Sverige: Vandring i Lapland med børn

En artikel om lysten til at være “alene” i fjeldet sammen med sin syvårige datter 24 timer i døgnet. Med rygsækken proppet med slik til fjorten dage plus en snittekniv. Og fylde yderligere på med knogler og gevir fra hvad der føles som et halvt rensdyr. Det kræver et ukueligt gå-på-mod og lyst til at opleve de vide vidder fra hytte til hytte.

AW35_LAPLAND_vandring_sverige_250.jpg
Skrevet af: Pia Poulsen
Opdateret den 09. jan 2017

En artikel om lysten til at være “alene” i fjeldet sammen med sin syvårige datter 24 timer i døgnet. Med rygsækken proppet med slik til fjorten dage plus en snittekniv. Og fylde yderligere på med knogler og gevir fra hvad der føles som et halvt rensdyr. Det kræver et ukueligt gå-på-mod og lyst til at opleve de vide vidder fra hytte til hytte.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

AW35_LAPLAND_vandring_sverige_464.jpgI april havde jeg været så heldig at deltage i Fjällräven Polar Race 2000, et fire dages hundeslædevæddeløb fra Signadalen ved Tromsø til Jukkasjarvi ved Kiruna. Det var et kort eventyr, men rigt på oplevelser. Det gjorde ondt i kroppen, der blev godt brugt af de lange dage bag på slæden. Men det rensede fuldstændigt mit hjerte og hjerne. På hotellet i Jukkasjarvi skrev jeg postkort hjem til min datter:
Hej lille søde skat. Nu er jeg på vej hjem fra mit livs eventyr. Og en dag skal du nok få muligheden for at opleve denne fantastiske natur. Det har været en stor smuk oplevelse. Kys Mor.”

Da jeg gerne ville holde, hvad jeg havde lovet, og jeg samtidig havde lyst til, at Xenia og jeg skulle opleve disse vidder sammen, blev spiren lagt til vores næste sommereventyr.

En klog mand har engang sagt, at man skal “skabe et interessant liv for sig selv og invitere sit barn indenfor.” Denne sætning tænker jeg altid på, når andre vil belære mig om, hvad man kan og ikke kan med sine børn. Jeg har ofte mødt forundring over, hvordan Xenia dog kan klare vores ture, uden at det bliver en belastning for mig. Men jeg tror på, at hvis man som forældre gerne vil noget, og ikke ser det som et problem, så følger ens børn gerne med. Med dette i baghovedet begyndte planlægningen af turen.

På vej mod vidderne
AW35_LAPLAND_vandring_sverige_399.jpgXenia kom hjem til mig dagen før vi skulle rejse. Som skilsmissebarn har hun den ene fordel, at hun sammenlagt holder flere ugers ferie med sine forældre end kernefamiliebarnet. Hun havde lige været på en intens uges ferie i Egypten, hvor hun var blevet dejlig brun, havde snorklet og været på jeepsafari. Men man bliver også træt af alle de oplevelser, så hun glædede sig til den langsomme og 25 timer lange togtur op igennem de svenske skove. Her skulle vi “bare” spise vores medbragt kæmpemadpakke, læse Harry Potter og Anders And.

Rygsækkene blev pakket sent søndag aften. Det endte i panik, fordi min rygsæk var for lille til at rumme både to soveposer, tøj og mad til fjorten dage. Så hyggetøjet til aftenerne i hytten blev sorteret fra sammen med lidt af maden. Xenia skulle selv bære sit eget tøj, et Anders And-blad, drikkedunk, bamsen “Baffe” og hendes lille dynebetræk. Det blev knap seks kilo.

Næste morgen gik vi ombord i det “flyvende” X2000 tog i Malmø. Her mødte vi Henning og hans søn Asbjørn fra Rønne. De skulle også til Abisko. Det var Hennings ottende og Asbjørns tredje tur til Laplands fjelde, så vi fik mange gode råd. De kaldte den berømte Kungsleden for en motorvej og gav os mod på at forlade den for en periode. Vi kiggede på kort, og de viste os nogle gode alternativer.

AW35_LAPLAND_vandring_sverige_458.jpgVores tur blev planlagt ud fra deres råd. Den skulle gå mellem følgende hytter: Abisko Turiststation - Abiskojaure (15 km) - Alesjaure (20 km) - Vistas (18 km) - Nallo (9 km) - Sälka (10 km) - Singi (12 km) - Kebnekaise Fjällstation (14 km) - Nikkaluokta (19 km). Vi indlagde et par ekstra dage, som vi kunne bruge til enten at hvile eller gå ture uden rygsæk.

De næste mange timer mærkede vi tusindvis af jernbanesveller under os og så uendelige skove, mens vores tog langsomt bevægede sig mod nord. Først efter Kiruna ændrede naturen sig, som vi nærmede os fjeldet og Abisko Turiststation. Vidderne åbnede sig, og fjeldet rejste sig fra søer og marker. Alle nåletræerne forsvandt, og i stedet dukkede pilekrat og lyden af fossende vand op. Vi aftalte med Henning og Asbjørn, at vi ville spise frokost sammen i Abisko.

Afgang fra Abisko
Restauranten på Abisko Turiststation ligger med den smukkeste udsigt over søen Torneträsk omgivet af fjeldtoppe med sne på. Frokosten var lige noget for Xenia: Köttbullar, potatis, gräddsås, lingonsylt og salat - en af livretterne, og så kunne man spise lige så meget, man ville. Vi blev en dag i Abisko, hvor vi gik lidt rundt og snusede til den fremmede natur, vænnede os til “larmen” fra de fossende og brusende elve og ikke mindst prøvede at finde ferietempoet. Det er ikke altid så nemt at geare ned.

AW35_LAPLAND_vandring_sverige_463.jpgVi vågnede tidligt næste morgen, pakkede vores ting sammen, gjorde rent og spiste vores øllebrød. Det var ganske tåget fra morgenstunden, men langsomt brød solen igennem. Klokken ni startede vi ud på de 15 km til Abiskojaure. Min rygsæk vejede 23 kg fra start og Xenias 5 1/2 kg, og vi fik hurtigt varmen. Jeg blev overrasket over, hvor meget elven kunne larme. Den stilhed, jeg havde oplevet om vinteren, var blevet afløst af den korte sommers brusen. Som om naturen havde vældigt travlt.

Første dag var lidt en testtur. Vi gik i 6 timer, men holdt nok for få og for korte pauser. Jeg glemte, at vi ikke havde travlt, så da vi nåede frem og evaluerede dagen, ville Xenia have flere pauser. Det tog jeg til mig. Det skulle jo være sjovt for os begge.

Da Xenia havde fået rygsækken af, drønede hun rundt og undersøgte området. Kiggede på vandhente-stedet, badebroen, bålpladsen, snakkede med hytteværterne og snittede pinde. Jeg nød at høre den ene hyttevært spille smukt på fløjte, mens jeg drak mig en kop varm kakao.

Op over trægrænsen
Næste dag skulle vi opad. På ganske få kilometer gik vi nede fra skovområdet til over trægrænsen, så der blev trådt nogle seje trin den formiddag. Det krævede en del chokolade at få Xenia til at tænke positivt. Hun syntes, at det bare var for meget, at det blev ved med at gå opad. Da vi rundede det første fjeld og kunne se ud over søer, vandfald og fossende elve, var udsigten dog alle strabadserne værd.

AW35_LAPLAND_vandring_sverige_465.jpgVi var af hytteværterne i Abiskojaure blevet rådet til at sejle det sidste stræk mod Alesjaure, da det skulle være meget trættende og vådt. For henholdsvis 100 og 50 kr. bragte en båd os helt ned til hytterne på 15 min. Det var en luksus, man må benytte, når man vandrer med børn. Bådturen var samtidig en anderledes oplevelse, der brød vandringens monotoni.

Vi kom frem til Alesjaure ved middagstid. Købte lidt slik, brød og et par kolde colaer og betalte lidt ekstra for at benytte badstugan. Colaen og slikket var rart og havde været lokkemiddel på de sidste par kilometer, men det slog bestemt ikke badstugan, der lå nedenfor hytterne med den smukkeste udsigt over søen. Her badede vi i varmt vand fra gruekedlen og gik bagefter ind og satte os i den varme sauna. En oplevelse for krop og sjæl og et af de øjeblikke, hvor tiden godt må stå stille.

Dagen derpå var hviledag. En vandredag uden rygsæk og udenfor de afmærkede stier. Xenia fandt et stort rensdyrgevir, som hun ville have med ned til hytten. Det fik hun lov til, men jeg understregede, at det ikke kom med videre dagen efter. Og slet ikke med hjem.

Væk fra Kungsleden
AW35_LAPLAND_vandring_sverige_472.jpgDagen efter startede vi med at pakke sammen, gøre rent og fylde vandspande. Xenia begyndte på sin overtalelsestale. Hun måtte bare have sit gevir med hjem, for ude på skolen havde de altså en knoglesamling, og hun ville gerne vise dem noget helt heroppe fra. Vi lavede en aftale. Hun skulle selv bære geviret, og jeg gad ikke høre noget brok om, at rygsækken var for tung. Med elastikbånd fik vi bundet geviret fast. Nu vejede hendes rygsæk 6 1/2 kg. Men jeg havde slet ikke tænkt på gevirets psykologiske effekt, så jeg endte med at blive det ret taknemmelig.
Det var med sommerfugle i maven, at vi begav os mod Vistas, væk fra Kungsleden, væk fra de markerede ruter og ud i vildmarken. Vi havde forhørt os lidt, og det skulle være nemt at finde vej. Det var dog lidt vanskeligt at finde sporet i starten, men da vi var kommet lidt opad, begyndte de første markeringer i form af små stenvarder at dukke op. Så var det bare at følge dem og samtidig sørge for at følge med på kortet.
Etapen var for det meste let at vandre, men der var dog passager, som var våde og stejle og med stenblokke. Men turen var smuk og stille. Vi mødte ingen andre mennesker og følte os ganske små, når vi kiggede op ad fjeldenes massive sider, der ledte synet op forbi de snedækkede toppe og lige op i den klare blå himmel.

Turen til Vistas tog os ti timer, og Xenia gik helt død på de sidste fire km. Her gik vi i tæt birkeskov, så vi ikke kunne se, hvor langt der var igen. Stien var mudderet med kæmpe vandhuller, som vi hoppede rundt imellem. Til sidst slap kræfter op, og Xenia faldt ned i et mudderhul. Hun blev ganske beskidt og våd, men heldigvis blev hendes bamse Baffe reddet fra druknedøden, da den sad på den tørre side af rygsækken.

Da vi nåede frem, faldt Xenia i søvn på en bænk i hytten, mens jeg var ude og bade i elven. Så den aften var der dømt voksentid med fred til at nyde roen og tankerne. Jeg sad i min varme fleecetrøje og kiggede ud af vinduet på de enorme og massive fjelde. Det er få af den slags stunder, man får, når man rejser alene med et barn, så man lærer at nyde dem, når de er der.

Vores første vad
På turen fra Vistas til Nallo skal vi vade elven et par gange, og det bekymrede mig. Hytteværten sagde dog, at det var en fin tur. Han havde også været så sød at tegne et kort over, hvor vi skulle passerer, så mine betænkeligheder forsvandt. Igen sejrede min naivitet.

Ved det første vad blev det hurtigt klart, at vadning er et relativt begreb. Reelt set var der tale om svømning. Elven kom brusende ned, alting var hvidt og skummende, og det var umuligt at se, hvor dybt vandet var. Jeg overvejede at vende om, men samtidig kunne jeg ikke overskue at gå hele vejen tilbage til Alesjaure. Så med Xenias rygsæk på ryggen gik jeg ud, hvor vadet var markeret. Det var koldt, meget koldt, knædybt og svært at få fodfæste. Strømmen hev i mine sandaler, og jeg bandede dem langt væk. Det gik dog godt, men jeg havde stadig fem ture tilbage. Først skulle Xenia hentes og derefter min egen rygsæk. Desværre havde jeg ingen vandrestav til dette vad, hvilket ville have hjulpet betragteligt. Faktisk vil jeg mene, at man aldrig bør kaste sig ud i vanskelige vad, uden den sikkerhed en stav eller et reb kan give.

En dramatisk placering
AW35_LAPLAND_vandring_sverige_249.jpgResten af turen bød på flere mindre vad, der var lettere at passere, men alligevel var det hver gang en besværlig og kold oplevelse. De mange vad gjorde, at det blev sent på eftermiddagen, før vi ankom til Nallostugan, der ligger dramatisk mellem høje fjelde og omgivet af støjende vand på alle sider.

Næste morgen besluttede vi os for at bruge dagen til hygge og afslapning. Xenia fandt endnu flere knogler, og jeg hjalp med at save brænde. Det var helt rart at bruge nogle andre muskler og lave noget andet end at gå med en tung rygsæk. Om aftenen havde hytteværten bagt sukkerkage, og det gjorde vist Nallostugan til Xenia’s ynglingshytte.

At være lidt bange
Vi skulle passere to vad på turen fra Nallo til Sälka. Jeg var blevet lidt bange for at vade, så jeg havde gjort mig mange overvejelser om, hvordan vi skulle overvinde dem. Vi var dog blevet guidet godt af hytteværten og fulgte hans råd om at tage det første vad helt oppe ved søen. Det var dybt, jeg fik lige præcis våde trusser, men der var ikke stærk strøm. Så ud over kolde ben var det ingen sag.

Det næste vad voldte heller ikke problemer. Og efter det havde vi endda så meget overskud, at vi lavede nogle markeringer med store stenbunker, så andre kunne få glæde af vores erfaringer.

Tilbage til civilisationen
Da vi nærmede os Sälka, begyndte der igen at komme broer og tydelige stier. Civilisationen trak, forude ventede kolde colaer, et varmt bad og ikke mindst dåsemad. Det blev dog en lidt sørgmodig festdag. Ganske vist blev vi vasket, og Xenias fik sin livret samt cola og slik, men samtidig blev vi proppet ind i en fuld hytte, og stadig var der ingen børn.

Xenia løb som vanligt rundt og udforskede området omkring hytterne. Men denne gang blev hun længe væk. Da hun dukkede op, fik jeg forklaringen. Der var tegneserier på lokummerne, så hun havde siddet og læst. Det var så hyggeligt, at hun forsvandt mange gange i løbet af eftermiddagen og aftenen.

Da vi to dage senere ankom til Kebnekaise Fjällstation, var det som at træde ind i en anden verden. Her var masser af aktiviteter og et helt andet leben end ude i fjeldet. Der var larm og “gang i den”. Vi blev installeret på et meget lille rum med to køjesenge, hvor vi kom til at bo sammen med Bodil og Bjarke, som vi også havde mødt i Sälka og Singi. Bjarke på 16 år skulle på toppen af Kebnekaise, Sveriges højeste fjeld, næste dag. Vi havde også overvejet det, men der måtte ikke komme børn under 10 år med på den guidede tur. Så den top gemmer vi til en anden gang.

Endnu en god oplevelse
På vores vej fra Kebnekaise til Nikkaluokta mødte vi Matti, en finsk/samisk bedstefar, der netop havde besteget Kebnekaise for 15. gang. Han havde set os ankomme dagen før og var meget fascineret af at se en mor vandre alene med sit lille barn. Han havde nemlig selv vandret alene med hans børn, da de var små, så det vakte en masse gode minder. Matti tilbød at køre os fra Nikkaluokta til Kiruna, hvor toget sydover ventede. Det blev en dejlig tur, og det var herligt endnu engang at møde nye mennesker, der har oplevet en masse, de gerne vil dele med andre.

Artiklen er tidligere bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 35 april/maj 2001

 

Andre spændende artikler


I naboernes vildmark

I naboernes vildmark

Vandretur i Sverige

Vandretur i Sverige

Weekendtur i Skåne

Weekendtur i Skåne

Log ind