Vandring blandt sortbjørne og kæmpetræer i USA

Spil ikke død!
”Angriber en grizzlybjørn dig, så spil død. Så vil bjørnene oftest gå sin vej. Skulle du derimod blive angrebet af en sortbjørn, så slås for dit liv. De er kendt for at begynde at spise af folk, der spiller døde.”

Jeg ved ikke, hvor rigtige disse påstande er, men når du står på kontoret hos nationalparkens myndigheder, er det let at trække på smilebåndet og lade være med at tage dem alvorligt.

Men når du pludselig er alene dybt inde i en mørk skov, og du ved, der pusler en 300 kilo tung, sulten sortbjørn rundt om dig, skal jeg love for, at du tænker anderledes. Men bjørnen er ikke så meget ude efter mig som efter maden, og så længe jeg ikke kommer i vejen for den og maden, har jeg egentlig ikke så meget at frygte. Tror jeg.

Jeg lægger mig i teltet og småsover, men vågner med et sæt ved, at bamsen står uden for teltet og puster tungt. Jeg hører, hvordan den snuser i luften - og på teltdugen. Jeg hører også, hvordan mit eget hjerte hamrer og dunker, og jeg må indrømme, at jeg ganske enkelt er bange. Men bamsen finder heldigvis ikke noget af interesse og går sin vej.

Skovklædte bjergsider og nøgne tinder
Som en øde ø i et hav af mennesker ligger Sequoia National Park væg til væg med Kings Canyon Park, omtrent midt i et af verdens tættest befolkede områder, Californien. Området er helt unikt. Først og fremmest er det et af verdens ældste naturbeskyttelsesområder etableret i 1890, og naturen er så varieret, at der inden for parkens grænser findes steder, hvor det næsten aldrig har sneet, og steder, hvor sneen aldrig smelter.

I den højde, jeg befinder mig, ligger sneen tykt om vinteren, og selv i september kan det vælte ned. Næste morgen er landskabet klædt i hvidt, og sporene efter bjørnen er forsvundet. Men minderne sidder dybt i mig, lidt for dybt. Jeg er en smule skræmt efter bjørnemødet. Selv om gårsdagens oplevelse bestemt var farlig, blev min frygt forstærket af mørket og af det faktum, at jeg er alene. Er jeg ved at blive en bangebuks?

Jeg elsker at konkurrerer, men i og med, at jeg har travet gennem bjergene i fem dage alene og har to tilbage, ser jeg ingen anden udvej end at konkurrere med mig selv. Jeg bestemmer mig for at tilbringe den sidste nat i vildmarken uden telt, hvis vejret tillader det. Jeg skal bevise for mig selv, at jeg hverken er mørkeræd, skræmt eller nogen bangebuks.

Terrænet, jeg tilbringer dagen i, er spektakulært, som en amerikaner ville udtrykke det. Nattens sne blev hurtigt offer for den stærke sol, og evigtgrønne fyrretræer dominerer blandt nøgne tinder og skovklædte bjergsider. Dybt nede i dalene gror løvtræer og mere regnskovsagtig vegtation. Men denne nationalpark er mere kendt for sin fyrreskov. Enorme gran- og furutræer imponerer, men alle fyrretræerne bliver lidt fesne sammenlignet med sequoiatræerne, som har givet parken sit navn. Vi kan godt fnyse ad amerikanerne, som skryder op om, at alt er større hos dem, men i enkelte sammenhænge har de pokkers ret. Sequoiatræerne er ikke alene verdens største træ mål i volume, de er også klodens mest massive, levende organismer. Desuden er træerne blandt de ældste livsformer og kan blive over 3000 år gamle.

Mand bliver til mus
Jeg bruger dagen fuldt ud, sveder langs dalkanter og klatrer over høje bjergpas. I løbet af dagen oplever jeg yderligere to sortbjørne, tre hjorte og en stor ørn, før det endelig er tid til at slå lejr. Jeg husker mit tossede macholøfte og spejder forgæves efter skyer. Men for en gangs skyld er aftenhimlen klar og fuld af stjerner, og dermed har jeg ingen undskyldning. Jeg ruller liggeunderlaget ud på bakken, ser mig omkring, lytter efter bjørnelyde, men der er ingenting.

Jeg falder hurtigt i søvn, men vågner brat om natten. Var jeg bange i går, er det intet mod, hvad jeg er nu. I søvne har jeg vendt mig rundt på maven, og et eller andet levende sidder - eller hviler en tung lab - på min ryg.

Stiv af skræk venter jeg nogle minutter i håb om, at dyret går sin vej, eller at det bare er en ond drøm. Desuden scanner jeg hukommelsen for at finde ud af, om Rambo eller Indiana Jones nogensinde oplevede noget lignende. Men her er jeg overladt til mig selv, og der er ingen  tips at få fra filmlegenderne (og det er ligesom takken for at have set alle deres film?) Dyret rører lidt på sig og afslører, at det i hvert fald ikke er en sortbjørn. Jeg vrider mig brat rundt, og i det svage lys fra månen skimter jeg en kontaktsøgende vaskebjørn, der hopper forbavset væk.

Så var det altså alligvel en bjørn, men heldigvis en lille og harmløs fyr, der havde fundet en blød og varm soveplads for natten. Ufarligt eller ej, så har den skræmt livet af Johnny Haglund. Jeg erkender lynhurtigt mit nederlag, haster ud af soveposen og slår mit telt op på rekordtid. Fra Rambo til Woody Allen på få sekunder. Men det er vel ingen skam i disse skove?

Den gigantiske sequoia

General Sherman, som står i parkens berømte Giant Forest, er verdens største træ og har en omkreds på 31,3 meter nederst og og en højde på 83,3 meter. Stammens volume er 1486 kubikmeter. Der er træer, som er højere, for eksempel de over 100 meter høje Red Wood-træer langs USAs vestkyst. Der er også dem, der er tykkere: En cypress i Mexico måler 49, 4 meter i omkreds. Men ingen træer i hele verden har så stor en samlet masse som General Sherman. Laver man brædder af et stort sequoaitræ, har man nok byggematerialer til at bygge 40 almindelige huse.