Du er her:

Toptur i Østrig

På sneskoeventyr i alpeland

Skrevet af: Elsa Lysgaard Ranzau - Foto: Elsa Lysgaard Ranzau og Herbert Raffalt
Opdateret den 21. dec 2016

Nede i dalen bager solen, mens køerne ligger blandt gule smørblomster og tygger drøv i det grønne græs, og menneskene sidder foran alpehytterne og drikker espresso i solen. Men oppe i bjergene har vinteren endnu ikke sluppet sit tag, og sneen ligger stadig dybt. Tag med på en sneskobestigning af Grossvenediger, Salzburg-provinsens højeste top på 3666 meter.

 

Er der nogen af jer, der har højdeskræk, eller bliver svimle, når I kigger ned?" spørger vores guide, Emil. 
Da alle ryster på hovedet, nikker han tilfreds og konstaterer kortfattet: 
"Godt."

Det er første dag af vores sneskoeventyr blandt de østrigske alpetoppe, og vi er på vej ind gennem en bjergdal til den hyggelige Kürsinger-hytte; en tur, der for de sidste timers vedkommende kun er mulig til fods.

Her midt i maj ligger der stadig en del sne, og vi må under vandringen ind til hytten sikres med klatreseler og reb, mens guiderne hugger trappetrin ind i snefanerne. Én ad gangen og i reb forcerer vi vandløb, som vælter ned af bjergsiderne med iskoldt smeltevand og går langs svimlende, næsten lodrette klippeskrænter.

Eventyret er allerede i gang, og på den sidste strækning før hytten, må vi have sneskoene på for at kunne stå fast og ikke synke igennem de dybe snelag. Endelig dukker der er et velkomment syn op gennem de spredte skyer: Gennem disen kan jeg se de karakteristiske rød/hvide skodder.

Resten af hyttens rustikke træ- og stenstruktur er også snart synlig. Vi er kommet frem til vores base, som vi vil bruge til vores topforsøg med snesko på Salzburg-provinsens højeste top, Grossvenediger.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

Grossvenediger1

Ud over gletsjeren
Det står hurtigt klart, at hytten med sin isolerede beliggenhed og bjergudsigter i alle retninger er skræddersyet til ægte bjergentusiaster. Da maden kommer på bordet, er det da også en solid 3-retters menu til sultne folk, som har været i bjergene hele dagen og opbygget en appetit lidt ud over det sædvanlige.

Næste morgen lyder der en puslen og en skramlen på vores sovesal i de helt tidlige morgentimer, før lyset er brudt frem. Vi er stået op i mørke for at kunne stå klar udenfor hytten med sneskoene på, så snart det første daggry bryder frem.

I det grå morgenlys tester guiderne, at vi alle har vores lavinesøgningsudstyr på, og så er vi klar til at begynde vores vandring mod toppen. Den første del af turen foregår i daggryet. Det går allerede fra starten stejlt op, så vi går ikke specielt hurtigt. Efter noget tid holder vi en kort pause.

”Nu går vi ud på gletsjeren, så resten af turen går vi i reb,” siger vores guider, mens vi tager klatreselerne på og går ind på en række med fire personer efter hver af de to guider, som en flok ællinger på rad og række.

Her midt i maj ligger der stadig et tykt lag sne på gletsjeren, så vi ser ikke nogle spalter eller sprækker i gletsjeren. Men vi ved, at de findes et sted under sneen.

Solen brager ned på Alpetoppene, og sneen glimter som var tusindvis af diamanter rundhåndet strøet ud over bjergsiderne.

Grossvenediger13

Som ænder på bjerget
Vi knokler op ad med langsomme skridt i den tynde luft og stopper af og til, når vi er blevet for forpustede. Et kort øjeblik kan vi kigge tilbage på vores spor langt under os, hvor sneskoene sætter aftryk som af gigantiske bjørnepoter med kløerne fremme, for så at fortsætte vandringen mod toppen i sneglefart.

Jeg er nu ved at vænne mig til den særlige gangart, man får med snesko, hvor man forsøger at gå med lidt længere afstand mellem fødderne end vanligt, og dermed får en lettere ande-agtig gangart.

Efterhånden som timerne går, får solen mere magt, og pludselig står vi under blå himmel. Solen brager ned på Alpetoppene, og sneen glimter som var tusindvis af diamanter rundhåndet strøet ud over bjergsiderne. Det er os, som ved hjælp af sneskoene, har bevæget os op gennem skylaget, for nu ligger et hav af skyer under os som et blødt tæppe af vat.

Alpernes højeste, forrevne bjergtoppe stikker op gennem skyhavet. Da vi gennembryder skylaget, ser det nærmest ud til, at vi går på skyerne. Heroppe over skyerne er der nu så varmt, at flere går med bare arme midt i sneen, mens vi knokler op ad.

Vi er nu oppe i sadlen mellem to toppe og har toppen af Grossvenediger i syne. Nu kan der ikke være langt igen, tænker jeg, men uvante med den tynde luft, som vi er, går vi meget langsomt. Under en lille pause, udpeger vores guide, Emil, hvilke bjergtoppe vi kan se stikke op gennem skyhavet. Vi kan se Østrigs højeste top, Grossglockner, lidt længere væk.

"Det er en fantastisk klar dag i dag. Man kan se helt til Dolomitterne," siger Emil, hvorefter et højlydt "Ciao, mama" runger ud over bjergene fra vores italienske medlem af gruppen.

Grossvenediger4

Kig kun fremad
Endelig kan vi se en samling ski stikke lodret op fra sneen ved en top ret fremme for os. Det er folk på skibestigning, som har parkeret skiene umiddelbart før Grossvenedigers top for at tilbagelægge den sidste lille bid til fods.

Det går nu meget stejlt ned på begge sider af bjergkammen, hvor vi står. Bjergkammen er cirka en meter bred, og jeg må minde mig selv om ikke at kigge ned, da vi tager de første forsigtige skridt ud på kammen.

"Kig kun fremad, kig ikke ned," siger jeg til mig selv, da jeg ved, at jeg normalt kan holde højdeskrækken i skak på den måde.

Efter nogle få skridt ude på den smalle bjergkam har vi nået top-området, hvor der er lidt mere plads. Vi går straks til selve toppen, hvor et kors markerer, at vi har nået det højeste punkt på Grossvenediger. Vi har milevid udsigt over et kæmpestort område af Østrig og Italien. Under den blå himmel og den hvide sne kan vi se utallige bjergtoppe punktere skyerne langt under os.

Grossvenediger8

Yngste nogensinde på toppen
På et lille, fladt område nogle meter under toppen sætter vi os i sneen med solen i ansigtet og kigger ud over alle bjergtoppene, mens vi nyder vores topchokolade og snacks. Her er stort set ingen vind, selvom vi er så højt oppe og kigger ned på næsten alle andre toppe.

Da dunvesten kommer på, har jeg lyst til at blive siddende for evigt og bare nyde udsigten over Alperne i solskin. Imens vi holder frokostpause, fortæller Emil om første gang han besteg Grossvenediger. Han var kun seks år gammel og gik til toppen sammen med sin far.

"Har der nogensinde været nogen på toppen, som var yngre?" spørger vi.
Det lader det ikke til. Så vidt vides, så er Emil den yngste, der nogensinde har været på toppen af Grossvenediger. Siden er det blevet til utallige topture på hans hjemegns bjerg.

Det er dermed et par meget erfarne guider, vi har med, da vores anden guide blandt andet har besteget The Seven Summits, det højeste bjerg på hver af jordens syv kontinenter, samt masser af de lokale østrigske bjergtoppe.

Grossvenediger6

Vendt mod solen
Selvom vejret er skønt, og vi alle kunne holde frokostpause i evigheder, må vi til sidst bryde op og begynde nedstigningen mod hytten. Ned ad går det meget hurtigere, da vi ikke skal anstrenge os så meget som på vejen op, og vi nyder de sidste udsigter over bjergene, nu uden at blive forpustede.

Jeg er efterhånden ved at være temmelig udmattet efter den lange dag og 1100 højdemeters stigning op ad bjergsiderne. Jeg snubler flere gange, da jeg i træthed glemmer den ællinge-agtige gangart og kommer til at træde sneskoene ovenpå hinanden. Efter en sidste maveplasker i tøsne, nærmest på hyttens dørtrin, er vi endelig fremme ved hytten igen.

Hyttens solterrasse er nu fyldt op med skiløbere, der er vendt tidligt tilbage fra skibestigninger af de omkringliggende bjerge, og alle sidder de med solbrilleklædte ansigter vendt mod solen, og glassene fyldt med cola, kaffe eller øl. Det er en yderst fornuftig idé, synes vi, og der går ikke længe, før vi sidder bænket omkring et bord og skåler i iskolde colaer og øl ovenpå vores fantastiske oplevelse på bjerget.

Omkring bordet er der rødbrændte ansigter efter den lange dag i solen, meget trætte ben og store smil over dagens vellykkede topbestigning med sol, klart vejr, blå himmel, udsigter over skyhav og bjergtoppe så langt øjet rækker. Og en 3600-meters top i stort set vindstille vejr.


Grossvenediger2

Grossvenediger

Grossvenediger ligger i Hohe Tauern, Alpernes største nationalpark, der strækker sig 100 kilometer fra øst til vest og går fra 1000 meters højde op til Østrigs højeste bjergtinder. Grossvenediger er 3666 meter højt og dermed Østrigs fjerde højeste bjerg. Det højeste bjerg er Grossglockner på 3798 meter.

Andre spændende artikler


Guide: 5 favoritter fra hytte til hytte

Guide: 5 favoritter fra hytte til hytte

Alperne fra nord til syd

Alperne fra nord til syd

Toptur i Østrigs Alper

Toptur i Østrigs Alper

Log ind