Trekking på inkaernes stier

Én af mange
Længere nede i denne artikel kan du læse mere om andre inkastier, der byder på trekking i absolut verdensklasse, men først handler det om Inkastien. For mens afslutningen tager pusten fra de fleste, så er selve vandreturen også en stor oplevelse. Vandringen begynder ved enten kilometersten 82 eller 88 på jernbanen mellem Cusco og Aguas Calientes, alt efter om man tager bus eller tog til startpunktet.

Når man sætter ud på stien er det stort set straks med følelse af, at man er langt væk og godt på vej. Stien stiger med det samme fra floddalen. Den er bred og veldefineret, bjergene brunlige og vegetationen grøn.

Dalbunden ligger i 2600 meters højde, så åndedrættet kommer med det samme på arbejde. Inden dagen er omme, er man i over 3000 meters højde, men de cirka 12 kilometers vandring er en relativ mild start på turen. De fleste grupper overnatter i lidt over 3100 meters højde i Wayllabamba. På lokalsproget, quecha, betyder det ’græseng’, hvilket dækker meget godt.

Den døde kvindes pas
Var dag ét på Inkastien ganske overkommelig, så bliver det straks mere strabadserende på dag to. I et par timer eller tre vandrer man op gennem tyk, tæt vegetation og skov, inden man kommer op over trægrænsen i små 3700 meters højde, hvor engen Llulluchapampa byder på en god hvileplads.

Heroppe begynder elementerne at vise tænder i form af den tynde luft og en skrap sol, der ofte får sveden til at drive på den stejle opstigning mod det højeste punkt på turen: passet Warmi Wañusqa, der betyder ’Den døde kvindes pas’. Vejret højt i Andesbjergene er omskiftelig, og mens du kan have svedt på turen op, kan isnende vinde nu komme susende ind.

Det kan også være, at tågeskyer kommer drivende. Eller regnen vælter ned. Uanset hvad er det vigtigt at være forberedt. Turen ned fra passet går på stejle trappetrin. 700 højdemeter, der sætter knæ og lårmuskler på overarbejde. Dagens lejrplads ligger på fine terrasser i Pacamayo.

I hjertet af Inkaland
På dag tre bliver det hele blot bedre endnu. Ruinerne Runkuracay har formentligt været en vagtpost og ligger lige inden, man når op i passet af samme navn i 3950 meters højde. Heroppe er græsset gyldent eller lysegrønt, bjergkammene til alle sider er takkede, og de snedækkede toppe gør sit for at tage pusten fra én, hvis det ikke allerede er sket på opstigningen.

Der er stejle trapper ned på sten lagt af inkaerne for århundreder siden, flere ruiner i Sayacmarca, en nedstigning til tågeskov med orkidéer, mos, enorme bregner og blomster, inden turen stien atter stiger op til trekkets tredje pas. Her møder øjet 6271 meter høje Salkantays snedækkede bjergsider.

Få minutter efter passet er der flere ruiner i Phuyupatamarca. Så følger omtrent 1000 trappetrin ned. Endelig venter lejrpladsen ved ruinerne Wiñay Wayna, der ligger uimodståeligt på stejle, grønne bjergterrasser. På fjerdedagen vågner man tidligt. Inden solen er stået op. Snører vandrestøvlerne. Sætter ud på stien i mørket. Trasker gennem tågeskoven. Efter omtrent en times vandring finder man 50 stejle trin ned af. Så går man gennem Solporten.

Og dér, under én, ligger inkaernes glemte by Machu Picchu på bjergkammen badet i dagens første solstråler. Resten af dagen går med at udforske ruinerne og måske tage en sidste tur til tops for at få den uimodståelige udsigt fra toppen af Huayna Picchu med.

Salkantay-ruten til Machu Picchu
I takt med at flere og flere mennesker vandrer Inkastien, er der blevet etableret flere treks til og omkring Machu Picchu. Det mest populære af dem er Salkantay-trekket. Det kommer i adskillige forskellige afskygninger og versioner, men fælles for dem alle er, af de bringer vandreren op til det spektakulære, snedækkede bjerg Nevado de Salkantay.

I den gamle inkamytologi er det et helligt bjerg. Her trekker man i en højere verden, end man nogensinde kommer op i på den klassiske inkasti. Her er alpine bjergsøer, nøgne bjergpas, og Salkantay er blot et af fire bjerge på over 6000 meter, man kommer forbi.

Trekket er generelt hårdere end den klassiske sti, men for nogle vil belønningerne i form af mere storslåede landskaber og færre mennesker på stierne gøre det strabadserne værd. Samtidig går man ikke glip af tågeskoven, som stien snor sig ned gennem sidst på turen.

Derudover er der et par andre ting, der kan have betydning for, hvilket trek man vælger. På Salkantay-ruten er der altid ‘plads’, da der ikke begrænsning på, hvor mange mennesker, der dagligt kan begive sig af sted. Skal der spares penge på bunden af pengekatten, kan trekket også gøres billigere, da man ikke behøver hyre guide og bærere. Her kan man sætte ud på helt egen hånd, hvis man lyster.

Dog kun på den version af Salkantay-trekket, der ender ved Aguas Calientes – den lille by, der ligger ved jernbanen dybt i dalen under sadlen, Machu Picchu ligger på. Her fra kan man enten tage bussen på til ruinerne eller forkæle benene med en lang række trappetrin op ad bjergsiden. Det gør man på turens femte dag.

Den gyldne mellemvej
Det, man ikke får på den version af Salkantay-ruten, der ender ved Aguas Calientes, er blikket på Machu Picchu, når solen står op, og man står i Solporten med vidunderet ved sine fødder. Nogle vil mene, at det øjeblik i sig selv taler for, at man tager den klassiske sti.

Vil man trekke op i højderne på Salkantay-trekket, men ikke være foruden den magiske morgen i Solporten på den klassiske Inkasti, kan man begive sig ud på den gyldne mellemvej. Den kombinerer Salkantay med den klassiske Inkasti, som man når efter omtrent tre og en halv dag.

Den aften overnatter de fleste så på engen Llulluchapampa, inden de næste dag traver over ’Den døde kvindes pas. Hele turen ender med at tage en uge. Den giver det bedste af begge ruter.

Skidt pyt med Machu Picchu
Er du ligeglad med at ende dit trek ved Machu Picchu (som du sagtens kan besøge uden at trekke der til ved for eksempel at tage toget fra Machu Picchu til Aguas Calientes), er der selvfølgelig en bred vifte af fortrinlige muligheder for at vandre i bjergene på inkaernes gamle stier.

En af de mest eventyrlige, der samtidig har et klart mål, er trekket til Choquequirao, der lige som Machu Picchu er en gammel inkaby Også den ligger utilgængeligt og smukt i bjergene. I dag ligger den samtidig noget mere afsides og kan kun nås til fods.

Trekket er temmelig strabadserende, stien er som blæst for mennesker sammenlignet med Inkastien, og der er en større følelse af at være på egne vilde vover end på Inkastien. Trekket starter i den lille landsby Cachora. Her fra er der ’blot’ 32 kilometer til Choquequirao, men som folk, der har vandret i bjerge ved, så er det ikke altid antallet af kilometer, det kommer an på.

Det er til gengæld, hvor kuperet terrænet er, som har den største betydning. Fra Choquequirao kan man enten vandre tilbage, hvor man kom fra, eller man kan gøre trekket til en ugelang odysse, der ender ved jernbanen. Her fra tager det en time med tog til Aguas Calientes, og du kan begive dig op til Machu Picchu. For uanset hvordan man vender og drejer det, så er der intet, der slår inkaernes glemte by, når det kommer til ruiner i Peru.

40.000 kilometer stier

Byerne og regionerne i Inkaernes enorme rige var bundet sammen af et netværk af stier, der tilsammen målte næsten 40.000 kilometer. De to primære færdselsårer løb parallelt med hinanden fra nord mod syd – fra et sted mellem nutidens Quito og Bogota i nord til ned omkring Santiago i Chile.

Den ene hovedrute gik tæt på Stillehavskysten, mens den anden gik ned gennem Andesbjergene. Der var mere end 20 stier, der forbandt de to over bjergpassene. Rutenetværket blev blandt andet brugt til at transportere varer og til militære formål, men almindelige mennesker havde ikke ret til at benytte dem uden en særlig tilladelse. Machu Picchu lå for øvrigt langt fra de mest befærdede stier.

Bærere på Inkastien

For at skåne Inkastien er det ikke længere lovligt at benytte sig at pakdyr som heste, æsler og lamaer. Det betyder, at det er lokale bærere, der står for at slæbe telte, kogegrej, mad og så videre for grupperne, der vandrer på stien. Det er trekkeres pligt at gøre, hvad de kan, for at bærerne bliver behandlet fair, og heldigvis er der en lov i Peru, der beskytter bærernes rettigheder.

Den siger blandt andet, at en bærer maksimum må bære 20 kilo udstyr – 15 kilo, der skal bruges til gruppen, plus fem kilo personlige ejendele som tøj og sovegrej. Kravene bliver taget alvorligt, og bærernes læs bliver vejet ved begyndelsen af stien og ved et tjekpoint senere.

Er grænserne overskredet, får bureauet en bøde, og for mange bøder kan betyde, de bliver frataget licensen til Inkastien. Desværre er der bureauer, der prøver at snyde. Gå derfor aldrig med til selv at bære den del af din bagage, bærerne slæber, om på den anden side af tjekpointet.

Du kan samtidig forsøge at sikre dig, at bærerne bliver udstyret med soveposer, der er varme nok, og at der er nok mad til dem undervejs. Den lovpligtige minimumsløn for en bærer ligger på 44 peruanske soles om dagen, hvilket svarer til lidt mere end 90 kroner.

Tager en bærer fire ture om måneden, tjener han altså omtrent 700 soles plus drikkepenge for 16 dages arbejde. Til sammenligning tjener en skolelærer i Cusco normalt et sted mellem 900 og 1200 soles om måneden. Mens nogle bureauer betaler mere end det lovmæssige minimum, er der desværre også en del, der ikke lever op til det.

Det kan være svært at finde ud af, inden man booker sit trek, men prøv. Samtidig er det god skik at give en god skilling i drikkepenge, når trekket er slut. Bærerne regner med det. Sammenlignet med den pris, man betaler for sin tur til Peru, skal der ikke meget til i drikkepenge for at gøre en forskel.

Regler & tilladelser

I takt med at den klassiske Inkasti blev mere og mere populær, blev presset på stien øget, og der blev sat en grænse for, hvor mange mennesker, der må færdes på stien. I dag er der maksimum 500 mennesker, der må sætte af sted på stien om dagen. Det inkluderer turister, guider, bærere, kokke, og hvem der ellers kunne finde på at drage af sted.

Det er lovpligtigt at have en guide med på turen, og langt de fleste trekkere går gennem et bureau, der også stiller op med bærere, kokke, telte og kogegrej. Logistisk betyder det en langt mere tilgængelig tur, hvor du samtidig kan nøjes med en mindre rygsæk ude på stierne. Der må maksimalt være 16 trekkere i en gruppe. En tilladelse til Inkastien koster 50 dollars per person og inkluderer entréen til Machu Picchu.

Vælg et bureau

Der findes et væld af bureauer, der arrangerer ture ad Inkastien til Machu Picchu, men den service, der bliver leveret, varierer i høj grad. Det sikreste er at arrangere turen via et dansk bureau, der er dækket af rejsegarantifonden, og hvor du er sikker på, at kvaliteten er i orden, og at bærerne arbejder under ordentligt forhold.

Køber du dit trek gennem et lokalt bureau, skal du være opmærksom på, at kvaliteten af trekket varierer. Køber du det billigste trek, skal du nok heller ikke regne med at servicen er i top. Vær sikker på at få udleveret en fuld liste over, hvad der er inkluderet i prisen – og måske lige så vigtigt, hvad der ikke er inkluderet – inden du betaler for trekket.

Varme dage, kolde nætter

Regntiden i Andesbjergene omkring Cusco varer normalt fra engang sidst i november til marts. Her er stien våd, udsigterne begrænsede, og det er ikke det bedste tidspunkt at vandre. Desuden er Inkastien helt lukket i februar, hvor heftige regnfald kan betyde erosion af stien.

Februar bliver samtidig brugt til at vedligeholde stien. Så vidt året på stien, men noget helt andet er, at temperaturen kan svinge drastisk i løbet af et enkelt døgn. De første to dage er normalt varme med brændende sol, mens de to første nætter kan blive rigtig kolde.

Mellem juni og august er det ikke unormalt med nattefrost, mens september og oktober er lidt varmere. Tredje- og fjerdedagen er normal lidt mere fugtige end de første to dage, mens den tredje nats lejrplads er lidt lunere end de foregående.

Partnerlinks

Kipling Travel tilbyder, udover diverse rundrejser i Peru der inkluderer besøg til Machu Picchu, trekking på den klassiske Inkasti. Tjek www.kiplingtravel.dk. 
Topas Travel har en rundrejse, der inkluderer et par dages trekking på Salkantay-ruten og besøg i Machu Pichu. Tjek www.topas.dk.