hvordan vejret skifter, duftene, om det går op ad eller ned ad. Samtidig er det en meget legende oplevelse – lidt ligesom at stå på ski.

Det er let at møde andre mennesker, da man er uden for hele tiden, og man hele tiden møder mennesker. Og så ser man lidt pudsig ud i al sit udstyr, og folk kommer hen og begynder at tale. Så er det også fantastisk, man kan køre af vejen og bare slå teltet op i naturen.

Blev du aldrig ensom, alene derude?
Der har været glimt af ensomhed, men jeg har det fint med at være alene. Jeg tog af sted for at være alene, og så har jeg en tendens til at rode mig ud i ting, møde folk, forelske mig. De gange, jeg var ensom, havde det ikke så meget at gøre med at være alene.

Der var mere, fordi der var noget inden i, der gjorde, at jeg følte mig out of place. Men jeg mødte faktisk mange flere mennesker, end jeg gør, når jeg sidder herhjemme. USA er et land, det er let at møde mennesker i.

Det er nu heller ikke så farligt at være ensom engang i mellem. Alle de følelser er ok at prøve af, så lærer man at håndterer dem. Det er også ok at være bange engang imellem.

Har du været bange?
Ja, er du sindssyg! Jeg endte på et tidspunkt i en fest i et indianerreservat ved nogle gangsterindianere med alt for mange stoffer og alkohol. De levede virkelig nogle low lives. Jeg endte med at være til en meget ufestlig fest med nogen, jeg måske ikke skulle have hængt ud med. De troede at jeg var betjent i civilt og begyndte at kropsvisitere mig.

Kender du det at være alene hjem, høre en lyd og være vildt opmærksom? Sådan havde jeg det en hel nat, mens de råbte og skreg og begyndte at skyde på hinanden, indtil politiet kom. For satan, jeg var bange. Til sidst var jeg bare nødt til at give slip, trække vejret. Og jeg grinede faktisk, da jeg kørte derfra – det gik jo godt, og så er det jo en gave at have oplevet det.

Jeg kunne aldrig have siddet her og overkommet at være bange. Når man holder op med at være bange, bliver der mere plads inden i – der bliver mere handlerum. Og når man er mindre bange, bliver man mere generøs, hyggeligere at være sammen med.

På den måde var det en dannelsesrejse. Mit liv i København var for… der var ikke udfordringer nok. Jeg trængte til at få hår brystet. Det synes jeg, at jeg har fået det, men jeg er ikke færdig. Heldigvis!

Hvad er dit forhold til USA nu?
Jeg er fascineret af, at der er så mange forskellige ting. Man kan finde alt i USA, og landet er svært at blive klog på, for der er så mange modsætninger. Der er virkelig progressive mennesker, der skaber helt særlige ting, og der er dem, der er komplet reaktionærere og ikke vil noget.

Der er fantastisk natur og naturforkæmpere, samtidig med at der er et overforbrug, der er helt ude af proportion. Der er mennesker, der er fremme i forhold til kost og ernæring, men samtidig er der en madkrise, hvor folk dør af dårlig mad. Uanset hvad, så er jeg ikke færdig med at sidde i min ørken – overhovedet ikke!

Jeg skal derover i morgen på en 24 dages tur på motorcykel fra New Orleans til San Francisco, og derefter har jeg to uger i San Francisco og i New York, hvor jeg aldrig har været før. Der er masser tilbage at opleve i USA – en milliardmillion steder – det holder ikke op.

Nu er du hjemme igen – hvordan ser dit liv ud nu?
Nu har jeg en lejlighed i København. Jeg havde egentlig en enkeltbillet til USA, men sagde til mig selv, det går ikke. Jeg har altid haft det sådan, at der var nået derude, der trak, men har også altid godt kunne lide Danmark.

Men da jeg kom hjem sidst på vinteren, var det tungt. Folk var udkørte, byen tung, boligsituationen elendig. Jeg har aldrig haft det sådan, at jeg rejste for at være væk fra Danmark, og det har jeg heller ikke lyst til.

Jeg tror, det har store omkostninger at være vagabond for evigt. Jeg vil gerne have en base og tage af sted derfra. Det var blevet let at tage af sted, og jeg ville gerne give mig selv nye udfordringer. Nu har jeg kastet mig over et nyt forretningsprojekt

Du beskriver selv årene i USA som et liv i transit – hvad mener du med det?
Jeg havde ikke noget sted at bo. Man er altid i transit, der hvor man er midlertidigt – på en sofa hos en ven. Ved altid, man skal videre om lidt, og det giver godt nærvær, for der går måske lang tid, inden man skal se dem igen.

Når det bliver hverdag altid at være på farten, så kommer der en lethed. Man flyder rundt, har en kuffert, ved ikke lige, hvor man er i næste uge, men det gør ikke så meget, for noget dukker altid op. Det er også uforpligtende. Man er åben for, at livet kan bringe en alle steder hen. Det er der en spænding i.

Jeg blev afhængig af det – hver dag skete der noget helt skørt. Det, at der ikke er forudsigelighed, kan jeg godt lide. Jeg havde forestillet mig at være af sted i syv måneder, og så komme hjem til et normalt liv bagefter, men så tog det ene det andet, og så gik der to år.

Det var meget svært at bytte transitlivet tilbage til Københavnerlivet, og pludselig havde jeg ikke lyst til at bytte. Nu har jeg været hjemme i et halvt år, og jeg kan stadig have det sådan. Når man vil bo København, er det en hel pakke, man køber, og den har jeg ikke helt købt, prøver at sno mig lidt. Jeg føler mig forandret. Jeg er kommet hjem som en anden, og derfor er mit liv herhjemme også anderledes.