Uspolerede, fortryllende Choquequirao

Omringet af landsbyfolk
Klokken er syv om morgenen, da en serie af lystige samtaler flyver rundt uden for vores telte. 15 peruvianske bønder fra den nærliggende landsby er samlet med spader og hakker.

Det er tilsyneladende fælles arbejdsdag i landsbyen, og mens vi kryber ud af teltene, stimler flere mænd i alle aldre sammen.

Der skal graves nogle vandings-kanaler, forstår vi. Mændene hilser høfligt og en 4-årig pige valser rundt og hælder maté i en fælles kop, som går på omgang.
”Sirva a los pasajeros,” dikterer en af de ældre mænd, og den lille pige samler mod til sig, gør som han siger og tilbyder os den fælles kop med den lyse, varme, sukkerfyldte maté.

Arbejdsholdet drager af sted, mens den lille pige bliver hængende og skænker os maté, nu med selskab af sin 6-årige storebror, der er yderst interesseret i de to gringos og deres udstyr.

Han er specielt begejstret for vores lighter og dens evne til at skabe ild ved et tryk på en knap; der sælges normalt kun tændstikker i de små lokale butikker. Vi pakker telte sammen og begiver os videre.

Skyer af sandfluer
Den smalle grusvej kringler sig rundt om de høje bjerge. Vi er i omkring 2800 meters højde, omgivet af tågeskov med eukalyptustræer, der svajer i vinden.

Langsomt kommer vi højere og højere, og efter nogle timers vandring når vi til det første bjergpas og et imponerende, men skræmmende syn: Choquequirao på den anden side af den stejle floddal. Vi begynder på en 1800 højdemeter nedstigning på stejle grusstier, der fortsætter i det, der virker som uendelige hårnålesving. Med fyldte rygsække er det ikke nogen nem bedrift.

Efterhånden, som vi taber højde, ændrer vegetationen og temperaturen sig mærkbart, og inden længe er eukalyptustræerne erstattet af kaktusser og snu firben, der slikker sol på stenene.

Vi støder på enkelte andre grupper af turister med guides og pakæsler, men er ellers alene i dette fantastiske landskab. Næsten.

En gigantisk kondor med et vingefang på omtrent tre meter svæver nogle hundrede meter under, inden den stødt stiger majestætisk til vejrs med opdrift fra vinden. På den anden side af dalen aner vi den zigzaggende sti og de 1900 højdemeter, der venter vores stakkels ben. Lyden fra den brusende flod kommer tættere og tættere på, og det samme gør skyer af bidende sandfluer.

Svæver over floden
Vi tager et hvil ved floden, hvor vi erfarer, at den primitive hængebro er skyllet væk. Til gengæld er der spændt et kabel hen over floden og en venlig peruvianer genner os ind i en lille, åben stålkasse, der larmende glider hen over floden i 30 meters højde.

”Den glider kun halvvejs, I skal selv trække jer det sidste stykke” siger han, men undlader at afkræve betaling. Sikkert ankommet til den anden side af floden begynder den lange opstigning.

Gennemblødte af sved vandrer vi langsomt op ad de ubarmhjertige stier. Inden længe har vi igen ’vundet’ en smuk udsigt over dalen samt lagt de forbandede sandfluer bag os.
Solen er ved at forsvinde, da vi ankommer til et lille simpelt landbrug. Her er en minibutik, og vi kan campere gratis, hvis vi køber noget, så vi køber en pose æg fra de høns, der klukkende vandrer omkring.

Næste morgen forsætter opstigningen. Vi nåede cirka halvvejs dagen før, men heldigvis har det flasket sig sådan, at vi har foretaget opstigningen i de kølige timer, og omkring middagstid begynder stierne at flade en anelse ud. Fantastiske kolibrier hænger stille i luften og høster nektar fra den smukke bjergflora. Kolibrier og kondorer, side om side; det beskriver glimrende kontrasten i Choquequirao-trekket.

Da vi spiser frokost i en lille landsby, kan vi nu se Choquequirao. Vi vandrer de sidste to timer i gennem jungle, og selvom den tætte bevoksning stjæler udsigten, er det en behagelig strækning med skygge, vandløb, sommerfugle og begyndende tegn på den mytiske ruin: Oprindelige inka-landbrugsterrasser kan ses i det fjerne.

Choquequirao og kraniet
Ankomsten til Choquequirao er fantastisk: En blå himmel krydret med enkelte skyer, enorme sneklædte bjerge, dybe dale og grøn jungle.

Den imponerende, forladte inka-by er fantastisk godt restaureret, ikke for meget, men ej heller for lidt; lige tilpas. Vi smider rygsækkene på den centrale plads midt i byen, hvor inkaerne sikkert også nød vejret af og til for mere end 500 år siden.

Choquequirao var inkaernes sidste bastion, den sidste lomme af modstand mod de spanske ’conquistadores’. Efter to dages vandring er det nemt at se, hvorfor spanierne ikke umiddelbart orkede en erobring af byen med den umulige placering.

Den dag i dag er beliggenheden stadig yderst effektiv til at holde turister på afstand. Vi vandrer rundt i ruinerne næsten alene og støder i ny og næ på en anden turist, som er fortryllet af de gamle stenbygninger og deres magiske placering på en Andes-højderyg i 3150 meters højde.

Resten af eftermiddagen nyder vi ruinerne og vejret, mens dagen går på hæld, og solen krænger sig ned bag de stejle bjerge. Vi bruger halvdelen af den næste dag på at udforske ruinerne, og i en mindre restaureret del af ruinerne, finder vi resterne af et menneske-kranie. Jeg føler mig som Indiana Jones.

500 år gamle terrasser
Vi begiver os videre ind i ukendt terræn og lader os fortælle, at der er to dages vandring til den næste landsby. Dagen, vi forlader Choquequirao, møder vi blot én enkelt peruviansk arriero, pakæsel-hyrde, der vandrer med sine otte pakæsler. Nu er der overhovedet ingen turister, og vi har endnu engang en hård rute foran os. Vi skal hele vejen ned til en flod igen og derefter op over endnu et bjergpas.

Vi vandrer ned mod floden på stejle stier, men heldigvis er rygsækkene lidt lettere nu, da der er tre dages mindre mad, end da vi startede. Vi kommer forbi nogle andre enorme inka-landbrugsterrasser, der stadig bruges til samme formål efter mere end 500 år. Imponerende. Lokale bønder bruger terrasserne som græsningsarealer samt til at dyrke grøntsager på. Vores moderne bygninger bliver næppe anvendt om 500 år, tænker jeg.

Efter nogle timers vandring nærmer vi os langsomt floden. Der er praktisk talt ingen flade områder at campere på i disse bjerge, så da vi ankommer til floden en time før solnedgang, slår vi lejr på en flad sandbanke. Sandfluerne fester over vores ankomst, og vi finder noget drivtømmer fra floden og starter et rygende bål for at holde dem på afstand. Smukt sted at overnatte, men det er også den lavest mulige beliggenhed, og i baghovedet lurer morgendagens gigantiske opstigning

En kondor svæver over os, måske for at lykønske os, eller måske fordi vi er mere døde end levende.

Fra flod til pas
Næste morgen vandrer vi opad uafbrudt i tre timer og ankommer til et lille landbrug. Den kvindelige bonde snakker kun en smule spansk, hun kommunikerer på quechua, inkaernes sprog, der er meget udbredt i de landlige områder af Peru. Vi køber en kæmpe Coca-Cola af hende, som vi hurtigt hælder ned i et forsøg på sukker-doping og fortsætter mod bjergpasset, som jeg begynder at tvivle på, eksisterer.

Efter yderligere to timers vandring ankommer vi til en lille åbning i bjerget, hvor det roder med trillebøre, hakker og glimtende, mineralfyldte sten. Vi smider rygsækkene, tager vores pandelamper på og begiver os ind i den kolde, fugtige mine for at udforske lidt. En klaustrofobisk oplevelse, og det er rart at være tilbage i dagslyset.

Fem minutter senere ankommer vi til nogle telte lavet af presenninger og falder i snak med minearbejderne, der stolt fremviser dagens udbytte af kostbare mineraler. Der er masser af bly og sølv i bjerget, fortæller de og siger, at der er en times vandring til bjergpasset. Jeg tænker, at det nok tager to timer, da disse rå, macho-minearbejdere selvfølgelig gerne praler lidt. Ganske rigtigt, to timer senere krydser vi bjergpasset Abra San Juan.

En kondor svæver over os, måske for at lykønske os, eller måske fordi vi er mere døde end levende, og den venter på et måltid? I morges campede vi ved floden i cirka 1400 meters højde, og nu, næsten 3000 højdemeter med pakket rygsæk på stejle zigzaggende grusstier senere, er vi i 4150 meters højde. Fra bjergpasset er der en urimelig smuk udsigt, stærk vind og der er koldt. Vi fotograferer og jubler over vores bedrift. 500 meter under os ser vi landsbyen Yanama, som er vores slutdestination.

Vejs ende
Stien videre er skræmmende. Den er hugget og sprængt ind i klippesiden af de lokale minearbejdere og har lodrette fald på venstre hånd.

En minearbejder har lovet, at vi kan campere gratis på hans flade, grønne, bløde græs såfremt vi køber et måltid mad af hans kone. Aftale. Vi køber også to kolde Cusquenas, en velsmagende lokal øl, og nyder en stor portion mad sammen med familien.

Oplevelserne fra de sidste fire dage kører rundt i hovedet på mig, da jeg senere ligger i mit telt: Det storslåede landskab; de lokale arrieros med deres pakæsler; de enorme kondorer og kolibrierne; en 4-årig maté-skænkende pige; quechua-snakkende bønder, som kun forsynes med pakæsler og stort set ingen kontakt har til omverdenen; isolerede peruvianske minearbejdere med redskaber, der fremkalder minder om de syv små dværge; de endeløse, ubarmhjertige op- og nedstigninger og den konstante ændring af vegetationen.

Og selvfølgelig fantastiske, eventyrlige Choquequirao, den sidste inka-bastion i de guddommelige omgivelser samt vores fund af et menneskekranie.

5 tips til turen

1. Vandrestave samt gode vandrestøvler med ankelstøtte er en god idé, da terrænet er stejlt.
2. I højderne under 2000 meter er bidende sandfluer en stor gene. Medbring myggespray fra Cusco.
3. Der er små vandløb langs stierne med jævne mellemrum, og du kan finde vand ved de lejrpladser, du passerer. Medbring evt. et vandfilter eller vandrensningstabletter. Du bevæger dig langsomt på de hårde opstigninger, så tænk over vandbeholdning: ikke for meget, ej heller for lidt.
4. Det kan blive varmt midt på dagen, så overvej at forcere noget af opstigningen om morgenen eller aftenen. Du kan også vandre efter solnedgang, men misser derved udsigten.
5. Alle de omkringliggende treks nær Cusco foregår i højder mellem omkring 2500 og 4500 meters højde, så vær opmærksom på højdesyge. Cusco ligger i 3400m højde og er et godt, flot, komfortabelt, hyggeligt omend lidt turistet sted at akklimatisere for et par dage.

Billeder af de lokale?

De lokale kan være meget følsomme overfor fotos. Spørg altid om tilladelse, og vær opmærksom på at de ofte forventer propina, drikkepenge, efter billedet er taget.

Smagen af Peru

Kulinarisk kommer du ikke til at kede dig i Peru, der er masser af mad at udforske. Her nævnes et par ting, der er værd at smage på. Inka-kola er en skrigende gul sodavand, der smager af tyggegummi.

Cuy er grillet hamster - lidt dyrt, men interessant. Coca-blade er lovlige, og de placeres i din ene kind, hvorefter du langsomt suger saften fra dem. Det giver en meget mild, berusende effekt. Der laves ligeledes te på coca-bladene, og de er gode mod højdesyge.

De lokale markeder er fyldt med billige, spændende retter og store damer der serverer frisk-blendede sunde, velsmagende smoothie-agtige jugos af bl.a. papaya, æble, banan og gulerod.

I Peru er maté sådan set bare te (ikke som Argentina, hvor det er en religion). Alfajores er en tør-kage med dulce-de-leche (karamel-creme). Ceviche er en seafood-salat marineret i lime-juice. Pisco er deres nationaldrik, en vindrue-baseret spiritus. Som sagt: du kommer ikke til at kede dig.

Snart for sent...

Den regionale regering har konkrete planer om at bygge en kabelbane til Choquequirao og forventer herefter op mod 200.000 turister om året. Så vil du opleve det rå, uberørte Choquequirao, er det med at komme af sted.

Om Henrik Frederiksen

Henrik Frederiksen har siden april 2011 været undervejs på en cykeltur jorden rundt. Se mere på www.worldonbike.com. Cyklen er dog for tiden parkeret i Peru, mens Henrik er i færd med at bygge en tømmerflåde for at sejle 4000 kilometer gennem Amazonas. Se mere på www.showmeamazonas.com

Jamen, jeg vil også se Machu Picchu!

Selvfølgelig, og det gør du nemmest og billigst ved at booke en todages-tur med transport, hotel, mad, billet og guide for 600 til 750 kroner fra Cusco. Alternativt er der masser af andre og dyrere muligheder bl.a. med tog. Vil du selv organisere det, skal du købe din billet (250 kroner) to til fem dage i forvejen i Cusco, da de hurtigt bliver udsolgt.

Vil du også opleve de eventyrlige inkastier, så tjek udbuddet af rejser hos vores partnere:
www.jysk-rejsebureau.dk
www.kiplingtravel.dk
www.penguin.dk