(Gen)opdagelsen af Machu Picchu

Hiram Bingham III og byen i skyerne

Den 24 juli 1911 gik den amerikanske eventyrer Hiram Bingham III ind i en ruinby, der lå overbegroet af junglen på en bjergkam gemt i skyerne dybt inde i Perus tågeskov. Nyheden om den glemte by gik verden rundt. Men var det nu også Bingham, der genopdagede Machu Picchu?

shutterstock_528099418-Don-.jpg
Skrevet af: Tore Grønne
Opdateret den 14. jun 2022

Den 24 juli 1911 gik den amerikanske eventyrer Hiram Bingham III ind i en ruinby, der lå overbegroet af junglen på en bjergkam gemt i skyerne dybt inde i Perus tågeskov. Nyheden om den glemte by gik verden rundt. Men var det nu også Bingham, der genopdagede Machu Picchu?

Det lå det i kortene fra det øjeblik, Hiram Bingham III blev født i 1875, at han en dag skulle drage ud i verden. Det lå i familiens gener. Hans bedstefar, Reverend Hiram Bingham I, var draget til Sandwich Islands, i dag bedre kendt som Hawaii, i 1820 for at bringe kristendommen til de ukristeligt indfødte.

Han var for øvrigt forfærdet over de indfødtes fremtoning, som var ”præget af armod, fornedrelse og barbari”, og hvordan de vandrede omkring uden en trevl på kroppe, dyrkede sex med forskellige partnere og ikke kunne se noget som helst galt eller uacceptabelt i at ofre mennesker.

Hans far, Hiram Bingham II, drog til Gilbert Islands langt ude i Stillehavet og brugte ikke mindre end 34 år på at oversætte biblen fra hebraisk til gilbertetisk, som senere blev kendt som kiribatisk – et sprog, som kun blev talt af få tusinde mennesker.

Måske var det faderens skuffelse over ikke at have opnået den samme status som bedstefaren, der var en kendt skikkelse på Hawaii, som fik ham til at bruge pryglestokken flittigt i opdragelsen af sin søn. Og måske det var stokken, der i en tidlig alder fik Hiram Bingham III til at holde af naturen og de eventyr, han kunne finde uden for hjemmets fire vægge.

I hvert fald viste han ikke den store interesse i at fortsætte i familietraditionen med at bringe Biblens budskab ud i verden. Han ville hellere bringe verdens vidundere hjem til Amerika.

Eventyrlige ambitioner
I begyndelsen af det 20. århundrede ræsede eventyrere til klodens fjerne egne. Robert E. Peary nåede Nordpolen i 1909. To år senere vandt Roald Amundsen kapløbet til Sydpolen foran Robert Falcon Scott, som gik til grunde med sine mænd under den legendarisk trøstesløse ekspedition. Historierne om disse hårdføre eventyrere gik verden rundt.

De var feterede helte, og Hiram Bingham III havde ambitioner om selv at skrive sig ind i historiebøgerne. Selvom han kom fra simple kår, havde han formået at studere på de prestigefulde universiteter Yale, Berkeley og Harvard, hvor han havde fået sin Ph.d. i sydamerikansk historie.

Det var dog ikke med hovedet begravet i bøgerne, han ville udleve sine drømme og ambitioner. Det ville han i stedet gøre i Sydamerika. I 1907 brugte han 115 dage på at rejse i Simon Bolivar fodspor gennem Venezuela og Colombia.

Han skrev en bog om rejsen, og han blev optaget i verdens mest prestigefulde klub for eventyrer og opdagelsesrejsende: The Royal Geographical Society. Bogen gav dog ikke den store genlyd i den brede befolkning. Men hans fascination af Sydamerika bragte ham snart tilbage til Andesbjergene, hvor han stødte på et mysterium, som ingen havde haft held til at knække.

Byen den lå derude som et andet bjergenes Atlantis. Han var manden, der skulle finde den.

Et oldgammelt mysterium
I 1909 blev Bingham ansat som forelæser i sydamerikansk historie på Yale University og rejste snart mod syd igen, denne gang for at udforske den gamle handelsrute mellem Buenos Aires og Lima. Turen bragte ham gennem Cusco, inkaernes gamle hovedstad højt i Perus Anderbjerge. Han faldt i svime over ruinerne Sacsayhuaman bag byen, og han udforskede bjergene i dalene omkring den. I Abancay insisterede den lokale præfekt på at vise ham nogle ruiner, han kaldte Choquequirao.

Og, endnu vigtigere; han indviede Bingham i en gammel legende. Den lød sådan her: Da spanierne invaderede inkaernes mægtige rige i 1532, flygtede tusinder af inkaer ind i de vilde bjerges tætte tågeskove. Med sig tog de ufattelige rigdomme, som spanierne aldrig fandt. De byggede Choquequirao, og præfekten var sikker på, at ruinbyen stadig husede skjulte skatte, der blot ventede på at blive fundet. Han var derfor godt i gang med at sprænge de gamle bygninger i luften med dynamit.

Bingham kunne ikke få historien ud af hovedet. Han blev overbevist om, at historien var sand. Der var en stor inkaby et sted derude i Anderbjergene. Men han var også overbevist om, at det ikke var Choquequirao.

Da han igen var tilbage på Yale, begravede han sig i litteratur på universitetsbibliotek og blev mere og mere overbevist om, at inkaernes sidste skanse stadig var uopdaget. Den var blevet glemt med århundrederne, der var kommet og gået. Byen den lå derude som et andet bjergenes Atlantis. Han var manden, der skulle finde den.

 

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

shutterstock 494064670 astu

Indianere og ildvand
Bingham var en mester i planlægning. Intet blev overladt til tilfældighederne, når det kom til den ekspedition, han fik stablet på benene i 1911. Alligevel var det en tilfældighed, der førte til fundet af Machu Picchu.

Bingham rejste til fods og med muldyr mod nord fra Cusco den 19.juli. Han havde håndgribelig information om tre lokationer med inkaruiner. I en stort opslået National Geographic-artikel fra april 1913 (hele nummeret af magasinet var dedikeret til Binghams opdagelser og blev trykt med ikke mindre end 250 billeder), beskriver Bingham, hvordan han efter et par dage vandrer gennem Urubamba-dalen:

”Toppene er så høje på begge sider, at selvom stien ofte ligger i skyggen af tæt, tropisk jungle, så var mange af bjergtoppene dækket af sne, og nogle af dem havde gletsjere. Der er ingen anden dal i Sydamerika, der har så varieret skønhed og så megen charme.”

Binghams lille hold inkluderede en soldat, han havde fået stillet til rådighed at myndighederne, og efter seks dages march, slog de lejr i en lille plantage i dalbunden. Ejeren, Melchor Arteaga, ”viste sig at være en indianer bedre end gennemsnittet, men alt for begejstret for ildvand.”

Han viste sig også at kende til nogle ruiner i nærheden, der gik under navnet Machu Picchu. Det betyder ’Gammelt bjerg’ på lokalsproget quecha. Da Bingham spurgte, hvor han mon kunne finde disse, pegede Arteaga direkte op ad bjerget:
”Deroppe,” sagde han.

Bingham var skeptisk, men bestemte sig alligevel for at undersøge stedet. Arteaga indvilgede i at vise vej for en dagshyre på 50 cent. Næste morgen drog de af sted i tæt tåge. Det var den 24. juli 1911. Dagen, der for altid skulle ændre Binghams liv.

Største opdagelse i århundreder
I to timer vandrede og kravlede, nogle gange med ”det yderste af neglene”, Bingham, Arteaga og soldaten op til sadlen højt over dalen. Den brusende Urubamba-flod var nu langt under dem. Her fandt de en hytte, hvor en lokal familie boede. De bød på mad og drikke, og sendte familiens unge søn, hvis navn aldrig har fundet vej til historiebøgerne, af sted sammen med Bingham.

Arteaga var ikke interesseret i at følge med. Snart befandt Bingham sig på brede, høje terrasser skåret ind i bjergsiden. Det imponerede ham dog ikke sønderligt. Det gjorde synet, da de trådte ind i den overbegroede jungle dog. Snart vandrede han ind i en labyrint af smukke huse bygget i granit og dækket ”af træer og mos og århundreders bevoksning.”

Drengen viste ham, et hulrum, som Bingham senere navngav ’Det Kongelige Mausoleum’. Han fandt et tårn med to vinduer, der senere er blevet kendt som Soltemplet. Han fandt en bygning med tre vinduer; ”de fineste vinduer, jeg nogensinde har set.” Han fandt en markant struktur i granit, der var udskåret som et solur – en intuhuatana; en rituel sten forbundet med inkaernes kalender.

Arbejdet, der lå bag stenkonstruktionerne, var i så høj kvalitet, at det fik Bingham til at konkludere, de var blandt de fineste i verden. Efter fem timer blandt ruinerne, hvor Bingham, opmålte, noterede og fotograferede, drog han tilbage ned i dalen. Den overdådige ruinby, han havde set, ledte ham til at tro ”at Machu Picchu måske vil vise sig at være den største og vigtigste opdagelse af ruiner i Sydamerika siden de spanske erobreres dage.”

shutterstock 528099424 Don

På grådens rand
Nyheden om Binghams fund af en mystisk, glemt by gemt mellem skyerne på en bjergside i Perus tågeskove katapulterede ham ind i kredsen af verdenskendte eventyrere. National Geographic og Yale sponsorerede en storstilet opfølgningsekspedition til Peru i 1912, der dog var langt fra så succesfuld som den året forinden.

Igen i 1914-1915 drog Bingham tilbage til inkaernes glemte by, som hans navn nu var uløseligt bundet sammen med. Der var dog også kontroverser. For var Hiram Bingham III nu også manden, der havde genopdaget Machu Picchu? Havde den nogensinde været glemt?

For det første var der lokale, der kendte til stedet, inden Bingham besøgte det. Det var trods alt lokale, der på ingen måde holdt stedet hemmeligt, som ledte ham til ruinerne. Der boede tre familier tæt på ruinerne, og der var en mark med grøntsager mellem de overgroede bygninger.

Inde i en af dem, var der bogstaver og tal indgraveret på muren. Der stod ’Lizarraga 1902’. Bingham fandt senere ud af, at ’Lizarraga var en bonde fra området. Selvom nyheden om Machu Picchu gik verden rundt, gik der stadig adskillige årtier, inden folk begyndte at besøge ruinerne.

Da Bingham vendte tilbage til Machu Picchu tre år efter sit første besøg, var ruinerne igen blevet opslugt af junglen. Kun en lille samling bygninger var blevet holdt fri for vildnisset. De var beboet af den lokale families seks grise. Bingham var på grådens rand.

shutterstock 517039735 Hagl

Den første udlænding?
Der var ingen tvivl om, at der var adskillige bønder i området, der kendte til Machu Picchu, inden Bingham dukkede op. Men nu stod også udlændinge frem og hævdede, de havde været i Machu Picchu før Bingham. Der var en engelsk missionær, Thomas Payne, som påstod, han havde opdaget ruinerne før Bingham – og at han havde fortalt Bingham om dem; ja endda hjulpet til med at arrangere ekspeditionen i 1911.

Den er der dog ikke mange, der er hoppet på. Lang tid efter Binghams død – han døde i 1956 efter blandt andet at have organiseret skoler for amerikanske jagerpiloter i luftvåbnet og en politisk karriere som senator – blev der igen sået tvivl.

Der var et kort fra 1870’erne, hvor Machu Picchu var nævnt. Havde tyskeren Augusto Berns, der ejede land tæt på Machu Picchu og ikke skjulte sine hensigter om at inde inkaruiner og tømme dem for rigdomme, sat sine fødder i ruinbyen fire årtier inden Bingham? Der er ingen endegyldige beviser.

Og i sidste ende kan man spørge sig selv, om det betyder noget, hvor vidt Hiram Bingham III virkelig var den, der genopdagede ruinbyen? Som Mark Adams skriver i sin fremragende bog Turn Right at Macchu Picchu – Rediscovering the Lost City One Step at the Time, så gjorde Bingham ”noget mindre romantisk, men i sidste ende langt vigtigere end at opdage Machu Picchu.

Han så ruinerne, fastslog hurtigt deres vigtighed (men ikke deres oprindelse) og populariserede dem til en grad, så de ikke kunne blive sprængt i luften med dynamit eller væltet i en søgen efter guld, som Vitcos (en anden peruviansk ruinby, Red.) var blevet. Ville Machu Picchu have eksisteret, hvis Hiram Bingham ikke havde fundet dem? Selvfølgelig. Ville det være det samme Machu Picchu, som vi kender i dag? Næsten helt sikkert ikke.”

Uanset hvad, så vil Bingham blive husket som manden, eventyreren, der genopdagede Machu Picchu, satte ruinbyen på verdenskortet og startede en fascination af inkaernes rige, der lever videre den dag i dag.

Primære kilder:
In the Wonderland of Peru af Hiram Bingham. National Geographic, april 1913.
The Lost City of the Incas af Hiram Bingham.
Turn Right at Machu Picchu – Rediscovering the Lost City One Step at the Time af Mark Adams.
Rediscovering Machu Picchu af Bruce Felman. Yale Allumni Magazine, december 2002.


HiramBingham

Hvad fandt Bingham?

Da Bingham vendte tilbage til USA i december 1911, opstod der straks ståhej om opdagelsen af ruinerne i Peru. Men der opstod også spørgsmål: Hvem havde bygget ruinbyen? Hvorfor havde de bygget den på så utilgængeligt et sted? Hvorfor havde de forladt den? Bingham var en original, modig og ekstremt velorganiseret eventyrer. Men han var ikke helt så præcis, når det kom til at analysere, hvad han havde fundet.

Hans teori var, at Machu Picchu havde været såvel inkacivilisationens fødested som dens endelige gravplads inden riget gik til grunde under de spanske erobreres sværd. Senere har man fundet ud af, at det ikke er tilfældet.

Machu Picchu var i stedet en form for kongeligt landsted fra det 15. århundrede, en sommerresidens, hvor inkaherskeren, Pachacutec, kunne trække sig tilbage og nyde livet, spise sin mad af sine sølvtallerkener, dase i forfriskende bade bygget af sten og slappe af i en orkideduftende have. Det er måske ikke helt så dramatisk, som Bingham havde håbet. Men det gør ikke Machu Picchu mindre spektakulært.


Bingham & Indiana Jones?

Der har været spekuleret meget i, at Hiram Bingham var inspirationen til filmfiguren Indiana Jones, men det er aldrig slået fuldstændig fast. Udover de tydelige paralleller – de er begge universitetsprofessorer, som jagter på forsvundne skatte i områder uden for den kortlagte verden med den berømte fedora på hovedet – så er der dog noget, der tyder på, at de to hænger sammen. Selvom det er lidt langt ude.

Deborah Nadoolman Landis, som designede kostumer til den første Indiana Jones-film, Raiders of the Lost Ark, har fortalt, hun fandt inspiration til Indiana Jones i Charlton Hestons karakter Harry Steele fra B-filmen Secret of the Incas fra 1954. Og meget tyder på, at Secret of the Incas og Harry Steele er baseret på Hiram Binghams eventyr i Peru. Så der er en sammenhæng.

Andre spændende artikler


Cordillera Blanca, Peru

Cordillera Blanca, Peru

Pak rygsækken til inkastien

Pak rygsækken til inkastien

På toppen af vulkanen El Misti (5822m) i Peru

På toppen af vulkanen El Misti (5822m) i Peru

Log ind