Trekking på Guatemalas vulkaner

Smuk sejltur på søen
Vandreturen kræver heldigvis en morgentur med en lille motorbåd, som sejler fra en af de andre småbyer på søens bredder, Panachachel, til San Pedro. Langsomt glider vi nærmere vulkanen på bådens venstre side, mens vi sejler over vulkansøen, som er omgivet af stejle, grønne kratersider hele vejen rundt.

Her er vandvejen den korteste frem for at sno sig op og ned, ind og ud på de få snoede veje, der klatrer hen over det yderste krater, som byen ligger i ned til søen. Fiskere i minimale træbåde duver på søens stille vand, der ligger som et silkeblødt lagen i den blide morgenbrise.

”Det her kommer tæt på Titicaca-søen,” siger en rejsefælle.
Jeg har ikke selv set søen i Bolivia og Peru, men her er i hvert fald ufatteligt smukt, og det er en af de uforglemmelige rejseoplevelser, som det hele handler om.

Vi lægger til i San Pedro, hvor små-caféer står på pæle ud til søen, og et øjeblik trækker det i enden for at få en hed og langvarig affære med en af de tomme plasticstole, der har udsigt ud over søen.

Men i stedet betaler jeg 50 af den lokale møntfod, quetzales, cirka 40 kroner for en taxa op til indgangen og adgang til nationalparken Chuwanima Juyu, som fylder 354 hektarer og er der, vulkanen ligger.

Betaler 50 ekstra for adgang til parken, men betalingen dækker også guiden Pedro, som vil eskortere mig hele vejen op. Ikke, at det er nødvendigt, for stien er tydelig og ikke kompliceret at følge, men her har tidligere været et par røverier mod turister, så Pedro er med for at gøre turen mere sikker.

Jeg forstår ikke meget spansk, men får dog fat på, at han har fem børn derhjemme, så pengene er gode at tjene.
”Vamos,” siger Pedro venligt, og det forstår jeg godt, så vi sætter af.

Tænker tilbage på mine tanker ved morgengry om hvor slem den smule vulkan kan være. Der går lige præcis fem minutter, før svaret kommer. Åndedrættet løber løbsk, og hurtigt finder jeg ud af, at det er en tilstand, der er kommet for at blive, og som jeg må vænne mig til, hvis jeg vil på toppen.

Stien løber alt andet end stille og roligt opad, men bliver alt for hurtigt til en sti, der banker knæene op under hagen for hvert skridt og tamper livet langsomt, men sikkert ud af lår og åndedræt og slår smut gennem de mentale krinkelkroge.

Stikker hjertet af?
”Buen ritmo?” spørger den rare Pedro, som går forrest.
God rytme? Ja tak, hjertet har en rytme, der konkurrerer skarpt med de lokale musikere, der med trækøller tæsker livet ud af nationalinstrumentet, marimbaen. Men ikke så hurtigt, som mit hjerte, der slår så hurtigt, at det er ved at hoppe ud af brystet og selv tage turen resten af vejen til toppen.

Jeg tænker alt for meget på de rejsefæller, der blev så glade for den lille by San Pedros fristelser, at de blev hængende for at nyde den lokale, gode kaffe, frugt og sikkert også en kold øl eller tre. Men jeg behøver bare se op, før jeg vælger side, og det er vulkanens.

Det går op gennem kaffe- og majsplantager, som tilhører det lokale maya-folk, før agerlandskab bliver til frodig, subtropisk skov. Vi vader i mørk, frodig jord og gennem en skov, der myldrer af fugle, insekter og glatte rødder.

Skoven dækker helt for solen og køler os så meget ved pauser, at en god vandretrøje faktisk er en god idé her. Faktisk er skoven så tæt, at den også dækker for udsigten til søen. Men det er ok, næsen er alligevel plantet i siden af den stejle vulkanside.

Den første time er hård og en sand fysisk og mental kamp mod den bratte stigning. Men så sker det mirakuløse.

Jeg fjerner alle tanker om, hvor hårdt det er. Tænker ikke mere, hverken på, hvor langt, der er igen til toppen, hvad jeg laver her, eller på den konstante stigning, der som en rulletrappe sætter trin på trin opad. Flytter bare fødderne og når en tilstand, hvor jeg nyder det, og nu ved jeg igen, hvorfor jeg gør det her.

Mirakel på toppen
”Sidste meter,” siger Pedro.
Jeg ånder lettet op efter de tre timers opstigning, og lige om lidt vil jeg se, om det er det hele værd.

Jeg klatrer de sidste meter over nogle store klippeblokke og krænger endelig skoven af mig. I en lysning åbner den magiske udsigt sig for mig.

Fra toppen ser jeg ud over søen, der ligger dybblå 1500 meter under mig, omkranset af grønklædte vulkaner, der rejser sig op fra søens bredder. Mod horisonten knejser fem vulkantoppe, som kærtegnes af luftige, hvide småskyer, der stille glider gennem luften i øjenhøjde.

Jeg går op på en stor klippeblok og får et sug i maven over det lodrette fald på flere hundrede meter, der er konsekvensen af et skridt mere. Stilheden er total, selv om noget så stort burde larme noget mere, sige et eller andet. Men kæmperne er tavse, selv om en hvid røgsøjle står op fra en af dem og danner det perfekte billede.

”Vamos?” spørger Pedro.
”Ja, lige om dos minutos, tak, du kommer igen i dag eller i morgen, jeg gør det nok ikke igen,” tænker jeg.

Det er det perfekte sted at nyde en godbid og tanke kroppen op til turen ned igen, men jeg store fjols har glemt både det og ekstra vand, så da jeg endelig løsriver mig fra udsigten, skal det bare gå nedad i en susende fart, før jeg er helt drænet og segner om på vulkansiden overladt til den visse forvitring.

Jeg kommer ud af skoven og ned fra bjerget efter en time i en tilstand, der endegyldigt afklarer, hvordan man skal opføre sig, hvis man skal have en rolle helt fremme i angrebslinien i en zombie-film.

Men hvad gør en nysgerrig og oplevelsehungrende rejsende med en hukommelse som en guldfisk så, bedst som lungerne er ved at være på plads, og ben og knæ igen er at regne som en fast bestanddel af kroppen? Jo, han tænker: ”Skulle jeg ikke lige snuppe én vulkan mere?”

Tæt på flydende lava
Så det gør jeg nogle timers bustur fra Atitlán og halvanden time uden for den populære og velbesøgte by, Antigua de Guatemala.

Her kan man se en af landets mest aktive vulkaner i et vaskeægte udbrud, endda helt tæt på. Heldigvis er vandreturen mild og god ved ben og åndedræt, for Pacaya-vulkanen er let at gå til. Jeg går op gennem skoven og møder et par, der allerede har oplevet vulkanen.
”Der er masser af lava deroppe. Vi stak kæppene i og de brændte,” fortæller en af dem begejstret og svinger sin vandrekæp.

Så kan man ærgre sig over, at man undlod at leje en kæp af de ivrige knægte for fem quetzales ved parkens hovedkvarter. Her er skoven nemlig fredet, så det er fy-fy at knække grene af.

Jeg vandrer på ydersiden af et bjerg, og en anden vulkan, Agua, dukker op som en kæmpe skygge på den anden side af en dal til højre. Jeg træder ind i et landskab af en anden verden og ser størknet lava i alle former farve Pacayas vulkanside sort og grå. Ind i mellem lyser en blomst eller et græsstrå op i alt det sorte.

Til venstre troner Pacaya, hvor damp og røg siver konstant hen over den afrundede top i 2552 meters højde. Jeg bevæger mig hen over en smal sti af lava, og hver gang jeg sætter foden ned, sender det en sky af gråt lavastøv væk i den friske vind.

Foden synker ned i det porøse lag af støv, som af og til sender mig ud af balance som en gammel dame. Men den knækkede stolthed forsvinder, da jeg for første gang kommer helt tæt på den glødende lava, der har stået i en strøm ud af dens indre siden slutningen af 60’erne. Det er ikke udelukkende en vulkan til for turister, den er aktiv og sender af og til tonsvis af støv og aske ind over hovedstaden Guatemala City 18 kilometer væk og andre byer i nærheden.

Smil af flydende lava
Her bliver lavaen pludselig levende, da en strøm af dampende og rygende lava glider langsomt ned ad bjergsiden ti meter væk. Store og små klippestykker ruller over og triller ned ad mod dalen og åbenbarer de orange og røde farver fra den glødende lava nedenunder.

Jeg går så tæt på, som varmen under fødderne tillader det og stopper. Det er fristende at tænde for den indre eventyrer og træde videre hen over den størknede lava på jagt efter mere af den flydende slags. Men her kan det være livsfarligt, for det er ikke til at vide, hvornår underlaget braser samme under mig og sender mig ned i flere tusinde grader varm lava.

Jeg har ikke lyst til at ende som en friturestegt turist, så jeg nøjes med at nyde det stærke naturfænomen i fulde drag fem meter fra røde klippeblokke, der ruller ned mod dalen, før jeg vender næsen tilbage.

Inden jeg forlader Pacaya-området helt ser jeg mig tilbage og ser de mange, lange røde striber, der som store røde smil lyser op i dagens sidste lys hele vejen ned ad bjerget. Jeg er nødt til at smile igen, for jeg kan kun være ydmyg og beæret over denne hilsen fra Guatemalas fantastiske natur.

4 andre vandreforslag

Med 33 vulkaner, hvoraf to er aktive, er Guatemala et land, der har meget at opleve til fods. Her er fire vulkaner, der også er en vandretur værd.

Fuego og Acatenango
Se ned på den rygende vulkan Fuego (3763 m) fra toppen af Acatenango (3,976 m), den højeste af de tre kæmper, der våger over byen Antigua. Du kan bestige begge toppe, som er forbundet af en bjergkam, men det kræver en overnatning på bjerget. Du kan købe guidede ture i Antigua.

Agua
Den store skygge over byen Antigua byder på forholdsvis let vandring gennem kaffe- og majsmarker på siderne og en skov nær toppen. Fra toppen (3766 m) er der fantastisk udsigt 360 grader rundt til blandt andre vulkanerne, Fuego og Acatenango, samt flere andre. Du kan købe guidede ture i Antigua.

Santiaguito
Guatemalas mest aktive vulkan er værd at vandre til for at overnatte i telt. Her kan du spise aftensmad og bare nyde udsigten til glødende lava, der konstant vælter op fra det smukke krater og lyser op i nattemørket.

Tajumulco
Nyd solopgangen fra Mellemamerikas højeste punkt, toppen af vulkanen Tajumulco i 4220 meters højde. Begynd fra den lille by Tuichan og tag en overnatning i 4000 meters højde, lige under toppen, før du kryber ud af soveposen klokken fire om morgenen for at nå til toppen i tide til at se solens første stråler. Der er fantastiske udsigter ind over Mexico foruden flere af Guatemalas andre vulkaner på en klar dag. Du kan købe guidede ture i byen Xela.

Tak til Guatemalas turistråd, INGUAT. www.visitguatemala.com

3 andre steder at opleve i Guatemala

Antigua Guatemala 050
Den knap 500 år gamle, hyggelige koloniby omkranset af tre vulkaner er en skøn base til vulkanvandring og cykling eller til at nyde stille gåture i den afslappede atmosfære samt byens mange restauranter og caféer. Prøv særligt Sky Café med byens eneste udsigt til vulkanen. Her er et væld af simple hostels og luksushoteller.

Atitlán Guatemala 456 eller Guatemala 130
Den smukke vulkansø i 1500 meters højde byder på et væld af muligheder for at vandre, sejle i kajak og vandre lette og krævende ture. I byerne Panachachel og San Pedro er det muligt at leje cykler og kajak samt købe guidede ture.

Du kan også sejle til de små byer på søens bredder, hvor du kan møde de lokale maya-folk og se kvinderne i deres spraglede dragter. Her får du overnatning fra billige hostels til superdyre hoteller med søudsigt.

Chichicastenango Guatemala 195
Oplev Quiché-folket, efterkommere af maya-indianerne, i byen, hvor du kan købe dig fattig i farverige, vævede stoffer, gudemasker og andet håndværk på et af højlandets største markeder.

I den 400 år gamle kirke, San Tomás, kan du se bedende kravle på deres knæ op mod store figurer af Jesus og helgener samt se maya-folk og shamaner brænde røgelse og ofre kyllinger til deres guder.

Kirken er bygget på et helligt sted for maya-folket, som har fået lov af kirken til at tilbede deres hellige sted midt i kirkens alterrum. Her fandt munken F. Ximénez Popoh Vuh mayaernes hellige bog.