Tikal - maya-folkets tabte verden

Kunstige bjerge
Maven suger godt, og jeg er tæt på at opleve højdeskræk for første gang på den for smalle afsats, men til gengæld er højden jo selve fidusen ved den 65 meter høje pyramide. Herfra er det let at se, hvilken funktion disse giganter midt i junglen skulle opfylde for bygherrerne, maya-indianerne.

”Lavlandet her er meget fladt, og der er ingen bjerge. Mayaerne byggede pyramiderne, som egentlig er kunstige bjerge, så de på den måde kunne komme tættere på guderne,” fortæller guiden Ricardo.

Det går for alvor op for mig herfra, hvor vi er højt over trætoppene. De er jo kunstige bjerge midt i en flad jungle.

En enlig svale forsvinder ind i et hulrum midt i pyramiden, som er bygget i år 750. Engang var det her, maya-præster og andre bedende gik ind for at tilbede guderne. Det var her, lige under toppen af pyramiden, at mayaerne lagde selve templerne, hvor de religiøse ceremonier fandt sted. Her var de tættere på guderne, end de ellers nogensinde havde kunnet komme i dette flade land.

Det bliver ved at suge gevaldigt i maven. Måske er det visheden om, at man betræder et mere end 2000 år gammelt, religiøst sted, måske er det de tavse stemmer fra de op mod 100.000 mayaer, som beboede områdets 16 kvadratkilometer, måske er det det at få lov at komme så tæt på fortiden på en af denne verdens allervigtigste maya-komplekser.

Bladskærermyrer og det højeste tempel
Allerede, mens vi kører gennem jungle, jungle og atter jungle de 17 kilometer fra indgangen til den nationalpark, som Tikal ligger i, fornemmer jeg, hvor fjern en verden, jeg er på vej ind i, og fornemmelsen af eventyr vokser frem.

Fra indgangen til selve komplekset går jeg gennem den tykke jungle ad stier, som er overgroet med regnskovstræers rødder. Store kalkuner med fjer i alle kulører går lige ved siden af stierne, og bladskærermyrer gør en rod helt levende, mens de myldrer i kolonne tværs over en sti på toppen af en af de mange blottede rødder, mens de bærer hver sit stykke af et grønt blad hjem mod tuen.

Jeg ved, noget venter derinde, men ved ikke helt, hvad. Det virker sært fjernt, at der skulle være andet end blot skovens træer her.

Derfor er det endnu mere imponerende at se de allerførste glimt af kompleksets højeste pyramide, Tempel IV, som pludselig dukker frem 65 meter over hovederne i en lysning i den tætte jungle. Lige under toppen sidder fire mennesker på størrelse med dukker og nyder udsigten.

Man når aldrig helt til toppen af de pyramider, man kan bestige i Tikal, for man går kun til det plateau, hvor selve pyramidens tempel er placeret. Men fra Tempel IV er det også nok til at nyde den betagende udsigt over regnskoven og Tempel I og II, som rager op som gådefulde monumenter af kalksten midt i alt det grønne. Maya-kongen, Yax Kin, byggede det i år 734 efter vores tidsregning. Arkæologer mener, han er begravet der, og at flere end 60.000 indbyggere brugte 250.000 kubikmeter sten til byggeriet.

3000 bygninger i junglen
Det er fascinerende at være her, hvad enten man nyder den smukke placering midt i regnskoven, eller fortabes over det gådefulde i stedets historie. Man ved meget lidt om stedet og dets maya-indianere, som engang gjorde komplekset til det mest sprudlende og farverige centrum for maya-kulturen.

De fleste af de 3000 bygninger er ikke udgravet, selv om arkæologer arbejdede 13 år i træk på at grave bygninger ud. Hele den ene side af det 59 meter høje Tempel IV, som man kan bestige, er for eksempel overgroet med træer, buske og græs-arter.

Mens man går ad stierne mellem templerne, ser man små bakker, der er helt eller halvt overgroet af den hurtigtvoksende jungle. Inde under ligger nogle af de 3000 bygninger i området, og det går op for mig, hvor meget der stadig ligger skjult.

Det gør kun oplevelsen af at være opdagelsesrejsende større, at der stadig er skjulte arkæologiske skatte gemt for verden med alle deres hemmeligheder, mens jeg går her. Det må have været en gnist af det provinsens guvernør og en oberst mærkede i 1848, da de opdagede de første ruiner af den tabte by, som var groet helt til.

Drev sulten dem væk?
Indtil da havde området ligget øde hen i århundreder, for i det 10. århundrede forlod mayaerne deres pragtfulde by, altså før spanierne kom til kontinentet. Man ved ikke præcist, hvorfor og hvad der skete, og måske er det netop de to ting, der hæver atmosfæren af mystik, der ligger som et tæppe over stedet på linie med den fugtige, tropiske varme, mens man vandrer rundt på ruinerne og nyder de smukke udsigter.

En teori er, at de ganske enkelt udpinte jorden, som de dyrkede, så de til sidst måtte flytte for at undgå sultedøden. Andre er overbefolkning og krig. Men sikkert er det, at en æra dermed sluttede efter at have varet siden det sjette århundrede før vores tidsregning begyndte.

Jeg går gennem junglen, mens lyden af et slag, der muligvis gjorde det af med Tikal som storladent centrum for maya-kulturen pludselig afbrydes af et par skrigende edderkopaber. De skændes højlydt oppe i trækronerne, mens de klatrer hen over grene og hager sig fast til lianer.

En stirrer med sine mørke øjne på mig, mens en anden sætter i et imponerede hop fem meter gennem luften fra træ til træ, lander blødt og klatrer videre, mens den bruger halen som en femte hånd.

Jeg stirrer fascineret efter dem, for abernes krydsen gennem træerne minder mig om, at dette er en fjern verden midt i en anden verden, en mellemamerikansk regnskov, hvor dyrelivet kommer tæt på. Det er bare en fantastisk ekstra gevinst her.

Tukaner og Den Store Jaguar
Pludselig åbner regnskovens træer sig og jeg træder ud på en åben plads. Det er den helt udgravede Plaza Central med Tempel III til venstre og Tempel II til højre, Den Store Jaguar, med dets ti terrasser, som bliver smallere og smallere for til sidst at ramme himlen 47 meter oppe.

På fronten på midten fører en stor trappe med stejle trin af kalksten ned til den smukke plads i mellem de to templer. Det er en fantastisk del af Tikal, og jeg går op på Tempel III og ser den betagende udsigt over hele pladsen med det nordlige akropolis til venstre. Herfra ser man lige over på Tempel II.

Et par tukaner sætter sig i et træ et stykke væk. Deres store, bananformede næb træder tydeligt frem i alt det grønne, og jeg glæder mig over endnu engang at blive overrasket af naturen mellem alle de fascinerende ruiner af mayaernes tabte verden.

Jeg er nødt til at lægge en hånd på stenene, som er lagt millimeterpræcist oven på hinanden her på Tempel II, mærke deres rå overflade, bare lige for at mærke noget, der måske engang har været rørt ved af et par maya-hænder.

Mens jeg fortabes over udsigten, tænker jeg på den store kontrast til i dag, fra dengang pladsen for mine fødder myldrede af maya-mænd og –kvinder. Jeg tænker på den skæbne, der ramte det store folk. Hvorfor i alverden passede deres guder ikke bedre på folket, når de nu byggede disse vældige kærlighedserklæringer?

Pokkers myg

Tag lange trekkingbukser og en langærmet trekkingskjorte på, for efterkommere af maya-myg stikker løs på alt og alle. Husk en hat mod solen. Drik masser af vand, som du kan købe rundt omkring.

Mayaer i dag

Efterkommerne af mayaerne, der byggede Tikal, bor stadig i Guatemala, som har 22 forskellige oprindelige folk. Du kan se dem stort set over alt i landet, kvinderne er lettest at identificere i deres traditionelle vævede, farverige klæder. Der er 22 sprog i landet, men spansk er det officielle.

Bedste tidspunkt

Det bedste tidspunkt at besøge Tikal er om morgenen, hvor brøleaber, papegøjer og tukaner holder fest i regnskoven og gør turen derind til en endnu smukkere affære. Bedste tidspunkt at besøge Guatemala er efter oktober, hvor regnsæsonen er slut.

Tak til Guatemalas turistråd, INGUAT. www.visitguatemala.com