Sydaustraliens outback er ubegribelig stor, enormt øde og fuldstændig fascinerende. Her er ikke meget, hvilket er en stor del af oplevelsen, og det, der så endelig er, glemmer man ikke lige igen, hvad end der er tale om uforlignelige landskaber, støvede flækker hvor indbyggerne kan tælles på en hånd og veje, der fortsætter i det uendelige. Og så er der selvfølgelig kænguruerne, der er lige så skægge at se springe om dagen, som de smager godt, når de ligger på tallerkenen om aftenen.
Det her er fascinerende. Ved første øjekast, skridt og bekendtskab er her goldt, tørt og næsten livløst. Men ikke helt. Her byder virkeligheden på ubegribelige distancer i den glohede, sydaustralske outback, og et landskab, der synes ældre end tiden selv.
Faktisk har disse landskaber fået geologer til at revidere jordens historie – mere om det senere. Her er tomheden i de store vidder altid nærværende, og den trænger langsomt mere og mere ind under min hud, og jeg ønsker mig længere og længere væk fra alt og ud i ødemarken, som vi kører ad vejen, der fortsætter tusindvis af kilometer hele vejen gennem Australiens hjerte op til nordkysten tusindvis af kilometer borte. Undervejs er der ikke meget andet end støvede flækker med storby-sky indbyggere.
Jeg er på vej ind i Flinders Ranges, der blev skabt for 800 millioner år siden og som en langstrakt arm strækker sig mod nord ind i South Australias intethed. Her er virkelig ikke meget. Og så alligevel.
Kænguruer stiller sig med jævne mellemrum på bagbenene og fifler forfjamsket med forbenene foran brystkassen, inden de stikker af sted i morsomme hop ud i outbacken, når vi kommer for tæt på.
Selv om der ikke er meget herude på de tomme vidder, er der altid noget at se på. Landskabet ændrer karakter, og jeg synker hen i tanker og dagdrømme, ind til naturen pludselig kommer helt bag på mig, herude, hvor den tørre hede sitrende kommer blæsende ned fra ørkenerne i kontinentets midte.
How to resolve AdBlock issue? 
