Vandring i Alaskas vildmark

Planen er, at vi skal flyves ud i ødemarken og først hentes igen 14 dage senere. Målet er at nå op til The Arrigetch Peaks og tilbage igen – en vandretur, som min gode ven Joel har foretaget for 30 år siden og betegner som den hårdeste vandring, han nogensinde har været på. Her ude er der ingen stier, men kun klipper, tuer, sump og pilekrat, og man har enten fornøjelsen af millioner af myg eller af frostvejr, regn og sne.

Træning og dødsangst
I første omgang bider jeg stædigt tænderne sammen og beslutter at træne rygproblemerne væk. Pludselig giver det mening at vade rundt i klitterne med rygsækken fuld af 10-kilos rissække. Og at lave dødssyge maveøvelser i fitness-centret. Jeg forstår pludselig, hvorfor sportsfolk kan blive høje af at træne.
Jeg begynder at få tillid til min ryg, men jeg er ikke helt sikker på, om jeg er blevet for gammel til at vade i regnvejr og sump i dagevis, sove ad helvede til og være konstant sulten. Det er over 10 år siden jeg sidst har gjort noget lignende, men dengang på Mount Kenya var der guider og vidunderlige bærere. I Alaska vil vi være fuldstændig på egen hånd. Tænk hvis der sker én af os noget. Det kan tage flere dage, før vi kan blive bragt til læge.
Som afrejsedagen rykker nærmere, bliver mine bekymringer til regulær dødsangst. Det har jeg aldrig oplevet før. Tværtimod, jo mere udfordrende og åndssvagt, jo mere interessant. Men tiden med ungdommens overmod er forbi, og en lille stemme inden i mig håber næsten, at jeg af én eller anden grund bliver nødt til at aflyse.

Ramt af en lægtehammer
Men dagen oprinder, og jeg drager til Seattle, hvor mine venner bor. Jeg er ved godt mod, men da jeg træder ind i vennernes hus, slår den forkætrede tanke mig som en lægtehammer: Hvad fanden har jeg tænkt på? På spisebordet ligger fem enorme duffelbags fyldt til bristepunktet med mad til 14 dage. De vejer hver 40-50 kilo. Det er fuldkomment absurd. Min rygsæk vejer i forvejen 16 kilo, og dertil kommer dele af vores fælles udstyr. Hvordan pokker har de forestillet sig, at vi skal kunne bære al den mad? Blodet forlader bogstaveligt min hjerne og synker til et sted nær fødderne. Men jeg ikke har taget højde for, at fem i gruppen er i tyverne og forhippede på at vise, at de kan bære tunge rygsække; at selv i Alaska kan man være heldig med vejret; og selvom man er blevet ’gammel’ og rationel, kan man stadig blive revet med af eventyret.

Som sorte spøgelser bevæger de sig helt lydløst hen over det ujævne terræn, ånder fra en anden verden. En verden uden mennesker.

Ånder i natten
Planen er, at vi først flyver til de nordligste egne af Brooks Range, dér hvor bjergene begynder at hælde ned mod de arktiske sletter. Her skal vi tilbringe fire nætter, inden vi bliver samlet op og flyver til Alatna River og Arrigetch Peaks. Det er altså en reel, og ganske hemmeligholdt, mulighed for mig at tage med flyet hjem igen efter fire nætter.
Men fra det øjeblik vi stiger ud af det lille fly ved Okokmilaga River i det nordligste Brooks, føler jeg mig hjemme. Fra det stenede flodleje betragter vi det lille fly, som forsvinder bag bjergtoppene. Vi er overladt til os selv. Myriader af spor fra bjørne, ulve og rensdyr dækker jorden. Solen er ved at forsvinde bag bjergryggen, og med skyggen kommer kulden snigende. Jeg føler udelukkende en himmelsk fryd. Specielt på grund af ulvesporene. For ud over at komme helt herud i vildmarken, så har min anden store drøm altid været at se, eller i det mindste høre, ulve. Nu har jeg næsten set dem. Bare bevidstheden om at de er her, giver mig kuldegysninger af glæde.
Landskabet er så smukt, at det bobler indeni. En åben, frodig, grøn dalsænkning. Floden, der snor sig glitrende forbi lejrpladsen, bryder stilheden med sin lette klukken. Vi er så langt mod nord, at her ingen træer er, kun enkelte lave pile- og blåbærbuske. Og da floddalen hen mod aften ligger hyllet i bjergenes skygge, og vi sidder omkring madgryderne, løber en flok karibuer pludselig forbi oppe på flodengen. Som sorte spøgelser bevæger de sig helt lydløst hen over det ujævne terræn, som ånder fra en anden verden.

Vantro og bjørneskræk
Der er ikke ét eneste tegn på menneskets tilstedeværelse udover de spor, vi efterlader i gruset, da vi næste morgen drager videre på en solrig, vindstille dag. Den umiddelbare eufori over at føle mig fuldstændig hjemme i det smukke landskab, bliver erstattet af en ny følelse: vantro. Dagen starter ellers perfekt, da jeg stiger ud ad teltet til duften af nybrygget kaffe og gryder fulde af quinoa-grød med chiafrø og rosiner. Vennerne sidder samlet omkring kortet og diskuterer dagens rute. Jeg kigger hen over skuldrene på den ivrige flok og ser deres planlagte mål. Min første tanke er, at de er absurd optimistiske – grænsende til det sindssyge. Jeg mærker en tung klump af uro i maven. Jeg er ikke ekspert i at bedømme afstande, højdekurver eller vegetationsmarkeringer, men det virker fuldstændig umuligt at nå frem til Chandler Lake på én dag. Og endnu mere umuligt at vandre hele deres rute og nå tilbage til flodlejet om fire dage. Modet synker. Jeg forsøger spagfærdigt at give udtryk for mine bekymringer, men det bliver hurtigt fejet væk af optimisterne under 30. Vi pakker lejren og forlader flodlejet med fuld oppakning – hujende, fløjtende og truttende for at skræmme enhver bjørn væk i miles omkreds. Èn af vores særligt bjørne-rædde deltagere har ligefrem indkøbt en tamburin, som han har surret fast for enden af en pæl. Den går han konstant og ringler med højt over hovedet. Det ser urkomisk ud. Men det giver en vis tryghed i et landskab fyldt med bjørnespor.

Overvinder angsten
Flodengen består af høje knudrede tuer omgivet af vand og små pilebuske. Man kan så hoppe fra én ustabil tue til den næste eller give op og få våde fødder nede mellem tuerne. Det tager evigheder, og da vi endelig når frem til kløften, der leder op til passet, består terrænet udelukkende af klipper og løse stenskred. Efter adskillige anstrengende timer betragter vi det 100 meter høje stenskred, som udgør den lige vej op til sadlen. Der er en alternativ mulighed, men den rute betyder en halv til en hel time i en helt gal retning for at komme ind på stigningen i en mindre stejl vinkel. Klokken nærmer sig fire. Det er ikke sjovt længere. Tavse og udmattede bedømmer vi klipperne. De udstråler alt andet end imødekommenhed. Jeg orker ikke den lange omvej, men samtidig er jeg bange for at tage den lige vej op. Hele min krop stritter imod. Men så tager Fanden ved mig. I næste øjeblik klatrer og springer jeg som en sindssyg op og op ad den stejle, ufremkommelige rute. Joel og hans søn iler efter mig, mens de andre lamslåede betragter mig, dette vanvittige kvindemenneske, der hvirvler op ad bjerget. Det er så fedt. Dels det rent fysiske i at kravle op ad klipperne som en lille abe, dels dét at have overvundet min angst.

Polarræves leg
Stærkt hyperventilerende når jeg toppen af stenskredet. Foran os ligger sadlen – en fugtig, græsklædt eng med en ganske svag stigning. Vi kan ikke se nedstigningen på den anden side. Solen kærtegner os venligt oven på den golde, skyggefulde kløft, vi har befundet os i de sidste mange timer. Forundrede over dette totale stemningsskift bevæger vi os videre, og universet må have set på os med milde øjne, for med ét åbenbaredes et helt guddommeligt landskab: En kæmpemæssig, grøn slette bølger nedad mod de fjerne bjerge, der er som klædt i grønt fløjl. På sletten græsser to store flokke karibuer, og nogle få hundrede meter fra os leger to polarræve mellem kæruldens hvide totter. Vi tillader os et par minutter i tavshed, før Joel hidkalder de andre. Imens nyder Max og jeg freden og den umådelige følelse af frihed og skønhed. Al tidligere dødsangst og bekymring om sygdomme, brækkede ben og bjørne eksisterer ikke længere fra det øjeblik. Strabadserne, som jeg havde frygtet, er forvandlet til udfordringer. Selv at vågne op til et landskab dækket af sne og en sigtbarhed på 10-15 meter næste morgen er blot en interessant opgave. En udfordring, som bliver forstærket af, at alle grizzlybjørnene tilsyneladende vælger at gøre som os og søge tilbage til floden og væk fra de sneklædte bjerge.

Og dér kommer den – ulven! Roligt slentrende lige imod mig.

Grizzly i lejren
Da vi efter en kold og våd dags vandring når ned i den snefrie dal, slår vi teltene op i flodlejet, der tilsyneladende er alle bjørnes, elges, karibuers og ulves hovedfærdselsåre. Her myldrer vitterlig med spor i det indtørrede mudder. Vi tager det ikke så tungt. Vi sætter hurtigt et læsejl op mod den bidende vind og får gang i tilberedningen af grøntsagssuppe og falaffel med friskhakket grønkål. Vi skutter os omkring bålet og glæder os til den velduftende suppe, da Ben langsomt kigger op fra gryden og siger med sin hash-prægede, rolige stemme:
”Der er en bjørn…”
Jeg vender mig langsomt og ganske rigtigt – cirka 15 meter bag mig kommer en grizzly vandrende, stille og roligt. Vi farer alle op og begynder at råbe, fægter med armene og banker på gryder og pander. Bjørnen rejser sig på bagbenene og sender os et forundret blik, som midt i al panikken får mig til at tænke på Yogi Bear bare uden hatten. Bjørnen indser, at vi mener alvor, og spurter forskræmt mod et fjernt pilekrat. Vi kaster os forvirrede over vores flare guns, men den første rammer så idiotisk, at bjørnen bliver skræmt tilbage i retning af lejren. Herefter bliver jeg udstyret med alle pistolerne, idet man mener, at jeg som holdets eneste jæger må være i stand til at sigte lidt mere fornuftigt. Det lykkedes da også, og til sidst kan vi se bjørnen ile op ad bjerget og forsvinde bag klipperne.

Flugtplan forduftet
I løbet af det næste halve døgn får vi besøg af 11 bjørne. Alle virker de gudskelov blot nysgerrige og interesserede i at æde blåbær og grave efter larver i flodbreddens bløde mudder. Da det lille fly et par dage senere bringer os videre til Alatna River, er tanken om at stikke halen mellem benene fuldstændig forduftet. Selvom kulden er hård, rygsækkene tunge, og terrænet til tider er fuldstændig umuligt at forcere, så glemmer min krop alt om at være en midaldrende, livsbekymret rygpatient. Den er glad og stolt over at klare turen. Selv den længe frygtede tur op til foden af The Arrigetch er en overdådigt smuk oplevelse og ikke (kun) en kamp. Da bedriften tilmed lykkes uden forfrysninger, myggehelvede eller smertefulde skader, kan det simpelthen ikke blive bedre. Og dog.

Ser ulven i øjnene
På den sidste dag er det lille fly allerede fløjet hjemad med de første fire fra holdet. Resten af os må vente tre timer ved floden. Da jeg et øjeblik går afsides for at tisse bag en busk, sker det. Jeg rejser mig op og kaster et blik ned langs floden. Og dér kommer den – ulven! Roligt slentrende lige imod mig. Mit hjerte stopper. Hvor heldig har man lov til at være? En stor, smuk, sølvgrå ulv, som bare kommer nærmere og nærmere, indtil jeg giver mig til kende og begynder at tale til den og vifte med armene. Ulven stopper undrende op og kigger på mig. Ret upåvirket skifter den kurs og lunter op ad den skrånende flodbred. Lige inden den når toppen af den lille bakke, stopper den en sidste gang og kaster et blik tilbage på mig. Så forsvinder den. Men ikke for altid. Den vil altid være dér for mit indre, lykkelige syn.

Hvad med bjørnene?

Det er næsten uundgåeligt, at man støder på bjørne. Vi medbragte små plastictønder, bear barrels, til opbevaring af fødevarer, skrald og andre lugtende genstande. Maden opbevarede og tilberedte vi mindst 50 meter fra teltene, da det trods alt er bedre at lokke bjørnene hen til et tomt ’køkken’ end ind i teltene. Vi medbragte også flare guns, signalpistoler, som skræmmer bjørnen væk med en rød flammekugle uden den kommer til skade. I tilfælde af nærkontakt inden for 10 meter havde vi desuden bjørne-spray, som vi fik heldigvis aldrig fik brug for. Vi brugte dog alle vores 30 styk flare guns. For at undgå at overraske en bjørn sang, råbte, fløjtede og truttede vi i ’bjørne-horn’, mens vi gik.