Så stod vi der igen ved “Treriksröset”, en stor gul sten ved Sveriges nordligste punkt, der markerer stedet, hvor Sverige, Norge og Finland mødes. 200 dage, 4850 km og mange, mange oplevelser senere. Ringen var sluttet, og vi havde gennemført vores rejse – Sverige Rundt med ski, mountainbike og kajak.
Egentlig begyndte rejsen allerede i efteråret ’94, da min kæreste Torkel og vores ven Ola sad i vores lejlighed i Umeå og drømte. Ola havde en vild ide - vi skulle med egen muskelkraft rejse hele Sverige rundt. Vanvittigt, tænkte jeg. For dyrt, for svært, for hårdt. Og desuden; Torkel og jeg skulle jo studere.
Et halvt år senere sad vi alligevel med kortene velplacerede over kemibøgerne. Lejligheden føltes for lille, og byen og tempoet stressede os. Vi ville holde en pause, få tid til at tænke og bare være til. Naturen, oplevelserne og udfordringen lokkede, og vi kunne ikke modstå fristelsen.
1250 km på ski - en kamp mod elementerne
Den 23. januar ’97 var dagen kommet. Kviksølvsøjlen stod lige ved nulpunktet, og skiføret var tungt. Vores pulke vejede omkring 40 kg og føltes som enorme stopklodser. Vi skiftedes til at gå forrest og træde spor i den dybe løssne. Det gik meget langsomt. For overhovedet at komme nogen vegne måtte vi flere gange efterlade pulkene for at træde spor, og derefter gå tilbage efter pulkene. Tanken om at dette bare var første dag, fortrængte vi effektivt. Vi tænkte kun et par meter frem ad gangen.
Første etape mellem Treriksröset og Abisko blev vejrmæssigt den hårdeste, vi havde på turen. Ud af 14 dage lå vi indeblæste i fire. En morgen omkring halv fem, vågnede jeg ved, at teltet blafrede voldsomt. Vinden var taget kraftigt til siden dagen før, og jeg åbnede for radioen for at få en vejrmelding. Næsten med det samme hørte jeg, at “Idun” var på vej mod os. Jøsses, stormen havde til og med fået et navn.
Redningstjenesten i Tromsø var sat i beredskab, og befolkningen var advaret mod at færdes ude. Jeg vækkede Torkel, og vi besluttede os for hurtigst muligt at gå ned til en hytte et par kilometer fra os, hvor vi vidste, at der var andre mennesker. En time senere var vi klar. Stormen rasede, og snefygningen lukkede til omkring vore hoveder. Indimellem kunne vi bare stå stille og stemme imod vindstødene, men kompasserne viste os vejen, og vi følte os varme og trygge inden i vores tykke hætter. Efter to timer trillede vi ind som snemænd i den varme hytte.
