Du er her:
  • ARTIKLER
  • Vandring i det grønne Spanien

Vandring i det grønne Spanien

”Tienen que ir a la verde España“ -  I skal tage til det grønne Spanien, svarer Juan Carlos overbevisende på vores forespørgsel om vandreområder i Spanien.

Skrevet af: Lykke Pedersen og Mikkel Jungersen
Opdateret den 10. jan 2017

”Tienen que ir a la verde España“ -  I skal tage til det grønne Spanien, svarer Juan Carlos overbevisende på vores forespørgsel om vandreområder i Spanien.

”Området ligger ud til Atlanterhavskysten i det nordvestlige hjørne af Spanien, og har de smukkeste bjerge, Picos de Europa. Bjergsiderne er frodige og grønne, fordi det regner en del. Og maden… mmm, det er det bedste. Ud over det klassiske spanske køkken er der et hav af forskellige fisk, skaldyr og blæksprutter.” Han kigger ud i rummet med et drømmende blik og slutter: ”Es fantastico… fantastico…”

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

AW433_vandring_spainen_35.jpgJordens åbne benbrud

”Han havde ret.” tænker jeg og lader blikket glide hen over de forrevne bjerge. ”Naarj, hvor er her flot” kommer det fra min kæreste, der sidder og gnasker i en skive brød med chorizopølse og nyder et glas Rioja vin i vores nyindkøbte, slagsikre, friluftsvinglas. Vi sidder på en mindre bjergtop i Picos de Europa og lader os rive med af landskabets fuldkomne storhed. Udsigten fra de vestlige bjergområder over på centralmassivet med alle de højeste tinder, er noget der skal opleves. I bunden af en kæmpe kløft der adskiller de to massiver, strømmer Rio Cares, som gennem årtusinder har arbejdet slidsomt på at gøre slugten dybere. Kløftens størrelse bliver sat i perspektiv, da to gåsegribbe med vingefang på over to en halv meter kommer glidende tæt over vores hoveder og fortsætter deres svæv ud i luftrummet, indtil de knap kan anes på den anden side af den mægtige slugt.

Picos de Europa – eller Europabjergene – består af tre kalkstensmassiver, der er adskilt af brusende floder, hvorfra de spidse tinder rejser sig stejlt op mod himlen. ”It appears as though the earth’s bones broke through its skin and emerged, cleaned of flesh” har nogen sagt om bjergkæden. En forståelig karakteristik når man ser de mange irregulære, forrevne bjergtoppe.

AW43_vandring_spainen_31.jpgKæmpe vækkeur

Et fly fra København til Madrid, derfra 750 km mod nordvest med tog til Oviedo, videre med en bus ind til Parque Nacional de los Picos de Europa og så ellers til fods imod den første lejrplads. Vi er ikke ene om planen med at vandre i parken. Hundrede andre turister har fået samme ide og gør hver deres til at forvandle dalen til noget, der ligner et omrejsende cirkus. Heldigvis er det de færreste, som skal på flere dages vandring gennem området. Jeg vågner til noget der minder om lyden af et vækkeur i slowmotion. Behagelig klokkeklang strømmer kontinuerligt ind i teltet, men uret er ikke til at slukke. Uden for ringler hundreder af koklokker, som sidder på et tilsvarende antal køer, der gnasker dugvådt græs omkring teltet. Da vi åbner ud til apsis opdager vi til vores store forundring, at en ko er i fuld færd med at åbne teltdøren med tungen! Hvorvidt den vil morgenkysse eller bare ind for at ligge i ske, står hen i det uvisse.

AW433_vandring_spainen_34.jpgKalkklippernes forunderlige former

Langsomt, men sikkert arbejder vi os op ad bjergmassivet. Turen går gennem dale og over marker, kun afbrudt af enkelte stejlere klippepartier der skal forceres. Køer, får og geder går frit rundt og græsser med udsigt til betagende fjelde og bjergsøer. Hist og her ligger gamle stenhuse med solbleget tegltag, der fuldender illusionen, om det idylliske liv som bjergbonde. Halvvejs oppe kommer tågen krybende. Alt bliver omsluttet af et dunkelt lys, og i takt med at silhouetterne fra alpeallikerne bliver udvisket, trænger deres hæse skrig endnu skarpere igennem. På toppen af det vestlige bjergmassiv tager vi en overliggerdag, hvor de omkringliggende landskaber bliver udforsket. Solen varmer dejligt. Overalt er firben og hugorme krøbet frem fra deres skjul for at lade sig opvarme af strålerne. Det gælder om at træde varsomt, når vi springer fra klippe til klippe og lader os forundre over kalkklippernes forunderlige former og grotternes uhyggelige, endeløse dyb. Pauser mangler der ikke, for gang på gang støder vi på udsigter, klippeformationer eller grotter, der kræver mere end blot et par minutter at kapere.

Thors hammer slår gnister

Næste dag trækker skyerne sig sammen og de første dryp kommer over middag. Inden længe hører vi de første tordenskrald runge gennem dalene og så åbner himlen for sluserne. Vandet står ned i tove, og lynene slår gnister mellem bjerge og himmel, så tordenbragene bliver kastet fra klippevæg til klippevæg. På minutter bliver stierne ned fra bjergene forvandlet til vandløb og den krystalklare flod i bunden af kløften bliver mudderfarvet.

AW433_vandring_spainen_197.jpgKampen om vandet

Ved en lejr oppe bjergene henter vi vand nær ved en hytte, hvor en tynd stråle står ud af et rør fra en klippe. Vandstrålen ender i et trug som køerne drikker af, men tørken har drænet truget så meget, at de slås om at komme til at slikke på røret eller stikke mulen i mudderet for at slubre det grumsede vand i sig. Da jeg kommer med to vandbeholdere, som skal fyldes, viser køerne til at starte med respekt og lader mig komme til vandstrålen. Beholderen fyldes kun ganske langsomt. Efter noget tid rykker køerne nærmere og kigger lidt irritabelt på mig. ”Så har du vist tappet nok makker” synes den største at tænke, idet den tager et skridt nærmere. Utålmodigheden breder sig som ringe i vandet, alt imens jeg prøver at virke som en upåvirket flokleder. Det lykkedes ikke. Pludselig kan jeg mærke et horn i siden. Jeg kigger ned og ser en desperat, dødsens tørstig ko lige i øjnene. Med den ene hånd får jeg hornet lirket væk, mens jeg med den anden styrer flasken og tapper de sidste dråber. Da dunken er fyldt, trækker jeg mig varsomt tilbage samtidig med, at køerne maser fremefter. Vel ude af flokken møder jeg to andre vandrere. De er på vej hen til truget for at fylde deres vanddunke. Jeg så dem aldrig mere…

Aw43_vandring_spainen_30.jpgSkyhav og mælkevej

’Nubes del mar’ – skyhav – kalder spanierne det, når skyerne falder ned fra himlen og lægger sig i bunden af kløfter og dale. Vi oplever det en aften hvor solen står lavt. Himlen er sart lyserød mens bjergene toner i kølige blå nuancer. Skyerne har lagt sig tungt i kløften og får det centrale bjergmassiv til at fremstå som en eventyrlig ø i skyhavet. Da solen går ned bag bjergene og slukker lyset over det magiske skyhav, tændes stjernerne. En efter en lyser de op og tager deres plads i Mælkevejen. Med nakkerne bagover står vi helt stille, for ikke at forstyrre naturen i sit fortryllende sceneri.

Lammende nedtur

Nedstigningen til bunden af kløften blev en hård tur. På kun to kilometer falder stien fra Cabeza Corroble i 1624m, ned gennem en smal slugt, til Rio Cares i bunden af kløften 450 meter over havet. Starten på nedstigningen er et brat klippeparti, hvor der skal klatres et stykke for at komme ned. Den smalle slugt gør hårnålesving umulige, så de 1200 højdemeter går lige i benene. Med over 20 kilo på ryggen og syv kilo fotogrej på brystet havde et par vandrestave nok gjort nedstigningen noget lettere. Af skade bliver man klog, og næste morgen er vi begge betydeligt klogere, da vi knap kan løfte benene fra jorden. Vi er fuldstændig mørbankede og lamme, men ned kom vi da…

Dødens Kyst

En uges tid senere tager vi ud til den galisiske kyst, og det første vi gør er at bestille en ’Gran Mariscada’ på en livlig fortovsrestaurant i La Coruña. Femten minutter senere kommer tjeneren balancerende med et stort fad fyldt til randen med alt godt fra havet: Hummere, to slags rejer, tre slags krabber, fire slags muslinger, rurer og snegle. Nydelsen krydres med kølig hvidvin, to store smil og tyve snaskede fingre. Det næste vi gør er at tage på vandretur langs med Costa da Morte – Dødens Kyst. Vores rute starter 50 km vestpå fra byen Laxe. Vel ude af byen farer vi vild i et brombærkrat! Ti minutter senere ligner jeg en lille spejderdreng i korte bukser, der har været ude og lege i et pigtrådshegn. Vi gør et stop for at drikke vand, tørre blod af benene, fotografere en blomst og nyde solen. Men vi er ikke de eneste på den øde kyststrækning, som nyder de varme stråler. Et par meter væk slikker to store firben sol, imens de vagtsomt kigger på os. Jeg sniger mig hen for at fotografere, men lynsnart smutter de i skjul under deres sten. De stirrende øjne kan akkurat skimtes i et lille hul mellem stenene. Jeg forholder mig i ro, og efter kort tid er de fremme igen. Den ene poserer i flere forskellige stillinger. Da øjet er i fokus er jeg overbevist om, at den trækker på smilebåndet og blinker til fotografen.

Sandstrandenes overraskelser

En brunette babe i bordeau bikini farer forbi og fortsætter ud i bølgen, da vi går langs en af de skønne hvide sandstrande. Og her står jeg, iført store støvler, beskidte bukser, svedig skjorte og med rifter på benene. Ikke just strandløvekostumet. Så meget desto mere nyder vi at smide tøjet, hoppe i bølgerne og bagefter slænge os i sandet. Jo, vandretur og badeferie kan godt kombineres.
På en af strandene skvulper bølgerne ind over sandet og løber over til en lagune bagved. ”Hvis vi går i det samme bølgen trækker sig tilbage, kan vi sagtens nå forbi uden problemer”, siger jeg i en overbevisende tone. En tredjedel ude på sandrevlen kommer den – bølgen. Med et hult drøn og kaskader af skumsprøjt efterlader den ingen tvivl om sin ankomst. Det er slet ikke meningen, at den skal være så stor. ”Jeg må gøre noget” flyver det gennem mit hoved, ”Nej, det er for sent, nu kommer den…”. Bølgen slasker op af mine støvler og løber iskoldt ned omkring fødderne. Jeg kigger op og begynder at løbe febrilsk. Længere fremme kan jeg se, at Lykke har fået samme idé, og med vandet sprøjtende ud til alle sider spæner hun hvinende gennem det lave vand. Så lykkedes det os igen at overvurdere vores evne til at gå på vandet, og ende op med en velfortjent sok.

AW433_vandring_spainen_196.jpgManfred the man

Langs den forblæste kyst ligger mange små fiskerlejer, hvor livet går sin rolige gang med sludren hos købmanden, leg på torvet og røgtning af ruser på havnen. Folk er meget venligsindede og stemningen er afslappet. Det er derfor værd at gøre holdt for at få et måltid mad og se sig omkring. Ved Camelle har en tysker slået sig ned ved havnen. Gennem mere end 30 år har han samlet opskyllede ting på kysten og bygget et udendørs museum, hvor han blandt andet har kreeret nogle forunderlige skulpturer. Oplevelsen bliver ikke mindre mærkværdig, da Man, som han kalder sig, pludselig står ved siden af mig, kun iført lindeklæde, og beder mig om at tegne en af hans skulpturer samt et portræt af ham. Alle tegningerne gemmer han i sit ti kvadratmeter store, finurlige hus. Det er et overvældende skue der møder os i det nordvestlige hjørne af Galicien. 135 meter over det skummende hav knejser fyrtårnet Faro do Cabo Vilán på de yderste klippeskær. Rygsækkene sættes. Skuldre og hofter får et hvil, mens vi nyder hinandens selskab og stedets rå charme. På et tidspunkt dikterer de rumlende maver dog, at vi må begive os af sted mod en lejrplads et sted derude på kysten.

Teltet bliver rejst og dagens aftensmad fundet frem. Lyden af brændingen imod klippekysten, mågernes skrig over hovederne og benzinbrænderens sagte væsen, er en herlig lydkulisse efter en lang dag på kysten. Vi har det hele for os selv og nyder hvert sekund, da solen rammer kimingen i dagen sidste minutter. Himlen brænder i rødt inden natten tager over.

Artiklen blev bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 42, februar 2002


Parque Nacional de los Picos de Europa

Historie
I 1918 erklærede Kong Alfonso XIII ’Parque Nacional de la Montaña de Covadonga’ for Spaniens første nationalpark. Den omfattede blandt andet det vestlige massiv af Picos de Europa. I 80’erne og 90’erne kæmpede mange for også at medtage det centrale og østlige massiv i parken, og endelig i 1995 dannedes Europas dengang største nationalpark ’Parque Nacional de los Picos de Europa’, hvori alle tre massiver er inkluderede. Parken dækker et areal på 646,6 km2.

Natur
Picos de Europa udgør en del af bjergkæden Cordillera Cantábrica. Kæden blev dannet da den afrikanske kontinentalplade stødte sammen med den europæiske. På denne måde skabtes først Pyrenæerne og siden Cordillera Cantábrica. Picos de Europa består for en stor del af kalksten, og det forrevne udseende er fremkommet ved forvitring og gennemsivning af vand. Området indeholder et utal af grotter, bl.a. Sima del Trave, som med en dybde på 1441m er den fjerde dybeste i verden. Den højeste top er Torre de Cerredo på 2648m, der ligger under 30 km fra kysten.

Parken er meget forskelligartet, sammenlignet med andre dele af Spanien. På nordsiden tager bjergene meget af nedbøren fra Atlanterhavet, hvilket betyder, at der stort set ingen nedbør falder i det tørre Castilianske højland. Den store regnmængde giver et grønt og frodigt landskab. Området rummer alt fra beskyttede dale i lavlandet til forblæste, alpine tinder. Køer, geder, får, æsler og heste nyder godt af det saftige græs, men også alpegeder og hjorte tager en andel af græsset. Ulve, ræve, grævlinger, vildsvin, mårer, pindsvin mm. kan også ses i parken. Herudover kan der ses flere arter af gribbe samt musvåger, kongeørne, vandrefalke og mange småfugle.

Andre spændende artikler


Øhop med vandring på De Kanariske Øer

Øhop med vandring på De Kanariske Øer

Vulkanø med telt og trangia

Vulkanø med telt og trangia

11 dage gennem Pyrenæerne

11 dage gennem Pyrenæerne

Log ind