Du er her:
  • ARTIKLER
  • Trekking: Inka-stien til Machu Picchu

Trekking: Inka-stien til Machu Picchu

Inka-stien er en af de mest kendte og populære trekkingture på det sydamerikanske kontinent. Her finder man et panorama af sneklædte bjerge og høje regnskove, som er helt fantastisk. Vandringen fra den ene smukke ruin til den næste er både mystisk og enestående. Cuzco i det sydlige Peru var hovedstaden i inka-riget, som strakte sig fra Santiago i Chile til Colombias sydlige grænse. Dette enorme rige havde sin storhedstid omkring det 15. århundrede, indtil spanierne erobrede magten i denne del af verden. Af inkaernes mange prægtige guldbesmykkede bygningsværker er der i dag kun få tilbage, som ikke har mistet tidligere tiders storhed.

aw28_Inkastien_peru_237.jpg
Skrevet af: Henrik Koch
Opdateret den 10. jan 2017

Inka-stien er en af de mest kendte og populære trekkingture på det sydamerikanske kontinent. Her finder man et panorama af sneklædte bjerge og høje regnskove, som er helt fantastisk. Vandringen fra den ene smukke ruin til den næste er både mystisk og enestående. Cuzco i det sydlige Peru var hovedstaden i inka-riget, som strakte sig fra Santiago i Chile til Colombias sydlige grænse. Dette enorme rige havde sin storhedstid omkring det 15. århundrede, indtil spanierne erobrede magten i denne del af verden. Af inkaernes mange prægtige guldbesmykkede bygningsværker er der i dag kun få tilbage, som ikke har mistet tidligere tiders storhed.

Sydamerikas måske største attraktion - inkabyen Macchu Picchu, også kaldet “den forsvundne by i himlen”, er dog en markant undtagelse. Macchu Picchu er en mentalt og fysisk uforglemmelig oplevelse, som giver en dybere og mere indgående forståelse for inkaernes levevis og gudested.

Togturen
Under et ophold i Peru beslutter Susanne og jeg at prøve Inka-stien. Fra Cuzco vælger vi at tage 2. klasse på lokaltoget, en tur på tre-fire timer, som ifølge rejseguiden “Lonely Planet” er det tætteste, man kommer på lokalbefolkningen med alt hvad det indebærer af tyveri o.l. Vi er derfor meget påpasselige, da vi får erobret et par sæder. Vi nærmest sidder ovenpå vores rygsække, som er pakket til fem dage i det fri. Men vores nervøsitet bliver gjort til skamme, og vi har en utrolig hyggelig togtur i snak med lokale. Det lyse hår er ingen hindring, nærmest en anledning til meningsudvekslinger samt spørgsmål. Undervejs bliver vi også budt på kaffe og kage fra vores medpassagerer.

Inden togturen var vi blevet advaret om, at toget kun standser kort ved “km 88”-trinbrættet, som markerer starten til Inka-stien. Derfor stod vi kampklare ved døren for sammen med en gruppe andre unge at storme ud af toget. Toget stopper, og på under ét minut står vi alle på sporet med rygsæk, feltflasker m.m. De lokale peruanere hænger ud af vinduerne for at betragte dette mærkelige optrin, som virker endnu mere bizart, eftersom toget faktisk holder mere end et kvarter ved trinbrættet.

Da toget er kørt, opdager vi, at ca. 100 andre unge fra Europa og Sydamerika har valgt at gå det berømte trek. Endnu et af verdens vidundere er “faldet” til rygsækturismen. Efter denne erkendelse er det kun at gå over togsporet, købe en trekkingtilladelse (17 US Dollars) og krydse hængebroen over den brusende Rio Urubarker. Vi befinder os 2200 meter over havet. Herefter er der tre dages spændende vandretur forude.

Inka-stien
Heldigvis er der stor forskel på hastigheden på de forskellige grupper, hvorfor vi med tidlig afgang og et godt tempo oplever at vandre en stor del af turen relativt alene. Kun på lejrpladserne er der mange mennesker.

Det der med rette har gjort Inka-stien berømt, sammenlignet med Sydamerikas mange andre smukke vandreture, er den unikke kombination af natur, de mange vidnesbyrd om en forsvunden kultur og et tillokkende mål i form af Machu Picchu.

Den første halve dag af trekket løber i en frodig dal med indviklede overrislingssystemer og eucalyptusplantager. Her findes også nogle få Coca Cola-boder og den eneste by (Hyayallabamba), som passeres på trekket. Vi modstår fristelsen fra boderne indtil sidste stop, hvor en sød lille femårig pige - med lillebroderen som hjælper - sælger kolde sodavand.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

aw28_Inkastien_peru_238.jpgEfter byen snor stien sig med en trættende stigning igennem en alpin regnskov for at ende ved en hyggelig lejrplads tæt ved trægrænsen. Næste morgen går turen over det højeste pas på trekket - Warmiwanusca i 4198 meter.

På vej mod passet mærker vi, at vandringen foregår i stor højde, da den iltfattige luft tydeligvis sænker tempoet. Fra passet er der en smuk udsigt til sneklædte bjergtinder længere væk.

På den anden side af passet er der et velbevaret brostensbelagt stykke af inka-stien. De stejle strækninger er egentlige trapper, som gør nedstigningen temmelig hård ved knæene. Efter flere timers vandring ned til et lille vadested og en opstigning på ny til Runturacay-ruinerne kan vi kigge tilbage og følge inka-stien, som snor sig i det grønne landskab.Ruinerne og det tydelige stisystem sætter fantasien i gang og fortæller om forsvaret mod spanierne og et tiltrængt hvilested for inkaernes trætte stafetløbere.

Resten af dagen går trekket langs en imponerede bjergkam, som giver et kig til skiftevis den ene og den anden side. Undervejs passerer vi den berømte inka-tunnel, som illustrerer inkaernes vilje og kunnen til at skabe et optimalt forløb for deres vejsystem.

aw28_Inkastien_peru_239.jpgEt par gange i løbet af dagen er vi blevet passeret af halvløbende lokale bærere. Efter et sving på stien hviler en større flok med cocablade i deres udspilede kinder. Ved at give dem noget af vores vand forsøger vi ydmygt at hjælpe dem videre med deres umenneskelige byrder det sidste stykke af dagens etape.

Overnatning
Lejrpladserne er et kapitel for sig selv. Vi oplever, at det altid er muligt at få en plads til teltet samt rent rindende vand. Det til trods for de til tider uorganiserede toiletforhold, der som et spor af Kleenex følger vestens ungdom også ud i denne del af verden.

Teltpladserne er typisk placeret tæt ved de høje pas, og det giver en enestående udsigt over sneklædte bjerge og dybe dale. Samtidigt har passene været strategiske placeringer for fæstningsværker, og det betyder, at udsigten fra teltåbningen oftest inkluderer en inka-ruin.

De orangegule solnedgange gør, at trætheden fra dagens vandring hurtigt glemmes. På samme måde giver morgentågen i dalene det spark til fantasien, som motiverer til at se, hvad dagen bringer af flotte udsigter, særpræget natur og mageløse bygningsværker.

Machu Picchu
Det er midt på formiddagen. I dag har stien gået igennem regnskoven, som klæber sig til stejle klippesider. Til tider har sporet være smalt, men ikke på noget tidspunkt faretruende.

Vi har allerede været på farten i mere end fire timer - næsten uden pauser. Solen står højt på himlen. Tørsten, varmen og anstrengelserne i 3000 meters højde gør, at jeg er ved at være godt udmattet. Fra morgenstuden har Susanne været bedre gående og er nu langt forude. Jeg forsøger forgæves at følge med, men trods hendes nyligt overståede maveproblemer har hun bare så meget energi.

aw28_Inkastien_peru_240.jpg“Hvorfor står hun og vinker af mig? Så langsom er jeg da heller ikke”, tænker jeg, da jeg runder et hjørne og kan se en lang sej stigning på perfekte brosten. Da jeg endeligt når frem, opdager jeg, at vi har nået Intipunku - solens port. Det er samtidigt indgangen til noget stort, nemlig Machu Picchu.

Machu Picchu ligger for vores fødder. Det ligner en landsby hugget ud i sten, som er placeret på en smal bjergkant mellem imponerende bjergtoppe. Vi sidder længe og betragter dette storslåede syn af en uforståelig kulturs bedst bevarede udtryk, placeret midt i denne frodige natur. Langsomt bevæger vi os ned mod byen. Nedstigningen tager næsten en time. Ved indgangen til området bliver vi barskt revet ud af vores mytiske verden, da vi bliver bedt om at vise trekkingtilladelsen og aflevere vores rygsække ved hovedindgangen endnu et kvarters gang fra selve byen.

Herefter er det tid til at udforske det fantastiske byområde. Omstillingen fra naturens vidundere til en af inkakulturens kronjuveler er fuldkommen. Med en simpel guide i hånden drømmer vi os tilbage til byen, mens inkaerne levede her. Specielt imponerede er vi over de sindrige vandforsyningssystemer, men også den nænsomme restaurering, som er sat i gang mange steder i byen, er prisværdig.

Trods det voldsomme turistboom - op til 3.000 mennesker pr. dag - oplever vi byen som åben og fremkommelig. Det skyldes bl.a. at den dækker et meget stort område, hvor alle kan få lejlighed til at blive en del af de mange myter, historier og fortællinger fra området.

Dagen slutter med en sidste opstigning til Huayna Picchu, et månetempel placeret så at sige på toppen af et bjerg. Herfra er der kun en lang nedstigning til togstationen i dalen langt under os, hvor det overfyldte lokaltog bringer os sent tilbage til Cuzco.

Artiklen blev bragt i Adventure World nr. i april / maj 2000

Andre spændende artikler


På toppen af vulkanen El Misti (5822m) i Peru

På toppen af vulkanen El Misti (5822m) i Peru

Erfaren Peru-farer klar med vandreguide

Erfaren Peru-farer klar med vandreguide

(Gen)opdagelsen af Machu Picchu

(Gen)opdagelsen af Machu Picchu

Log ind