Du er her:
  • ARTIKLER
  • Trekking i Tyrkiets Kaçkarbjerge

Trekking i Tyrkiets Kaçkarbjerge

Blandt bønner og bjørne

I Kaçkarbjergene i det nordøstlige Tyrkiet lever bjergbønder og bjørne, som de altid har gjort – lidt endnu i al fald. Signe Ravn-Højgaard og to venner sætter ud på en ugelang vandretur i de alpine bjerge helt ude ved den georgiske grænse.

Skrevet af: Signe Ravn-Højgaard
Opdateret den 09. mar 2020

I Kaçkarbjergene i det nordøstlige Tyrkiet lever bjergbønder og bjørne, som de altid har gjort – lidt endnu i al fald. Signe Ravn-Højgaard og to venner sætter ud på en ugelang vandretur i de alpine bjerge helt ude ved den georgiske grænse.

Vi er på vej ud i Kaçkarbjergene i det nordøstlige hjørne af Tyrkiet. Tre venner på eventyr. Vi kører i en lille bus op gennem en sveden, varm dal, mens vi langsomt vinder højde. Chaufføren kender nogle, som han skal tale lidt med, og vi stopper. Vi stopper også et andet sted, hvor chaufføren plejer at drikke te. Det gør han ikke i dag, for det er ramadan, så han sætter sig bare i tesalonens skygge. Middagssolen bager på den øde hovedgade, hvor et par butikker sælger gamle fjernsyn og nybagt brød. En mand sidder i skyggen på den anden side af gaden. Han vinker mig over til sig, viser stolt et blegnet sort-hvidfotografi, peger på manden på fotografiet og så på sig selv. 

Manden på billedet er en yngre udgave af manden foran mig. Og han sidder på en bjørn! Jeg misser med øjene i den stærke sol. Den er god nok. Det er en bjørn. Manden forklarer, at fotografiet er fra 1970'erne. Dengang boede der mange bjørne i området. Landsbyboerne skød dem. Men nu er der ikke så mange bjørne tilbage. Mine rejsekammerater og jeg udveksler lidt bekymrede blikke: Bjørne dér, hvor vi skal vandre!? Heldigvis er billedet fra 1970'erne, så jeg beroliger mig selv.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

4Bjørnesikring
Bussen bumler videre op gennem dalen. Vi stopper i små landsbyer langs vejen, hvor chaufføren bringer de seneste nyheder fra lavlandet til beboerne, der hviler i skyggen.
Landsbyen Barhal består af et par huse og en gammel kirke fra 10. århundrede. Dengang var området kristent. Nu findes der stort set ingen kristne her – og kirken er omdannet til moské. Et lille familiedrevet hotel klamrer sig til bjergsiden højt over landsbyen. Med små generatordrevne svævebaner hiver familien vores rygsække op til hotellet. Jeg er lidt bekymret, for hvis de stærke mænd her skal bruge en elektrisk svævebane for at få min rygsæk op, hvordan skal jeg så selv få den op ad bjergene på vandreturen?
Bekymringerne bliver dog hurtigt udskiftet med den obligatoriske tyrkiske te: Stærk, besk, neutraliseret med masser af sukker og serveret i små elegante glas. To turister kommer trætte ned fra en tur i bjergene højt over hotellet. De har mødt en bjørn. Ja, den gik faktisk rundt lige der, hvor vi har tænkt os at slå lejr den kommende nat. Og her troede jeg, at bjørne hørte fortiden til.

Vi plukker blåbær og drikker vand fra bjergfloderne.

10Det søde sæterliv
Med bjørne i baghovedet begynder vi vores ugelange vandretur. Gamle mænd og koner høster hø på markene. Hejsesystemer af stålwirer og generatorer bringer varer op til gårdene højt på bjergsiderne. Vi starter i 1300 meter og skal godt op over 3000 meter, så vi har en lang dag foran os. Langsomt ændrer beplantningen sig, mens vi bevæger os opad: Fra tæt skov til små buske og til sidst goldt og øde klippelandskab. Vi går gennem små sæterlandsbyer, hvor det lokale hemşin-folk flytter op om sommeren med deres familier og dyr. Dyrerne spiser sig fede i højlandsgræs, mens familieren gør klar til vinteren ved at lave oste og samle hø. Stien forsvinder efter de sidste sæterhytter. Vi må kravle op ad bjergsiderne, gennem rhododenronbuske og over store sten. Det er ved at blive mørkt. Jeg tænker på bjørne. Det var ikke langt herfra, bjørnen blev spottet i går.
Vi slår lejr ved en fredfyldt gletjsersø. Det er koldt. Vi varmer frysetørret mad i en fart.
Jeg insisterer på at lægge vores mad i vandtætte poser et stykke fra teltet. Tænk hvis, der skulle komme bjørne og forlyste sig på maden. Så er det bedre, at maden ligger uden for teltet. Men vi ser ikke skyggen af bjørne her i den bidende kulde højt over trægrænsen.

Pludselig lyder skud i mørket. Skyder de efter os? Eller skræmmer de bjørne væk? Og hvad er overhovedet værst?

8Mount Kaçkar
Ethvert bjerg med respekt for sig selv har en basecamp. Det har Mount Kaçkar med sine 3937 meter også. Basecampen, der består af blegnede, gule kuppeltelte, ligger indhyldet i tåge. En fastboende tyrkisk guide er eneste menneske her. Vi vil slå lejr højere ved en gletjsersø med klart blåt vand og sommersne langs de stejle breder. Vi finder den eneste plads, hvor vi lige netop kan kile vores telt ned. Med møje og besvær får vi det sat op. Vandrestænger, ekstra line og sten tages i brug. Fra teltet har vi udsigt over hele det østlige Tyrkiet – hvis det altså ikke lige var tåget og regnede. Tågen er for tæt til bjergbestigning, så vi beslutter os for bøger og kortspil på liggeunderlaggene, der er godt bulede af det ujævne underlag. Af og til kan man høre en sten skride ud fra de stejle klippesider og lande i det isblå vand. Ellers er der helt stille i tågen.
Vejret er ikke meget bedre næste morgen, men til toppen må vi jo. Vi går gennem ørkenlandskaber med sten i alle størrelser, på vagt over for stenskred. Vi krydser store snefelter med frygt for at glide mange hundrede meter ned af den glatte sne og forsvinde i tågen. Endelig når vi toppen. Et tyrkisk flag dukker frem af tågen som beviset på, at vi vitterligt er på toppen af Mount Kaçkar. Vi spiser oliven og drikker cola, før vi går ned igen.

Under beskydning?
Det er ved at blive mørkt, og vi skal finde et fladt sted at slå lejr. Det er svært, for tærrænet er stejlt, så da vi finder et sted, der kan gå an, slår vi til. På den anden side af en stor, brusende flod ligger nogle gamle forladte sæterhytter. Pludselig ser vi at sæterhytterne, på trods af deres ubeboelige fremtoning, er beboede. En gruppe mænd tænder lejrbål og laver fagter til os. Vi forstår ikke, hvad de prøver at sige til os. Vi kan ikke høre noget gennem flodens brusen.
Pludselig lyder skud i mørket. Skyder de efter os? Eller skræmmer de bjørne væk? Og hvad er overhovedet værst? Handlede deres fagter om bjørne? Intet sker, og natten bliver stille. Det er dog alligevel svært at falde i søvn. Og først flere dage senere finder jeg ud af, at skudene markerede afslutningen af dagens ramadanfaste.

9Det forkerte pas
Vi går gennem græsgange med geder og får. Gennem små landsbyer, hvor minareterne kalder til bøn, og befolkningen sidder ramadansløve i skyggen uden at drikke den ellers så obligatoriske beske te. Vi går gennem høje pas med udsigt over hele bjergkæden. Vi plukker blåbær og drikker vand fra bjergfloderne. Bjørne stifter vi ikke nærmere bekendtskab med. Heldigvis.
Et varmt bad venter. Tanken om fetaost, oliven og kebab frister også. Vi skal ned i dag, og der er ikke langt igen. Men først skal vi op over et pas og gennem en dal, hvor vi vil kunne få et lift ud til hovedbyen, Ayder. Der er ikke langt. Vi pejler os op mod passet. Det går langsomt, for vi må kravle over store sten, men i passet er udsigten fantastisk. Vi kan netop skimte Sortehavet i nord. Bjergene strækker sig ud i alle retninger. Klipperne forsvinder flere hundrede meter lodret ned bare et par meter fra, hvor vi står. Og dér, dybt nede under os, kiler en bjergsø sig fast mellem klipperne. Det er højst besynderligt, for ifølge kortet skulle dalen ikke byde på en sø, men derimod en slette. Vi er kommet til at gå mod et pas for langt mod øst. Vi må gå videre: Følge bjergkammen til det rigtige pas, hoppende fra sten til sten. Det tager tid og vi er trætte. Det er sent, da vi finder det rette pas.

12Saudisk turistmekka
Vi går ned gennem dalen, hvor køerne græsser, og floderne farver alt frodigt grønt. Der er længere, end vi troede, så det er sent, da vi når til landsbyen. Vi kigger rundt. Her er mange huse, men ingen biler. Hvordan skal vi få et lift til vores varme bad? Vi får øje på den eneste bil i landsbyen: en minibus, der holder ved et hus i udkanten af landsbyen. Vi går derhen og taler ved hjælp af tegn og meget få tyrkiske fraser med en kvinde. Hun kalder på sin datter, der kan lidt engelsk og har en telefon med internetforbindelse, hvor hun kan slå ord op. Vi forstår, at det ikke er så let at komme til Ayder. Turen, vi troede ville tage en halv time, tager tre til fire timer, for vejen er dårlig. Det er faren i familien, der er buschauffør, og han kører først i morgen tidlig. Vi må vinke farvel til vores varme bad. Til gengæld bliver vi inviteret inden for i sæterhytten.

11I sæterhytten
Vi sidder på sengene rundt om brændeovnen, der skal holde træhuset varmt i de kolde sommeraftener. Døtrene laver mad til os. Agurker, tomater, brød og den lokale delikatesse: mukhlama – en fed oste-fondu lavet på ost fra deres køer. Selv spiser familien ikke, for det er jo ramadan. Døtrene hjælper os med at slå vores telt op på marken ude foran deres hytte. Til gengæld hjælper vi med at samle hø til vinteren. Vi spiller bold, tager selfies og fjoller. Da bønnerne lyder fra landsbyens minaret, er alle børnene med ét væk. Nu må de endelig spise efter en lang dag uden vådt eller tørt.
Næste morgen kører vi med faren til Ayder. Der bliver diskuteret højlydt blandt bussens øvrige passager. Alle blander sig i diskussionen, mens de ryger om kap. Vi stopper i en landsby og drikker besk te. Ayder er et spøjst sted: et turistmekka for rige saudiere, der vil undslippe hjemlandets ørkenvarme. Tivolier og tomme restauranter, der med aftenbønnen fra minareten bliver stuvende fulde på få minutter. Vi nyder termiske bade, besk te og tyrkisk grillmad. Turen er slut. Vi kom ikke i nærkontakt med bjørnene i det nordsøstlige Anatolien. Men alt tyder på, at de lever der i bedste velgående.


Hemşin-folket

Hemşin-folket bor i Kaçkarbjergene. De er af kristen-armensk afstamning, men de er nu muslimer. De lever fortrinsvist af at dyrke te og honning, samt opdræt af køer, geder og får. Om sommeren bor en stor del af hemşin-folket i sæterhytter højt i bjergene, mens de om vinteren bor i de varmere egne langs Sortehavet. Kvinderne kan kendes på de karakteristiske spraglede tørklæder og lange nederdele. Og hvis du er heldig, kan du få lov at se hemşin-folket danse den traditionelle dans, horon, til musikken af en gedeskindssækkepibe.


15Andre aktiviteter i Anatolien

Det er oplagt at kombinere en vandretur i Kaçkarbjergene med en tur langs Sortehavet eller et besøg i byen Erzurum midt på den anatolske højslette. Byen, der tidligere har været vært for vinter-OL, har et skisportscenter, man kan besøge om vinteren. Et andet alternativ er riverrafting på floderne i Kaçkar. Floderne løber forbi gamle borge og små bjerglandsbyer.

 

Find din næste tur her


Priser fra 11.998
Fællesture
Mount Ararat 5.165 meter

Mount Ararat 5.165 meter

Andre spændende artikler


Langs Lykiens gamle stier

Langs Lykiens gamle stier

Til tops på mytiske Mt. Ararat

Til tops på mytiske Mt. Ararat

I apostlens tyrkiske fodspor

I apostlens tyrkiske fodspor

Log ind