Tormod Granheim på ski ned ad The Seven Summits

Hvordan kunne du fortsætte, når turen er så krævende, var du ikke rystet?
Hvis jeg havde stoppet op og tænkt situationen igennem, ville jeg formentlig ikke have kunnet fortsætte. Det er ikke just et sted, hvor man lige kan sende et redningshold ind og redde dig, så det var helt op til mig selv at komme videre. Jeg havde trænet en hel masse, og når man har det, så er man i stand til at gøre en masse ting uden at tænke så meget over det. Det var det, der fik mig til at kunne fortsætte turen ned. Jeg fokuserede på min søgen efter Tomas, og jeg forsøgte at følge hans spor ned ad bjerget. På et tidspunkt kom jeg til et langt fald på 2-300 meter ud over en lodret isvæg. Det fald havde Tomas taget, og først da gik det op for mig, at min eftersøgning var omsonst. Nu gjaldt det om selv at komme sikkert ned ad Everest.

Hvorfor klatre så hurtigt på Everest, er det ikke dømt til at gå galt?
Speedclimb, altså at klatre hurtigt, bliver blandt klatrere og bjergbestigere betragtet som den bedste form for træning. På den måde kan vi yde bedre på ekspeditioner. Mange vil gerne bestige Everest, og 95 procent af alle dem, der når toppen, gør det på lange ekspeditioner, men jeg synes, at det er lidt kedeligt. Så jeg gør det på den alpine måde, og når jeg går uden telt kalder vi det singlepush, og det er typisk for speedclimbing. Det betyder, at du tager et telt på ryggen, og så er du konstant på vej mod toppen. Ingen overnatninger eller noget. I stedet for at have ti telte i ti forskellige lejre på vej op, så har du et enkelt telt, og det har du med dig hele tiden. Det handler ikke om ekspeditionen, det handler kun om dig og din kamp for at komme videre og op mod toppen. Det kan jeg godt lide.

Hvad gjorde I på jeres tur?
Vi lod vores telt stå ved Advanced Base Camp (6450 m.o.h., red.), og så fortsatte vi mod toppen uden telt og uden brænder eller noget. Vi medbragte kun vand og snacks. Vi skulle bare kunne klare os i 36 timer. Vi havde dog et telt i Nordskaret (7070 m.o.h., red.), hvor Tomas startede fra. Vi havde desuden en brænde med til 7900 meter, hvor vi lod sherpaerne tage den med ned igen for selv at spare på vægten.

Det er vel ekstremt farligt at tage af sted uden udstyr?
Både ja og nej. Man er kun af sted i 24 timer, så vejrudsigten er meget mere pålidelig, end når man skal af sted på en ekspedition, der strækker sig seks-syv dage frem. Desuden er du ikke udsat for den ekstreme højde i særlig lang tid, og så er der mindre risiko for højdesyge, da du hurtigt kommer ned igen. Til gengæld er det meget hårdere.

Har du været af sted siden?
Efter at have stået på ski ned ad Everest har jeg også stået på ski ned ad Chimborazo i Ecuador og Mount Kea på Hawaii. Det er henholdsvis det bjerg, der er tættest på stjernerne, på grund af jordklodens ovale form, og det største bjerg i verden, da Kea er 10.000 meter, hvis man tæller den del af bjerget, der rækker ned under jordoverfladen med. Mit mål er dog at stå på ski ned ad The Seven Summits. Vi kalder projektet Super Seven, hvor vi vil bestige de højeste bjerge og vulkaner på verdens syv kontinenter og stå på ski ned ad dem.

Hvor langt er du i at nå det mål?
Jeg har stået på ski ned ad Aconcagua og så selvfølgelig Everest. Inden jeg skal holde foredrag skulle jeg også have nået Kilimanjaro, og det vil jeg også fortælle lidt om.

Hvorfor kaster du dig ud I så vilde og farlige ekspeditioner?
Jeg har en passion for at yde på et højt niveau og det er det, der driver mig. Jeg elsker at være udenfor, især i sne og kulde og i bjergrige landskaber. Det er komplekst og udfordrende at bevæge sig rundt i disse miljøer, og det er netop det, jeg godt kan lide. Selve faren i ekspeditionerne kan jeg ikke så godt lide. Det er den negative del af eventyret, og det ville jeg godt være foruden. Derfor forsøger jeg altid at reducere faren så meget som muligt, og hvis jeg bliver utryg, så vender jeg om, og det har jeg alligevel gjort en del gange efterhånden.