Rundt om Huemul-bjerget i Argentina

Rygsækkene er fyldt med nuddelretter og uldtrøjer, og efter de sidste opdateringer om vejret og vandstanden i floderne tramper vi ud på vandrestierne, væk fra civilisationen. Efterårsluften her i marts er klar, og landskabet er tørt og steppeagtigt med spredte træer, hvor enkelte gule og røde blade markerer, at vinteren nærmer sig. Stien går op gennem steppelandskabet, og snart kan vi se bagsiden af Fitz Roy-bjergene rejse sig som lodrette vægge og tårne pyntet med evig sne og gletsjere.

Solen skinner, og vi slider med de tungt lastede rygsække. Efter frokost i en lille skovlysning når vi et plateau med udsigt ud over en kæmpemæssig turkis sø, der får sin uvirkelige, mælkeagtige farve fra gletsjernes smeltevand. Kort efter får vi øje på Huemul-bjerget, der ligger som en massiv, mørk klods med gletsjere løbende ned langs bjergvæggen. I løbet af de næste fire dage skal vi vandre rundt om det.

Iskoldt flodkryds
Sidst på eftermiddagen kommer vi til en langstrakt, grøn floddal gennemskåret af den turkise flod Rio Tunel og med udsigt til savtakkede, sneklædte bjerge og en gletsjer. Vi følger floddalen et par timer, inden vi når vores lejr i skyggen af en klippevæg. Vi har ingen mennesker mødt hele dagen, men ud på aftenen får vi selskab af to andre grupper.

Efter teltet er slået op, går vi ud for at finde drikkevand og for at finde et godt sted at krydse floden Rio Tunel næste morgen. Vi er nu næsten helt oppe, hvor Rio Tunel har udhulet en tunnel under gletsjeren, og det iskolde vand bliver spyttet ud under gletsjerkanten og havner i en lille sø. De kolde faldvinde fra gletsjeren blæser os i ansigterne. Næste morgen breder kaffeduften sig tidligt i teltet.

Vi står op ved daggry for at krydse floden tidligt, mens vandstanden er lavest. Floden når os kun til lidt over knæene, men der er kraftig strøm, og vandet er iskoldt. Ved første skridt tænker jeg: ”for fanden i helvede, hvor er det koldt!” – ved tredje skridt kan jeg ikke længere mærke mine fødder, men vi holder hinanden ved skuldrene og kommer over med nogle solide grene som vandrestave.

En time senere krydser vi over en forholdsvis jævn og flad gletsjer, hvor et tyndt lag grus er blæst ned på den gigantiske isterning og hjælper til at vi står godt fast på den. På fast grund igen sætter vi os mellem kæmpe klippestykker med udsigt til to gletsjere, gletsjersøer og små vandfald. Landskabet er så uendeligt stort. Vi føler os helt alene i verden.

Det er ikke længere muligt at gå imod vinden, så vi lægger os på alle fire og kravler.

”Amatørvind!”
Stien er svær at finde på vej mod Pase del Viento, men efter 800 højdemeters stigning står vi i passet.
”Amatørvind! Jeg tror, vi omdøber det til Vindstillepasset eller Stille Brise-passet,” råber jeg fra toppen af passet.
Her er nærmest vindstille og fri udsigt i begge retninger. Bag os ligger store gletsjere, bjergmassiver, gletsjersøer og floddalen med den turkisfarvede Rio Tunel. Foran os ligger den vidtstrakte patagonske indlandsis fyldt med sprækker og nunatakker. Så langt øjet rækker, kan jeg ikke se andet end den enorme ismark.

Vi vandrer gennem en smal dal med fjeldene på den ene side og gletsjerens morænevold på den anden. Morænen er mange meter høj, og kampesten ligger hulter til bulter, som på en gigantisk byggeplads hvor bulldozere og gravemaskiner har omorganiseret landskabet. Dagens lejrplads ligger ved en lille sø bag morænen. Vi slår teltet op med søudsigt, drikker kaffe og spejder ud over den uendelige gletsjer fra morænevolden. I løbet af aftenen ankommer de to andre grupper, og vi har en hyggelig aften med store mængder te og vandrehistorier.

Vindpassets hævn
Vi vågner til den blafrende lyd af vinden, der river i teltdugen. Det er blæst op i løbet af natten, men vi beslutter at fortsætte. Vi går et par timer gennem et nærmest grønlandsk fjordlandskab med afrundede, bløde fjelde og lav bevoksning, hvorefter vi fortryder vores beslutning. Vinden har ændret sig til et afsindigt stormvejr. Vi skulle have valgt en overliggerdag i teltet. Vinden hyler med en dyb, brummende lyd som en flymotor. Flere gange mister jeg fodfæstet og falder til jorden, og vi er alt andet end trygge ved situationen.

Under de værste vindstød lægger vi os på jorden, og når de aftager, fortsætter vi nogle meter, indtil vi kommer til en stejl klippekant, som vi ganske enkelt ikke tør nærme os af frygt for at blæse ud over kanten. Det er ikke længere muligt at gå imod vinden, så vi lægger os på alle fire og kravler tilbage imod vindretningen, til vi kommer til en stor sten, hvor vi sidder i læ. Det er umuligt at gå tilbage til vores lejr i modvind. Og foran os ligger Huemul-passet. Jeg forbander mig selv for at have drillet vindpasset dagen før. Nu virker det som om, passet har besluttet sig for at hævne mine hånende ord.

Farer vild i passet
Vi sunder os lidt og beslutter at fortsætte. Vi planlægger en rute, hvor vi går mere i læ, og vi regner med, at når vi først er kommet over passet, vil vi være i læ resten af dagen. Langsomt zigzagger vi os op ad bjergsiden og søger læ bag kampesten, når de værste vindstød rusker. Endelig kommer vi op i passet, går ind i en smal, stejl kløft og er i straks i læ for den hylende vind, mens vi kan se Viedma-gletsjerens front og den turkise gletsjersø nærme sig.

Stien bliver stejlere og stejlere, og til sidst er der et lodret fald på tre til fire meter – vi er gået ned i en forkert kløft. Der er ikke andet for end at kæmpe os de mange højdemeter tilbage op i passet igen, hvor vi heldigvis hurtigt finder den rigtige rute. Jeg er lykkelig over at se de to andre grupper, som vi har delt vandrestierne med de sidste dage, sidde i læ bag store sten. Snart går snakken som mellem længe savnede venner.

Faldet
Den sidste del af nedstigningen fra passet går gennem tæt, lavt krat, og vi bliver hurtigt skilt fra de andre grupper. Pludselig hører vi råben bagude. En af gutterne fra den anden gruppe kommer løbende efter os. Uden rygsæk. Hans kammerat er styrtet ud over en klippekant og ligger 12-15 meter nede ad skråningen.

I et øjebliks uopmærksomhed efter den lange, hårde dag i vinden er han kommet til at træde ud over stien og er fortsat i rullefald ned ad bjergsiden, til en busk har stoppet ham. Vi skynder os tilbage for at hjælpe. Han er meget chokeret, men har heldigvis undgået alvorlige skader. Hans rygsæk har skånet ham for slag på ryg og hovedet, men han er dog så medtaget, at de ikke kan gå ned af bjerget. De vil slå lejr, hvor de er. Han kan ikke bære sin rygsæk og går meget usikkert. Vi giver dem resten af vores vand, og da han nok er nødt til at gå ned uden rygsæk, omfordeler vi vægten for at aflaste hans kammerater, der næste dag skal være to om at bære tre rygsække.

Oven i min rygsæk kommer en ukulele, en toliters dunk med sæbe, en stor pose ladekabler, en brænder, en liter brændstof og en pose medicin. Vi spørger dem, om vi skal alarmere nationalpark-rangerne, og om de mangler mad, men de mener godt, at de kan klare sig. Og de har en nødsender, hvis det skulle gå helt galt. Udmattede begiver vi os det sidste stykke ned ad bjerget til en lille kilde, som vi tørstige kaster os over. Vi slår teltet op på et lille stykke græs og falder straks i søvn.

Alene ved gletsjeren
Næste morgen vågner vi i dejligt vejr meget tæt på Viedma-gletsjerens kant. På den øde strand nyder vi morgenlyset over gletsjeren og føler os som de mest privilegerede mennesker i verden. Nu venter nem vandring gennem et bakket græslandskab, tænker vi efter at have studeret vores kort. Men endnu engang spiller naturen os et puds, for et netværk af forskellige dyrestier gør vandrestien svær at finde, og vi havner flere gange i en gigantisk labyrint af tjørnekrat og i sump. Det tager timer at finde en god sti, der bringer os det sidste stykke op over et bakket landskab med udsigt over søen, som igen har den mest vanvittige turkise farve. En enkelt iskold flodkrydsning mere, og vi er tilbage i civilisationen. I El Chaltén fortæller vi rangerne på nationalpark-kontoret, at der er en gruppe ude på vandrestierne, som muligvis har problemer. Deres bagage afleverer vi på et hostel. Et par dage senere er der en besked om, at de er nede fra bjerget. De har det godt. Og vi kan se tilbage på et helt fantastisk eventyr off the beaten track i Patagonien.

TURMAD

Hvad skal jeg spise på vandreturen? Hvilke retter er gode at lave på brænderen? Kan jeg frysetørre min egen mad? På vores hjemmeside finder du gode opskrifter på turmad, og du kan også dele dine egne favoritmåltider fra det fri med andre.

3 VANDRETURE I PATAGONIEN

Patagonien er et slaraffenland for vandrere. Når du er i området, kan du lige så godt benytte lejligheden til at slide lidt mere på vandrestøvlerne på de her tre fantastiske treks:

1. Fitz Roy fra El Chaltén: En anden og mere vandret del af Parque Nacional los Glaciares er ruterne ved Fitz Roy-massivet nordvest for El Chaltén. Her er fantastiske udsigter til gletsjere og de ikoniske stejle Fitz Roy-bjerge. Du kan sammensætte en tre-fire dages tur i området med topture til forskellige udsigtspunkter, for eksempel Laguna de los Tres, hvor Fitz Roys stejle toppe spejler sig i bjergsøen i et klassisk postkortmotiv. Eller du kan gå til Piedras Blancas-gletsjeren. Du møder ofte andre vandrere, og der vil sædvanligvis være ganske mange telte på lejrpladserne.
2. Torres del Paine: Den chilenske del af Patagonien står ikke tilbage for den argentinske. I Torres del Paine finder du turkise søer, gletsjere, tårnagtige bjergformationer og masser af vandring. Du kan for eksempel gå klassiske vandreruter som den otte dage lange Paine Circuit eller ”W'et”, der på fem dage bringer dig op til det klassiske udsigtspunkt til granittårnene, ind i dale og forbi gletsjere og søer.
3. Ildlandet: Ved den sydlige del af Patagonien ligger Ildlandet, hvor blandt andet Parque Nacional Tierra del Fuego byder på fantastisk vandring. Nationalparken ligger lige så langt syd for ækvator, som Danmark ligger nord for ækvator, men på grund af den korte afstand til Antarktis er her et helt andet klima. Her er fjorde, sneklædte bjergtoppe og store søer, som strækker sig til Chile.

Tips til flodkryds

Hvis der er meget strøm, kan selv en krydsning med vandstand i knæhøjde være en udfordring – overvej, om du kan krydse et andet sted. Du holder balancen bedre, hvis du har fodtøj på, så hav eventuelt et par sandaler med, du bruger til vadning. Vandrestave eller pinde giver også en bedre balance. Hvis I er flere, kan I krydse floden sammen og støtte hinanden. Det er vigtigt, at du kan komme ud af rygsækken, hvis du skulle falde i floden, så den ikke holder dig under vandet – åbn spænderne og løsn remmene, så du nemt kan krænge den af dig. Hvis der kommer meget smeltevand fra bjergene, vil den laveste vandstand være tidligt om morgenen.