Vandring i Lanin Nationalpark

Søer og afblegede skeletter
Næste morgen fortsætter vi. Vi er stort set alene i nationalparken. Kun én vandrer deler vi stierne med de næste dage. I den kølige morgenluft går vi op gennem tykt bambuskrat og tæt skov.

Selvom vi følger Lolog-søen, er der alligevel en del højdemeter, da stien går op over flere klippefremspring, der rager ud over søen. Af og til har vi udsigt over søen, de skovklædte bjerge og vulkaner.

Efter tre timer er vi cirka midtvejs på dagens etape og finder et perfekt pausested. Playa Bonita lever op til sit navn. Vandet er så klart, at vi kan se store fisk komme ganske tæt på land, og søen er så spejlblank, at bjergene spejler sig i vandet. Vi smider rygsækkene på den smukke sandstrand. Det er næsten umuligt at løsrive sig, men efter en rulle kiks må vi videre.

En skovbrand har hærget et stort område. Træerne står tilbage som afblegede skeletter, mens græs og småbuske er begyndt at vokse op igen. En påmindelse om at være meget forsigtige med bål og ild, for det er lang tid siden, det har regnet, og græsset er meget tørt.

Vi vader over en flod, fylder vanddunkene og holder en frokostpause. Kort efter ligger lejrpladsen, men vi synes, det er for tidligt at stoppe dagens vandring, da der er mange timer, til det bliver mørkt, og vi endnu ikke er trætte. Kækt bliver vi enige om, at vi slet ikke har vandret nok i dag, så vi vil forsøge at gå to dagsetaper.

Mælkevejen står som en lysende bue over vores telt. Sokkerne er lagt i karantæne uden for teltet.

Tæt som en jungle
Vi vandrer ud over en tør, støvet steppe. Intet i landskabet forandrer sig. Vi kan næsten ikke se, at vi flytter os, selvom vi synes, vi går et pænt stykke tid. Samtidig er vi midt i den varmeste middagshede. Her er virkeligt som i en ovn, så vi er glade, da vi kommer til endnu en flod.

Vi fylder igen vores vanddunke og får kølet fødderne, mens vi vader over. Nu venter en lav krat-agtig skov, tæt som en jungle. Vi har ikke noget udsyn og ikke rigtig nogen fornemmelse af, hvor langt vi er nået. Vandrekortet viser, at vi går langs en stor flod, og at lejrpladsen ligger ud til floden.

Vi begynder at fortryde vores kække beslutning om at tage to dagsetaper, for fødderne er ømme, og maverne er tomme. Vi vil gerne bare i lejr. Endelig snor stien sig ud af et buskads, og vi står direkte foran en lille hytte. Det er refugiet og lejrpladsen, hvor vi kan slå teltet op.

Trætte smider vi os ned på græsset og hilser på nationalparkens eneste anden vandrer – en spansk fyr, som er på langdistancevandring i Andesbjergene. Det bliver til masser af røverhistorier og snak om vandreture, mens vores pasta i ostesovs koger over bålet.

Senere sidder jeg nede ved floden og skrubber gryderne rene med en bambuskvist. Jeg tænker tilbage på dagens vandring. Utroligt så meget forskelligt, varieret landskab man kan nå at se på en enkelt dags vandring.

Vejret har været helt perfekt, så det er et par tilfredse vandrere, der lægger sig i teltet. Mælkevejen står som en lysende bue over vores telt, og sokkerne er lagt i karantæne uden for teltet.

Det blæser i passet, fødderne synker dybt ned i gruset, og vi forestiller os, at vi er astronauter på en fremmed planet.

Trolde-mikado og Mt. Kattegrus
Næste morgen vågner vi til rimfrost på græsset. Vi har alle vores trøjer på og skynder os ned til floden, hvor vi regner med, at solens stråler først vil ramme os. Vi brygger morgenkaffe og spiser morgenmad, og da solen endelig dukker op bag bjergene, får vi hurtigt varmen.

Der har været andre end os ved floden denne morgen. Helt nede ved flodbredden ser vi friske spor efter huemul – et rådyr, som lever i Andesbjergene.

Vi pakker lejren sammen og tager hul på dagens etape. Følger floden et stykke vej, vader over et par mindre bifloder og kommer forbi et gigantisk træ med meget tornede grene. Faktisk er træet så kæmpestort, at det er markeret på vores vandrekort.

Det er navngivet ’Tvillingesøstrene’ på grund af den dobbelte stamme. Vi fortsætter gennem bambuskrat så tæt, at man ikke kan se sine egne fødder, og igennem et område, hvor store træer er væltet og ligger hulter til bulter, som havde et par arrige trolde spillet mikado.

Træerne ser ud til at have ligget på jorden i årevis og er i forskellige grader af forvitring – et syn, vi ikke er vant til hjemmefra, hvor et træ knapt nok når at ramme jorden, inden det er savet op til brænde.

Turens højdepunkt, vulkanpasset og udsigten til den 3776 meter høje Lanin-vulkan, venter stadig forude. Vi skal op i 1400 meters højde og går nu i et område, hvor fødderne synker ned i sort og gult lavagrus. Det ligner fuldstændigt kattegrus, og i frustration over vores langsomme fremdrift døber vi bjerget ’Mt. Kattegrus’ og giver det et par eder og forbandelser med på vejen.

Oase med lava-strande
Det blæser i passet, fødderne synker dybt ned i gruset, og vi forestiller os, at vi er astronauter på en fremmed planet. Vi runder en bjergryg og kan pludselig se Lanin-vulkanen, som nationalparken tager navn efter – en snedækket vulkan, der er så perfekt kegleformet, at den kunne være tegnet i et Anders And-blad. Til den anden side vælter et vandfald ned fra bjergene, og andre vulkaner titter frem. Vi sidder længe i bjergpasset, selvom det blæser.

Så begynder en flere timer lang nedstigning gennem skoven til Laguna Verde, hvor vores rute slutter. Med trætte ben tumler vi ud af skovbrynet til et paradis med klare søer, solbeskinnede, sorte lavastrande og grønne træer.

Vi smider støvlerne. Begraver tæerne i sort lavasand og brygger kaffe direkte på stranden. En mere perfekt og varieret vandreoplevelse skal man lede længe efter.

Hvorfor vandre i Argentina?

I hvilke andre lande finder du alt fra gigantiske vandfald, tørre stepper, kælvende gletsjere, grønne søer, snedækkede bjergtoppe, brusende floder, kaktusser, solbeskinnede strande, vulkaner, hav og enorme skove - den argentinske natur er så storslået og varieret, at man som vandrer har svært ved at beslutte sig for, hvor man skal tage hen.

Heldigvis har Argentina et stort udvalg af nationalparker, og ved nationalparkerne er der normalt et ranger-kontor, hvor du kan få hjælp med hensyn til rutevalg, vejrudsigt og kortmateriale.

Hvis du ikke taler spansk, er der nogle gange lidt kommunikationsproblemer, men heldigvis er der næsten altid en flink person i nærheden, som vil hjælpe med at oversætte. Og ellers må du tage fagter til hjælp. Kortmaterialet er ikke altid så præcist, så det er godt hele tiden at følge med i landskabet, og medbringe GPS og kompas.

3 andre oplevelser i området

1. Lanin-vulkanen. Bestigningen af nationalparkens vartegn kræver lidt planlægning, da det er nødvendigt at have specialudstyr såsom crampons med. I den argentinske vinter er det muligt at stå på ski ned ad vulkanen. Turen tager normalt tre dage, og der ligger en hytte halvvejs oppe ad vulkanen, som vulkanbestigerne normalt overnatter i.
2. Nahuel Huapi. Fra Bariloche nogle timer syd for Lanin er der adgang til den storslåede nationalpark, hvor et netværk af vandrestier, bjerghytter og lejrpladser byder dig velkommen til bjergudsigter en masse. Det er også populært at klatre i Nahuel Huapi nationalpark.
3. Huella Andina. Fortsæt vandringen ad langdistancevandreruten Huella Andina med de 42 etaper i den argentinske del af Andesbjergene.

Lanin Nationalpark

Lanin Nationalpark ligger i Argentinas Lake District og tager sit navn efter den 3776 meter høje Lanin-vulkan, der ligger på grænsen mellem Chile og Argentina. Det er muligt at bestige vulkanen, hvilket normalt tager to dage og kræver udstyr, da man er over snegrænsen.

Lanin Nationalpark er del af et sammenhængende område i Argentina med to andre nationalparker, Nahuel Huapi og Los Arrayanes. På den chilenske side er der flere nationalparker og tilsammen udgør de et gigantisk naturområde i Andesbjergene med skove, søer, vulkaner, bjerge – og masser af vandrestier.