Vælg fodtøj til 4 typer ture

+ 15 gode råd til køb af fodtøj

vandresko eller Vandrestøvle? Læder eller nylon? Højt eller lavt skaft? Der er masser af spørgsmål, når det kommer til valg af det rigtige fodtøj til tur. Vi har her samlet en række gode råd til at hjælpe dig på vej.

shutterstock_86715967_Jens-.jpg
Skrevet af: Rasmus Simonsen
Opdateret den 08. Nov 2022
Læst af: 26196

vandresko eller Vandrestøvle? Læder eller nylon? Højt eller lavt skaft? Der er masser af spørgsmål, når det kommer til valg af det rigtige fodtøj til tur. Vi har her samlet en række gode råd til at hjælpe dig på vej.

Forskellige typer fodtøj passer til forskellige typer ture. Det er langt fra ligegyldigt, om du vandrer i en sko eller en støvle. Om støvlen har lavt eller højt skaft. Med blød eller stiv sål. Lavet af nylon eller læder. Vi kigger her nærmere på forskellige ture og fodtøjet, der passer til dem, men først et par ord om sko kontra støvler. 

En sko giver støtte i sålen, og hjælper dermed foden i ikke at blive overbelastet. Der er ingen støtte af anklen i en sko, og de fungerer bedst uden for meget bagage, på kortere dagsture eller i mildere terræn.

En støvle giver derimod støtte til både fod og ankel. Den hjælper foden til ikke at skride ud og giver støtte samt fodfæste i ujævnt terræn. Støvlen er især ideel, når du går med bagage på ryggen, til længere ture og i hårdt terræn.


 

 

10 dages fjeldtur – på og uden for stier

Vælg en støvle i læder med Gore-Tex med højt skaft og stiv sål. Da det er en længere tur med vanskeligere terræn og tungere oppakning, bør man gå efter en stiv støvle med højt skaft. I et skandinavisk klima er det efter min mening en fordel med vandtæt fodtøj med membran som Gore-tex. Det er svært at holde vand ude i sumpet og vådt klima over længere tid med en ren læderstøvle, selvom åndbarheden kan være større. Det er en god idé, at der er gummikant rundt langs støvlen, som kan beskytte den mod klipperigt terræn. Det giver støvlen en længere holdbarhed. I forhold til snøring er det vigtigt, at støvlen har hager op langs skaftet, så man kan snøre den godt til og få optimal støtte.


Weekendtur med dagtursrygsæk på stier i Danmark

Vælg en sko eller støvle med Gore-tex, blød/mellemstiv sål og lavt/mellemhøjt skaft. Ved mildere terræn, kortere ture, og let oppakning er det ikke nødvendigt at vælge en vandrestøvle. Ankelstøtten i en støvle er ikke et must ved kortere ture med let oppakning, og man kan med en vandresko opnå mere smidighed.

Sålen behøver ikke være specielt stiv, men bør være med profileret sål, så du står fast i terrænet. Hvis du har problemer med svagere ankler, eller er lidt oppe i alderen, kan det være en god idé at vælge en vandrestøvle med ankelstøtte. Hvis du fylder rygsækken op med vægt og går længere strækninger, bør du også vælge en støvle.

Jeg vil vælge fodtøj med membran som Gore-Tex til vandring det meste af året i Danmark. Hvis man er sikker på godt vejr uden nedbør, så vil fodtøj uden membran være det mest behagelige, men klimaet er så fugtigt i Skandinavien, at det for det meste er en fordel med vandtæt fodtøj.


Vandring på Caminoen

Vælg en støvle i læder uden Gore-Tex med mellemstiv sål og lavt/mellemhøjt skaft. På en længere tur med en middeltung eller let oppakning er der behov for en støvle med en mellemstiv sål.

I middelvanskeligt terræn er ankelstøtten vigtig, men støvlen behøver ikke være med et højt skaft. Fodtøjet skal være uden membran, da membranen vil lukke alt for meget af for åndbarheden ved højere temperaturer. Jeg vil selv foretrække en ren læderstøvle, da den er åndbar, nem at pleje og holder meget lang tid.


Toptur på Kilimanjaro med dagstursrygsæk

Vælg en støvle med eller uden Gore-Tex med mellemstiv sål og mellemhøjt skaft. En toptur foregår ofte over kortere tid med let oppakning, men er i vanskeligere terræn. Ved at holde vægten på oppakningen nede kan støvlens stivhed også holdes nede.

Jeg vil dog vælge en mellemstiv sål for at aflaste fodmusklerne samt for at få bedst mulig fodfæste. En helt kraftig støvle er slet ikke nødvendig, men kraftigere støvler kan også sagtens bruges (ikke en plastikstøvle). En læderstøvle med eller uden membran er det oplagte valg.

Jeg vil vælge en ren læderstøvle grundet klimaet de fleste måneder på Kilimanjaro. Men en Gore-Tex støvle er slet ikke udelukket, åndbarheden er bare større i en ren læderstøvle. Dog vil jeg medbringe voks til støvlerne, så de kan gøres afvisende, hvis det er nødvendigt. 


Egenskaber & vedligeholdelse

  1. Læder: Solidt materiale, der giver sig og er åndbart. Vedligehold med bivoks/læderfedt. Læderet har behov for fedt for ikke at tørre ud. For at gøre læderet vandafvisende er det vigtigt ofte at give støvlen fedt. Det er en god idé at have fedtet med på tur og give støvlen det undervejs.

  2. Læder og Gore-Tex: Solidt, materialet giver sig, vandtæt. Vedligehold med læderbalsam til Gore-Tex-produkter og evt. sprayimprægnering til læderstøvler. Læderet har behov for fedt, men når der allerede er membran i, vil man ikke lukke alt for meget af for åndbarheden med læderfedt. Det er vigtigt ikke at gøre støvlen alt for tæt, og derfor virker læderbalsammen bedre end læderfedtet, da det giver mere mulighed for at ånde.

  3. Nylon: Let, er billigere og har kortere levetid end læder. Brug sprayimprægnering til at vedligeholde. Rengør støvlen for snavs og imprægner jævnligt støvlen for at vedligeholde vandtætheden.

  4. Nylon Gore-Tex: Let, vandtæt, er billigere og har kortere levetid end læder. Samme vedligeholdelse som nylon-støvlen.

6 typer vandresko og støvler

  1. Stiv sål: Hårdt terræn, meget bagage, lang distance, længere ture.

  2. Mellemstiv sål: Blandet terræn, maksimum 10-15 kg bagage.

  3. Blød sål: Dagsture, hytte-til-hytte, mildt terræn.

  4. Højt skaft: Hårdt terræn, meget bagage, lang distance, længere ture.

  5. Mellemhøjt skaft: Blandet terræn, maksimum 10-12 kg bagage.

  6. Lavt skaft: Mildere terræn, dagsture, hytte-til-hytte ture, lidt bagage.

15 råd inden du køber fodtøj

  1. Køb det fodtøj, der sidder absolut bedst på dig. Pasform = alt! Ignorer udseendet på støvlen/skoen.

  2. Køb fodtøj sidst på dagen, hvor fødderne er hævet.

  3. Køb aldrig for små støvler eller sko. Der skal gerne være helt op til mellem én og halvanden centimeter ud til spidsen. Foden må slet ikke røre ved snuden.
  4. Køb støvlerne i god tid, så du kan gå dem til.

  5. Køb støvler/sko efter hvilken type vandring, du hovedsageligt skal bruge dem til.

  6. Støvlen/skoen må ikke klemme nogen steder på foden i butikken. Hvis den klemmer lidt i butikken, så klemmer den helt sikkert også på turen.

  7. Har du svagere ankler, eller er lidt oppe i alderen, er det især vigtigt med god ankelstøtte, og man bør vælge en støvle.

  8. Vælg fodtøj efter fodform. Der er fodtøj til alle typer fødder, hvad end de er bredde, smalle, eller om du har knyster.

  9. Strømpen er lige så vigtig som støvlen. Undgå bomuld, og brug en sok som går over støvlekanten.

  10. Vælg støvle efter, hvilket klima du skal bruge den i. Overvej om de skal være vandtætte eller ej og med eller uden Gore-Tex.

  11. Husk at pleje dit fodtøj. Så holder de meget længere, og du får det maksimale ud af produktet.

  12. Vælg en god indersål. Man kan tilkøbe såler med ekstra svang og støtte, og det kan være en god investering, hvis støvlens indersål ikke er den bedste.

  13. Overvej hvor meget oppakning du skal gå med. Jo tungere oppakning, jo stivere sål.

  14. Materialet på støvlen/skoen har meget at sige. Skal det være læder eller nylon? Skal de være tungere og mere slidstærke, eller er det vigtigere for dig, at de er lette?

  15. Hvor lang tid skal du af sted, og hvilken type terræn er det? Jo længere ture og jo vanskeligere terræn, jo stivere en støvle er der behov for.

Redaktionen anbefaler

Rasmus Simonsen

Rasmus Simonsen

Rasmus Simonsen er grejnørd. Rasmus elsker gode materialer og teknologier, og der er ikke noget bedre end at have det helt rigtige udstyr med på tur – selvom det ofte er nyt grej, han har med, da Rasm

Andre spændende artikler


Det må du i den danske natur

Det må du i den danske natur

Pakkelisten på 10,5 kilo

Pakkelisten på 10,5 kilo

 Friluftsliv med småbørn

Friluftsliv med småbørn