RANE WILLERSLEV OG BJØRNEN PÅ KAMTJATKA

Uddrag fra bogen

Bjørne fylder meget under ekspeditionen i 1992. En sommerdag skriver brødrene i logbogen:

”Vi sætter os på en stor klippe og venter i skumringen, og snart dukker en stor brunbjørn op. Selvom afstanden er ret stor – vel 150 meter – er det en stor oplevelse at se dette stolte dyrs rolige og samtidig adrætte lunten over til fisken for at snuppe den og straks løbe ind i skoven igen. Efter en kop godnat-te ved bålet er det tid at forlade lejren og de syv vagthunde for at krybe i soveposerne.”

Danskerne befinder sig i det område i Rusland, hvor der er flest bjørne. På grund af de store laksefloder er der rigtig mange brunbjørne. Det er svært for Rane og de andre ikke at blive en lille smule nervøse. Under et af de første møder med bjørne i slutningen af juli føler de sig ekstra udsatte, fordi russerne ikke er sammen med dem.

De tre danskere er alene i teltet.

”Vi ligger og snakker om dagens oplevelser, da vi pludselig hører plaskelyde i floden lige uden for teltet. Med tilbageholdt åndedræt hører vi nu grynt og fodtramp. Der er ingen tvivl: Vi har en bjørn i lejren! Situationen er kritisk; vi ligger i soveposerne og har intet gevær. Ud fra ethvert fornuftigt bjørnesynspunkt vil det kun være et spørgsmål om tid, før vores ubudne gæst vil blive interesseret i teltet. Vores eneste mulighed er at ligge helt stille med vores nødraketter i hånden og afvente situationen. Det bliver en meget lang nat.”

Bjørnen begynder at skubbe til teltet.

”Fuck mand, hvad gør vi nu,” tænker Rane.

De har ingen våben, ingenting. Kun nødraketter, som kan skydes af fra hånden. De bliver enige om, at de må skyde bjørnen i hovedet med dem, hvis den kommer for tæt på. Men bjørnen angriber ikke; den møffer bare lidt rundt med teltet og snuser helt tæt på de rystende danskere. Flere gange er den få centimeter væk; kun en tynd teltdug af nylon adskiller dem.

”Fuck, den kommer ind til os nu,” tænker Rane flere gange.

Men det sker ikke. Det store dyr bliver bare ved at tjatte dovent til teltet. Efter lidt tid løber den ned til floden og fanger fisk for så at vende tilbage og skubbe lidt til teltene igen. Sådan fortsætter det hele natten. Ud på natten udbryder der panik i det lille telt, da Eske gør mine til at ville gå ud og tisse. De to andre nægter; han skal ingen vegne. Han må tisse i en plastikspand inde i teltet. Inden længe væltes spanden af bjørnen, der puffer til teltet, og tisset siver ud i bunden af teltet. Det får dem dog ikke til at overveje at gå ud, for derude er bjørnen.

Det er den helt store ødemark, der møder Rane Willerslev på Kamtjatka – en gigantisk halvø på næsten en halv million kvadratkilometer i det nordøstlige Sibirien. Næsten halvdelen af de 400.000 indbyggere har klumpet sig sammen i hovedbyen Petropavlovsk.

Næste dag skriver de i logbogen:

”Først ved daggry kan vi forsigtigt begynde at slappe af efter den måske længste nat i vores liv. Vi tør dog stadig ikke sove, eftersom diverse lyde tyder på bjørnens stadige tilstedeværelse i nærheden, men vi kan dog vende os fra de sidste fire timers liggestilling og ryge en tiltrængt smøg. Eske har fået liggesår, og derudover har vi tekniske problemer med en væltet spand! Ved 9-tiden indfinder vi os i pelsjægerens hytte; totalt smadrede, men fast besluttede på ikke at vise det mindste tegn på vores udmattelse. Forsigtigt spørger vi, om ikke der var en enkelt bjørn i lejren i løbet af natten, men Levan brummer blot tilbage ”muligvis”, og der bliver ikke snakket mere om den bagatel.”

Aldrig før har Rane været så bange som den nat. Igen rammes han af følelsen af ikke at være herre over sin egen skæbne. Naturen er så stærk og konsekvent, at hans egen eksistens kan ophøre som ved et knips med fingrene. Herude bestemmer bjørnen.

Fra russere og tjukter har han hørt de mest rædselsvækkende historier om bjørne, som har slået mennesker ihjel i det område, hvor de befinder sig. Det bliver sagt om bjørnen, at den skalperer sit offer som det første, fordi den ikke kan lide at kigge en i øjnene. Den river dig ned og flår skallen af dig og gør dig blind, fortæller de lokale. Rane har ikke bevæget sig ud i områder med bjørne uden gevær siden.

De næste nætter hører de flere gange lyde. Oplevelsen sidder dybt i dem, og de er på vagt over for bjørne. Et par dage senere skriver de i logbogen:

”Det bliver endnu en lang nat i bjørnenes tegn. Med mellemrum lyser vi ud i mørket med vores pandelamper, når vi synes at høre noget, og får også skudt en del nødraketter af – faktisk er vi ved at sætte ild til tundraen, da vi i sløsethed skyder patronen af, så den lander (stadig brændende) på det tørre lyngtæppe. Indimellem hører vi klart noget i det alt for tætte mørke omkring os, men om det er en bjørn, er umuligt at sige.”

Rane har hørt de mest rædselsvækkende historier om bjørne, som har slået mennesker ihjel i det område, de befinder sig i – han har aldrig været så bange, som den nat bjørnen er i lejren.

Man skulle tro, at ekspeditionen har fået nok af bjørne, men det gælder tilsyneladende ikke Levan, den russiske pelsjæger. Næste dag lægger han fisk ud for at lokke bjørne til. Han vil gerne træne sine hunde, siger han.

Logbogen fortæller, at en brunbjørn ved nitiden om morgenen dukker op og nærmer sig fiskene. Da bjørnen tager en fisk, løsner Levan et skud fra omkring 40 meters afstand:

”Bjørnen rammes og rejser sig brølende for derefter at falde ned i en fordybning i sandet, stadig sanseløst brølende. Nu skyder både Eske og Levan, men bjørnen er svær at ramme dødeligt grundet dens placering i hullet. Levan giver snart efter hundene fri, og de farer blodtørstigt på den sårede bjørn.

Levan rejser sig og farer med Eske i hælene over til begivenhedernes centrum, løfter hujende haglgeværet og giver bjørnen nådeskuddet. Alle stormer nu hen til den nedlagte bjørn, og parteringen begynder straks. ’Malinka miska’ (’Lille bjørn’) griner Levan om den ca. toårige han, som ligger dampende for hans fødder.”

Om det nu også er klogt at slå bjørnen ihjel, er Rane ikke så sikker på. Ifølge de indfødtes overleveringer er det nemlig ikke en god idé at lægge sig ud med ånderne på den måde. Og tanken strejfer da også danskerne, da de dagen efter skriver i logbogen:

”Vi går i seng, fulde af vodka og med historierne om bjørnene og bjergenes evigt tilbagevendende sjæle rumsterende rundt i hovedet.”

Rane Willerslev føler sig draget af det rige univers af sagn og myter og spirituelle væsener, som nomaderne, tjukterne, omgiver sig med. De har indviklede ritualer, de udøver shamanisme, og de bruger et væld af magiske genstande til at holde onde ånder på afstand.