Sverige rundt på 200 dage i Kajak og på cykel

Så stod vi der igen ved “Treriksröset”, en stor gul sten ved Sveriges nordligste punkt, der markerer stedet, hvor Sverige, Norge og Finland mødes. 200 dage, 4850 km og mange, mange oplevelser senere. Ringen var sluttet, og vi havde gennemført vores rejse – Sverige Rundt med ski, mountainbike og kajak.

AW23_sverige_rundt_200dage_325.jpg
Skrevet af: Annica Norlén. Foto: Annica Norlén og Torkel Ideström
Opdateret den 16. aug 2021

Så stod vi der igen ved “Treriksröset”, en stor gul sten ved Sveriges nordligste punkt, der markerer stedet, hvor Sverige, Norge og Finland mødes. 200 dage, 4850 km og mange, mange oplevelser senere. Ringen var sluttet, og vi havde gennemført vores rejse – Sverige Rundt med ski, mountainbike og kajak.

Egentlig begyndte rejsen allerede i efteråret ’94, da min kæreste Torkel og vores ven Ola sad i vores lejlighed i Umeå og drømte. Ola havde en vild ide - vi skulle med egen muskelkraft rejse hele Sverige rundt. Vanvittigt, tænkte jeg. For dyrt, for svært, for hårdt. Og desuden; Torkel og jeg skulle jo studere.

Et halvt år senere sad vi alligevel med kortene velplacerede over kemibøgerne. Lejligheden føltes for lille, og byen og tempoet stressede os. Vi ville holde en pause, få tid til at tænke og bare være til. Naturen, oplevelserne og udfordringen lokkede, og vi kunne ikke modstå fristelsen.

1250 km på ski - en kamp mod elementerne
Den 23. januar ’97 var dagen kommet. Kviksølvsøjlen stod lige ved nulpunktet, og skiføret var tungt. Vores pulke vejede omkring 40 kg og føltes som enorme stopklodser. Vi skiftedes til at gå forrest og træde spor i den dybe løssne. Det gik meget langsomt. For overhovedet at komme nogen vegne måtte vi flere gange efterlade pulkene for at træde spor, og derefter gå tilbage efter pulkene. Tanken om at dette bare var første dag, fortrængte vi effektivt. Vi tænkte kun et par meter frem ad gangen.

Første etape mellem Treriksröset og Abisko blev vejrmæssigt den hårdeste, vi havde på turen. Ud af 14 dage lå vi indeblæste i fire. En morgen omkring halv fem, vågnede jeg ved, at teltet blafrede voldsomt. Vinden var taget kraftigt til siden dagen før, og jeg åbnede for radioen for at få en vejrmelding. Næsten med det samme hørte jeg, at “Idun” var på vej mod os. Jøsses, stormen havde til og med fået et navn.

Redningstjenesten i Tromsø var sat i beredskab, og befolkningen var advaret mod at færdes ude. Jeg vækkede Torkel, og vi besluttede os for hurtigst muligt at gå ned til en hytte et par kilometer fra os, hvor vi vidste, at der var andre mennesker. En time senere var vi klar. Stormen rasede, og snefygningen lukkede til omkring vore hoveder. Indimellem kunne vi bare stå stille og stemme imod vindstødene, men kompasserne viste os vejen, og vi følte os varme og trygge inden i vores tykke hætter. Efter to timer trillede vi ind som snemænd i den varme hytte.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

AW23_sverige_rundt_200dage_324.jpgTo døgn sad vi i hytten og ventede. Udenfor hylede vinden, og vi var glade for, at vi ikke havde valgt at blive liggende i teltet. Vort selskab bestod af en gruppe norske militærfolk, som heller ikke kunne komme nogen vegne. Og det på trods af, at de havde deres bæltekøretøjer stående udenfor døren. Vi spillede kort, fortalte jokes og ordnede verdenssituationen. Vejret kunne vi ikke forandre - det var bare at vente på, at vejrguderne ville blive i bedre humør.

Og vi ventede meget den vinter. Vores skitur ned gennem den svenske fjeldkæde tog os næsten tre måneder, og i den periode havde vi ikke mere end fem rigtigt flotte dage. Netop vinteren ’97 var den mest stormfulde i mands minde, og snerekorden blev slået mange af de steder, vi passerede. Bare for at nævne et eksempel stormede det i Helags i marts og april 30 dage ud af 40.

Men det bestående indtryk af vores skitur er alligevel blevet positivt. På trods af at vi stred os gennem mange storme og fik slidt meget mere, end vi nogensinde havde troet muligt, tænkte vi ikke et øjeblik, at det ikke var det værd. Ganske vist undrede vi os mange gange over, hvad vi havde kastet os ud i, og vi bandede og græd over, at stormene ikke ville tage en ende. Men vi havde begivet os ud på denne rejse for at opleve, og stærkere vinteroplevelser kunne vi næppe have fået. Vi fik erfaringer, som vi tidligere havde ønsket, at vi havde haft, men ikke havde villet gå igennem. Vi lærte utroligt meget om vejrets magt og vor egen skrøbelighed, men også om hvor utroligt stærk man kan være, når situationen kræver det. Respekten og ydmygheden overfor fjeldet voksede i os begge. Samtidigt blev vi mere trygge ved os selv og vores evner.

670 km på cykel - endelig forår
Pludseligt kom foråret. Det var d. 22. april, da vi på cykel lagde Grövelsøen og vores ski bag os. Hurtigt cyklede vi fra vinterfjeld og snesjap ned til søer med forårsfugle. Hvinænder, svaner og den vidunderlige vandstær (Norges nationalfugl) hilste os velkommen til en ny årstid, og vi nød fortsat at være på farten. I løbet af de følgende to uger bevægede vi os langsomt sydpå. Sneen forsvandt, og træer og marker blev stadigt mere grønne. Aldrig tidligere har vi oplevet fuglesangen om foråret så intensivt. Cyklingen føltes vældigt behagelig på trods af, at vores bagdele protesterede voldsomt mod behandlingen. Eftersom vi havde god tid, tog vi det stille og roligt, og gav os tid til at opleve de steder, vi kørte igennem. Vi så massere af seværdigheder og besøgte venner. Det var skønt ikke at stresse og spændende at gå i dybden med et område.

2400 km i havkajakker - nærkontakt med dyrelivet
I maj satte vi os i kajakkerne, som skulle blive vores trofaste følgesvende hele sommeren. Vi havde valgt at padle hver sin kajak, fordi vi begge gerne ville føle, at vi hver især havde gennemført hele turen, og fordi vi mente, at det ville være sjovere at padle alene og ikke være nødt til at “stirre ind i nakken på den anden hele tiden”, som Torkel udtrykte det. Selvfølgelig døbte vi også vores kajakker. Torkels blev kaldt “Fram” efter eventyreren Fritjof Nansens skib, og min fik navnet “Bak” efter “Fram” (i betydningen “Frem” og “Tilbage” - red.).

AW23_sverige_rundt_200dage_327.jpgIgen fik vi vejrgudernes kræfter at føle. Vind, regn og kulde fulgte os den første tid på havet, og vi håbede inderligt at sommeren ikke ville blive lige så elendig som vinteren. En dag i midten af maj skulle vi passere den berygtede “Tyrepande” nord om Grebbestad. Det er en kyststrækning bestående af bratte høje klipper, hvor havet bryder direkte ind mod klipperne og reflekteres hårdt ud igen. Når det blæser i dette område, bliver farvandet meget ubehageligt at padle i. Da vi startede på strækningen havde vi helt vindstille vejr. Vi glædede os over, at strækningen så ud til at blive nem, men pludselig, da vi lå midt i det hele, begyndte det med ét at blæse kraftigt op. Bølgerne voksede på bare et par minutter til flere meters højde. Vi indså hurtigt, at vi ikke kunne fortsætte, men måtte søge nødhavn om muligt. Til vores held fandt vi en ø i nærheden, som vi kunne søge ly på. Da vi stod på fast grund, gøs vi ved synet af de voldsomme bølger, der brød mod klipperne. Vi takkede vores heldige stjerne for, at vi ikke var længere ude på havet, da vinden kom.

Solen viste sig mere og mere. Uldundertøjet røg af, og faktisk kunne vi begynde at ane, at sommeren var på vej. Den 27. maj, Torkels fødselsdag, gik vi i land på Hallands Väderö, hvor vi fik vores første rigtige sommerdag. Vandet var som det klareste grønne tropevand (se forsiden - red.). Solen bagte, og vi lagde os ned på det frodige græs, og blottede vore bleghvide kroppe. En strandskade syntes vi var alt for tæt på dens rede, så vi fortrak og gik på opdagelsestur. Øen var som skabt til spændende gåture. Frodig og oprindelig skov med gode stier. Enge og græsmarker, hvor heste, køer og får græssede. Harer og deres unger, som slet ikke var sky. Ved en enebærbusk blev vi siddende lang tid og iagttog en lille hareunge, som ubekymret smaskede blomstrende purløg blomster i sig. Til sidst sad vi bare en meter fra den, og den var stadig alt for optaget af føden til at ville flytte sig. Hvilken herlig lille skabning!

AW23_sverige_rundt_200dage_328.jpg

Vi fik flere lignende “kontakter” i løbet af sommeren. Flere gange havde vi selskab af nysgerrige sæler. Finurlige som de er, gik de aldrig op foran os med deres fine små hoveder. Derimod dukkede de op til overfladen et par meter fra bagenden af vores kajakker, og iagttog os interesseret bagfra. En aften, hvor vi slog lejr i Kalmarsund, opdagede vi, at vi blev iagttaget. Bare et par meter fra strandkanten svømmede flere sæler. De havde fundet ud af, at de kunne følge en strøm, som passerede os, svømme tilbage modstrøms under vandoverfladen,  for igen at passere os helt stille medstrøms. Dette beskæftigede både dem og os hele aftenen - vi fotograferede og de svømmede. Da vi vågnede næste morgen, dukkede de op igen, og holdt øje med at vi lavede morgenmad og pakkede kajakkerne. Da vi lidt efter skulle af sted, fik vi følgeskab et stykke af vejen - det føltes som om, de sagde: “Farvel med jer”.

SAW23_sverige_rundt_200dage_330.jpgommeren bød på usandsynligt smukt vejr. For at beskytte os mod den stærke sol og varmen padlede vi altid med kasketter og solbriller. Desuden drak vi meget vand. Målet var mindst tre liter om dagen, men alligevel føltes det som om, det ikke er nok.

Når jeg en sjælden gang skulle tisse, mens jeg sad i kajakken, var det bestemt ingen enkelt sag. Når jeg ikke kunne komme i land, var løsningen en såkaldt “englepotte”, som er lavet til sengeliggende kvinder. Men hele proceduren tog ca. et kvarter, og den forudsatte, at jeg brugte flydeposen til pagajen som støtte eller fik Torkel til at støtte min kajak. Jeg bandede mange gange over at være skabt uden udstående anordning. Ikke mindst når Torkel demonstrerede sin “look - no hands” metode.

Tiden fløj af sted, og vi nærmede os afslutningen på vores kajakfærd. I slutningen af juli fik vi regn for første gang i fem - seks uger, og det var en ordentlig omgang af slagsen. En morgen vågnede vi pga. kraftige tordenskrald og teltet som blafrede. I radioavisen kunne vi høre, at der i Piteå-området, hvor vi befandt os, var faldet enorme mængder regn, og at mange områder var oversvømmet. Vi tog vores bøger frem og krøb ned i soveposerne og syntes, at det var skønt at få en velfortjent fridag, nu vi ikke kunne padle videre i det dårlige vejr.

I begyndelsen af august nåede vi Haparanda, og ved grænsesten nr. 59 stoppede vi for at lave håndspålæggelse. Dette er blevet en tradition, når man har padlet hele den svenske kyststrækning. Til vores overraskelse lå stenen på en privat sommerhusgrund omgivet af blomsterkrukker. Vi følte os lidt beklemte, da vi gik ind på grunden, men ejeren dukkede op og viste sig at være en venlig mand. Stolte skrev vi vores navne ind i hans gæstebog lige under to fyre fra Luleå, som havde padlet hele den svenske kyst på 32 dage, som bør sættes i relation til vores 89 dage. 32 dage var rekord for strækningen. En utrolig præstation!

AW23_sverige_rundt_200dage_329.jpg

480 km på cykel - ringen er sluttet
Nu var der bare den sidste strækning tilbage - cykling gennem Tornedalen langs den svensk/finske grænse tilbage til Treriksröset. Varmen fortsatte, og myg og knott (mitter - red.) begyndte nu for alvor at bekymre os. Vejen var utrolig smuk med frodige kornmarker og gule mælkebøtter i vejkanten. Men det var næsten ikke muligt at stoppe for at nyde de smukke udsigter. Efter bare et par sekunder havde de små udyr lugtet sig frem til vores svedige kroppe, og sad som igler overalt, hvor de kunne komme til. De mindste åbninger i vores minimale beklædning var ekstra spændende, og der krøb de gerne ind. Så der var ikke andet at gøre end at cykle videre i en fart.

På fem dage cyklede vi til Kilpisjärvi, hvor vi syv måneder tidligere havde begyndt vores færd. Sommeren gik på hæld, og mens vi vandrede de sidste tolv kilometer til Treriksröset, hilste snesjap fra sidste år os velkommen tilbage. Ved den store sten tog vores forældre imod os med åbne arme, glade for at vores rejse var ovre, og at alt var gået godt. Ingen fysiske mén, kun sjælelige - nu var længslen efter at rejse, møde nye mennesker, at opleve naturen og dens mægtighed blot blevet endnu større og vanskeligere at tæmme i vores travle dagligdag.

 


Annica Norlén (27 år) og Torkel Ideström (27 år) tog 1250 km på ski fra Treriksröset - en stor sten som markerer stedet, hvor Sverige, Norge og Finland mødes. De fortsatte mod syd langs den norsk/svenske-grænse, hvor de passerede Abisko, Ritsem, Vuoggatjålme, Tärnaby, Klipfjäll, Gräddede, Anjan og Grövelsjön. I Grövelsjön tog de skiene af og fortsatte på cykler. Efter 670 km via Malung, Charlottenberg og Årjäng kom de til Svinesund nord for Göteborg til de ventende kajakker. Derefter padlede de totalt 2400 km op til Haparanda i bunden af den Botniske Bugt. Turen blev afsluttet med 480 km på cykel til Kilpisjärvi og tolv km vandretur til Treriksröset.

Annica og Torkel vendte ikke tilbage til byens stressende tempo efter deres imponerende tur i 1997. I stedet flyttede de til Jämtland, hvor de i dag arbejder som værter på Vålådalens Fjällstation, der er ejet af den svenske turistforening.  


Denne artikel har været bragt i Adventure World nr. 23 – Juni/juli 1999 (Opdag Verden).

Andre spændende artikler


Guide til Bohuslän

Guide til Bohuslän

Kåring: Europas bedste cykelrute

Kåring: Europas bedste cykelrute

Ny national cykelrute i Vestsverige

Ny national cykelrute i Vestsverige

Log ind