Du er her:
  • ARTIKLER
  • Over passet til Rainbow Mountain

Over passet til Rainbow Mountain

Trekking i Peru - Regnbuebjerget

Vi er ikke religiøse, men pilgrimsruten ved Ausangate fører os ind i en verden, vi ikke troede eksisterede. På det traditionelle trek vandrer man rundt om det hellige bjerg Ausangate, men i 2015 opdagede et par eventyrlystne backpackere en genvej til et helt specielt bjerg. Nemlig Rainbow Mountain.

DSC06660.jpg
Skrevet af: Camilla Boll og Mads Dalhoff
Opdateret den 26. jun 2022

Vi er ikke religiøse, men pilgrimsruten ved Ausangate fører os ind i en verden, vi ikke troede eksisterede. På det traditionelle trek vandrer man rundt om det hellige bjerg Ausangate, men i 2015 opdagede et par eventyrlystne backpackere en genvej til et helt specielt bjerg. Nemlig Rainbow Mountain.

Vi starter, som alle andre, med at tage bussen fra Cusco til den lille by Tinki, hvor vi sover en enkelt nat. Om morgenen klarer vi et par hurtige indkøb i landsbyens minimarked og sætter så af sted mod foden af Ausangate.

Den første dag er den mindst spektakulære, og vi trasker langsomt op til den første lejrplads cirka 16 kilometer inde på det 80 kilometer lange trek.

Vi forcerer på intet tidspunkt noget besværligt, men højden alene gør turen udmattende, så vi sætter hurtigt teltet op og kryber til køjs, mens solens sidste stråler rammer toppen af mægtige Ausangate.

Tyvstjålet jordnøddesmør

Ausangate-trekket er Perus højeste beliggende, og det mærker vi på andendagen. Vi har overnattet i 4400 meters højde og forude venter et pas i 4800 meters højde. Først skal vi have morgenmaden på plads. Og her indtræffer katastrofen. Vores jordnøddesmør er væk. Vi er ikke sikre, men bliver enige om, at de mest sandsynlige syndere, er de to kvinder, vi købte to huer af i går, da vi slog teltet op.

Vi studsede godt over deres interesse for vores mad, men vi bebrejder dem ikke. Hvis vi havde over 100 kilometer til det nærmeste supermarked, med adskillige bjergpas på vejen, så havde vi muligvis heller ikke modstået fristelsen for at score os en gang jordnøddesmør. Men deres lille finte ændrer vores vandretur totalt.

Nu har vi kun mad til fire dage, men det traditionelle trek tager fem. Enten vender vi om og dropper turen, ellers klarer vi to dages vandring i over 4500 meters højde på en dag. Vi vælger det sidste.

Vi har travlt, men det er ikke en mulighed at stresse heroppe. Det er luften for tynd til.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

DSC06446

'På afveje

Vi pakker teltet sammen, skælder lidt mere ud på de to kvinder og sætter af sted mod dagens første pas. Det går langsomt. Lige så langsomt som alt andet i de her højder. Vi har travlt, men det er ikke en mulighed at stresse heroppe. Det er luften for tynd til.

Da vi endelig når toppen af det første pas, får vi øje på en lokale quechua-kvinde lidt under os. Hun er i fuld traditionel udklædning med hat og skørter, og hun nærmest hopper henover passet som en gadedreng. Lettere chokerede fortsætter vi mod Pumacocha-søen. Den skulle have været vores næste stop. Hvis vi altså havde haft vores jordnøddesmør.

Da vi når søen, går det op for os, hvor store udfordringer der stadig ligger forude. For vi skal ikke gå den traditionelle pilgrimsrute. Vi skal noget, der er endnu hårdere. Foran os snor pilgrimsstien sig roligt op med Sorimanabjerget på højre hånd og Ausangate på venstre.

Ved siden af os er der en næsten lodret bjergvæg, der er kraftig rød på toppen og minder os om, hvorfor vi overhovedet er her. Vi er kommet for at gøre noget, meget få endnu har gjort: krydse den lodrette bjergvæg og forbinde Ausangate Trekket med Vinicunca – Regnbuebjerget.

DSC06466

Blod, sved og tårer

Klokken er allerede tre, og vi har brugt over fem timer på at tilbagelægge den ”lette” del af dagen. De andre vandrere stopper deres dag nu, men vi er tvunget til at klare det stejle pas, inden solen går ned klokken seks.

Vi skynder os at sige farvel til de andre ved campingpladsen og begiver os ud på det, der ender med at blive det hårdeste, vi nogensinde har gjort. Bjergvæggen er så stejl, at vi er nødt til at zigzagge op, og da vi er nogle af de første til at begive os ud på en her rute, er der ikke nogen sti at følge.

Camilla glider på nogle løse sten kort inde i stigningen og slår sin hånd, så det bløder. Da vi når toppen af passet efter en decideret kamp, kan vi konstatere, at bjergvæggen krævede både blod, sved og tårer. Følelserne sidder helt uden på tøjet, når kroppen presses til det yderste, men glæden overrumpler os, da vi endelig står på bjergryggen i 5000 meters højde og kigger ud over landskaberne omkring os.

På den ene side tårner Ausangate sig op med sine kæmpe, hvide gletsjere og smaragdfarvede gletsjersøer. På den anden side har bjergene skiftet farve fra de klassiske grå og brune farver til kraftige røde og orange nuancer. Der er noget, der siger os, at vi er på rette vej, så vi suger alle indtrykkene til os og fortsætter mod dalen længere nede.

Vi når lige nøjagtig den lille landsby inden solnedgang. Igen i dag har vi ikke energi til andet end en hurtig portion pasta med tomatsovs og tun, inden vi går til køjs.

DSC06547

Rainbow Mountain

Vi vågner tidligt dagen efter, børster isen af vores telt og ser vores værste mareridt. Turbusser. Horder af dem. Siden Regnbuebjerget blev ’opdaget’ for snart to år siden, har de lokale turistselskaber i Cusco fået øjnene op for bjerget og tilbyder nu endagsture fra Cusco til Vinicunca. Spændingen tager et dyk, men inden vi tog afsted, vidste vi, at Regnbuebjerget var blevet en kendt attraktion.

Det er alligevel overvældende at se så mange turbusser. Men det skal ikke ødelægge vores oplevelse, for i modsætning til alle andre, har vi vandret gennem de spektakulære, hellige landskaber ved Ausangate for at komme hertil. Det giver fornyet energi til at fortsætte det sidste stykke op til bjerget, der kun kan beskrives som af en anden verden.

Vejen fra landsbyen op til Regnbuebjerget er stejl. Mange af turisterne fra Cusco hyrer mulddyr og heste til at bære dem op til toppen, og selv om vi overvejer at bryde med vores idealer og sætte os op på et mulddyr, bliver vi hurtigt enige om, at det her eventyr skal fuldendes til fods. Så vi fortsætter langsomt. Meget langsomt.

Vores ben syrer hele tiden til, efter den tortur vi udsatte dem for i går. Vi bliver overhalet af samtlige turister; både dem med livserfaring og dem med lidt for mange kilo suser forbi. Vi ville lyve, hvis vi påstod, at det ikke mærkes på stoltheden.

Men det viser sig at være til vores fordel. For mens vi trækker vores syrestænger i slowmotion, ser vi de andre turister komme og gå, og da vi langt om længe kan ane et bjerg, der ikke burde eksistere, kan vi konstatere, at turisthorderne begynder at stilne af.

DSC06600 Edit

Som at hallucinere

Vi er nu i godt 5100 meters højde. Mangler kun de sidste 100 højdemeter. Der er så kort til toppen, men alligevel så evig langt. Det må være sådan her, bjergbestigere føler, når de står 100 meter fra toppen af Everest. Vi bruger over en halv time på at kravle de sidste 100 meter til toppen, men nøj, hvor er det alle anstrengelserne værd.

Vi har blødt, svedt, grædt, og på vej op ad den djævelske bjergvæg har vi sendt nogle af de grimmeste gloser i det danske sprog afsted mod hinanden. Og ikke mindst mod bjerget. Men nu står vi her.

De andre turister er forduftet. Her er kun os – og en af de tilfældige hunde, som du aldrig slipper for i Latinamerika – på toppen. Og der er udsigt ud over Montaña Arcoiris: Regnbuebjerget. Det føles næsten som at hallucinere at kigge ud over området. Selv om vi kunne bruge timer på bare at sidde og beundre, hvor smukt et sted verden kan være, er vi nødt til at bevæge os ned igen.

Vores madlager er ved at være godt i bund, og selv om vi ville ønske, vi kunne fortsætte rundt om Ausangate, så er det ikke en mulighed. Vi er nødt til at tage tilbage til Cusco. For nu.

Ruten fra Ausangate til Regnbuebjerget må være en af verdens absolut bedste vandreture, og vi er sikre på, at vi kommer tilbage for at færdiggøre turen rundt om det 6384 meter høje apu. Måske vi tager et ekstra glas jordnøddesmør med til den tid.


DSC06561

Det hellige bjerg Ausangate

For quechua-folket, der lever i Perus Andesbjerge, er Ausangate et helligt bjerg – et ’apu’. Med sine 6384 meter er Ausangate Sydperus højeste bjerg og derfor også det helligste af alle apuerne. De enorme gletsjere på bjergets top smelter langsomt, danner floder og forsyner de lokale landsbyer med vand. Vand er liv, og derfor er Ausangate skaberen og livgiveren.

Vandreruterne rundt om Ausangate blev brugt som pilgrimsruter af inkaerne førhen, og den dag i dag er der stadig tusindvis af pilgrimme, der valfarter til Ausangate for at spørge bjerget om alt mellem himmel og jord.


DSC06458

Seriøs højde

Da vi gik ned fra Regnbuebjerget og nærmede os landsbyen, fik vi øje på en ambulance. En af dagsturisterne, en 37-årig franskmand, var omkommet på vej ned fra Regnbuebjerget. Ambulancefolkene fortalte, at han var død på grund af højden.

Det er første gang, det er sket, men det vidner om, at trekket fra Ausangate til Regnbuebjerget skal tages seriøst, kræver god form og ordentlig akklimatisering. Hvis du mærker symptomer på højdesyge – svimmelhed, hovedpine, mistet appetit og kvalme blandt andet – så bevæg dig mod lavere højder med det samme. Hjælpen er meget langt væk ved Ausangate, så kom problemerne i forkøbet.

Andre spændende artikler


Uspolerede, fortryllende Choquequirao

Uspolerede, fortryllende Choquequirao

Ny bog: En eventyrer i Peru

Ny bog: En eventyrer i Peru

På toppen af vulkanen El Misti (5822m) i Peru

På toppen af vulkanen El Misti (5822m) i Peru

Log ind