Vandretur i det sydvestlige Irland

Himlen hænger nede om ørerne på mig, mens vinden suser og bringer en duft af forår ind i næseborene. Mine fødder er plantet i et landskab, der blomstrer, men som samtidig er så ufrugtbart, at det var med til at slå halvdelen af befolkningen i det sydvestlige Irland ihjel, da kartoffelpesten hærgede i 1848.

I Killarney Nationalpark i Irland fører et væld af vandrestier igennem en ofte brutal irsk historie. Jeg har begivet mig på vandretur oppe i højderne i det på en gang barske og blide landskab.

Vi er i gang med første etape af The Kerry Way, en klassisk irsk vandrerute, som med sine omkring 220 kilometer kan gås på en god uges tid. I byen Killarney har jeg mødt John, som nu er gået med mig. Han er godt 50 og har boet i byen Killarney stort set hele sit liv. Han vil sikkert også blive der resten af sit liv, for en irer er ikke sådan lige at drive fra det stykke jord, han hører til.

Indavl kostede liv
John fægter ivrigt med armene, mens han fortæller indlevende om områdets historie. Hans venstre pegefinger er rettet mod et mønster af buler i landskabet. John forklarer, at det engang har været en kartoffelmark. Ved siden af kan man stadig se stenomridset af de små huse, hvor bønderne boede med deres familier. Indtil den dag Døden i skikkelse af kartoffelpesten også kiggede forbi Killarney. På blot fem år fra 1845 til 1850 skrumpede landets indbyggertal fra 8,5 millioner til knap 6,3 millioner.

“Der er flere årsager til, at så mange døde,” fortæller John.
”En af dem, man ikke rigtig taler om, er indavl. Mange boede på så øde steder, at de ikke havde kontakt med andre mennesker end deres nærmeste familie. Ligesom her. Dengang boede der vel 40-50 mennesker i husene, og der var et væld af incestuøse forhold, hvilket gjorde, at børnene blev født med et meget svagt immunforsvar. Det er noget, alle ved, men som ingen taler om,” siger John, og vi fortsætter vores tur ud i hedelandskabet.

Mange ’soft days’
Vi møder stort set ingen på trods af det gode vejr. I Irlands sydvestlige hjørne bliver der aldrig rigtigt koldt, og denne tidlige forårsdag er også ganske mild og behagelig. Temperaturen ligger på knap 10 grader, og selvom det ofte regner her, er stierne i orden. Der er lagt spang ud på de smattede områder. Ifølge John er det meget normalt, at man kun møder få mennesker – selv i højsæsonen.

Vi ser kun få vilde dyr, men til gengæld en hel del får. John fortæller, at der ikke er penge i at have sine får gående på så ufrugtbar jord som denne.

”Kødet er ikke værd at spise. Det bliver brugt til hundemad, som Irland er en ret stor eksportør af. Det drejer sig vist mest om at få så meget som muligt i EU-tilskud, som bliver givet per får,” griner han.
Vi begynder nedstigningen fra højderne. Vinden lægger sig, og pludselig er der den yndigste fuglekvidder i et landskab beklædt med det blødeste mos. Det må vist være her, områdets påståede alfer og elverpiger bor.

Solen titter pludselig frem gennem det tunge skydække. I dag – som de fleste andre dage i denne del af Irland – er det en såkaldt ’soft day’. Det betyder slet og ret, at det er overskyet, men at det ikke regner. Selvom det nu godt kan føles som om, at de tunge skyer er ved at falde ned i hovedet på en.