Du er her:

Vandretur i Grækenland

Når man nævner Grækenland som rejsemål, tænker de fleste på charterrejser, masseturisme og grisefester, men landet har meget andet at byde på - også for dem med interesse for natur og friluftsliv. Bevæger man sig bare en lille smule væk fra de populære strande, møder man nemlig en formidable og smuk natur.

AW29_SYMI_369.jpg
Skrevet af: Bo Lindblad og Heidi Nylund
Opdateret den 17. maj 2021

Når man nævner Grækenland som rejsemål, tænker de fleste på charterrejser, masseturisme og grisefester, men landet har meget andet at byde på - også for dem med interesse for natur og friluftsliv. Bevæger man sig bare en lille smule væk fra de populære strande, møder man nemlig en formidable og smuk natur.

Min kæreste Heidi og jeg var taget til den græske ø Symi, og det var vores plan at bruge ferien på vandreture i den spændende natur, som findes på øen. Allerede på andendagen var vi så heldige at møde tre danskere og tre franskmænd, der delte vores interesse for vandring, og vi aftalte at gå en tur fra byen Yialos til klosteret St. Emilianos.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

AW29_SYMI_371.jpgTuren gik op gennem den gamle bydel, der ligger i ruiner efter tyskernes besøg under anden verdenskrig. Ret hurtigt nåede vi den første top. En ordentlig slurk af drikkeflasken var på sin plads, der var næsten 35 grader i skyggen allerede kl. 9.30. Efter et velfortjent hvil fortsatte vi ad en meget tør grusvej. Kontrasten var slående. På den ene side havde vi udsigt til de tyrkiske bjerge og på den anden en græsk militærlejr. Grækerne og tyrkerne er bitre fjender. Fortæller man en græker, at man lige er kommet fra Tyrkiet, vender han sig om og går sin vej. Soldaterne nede i lejren lignede mest af alt et par ludobrikker, der lige var slået hjem. Hvis tyrkerne virkelig angreb, ville der ikke være meget modstand fra grækernes side. Varmen havde for længst sat dem ud af spillet.

For enden af den støvede grusvej lå et af Symis 60 klostre. På øen bygges klostre, når en familie har oplevet sorg eller glæde, og uanset hvor på øen man befinder sig, ses altid mellem tre og fem klostre. Vi gik en tur inden for murene. Der var ingen munke eller nonner at se, kun en meget flot og velholdt kirke. De hvidmalede stenvægge stod flot mod den dybblå himmel. Jeg kom til at tænke på alle charterturisterne, der gik rundt nede ved havnen og svedte over de kedelige boder med opskruede priser. Heroppe blæste en behagelig brise, og udsigten var blandt de bedste.

Turen sluttede ved St. Emilianos klosteret, der ligger meget smukt på et lille skær 100 meter ude i det tyrkisblå vand. Her skulle vi møde turbåden Diagoras og hendes stolte kaptajn Gabriel. Resten af dagen blev fordrevet med solbadning, snorkling og hygge.
 
Hedebølge og småkryb
Tidligt næste morgen sad vi og snakkede om, hvorhen vi skulle gå denne dag. Valget faldt på klostret Agia Marina, der ifølge René, som vi havde mødt på Diagoras, skulle ligge smukt ved stranden nordøst for Symi by.

Vi startede med at gå de mange hundrede trappetrin op gennem den gamle hovedgade. Vi skulle finde en sti, der ville føre os op i bjergterrænet til et pas, hvorfra det var muligt at komme ned til klostret. Med raske skridt lagde vi civilisationen bag os. Foran os havde vi et tørt og stenet terræn.

Undervejs så vi mange kryb. Ofte krydsede et firben stien foran fødderne på os. Nogle var mere modige end andre, hvilket var fint for så fik jeg muligheden for at fotografere dem. Oppe fra passet havde vi en formidabel udsigt over stranden og det blå hav. Fjernt i disen kunne vi skimte de tyrkiske bjerge. Turen ned til stranden gik hurtigt, og hold da k... hvor var det skønt at mærke havvandet afkøle min overophedede krop.

Efter en lang dag på stranden var det tid til at vende næsen hjemover. René, der var løbet i hælene på os, fortalte, hvilken sti vi skulle benytte for ikke at gå samme vej tilbage. Han fulgte os det første stykke, inden han satte farten op og løb tilbage byen. Herligt med aktive mennesker! På vejen tilbage gik vi gennem den lille, hyggelig fiskerby Pedi. Her havde de græske arkitekter været smarte. Husene var bygget helt ude ved vandkanten således, at bådene kunne trækkes ind i den nederste etage. Øverste etage var indrettet til beboelse. Fra Pedi var der kun en halv times gang tilbage til Symi.

AW29_SYMI_370.jpgUdtørrede vandløb, død ged og smuk natur
Hjemmefra havde vi planlagt at gå med større rygsække. Vi blev dog meget hurtigt klar over, at det ikke ville blive aktuelt pga. varmen. Heldigvis havde vi medbragt en mindre bæltetaske, hvor der var plads til vandflasker og kamera. Denne blev pakket tidligt næste morgen, og inden længe var vi ude af døren og endnu engang på vej op gennem hovedgaden.

Dagens vandretur gik til stranden St. Nicolas. René havde dagen forinden vist os ruten, der så spændende og krævende ud. Vi fulgte en vej, der snoede sig opover bjerget, indtil vi endte ved et kloster. På vejen dertil passerede vi et såkaldt centurytræ. Gennem hundrede år vokser træet sig stort og mægtigt, og inden det dør, suger det alt kraft ud af de nærmeste planter – nærmest for at få den sidste rejsning. Ved ankomst til klosteret tog vi et hvil og drak lidt helligt vand. René havde fortalt os, at vi skulle hoppe over klosterets bagmur for at finde stien videre. Som sagt, så gjort. Stien gik brat opad, og terrænet ændrede sig fra støvet jord til bar klippe.

Vi kom ind på et udtørret vandløb, som er et meget spændende sted at gå. Vandet har gennem årtusinder skåret sig ned i klippen og dannet smukke formationer. Flere steder, hvor der tidligere havde været mindre vandfald, måtte vi klatre ned. Stenene var meget skarpe, og vi tog det derfor med ro. Hvis uheldet var ude, ville vi være på den. At ligge i 40 graders varme med en skade er ikke smart.

Vel fremme ved stranden i St. Nicolas købte vi en cola, der smagte ualmindelig godt. Vi brugte et par timer ved stranden, inden taxibåden sejlede os tilbage. Varmen og de fysiske anstrengelser gjorde deres til, at aftenen blev kort.
 
Mandetur!
Næste dag stod jeg tidligt op for at gå med René til Nanoy-bugten. Heidi havde bestemt sig for at droppe vandreturen og i stedet sejle med Diagoras, der skulle hente os senere på dagen ude ved Nanoy-bugten. Hun var træt og trængte til en hviledag.

René viste vej op gennem den gamle bydel. Vi gik i et højt tempo, og snart var vi ude i bjergterrænet. Denne dag var ikke anderledes end de forgående - solen stegte fra en skyfri himmel. Det var dejligt at komme op på bjergsiden, hvor vinden havde magt. Fra toppen var der en mægtig udsigt over byen med sin karakteristiske hesteskoform. Snakken gik lystigt om rejser, træning og doping. René havde tidligere løbet marathon, og jeg selv havde dyrket idræt på eliteniveau.

Den sydlige del af Symi er forbundet med resten af øen af en mindre grusvej. I nord ligger Symi by, og i syd ligger klosteret Panormitis, hvor der stadig bor munke. Vi fulgte denne grusvej frem til et meget imponerende bygningsværk - en vej anlagt med store kampesten. Herfra udpegede René en bjergtop, hvor der lå et kloster, som han mente var det smukkeste på øen. Vi havde dårlig tid, men blev enige om, at hvis vi småløb, kunne vi nå op og nyde udsigten.

At gå på opdagelse i det lille kloster var spændende og alle anstrengelserne værd. Under anden verdenskrig, da øen var okkuperet af tyskerne, fungerede klosteret som tilholdssted for en modstandsgruppe. Her var det let at skjule sig, hvis tyskerne kom op ad bjerget, hvilket de kun få gange forsøgte.

Tiden var ved at løbe fra os. Jeg tog nogle hurtige billeder, inden vi måtte afsted. Stien ned til Nanoy-bugten var smal og stejl. Den løb ude ved kanten, hvor der ind i mellem var længere ned end behageligt. I det øjeblik, vi nåede strandkanten, kom Diagoras tøffende ind mod bredden. God timing!

Efter det store frokostbord og en lur hoppede vi i vandet for at snorkle. Under vandoverfladen åbnede der sig en helt ny verden. Vi var på jagt efter gamle potteskår og store snegle. Det er forbudt at hente potteskår fra Grækenlands havbund, men at røre ved dem er vel ok. Jeg fandt en stor musling på elleve meters dybde. Lod mig fortælle, at den var beboet af en spiselig krebs. Det skulle vise sig at være en græsk delikatesse.

AW29_SYMI_373.jpgGræsk viagra
Da vi kom tilbage til Symi by og vores stamcafé, bad vi tjeneren Yiannis om at åbne muslingen. Vores skuffelse var ikke til at skjule. Yiannis kom med en tallerken, hvorpå der lå noget som mest af alt lignede en klat snot samt to små levende krebs. Velbekomme! Yiannis fortalte, at krebsen boede inde i muslingeskallen, hvor den fik gratis kost og logi for at hjælpe muslingen mod ubudne gæster. Han syntes, at vi skulle smage på denne græske delikatesse.

En gammel græker sad og fniste ovre i det ene hjørne. “Græsk viagra”, hviskede han. “Alt fra havet undtagen fisk er godt for potensen”. Jeg mente ikke, at jeg havde den slags problemer, og da ingen af os havde lyst til at spise disse levende krebs, gav vi dem til den gamle mand. Han øjnene lyste op, og han slugte krebsene, som var det hans sidste måltid.

Artiklen er tidligere bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 29 juni/juli 2000                    

Andre spændende artikler


Ny vandrerute på tværs af Balkan

Ny vandrerute på tværs af Balkan

Vandring på Symi

Vandring på Symi

Varieret vandring på Vest Kreta

Varieret vandring på Vest Kreta

Log ind