Du er her:
  • ARTIKLER
  • Vandring i Argentinas Lake District

Vandring i Argentinas Lake District

Takkede tinder og blanke spejle

Skrevet af: Elsa Lysgaard Ranzau - Foto: Rasmus Vejersøe Gregersen og Elsa Lysgaard Ranzau
Opdateret den 24. apr 2017

Takkede tinder, blanke bjergsøer, rustikke refugier. Frygter du ikke at få nogle højdemeter i benene, så gemmer den argentinske nationalpark Nahuel Huapi på stier, hvor du så rigeligt bliver belønnet for strabadserne.

 Solen brænder, så vi næsten hader den, efterhånden som vi bevæger os op ad de støvede bjergstier fra Villa Catedral, en lille flække på kanten af bjergene i nærheden af Bariloche i det argentinske Lake District.

Her er absolut ingen ly for solen på de bare bjergsider, men alligevel varer det ikke længe, før vi må slå os ned under den brændende ildkugle. Vi er kommet fra Bariloche uden morgenmad, og vandringen giver god appetit, så en pakke alfajores bliver flået op.

Den lille kageagtige sandwich med chokoladefyld er en argentinsk klassiker, som ellers passer så godt til kaffe, men nu sætter vi en hel pakke til livs på den støvede vandresti og fortsætter op ad med ny energi i benene.

Området har været hærget af skovbrand, og træerne står tilbage som livløse skeletter; grå og vejrbidte som drivtømmer, der er skyllet op på en strand efter flere år i havet. Dog har træerne stadig rødderne plantet i den argentinske muld. Langt under os ligger de smaragdgrønne bjergsøer, der med store, blanke flader har givet navn til Lake District-området.

En af dem er Lago Nahuel Huapi. Søen er over 100 kilometer lang og har lange, smalle søarme, der ligger klemt nede mellem stejle bjerge. Det minder om det norske fjordlandskab.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

P1050297

Over trægrænsen
Endelig går stien under et bælte af grønne træer, og vi finder en væltet træstamme i skygge under løvtaget. Vi brygger kaffe og holder en længere pause, mens vores svedige T-shirts bliver hængt til tørre på nogle grene. Her i marts nærmer det argentinske efterår sig, men endnu er træerne prydet med grønne blade.

Vi nyder skyggen, så længe vi vandrer under bladhanget, for vi ved, at vi inden længe når over trægrænsen og må træde ud fra træernes svalende skygge.

Heroppe åbner udsigten sig, og vi kan skue ned over en grøn, træklædt dal omkranset af stejle klippetakkede bjergkamme. Trægrænsen nærmer sig hastigt, og stien går over golde, støvede klipper.

Muntre, snakkende argentinske familier drøner forbi os, mens vi sveder og maser med at komme op ad de stejle stier med vores tunge rygsække. Vi er dybt imponerede over de argentinske familier. Selv med ret små børn benytter de søndagen til at tage på bjergvandring op ad stejle bjergstier. Humøret er højt humør. Mon ikke de glæder sig til en picnic ved bjergsøen ved Refugio Frey, som også er vores mål.

Bjergtoppene ligger i en kæde omkring skålens kant og ligner tandsættet fra en piratfisk.

P1050402

I skålens bund
Efter fem timer, hvor stien kun har taget os i en retning, nemlig op, er vi fremme ved målet. Så snart vi når op nær bjergsøen, hvor refugiet ligger, smider vi rygsækkene, lægger os på knæ og drikker vand fra bækken. Heden har fået os til at tømme vores vanddunke, og som kameler i en ørkenoase er det nu på høje tid at få fyldt depoterne igen.

Der ligger masser af små telte ved søens bred, og en solid, rustik stenhytte med røde skodder for vinduet ligger ved søens bred. Refugio Frey har i årevis tilbudt områdets klatrere og vandrere et varmt måltid og ly for natten. Refugiet ligger perfekt placeret i bjergdalen, der minder om en dyb skål, hvor siderne udgøres af bjergmassiverne.

Bjergtoppene ligger i en kæde omkring skålens kant og ligner tandsættet fra en piratfisk. Så sylespidse er de. Det ser helt ufremkommeligt ud, men ikke desto mindre ved vi, at vi næste dag skal krydse disse bjerge til fods.

Vi slår vores lille, grønne tunneltelt op ved søens bred og vandrer en tur rundt om søen, hvor et par gæs svømmer rundt. Pludselig hører vi stemmer højt oppefra – et par klatrere hænger på en lodret klippevæg. Det er Cerro Catedral, og det lodrette klippespir minder da også en del om tårnet på en katedral.

Da solen går ned, træder alle den sydlige halvkugles stjerner frem på himlen. Der er bælgravende mørkt her i bjergene, og mens vi sidder udenfor teltet og drikker te og kigger på stjernerne, kan vi høre mumlen fra de andre telte, hvor klatrere diskuterer dagens oplevelser på klippevæggen. Mange klatrere ligger i base camp ved søen og tilbringer dagene på klippesiderne.

P1050314

Himmel eller hav?
Næste morgen er søen så spejlblank, at der er svært at se forskel på op og ned, himmel og hav. Det er næsten umuligt at løsrive sig fra bjergenes perfekte spejlbillede i det blanke vand, og morgenmaden bliver udsat, da vi vil helt ned til søbredden og nyde det fantastiske øjeblik, så længe det varer.

Da vi lidt senere sidder oppe ved teltet og spiser morgenmad, har de første krusninger på vandet udvisket det utrolige billede. Inden vi går op i bjergene, fylder vi vores vandflasker fra en lille bæk og renser det. Vi ved, at det bliver en varm dag, og vi får behov for vandet. Så snart vi kommer op i de støvede bjerge, skal vi ikke regne med at finde mere drikkevand.

Også i dag går det op ad, op ad, op ad. Vi holder pause ved en lille sø, hvor vi afkøler tæerne i det kolde vand og tørrer vores T-shirts på nogle solvarme flade klipper. Himlen er dybblå bag den takkede bjergkam, og vi er kommet så langt over trægrænsen, at der nu kun er lav, grøn bevoksning pyntet med enkelte farveklatter i form af gule og lilla blomster.

Rundt om søen ligger kæmpe klippeblokke spredt, nogle af dem på størrelse med små hytter. De spredte klippeblokke ligger hele vejen op ad den stejle skråning op mod bjergkammens spidser.

Nogle røde farveprikker viser vej op gennem stenlandskabet, og vi halvvejs klatrer, halvvejs vandrer op mellem klippeblokkene, godt hjulpet på vej af vandrestaven og hænderne. Vi kan nu kigge ned på søen. Den ligner et øje med sit dybe, blå vand omkranset af en mere lavvandet, lys del.

P1050244

Vulkanen på horisonten
Da vi krydser bjergkammen, kommer vi direkte ned i en tør stenet dal uden et eneste græsstrå, hvor store klippestykker er strøet hulter til bulter. Vi går i den sandede dalbund mellem gule og grålige klipper, til vi runder et hjørne bag en klippeblok.

Her taber vi fuldstændigt mælet. Pludselig er her udsigt over uendelige rækker af bjerge, nogle med sne på, og den sneklædte vulkan Tronador, der ligger på grænsen til Chile.

I forgrunden breder sølandskabet sig. Her er utroligt mange søer, og mange af dem er helt enorme. Landskabet virker uendeligt, og vi så uendeligt små. Langt under os kan vi kigge ned i en grøn dal, hvor en flod slanger sig af sted blandt græs og spredte træer.

Vi krydser ned gennem et blokmarksfelt og ender i dalen blandt træer og fløjlsagtigt græs. Her er mange perfekte lejrpladser, men desværre skal man slå lejr ved refugierne. Vi bliver hurtigt enige om, at nærheden til floden indebærer en meget stor fordel.

Den er lig med muligheden for kaffe. Vi finder en lille bæk, sætter os i skyggen under træerne, tænder op i brænderen og brygger kaffe. Vi kan kigge tilbage over bjergkæden, vi netop har krydset, hvor trægrænsen ses helt tydeligt som en velmarkeret linje halvvejs oppe mod bjergkammen, der helt tydeligt skiller grønt fra gråt.

Hvad vores knapt så detaljerede kort har skjult for os, er, at vi mangler at krydse endnu en bjergkæde, inden vi er ved dagens lejrplads ved Refugio San Martin.

”Her vil jeg bo, og jeg tager altså aldrig herfra igen!”

P1050229

Smaragd i ørkenen
På vej over den næste bjergkam går vi og fantaserer om al den lækre mad, vi skal spise, når vi om et par dage er tilbage i Bariloche. Mad som vi umuligt kan medbringe på vandretur.
”Jeg vil slå ihjel for et blødkogt æg,” udbryder jeg, mens Rasmus fantaserer højlydt om bøffer og avocado, så tænderne løber i vand.

Endeligt, langt nede af en stenet bjergside får vi øje på en blå sø og Refugio San Martin. Det bliver også kaldet Jakob-refugiet, da det ligger ved Jakobsøens bred. Midt blandt de stejle, grå bjerge med enkelte hvide sneklatter lyser den blå sø og den grønne dal op som en smaragd i ørkenen.
”Her ville jeg også have placeret en hytte,” tænker jeg.

Her er så stejlt, at vi må gå i zigzag ned ad den sandede, stenede bjergskråning. Alligevel glider vi flere gange, men heldigvis nøjes vi med at sætte os på røven. Rygsækkene tager af for slaget, når fødderne forsvinder under os. Da vi kommer nærmere, ser vi hytten ligge som en lille, brun tømmer-oase midt mellem bjergene. Jeg udbryder spontant:
”Her vil jeg bo, og jeg tager altså aldrig herfra igen!”

Hytten ligger omgivet af grøn skov lige ved søens bred og med udsigt til de forrevne bjerge. En mere idyllisk placering til en bjerghytte skal man lede længe efter.

P1050409

Et skatkammer
Vi slår teltet op mellem træerne bag hytten, går ned til søbredden og ligger os i solen på klipperne foran refugiet; afrundede, bløde klipper, der er slidt glatte af istidens gletsjere, da de dækkede dette område i evig vinter.

Nu udgør de et skønt sted at slå sig ned og nyde freden ved søen. Vi kigger tilbage mod bjergkæden, vi kort forinden vandrede ned fra. Landskabet er på alle måder storslået, og det er svært at sætte ord på dagens oplevelser.

Først da Rasmus siger, at når man har krydset to bjergkæder, har man vel også fortjent sin aftensmad, rejser vi os og begiver os den korte vej til vores teltplads, hvor vi tænder op i brænderen. Vi koger en pakke ravioli på størrelse med en mursten og med ekstra tomatsovs og linser. De mange højdemeter har givet en glubende appetit.

Næste morgen vandrer vi fem timer ned gennem en smal, grøn dal, forbi små vandfald, langs en brusende flod, over en bro og mellem klippevægge, til vandrestien munder ud på en grusvej i udkanten af en mindre landsby.

Her rækker vi tommelfingeren ud og får et lift med en familie tilbage til Bariloche, hvor vi vil fylde maverne med lækker mad og gøre klar til den næste vandretur. Lake District er nemlig et skatkammer af outdoor-eventyr.


P1050423

Bariloche & nationalparkerne

San Carlos de Bariloche er udgangspunkt for de fleste ture til Nahuel Huapi Nationalpark. Byen ligger i det argentinske Lake District, der er et sammenhængende naturområde med bjergtinder, dybe, grønne dale og naturligvis utallige imponerende søer langs den chilenske grænse og Andesbjergenes toppe.

Lake District er hjemsted for flere fantastiske nationalparker ud over Nahuel Huapi, for eksempel Los Arrayanes, Lago Puelo og Lanin. Du kan læse en reportage fra en vandretur i den sidstnævnte i Opdag Verden nummer 60, som du finder på www.opdagverden.dk

Andre spændende artikler


Sensommertrekking i det sydligste Sydamerika

Sensommertrekking i det sydligste Sydamerika

Rundt om Huemul-bjerget i Argentina

Rundt om Huemul-bjerget i Argentina

Vandring i Lanin Nationalpark

Vandring i Lanin Nationalpark

Log ind