Trekking: Inka-stien til Machu Picchu

Efter byen snor stien sig med en trættende stigning igennem en alpin regnskov for at ende ved en hyggelig lejrplads tæt ved trægrænsen. Næste morgen går turen over det højeste pas på trekket - Warmiwanusca i 4198 meter.

På vej mod passet mærker vi, at vandringen foregår i stor højde, da den iltfattige luft tydeligvis sænker tempoet. Fra passet er der en smuk udsigt til sneklædte bjergtinder længere væk.

På den anden side af passet er der et velbevaret brostensbelagt stykke af inka-stien. De stejle strækninger er egentlige trapper, som gør nedstigningen temmelig hård ved knæene. Efter flere timers vandring ned til et lille vadested og en opstigning på ny til Runturacay-ruinerne kan vi kigge tilbage og følge inka-stien, som snor sig i det grønne landskab.Ruinerne og det tydelige stisystem sætter fantasien i gang og fortæller om forsvaret mod spanierne og et tiltrængt hvilested for inkaernes trætte stafetløbere.

Resten af dagen går trekket langs en imponerede bjergkam, som giver et kig til skiftevis den ene og den anden side. Undervejs passerer vi den berømte inka-tunnel, som illustrerer inkaernes vilje og kunnen til at skabe et optimalt forløb for deres vejsystem.

Et par gange i løbet af dagen er vi blevet passeret af halvløbende lokale bærere. Efter et sving på stien hviler en større flok med cocablade i deres udspilede kinder. Ved at give dem noget af vores vand forsøger vi ydmygt at hjælpe dem videre med deres umenneskelige byrder det sidste stykke af dagens etape.

Overnatning
Lejrpladserne er et kapitel for sig selv. Vi oplever, at det altid er muligt at få en plads til teltet samt rent rindende vand. Det til trods for de til tider uorganiserede toiletforhold, der som et spor af Kleenex følger vestens ungdom også ud i denne del af verden.

Teltpladserne er typisk placeret tæt ved de høje pas, og det giver en enestående udsigt over sneklædte bjerge og dybe dale. Samtidigt har passene været strategiske placeringer for fæstningsværker, og det betyder, at udsigten fra teltåbningen oftest inkluderer en inka-ruin.

De orangegule solnedgange gør, at trætheden fra dagens vandring hurtigt glemmes. På samme måde giver morgentågen i dalene det spark til fantasien, som motiverer til at se, hvad dagen bringer af flotte udsigter, særpræget natur og mageløse bygningsværker.

Machu Picchu
Det er midt på formiddagen. I dag har stien gået igennem regnskoven, som klæber sig til stejle klippesider. Til tider har sporet være smalt, men ikke på noget tidspunkt faretruende.

Vi har allerede været på farten i mere end fire timer - næsten uden pauser. Solen står højt på himlen. Tørsten, varmen og anstrengelserne i 3000 meters højde gør, at jeg er ved at være godt udmattet. Fra morgenstuden har Susanne været bedre gående og er nu langt forude. Jeg forsøger forgæves at følge med, men trods hendes nyligt overståede maveproblemer har hun bare så meget energi.

“Hvorfor står hun og vinker af mig? Så langsom er jeg da heller ikke”, tænker jeg, da jeg runder et hjørne og kan se en lang sej stigning på perfekte brosten. Da jeg endeligt når frem, opdager jeg, at vi har nået Intipunku - solens port. Det er samtidigt indgangen til noget stort, nemlig Machu Picchu.

Machu Picchu ligger for vores fødder. Det ligner en landsby hugget ud i sten, som er placeret på en smal bjergkant mellem imponerende bjergtoppe. Vi sidder længe og betragter dette storslåede syn af en uforståelig kulturs bedst bevarede udtryk, placeret midt i denne frodige natur. Langsomt bevæger vi os ned mod byen. Nedstigningen tager næsten en time. Ved indgangen til området bliver vi barskt revet ud af vores mytiske verden, da vi bliver bedt om at vise trekkingtilladelsen og aflevere vores rygsække ved hovedindgangen endnu et kvarters gang fra selve byen.

Herefter er det tid til at udforske det fantastiske byområde. Omstillingen fra naturens vidundere til en af inkakulturens kronjuveler er fuldkommen. Med en simpel guide i hånden drømmer vi os tilbage til byen, mens inkaerne levede her. Specielt imponerede er vi over de sindrige vandforsyningssystemer, men også den nænsomme restaurering, som er sat i gang mange steder i byen, er prisværdig.

Trods det voldsomme turistboom - op til 3.000 mennesker pr. dag - oplever vi byen som åben og fremkommelig. Det skyldes bl.a. at den dækker et meget stort område, hvor alle kan få lejlighed til at blive en del af de mange myter, historier og fortællinger fra området.

Dagen slutter med en sidste opstigning til Huayna Picchu, et månetempel placeret så at sige på toppen af et bjerg. Herfra er der kun en lang nedstigning til togstationen i dalen langt under os, hvor det overfyldte lokaltog bringer os sent tilbage til Cuzco.

Artiklen blev bragt i Adventure World nr. i april / maj 2000