Når man er vant til Andesbjerge, Alper, Dolomitter og Høje Atlas, så kan en vandretur til England godt lyde som en ’walk in the park’ forbeholdt Jane Austen-fans og andre håbløse romantikere. Men det engelske landskab er ikke bare fadder til en romantisk bevægelse – det er her langs stengærder og bække, blandt får og fjelde, at vandring som en selvstændig aktivitet tog fart.
Det er på turens første vandredag, at jeg på den gamle Coffin Route stikker af fra flokken for at have tid til at besøge Dove Cottage – huset, hvor den berømte digter William Wordsworth sammen med sin søster Dorothys boede i starten af 1800-tallet.
Ruten er smal og går lige ud, så jeg er ikke bange for at fare vild. Med skridt, der nærmer sig pasgang og indimellem småløb, får jeg et forspring på 25 minutter. Nok til at se både huset, haven og museumsbygningen. Det er i sidstnævnte, at jeg læser et uddrag fra søsteren dagbog. Hun skriver, at hun vandrede med sin broder ved sin side fra Kendal til Grasmere, 18 miles, og derefter fra Grasmere til Keswick, 15 miles, gennem det mest henrivende landskab, der nogensinde er set.
Året er 1794, og begejstringen over en knap 53 kilometer lang gåtur var langtfra noget, mange dengang kunne sætte sig ind i. At vandre for sin fornøjelses skyld eller som en selvvalgt måde at transportere sig på fremfor at sidde i en hestevogn var på ingen måde almen praksis og ganske uhørt for en kvinde. Dorothys tante var for eksempel meget oprørt over niecens flakken om på landet til fods.
Lidt frisk luft samt passende, kultiverede samtaler i haven kunne gå an, men ligesom den oprørske og altid ivrigt gående Elisabeth i Jane Austens Stolthed og fordom er Dorothy ikke som de fleste, hvilket hendes svar til tanten tydeligt understreger. Hun svarer, at hun har modet til at bruge den styrke, naturen har udstyret hende med, ikke mindst når det giver hende uendeligt meget mere nydelse end at sidde i en lukket hestevogn.
