Ud i Sydaustraliens outback

Outbackens colosseum
Et landskab ulig noget andet rejser sig over os. Landskabet hæver sig 700 overvældende meter over os som et oldtidens natur-colosseum mod den dybblå himmel. Wilpena Pound, hedder det 17 kilometer lange, 10 kilometer brede og 800 millioner år gamle bjerg, kolossen, der er klædt i grønt buskads, inden det bliver til stejle bjergsider toppet af lodrette klipper.

Næste morgen inden solen er stået op slentrer jeg en smule søvndrukken ud fra mit værelse ved foden af klippebassinet, der rejser sig i silhuet mod nattehimlen. Outbackens fuglelyde, her hvor der er træer langs den udtørrede flodseng, klinger skarpt gennem morgengryet.

Nøgne træstammer står sort mod himlen, der langsomt bliver farvet lilla, lyserød og orange, og pludselig står en kænguru ved min side. Mon ikke vi ser lige overraskede ud. Vi kigger lidt på hinanden, og den hopper væk.

Jeg kan ikke lade være med at smile, men den kan jo ikke gøre for, at den er en mellemting mellem nuttet og komisk. Solen titter op over horisonten og brænder klipperne oppe på kronen af Wilpena Pound i den røde farve, der så uigenkaldeligt hænger sammen med Australiens jord. I går ankom jeg til Australien. I dag er jeg her. Fantastisk.

I luften over Wilpena Pound
Propellen på den lille Cessna 206 snurrer som besat, da den lille flyvemaskine ruller hen over gruset på landingsbanen, og med et ganske lydlæst og næsten umærkeligt afsæt slipper de små hjul taget i jorden. Snart svæver vi gennem morgenluften over træerne, de hoppende kænguruer og hytterne under os.

Solen står stadig lavt på himlen, og Wilpena Pounds klipper lyser op i rødlige, glødende farver. Maskinen rasler af sted med pilot og fem passagerer. Jeg trykker snuden fald mod ruden. Landingshjulet under mig ser meget lille ud, og det samme gør træerne dernede. Wilpena Pound gør dog ikke.

Klippetoppene, der danner omridset af kolossen, bølger op og ned. Rette linjer af klippe tegner streger gennem den grønne bevoksning på klippesiderne, jordens ældgamle rynker tegner furer i naturansigtet, der er ældre, end det er muligt at forestille sig, og i det fjerne flader landskabet ud, og den hede, ubarmhjertige outback breder sig ind mod Simpsonørkenen og Ayers Rock flere tusinde kilometer mod nord.

Vi bumler i den lille maskine hele vejen rundt om Wilpena Pound og lige lukt over den manege, midt mellem de omkransende klipper, som man ikke ser fra jorden.

Jeg får en følelse af at være i et område, hvor tiden har stået stille, og den slipper mig aldrig helt igen herude. Propelflyveren lander ligeså blidt, som vi satte af sted, og Wilpena Pound ligger igen over os. Forude ligger outbacken.

Jo længere tid jeg bruger i outbacken, jo mere synker den ind. Og jo mere den synker ind, jo længere har jeg lyst til at bevæge mig ud i den.

Lodne fjederdyr med striber
Vi vandrer små, varme ture på kanten af Wilpena Pound, hvor den svedne outback bliver en smule mere grøn, og drager videre i firhjulstrækkeren gennem det let bakkede landskab.

Det giver pote at spejde efter emuer, men ligesom kænguruerne spæner de også deres vej, da vi stopper. Og kænguruer er der rigeligt af. En stor flok store sætter i spring mod horisonten, da jeg stiger ud og kommer tættere på, end de er trygge ved.

De hopper altid væk fra en, de kænguruer. Yacca-træet, jeg render ind i, hopper dog ingen steder, selvom det på mange måder ligner noget, der engang var i stand til at bevæge sig. De lokale siger, det har stået her i 2000 år, og selvom det mest af alt ligner en venlig, gammel, indtørret, etbenet dromedar, så kommer det ingen vegne.

Vi stirrer lidt på hinanden, inden vi bumler videre ad støvede grusveje gennem Brachina Gorge, hvor små wallabies med lange, stribede haler blender godt ind med klipperne, når de ikke fistrer rundt mellem dem som små, lodne fjederdyr.

De fossiler, der er blevet fundet mellem de røde klipper i kløften, fik geologer til at revidere jordens historie og føje en helt ny periode til den, ediacarium, og som alle steder her i outbacken lader det ikke til, at der er meget, der har ændret sig siden. Følelsen af noget tidløst rammer mig igen.

På den anden side af kløften fortsætter den snorlige vej ud i det rene ingenting. Mod vest ligger ryggen af Flinders Ranges i den nedgående sols stråler.

Gennem forruden ser jeg fladt og atter fladt, og den mest iøjnefaldende forhøjning i lang tid er et skilt i vejkanten, der erklærer, at der om tre kilometer er mulighed for at mætte de sultne rejsemaver i kænguru, emu og kamel.

Jeg er klar til at æde dem alle oven på en lang, god dag. På min tallerken kan de da ikke hoppe deres vej, som de ellers har gjort dagen lang.

Topmodeller og kængurukød
Parachilna er ikke hvilken som helst by.
”Her bor fem mennesker. Nej, vent, seks mennesker – der er lige en pige, der er flyttet til byen!” fortæller fyren bag bardisken på Prairie Hotel.

Han fortæller til nogen skuffelse dog også, at hele holdet fra Australia’s Next Top Model netop har forladt den gamle udpost, der engang var et støvet stop på jernbanen mod nord. I dag er det stadig en udpost, stadig støvet, men også legendarisk i Australien for dens ensomme beliggenhed og gode kængurubøffer.

Jeg skyller rejsestøvet og skuffelsen over modellernes exit ned i et par lokale øl og får mig et overdådigt outback-måltid med røget kænguru, kamel-pølse og emu-pate efterfulgt af grillet fillet fra både kænguru og emu. Det både smager godt og trøster en smule.

Uden for er natten faldet på, og millioner af stjerner funkler klart. Og pludselig, som ud ad ingenting, dukker folk op som kænguruer fra små outback-æsker. Det er jo lørdag. Øllet flyder frit, og stemningen er så høj, at folk kommer mere end langvejs fra.

Et par unge fyre i deres sene teenageår ruller ind efter midnat, hvor støvet uden for Prarie hotel igen ligger stille hen, og de fleste er taget tilbage til farmene og flækkerne i omegnen. Den ene taler som har han sparet ordene op gennem længere tids ensomhed og har da også kørt mere end 200 kilometer for at slukke tørsten.

Han accepterer ikke velvilligt, at aftenens sidste gæster forlader baren. Hans forsagte kammerat siger ikke meget, men afslører senere, at han har kørt mere end dobbelt så langt for at fejre, at det nok engang er blevet lørdag. Han ville bare ikke få det til at lyde som om kammeratens køretur var en bagatel.

Her ude betyder distancer ikke det store. De er alligevel for store til at man helt kan forholde sig til det, og de lokale synes ikke at bekymre sig om at der er flere hundrede kilometer til at bar på en lørdag aften.

Tiden er også en anden. Den går sin egen gang i de ældgamle landskaber, der virker uberørte og uforgængelige, og jo længere tid jeg bruger i outbacken, jo mere synker den ind. Og jo mere den synker ind, jo længere har jeg lyst til at bevæge mig ud i den.

Tak til Tourism Australia, www.tourismaustralia.com og Quantas Airlines, www.qantas.com. 

På cykel i Sydaustraliens outback 

Der er flere muligheder for at begive sig ud i outbacken på mountainbike.

• En glimrende mulighed er den godt 200 kilometer lange rute i området ved Wilpena Pound, der er delt op i fire etaper med mulighed for overnatning både indendørs og udendørs undervejs. Du kan leje cykler ved Wilpena, hvor der også er en butik, tankstation, overnatning og turistinformation, der har glimrende kort over ruten.
• For de, der er til det lange træk, er den 900 kilometer lange Mawson trail ruten at begive sig ud på. Den starter i Adelaide på Australiens og følger små bagveje og stier ud i outbacken til Flinders Ranges. Undervejs er der små, støvede byer, nationalparker og masser af muligheder for at komme helt tæt på naturen og dyrelivet. Du kan leje cykler hos Bicycle SA, www.bikesa.asn.au, i Adelaide, hvor du også finder kort over ruten. Læs mere på www.southaustraliantrails.com. 

Til tops på Wilpena Pound

Der findes et utal af vandreruter i og omkring Wilpena Pound. En af de bedste går til toppen af Saint Mary’s Peak, det højeste punkt på Wilpena Pound. Her fra er der udsigt 360 grader rundt til Flinders Ranges lange, takkede højdedrag, saltsøer og den flade outback. Turen tager mellem seks og ni timer, alt efter om man går op på ydersiden af Wilpena Pound eller på indersiden. Udgangspunktet er Wilpena Visitor Centre.

Stort, vildt og farligt…

Australien er stort, dyrene er farlige, outbacken er nådesløs, og australierne stolte af det hele. Man er ikke længe i Australien, før man hører historier om kvægfarme, der er større end lande i Europa, slanger der nærmest dræber ved blot at hvisle med tungen, og varme der kan drive mennesker til vanvid. Men hvor vildt er Australien egentligt? Her er et par facts om Australien, der kaster lidt mere lys over, hvad det er de kære aussies taler om:

• Australien har verdens største kvægstation. Den måler 30,028 km2, hvilket svarer til Jylland.
• Ud af verdens ti giftigste slanger lever de otte i Australien. Den giftigste slange i verden, taipan, der er meget hurtig, meget nervøs og ustyrligt aggressiv. En dråbe af dens gift kan dræbe et dusin voksne mennesker – eller 50.000 mus.
• Box Jellyfish dræber flere mennesker hvert år end i Australien end slanger, hajer (der i øvrigt er immune over for de fleste sygdomme) og saltvandskrokodiller tilsammen.
• Verdens længste hegn, dingohegnet, måler 5320 kilometer, og har til formål at holde dingoer ude af det frodige sydøstlige Australien.
• Great Barrier Reef er den største organiske struktur i verden, måler omtrent 344.440 km² og kan ses fra det ydre rum.