Vandring i England

’Nytteløs’ fornøjelse i Lake District

shutterstock_511920697-Mich.jpg
Skrevet af: Trine Vendelboe Juul
Opdateret den 27. jan 2018

Når man er vant til Andesbjerge, Alper, Dolomitter og Høje Atlas, så kan en vandretur til England godt lyde som en ’walk in the park’ forbeholdt Jane Austen-fans og andre håbløse romantikere. Men det engelske landskab er ikke bare fadder til en romantisk bevægelse – det er her langs stengærder og bække, blandt får og fjelde, at vandring som en selvstændig aktivitet tog fart.

 Det er på turens første vandredag, at jeg på den gamle Coffin Route stikker af fra flokken for at have tid til at besøge Dove Cottage – huset, hvor den berømte digter William Wordsworth sammen med sin søster Dorothys boede i starten af 1800-tallet.

Ruten er smal og går lige ud, så jeg er ikke bange for at fare vild. Med skridt, der nærmer sig pasgang og indimellem småløb, får jeg et forspring på 25 minutter. Nok til at se både huset, haven og museumsbygningen. Det er i sidstnævnte, at jeg læser et uddrag fra søsteren dagbog. Hun skriver, at hun vandrede med sin broder ved sin side fra Kendal til Grasmere, 18 miles, og derefter fra Grasmere til Keswick, 15 miles, gennem det mest henrivende landskab, der nogensinde er set.

Året er 1794, og begejstringen over en knap 53 kilometer lang gåtur var langtfra noget, mange dengang kunne sætte sig ind i. At vandre for sin fornøjelses skyld eller som en selvvalgt måde at transportere sig på fremfor at sidde i en hestevogn var på ingen måde almen praksis og ganske uhørt for en kvinde. Dorothys tante var for eksempel meget oprørt over niecens flakken om på landet til fods.

Lidt frisk luft samt passende, kultiverede samtaler i haven kunne gå an, men ligesom den oprørske og altid ivrigt gående Elisabeth i Jane Austens Stolthed og fordom er Dorothy ikke som de fleste, hvilket hendes svar til tanten tydeligt understreger. Hun svarer, at hun har modet til at bruge den styrke, naturen har udstyret hende med, ikke mindst når det giver hende uendeligt meget mere nydelse end at sidde i en lukket hestevogn. 

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

shutterstock 540426376 antb

Passionen for at vandre
Glæden ved at gå er vi mange der kender alt til i dag, og i boghandlen i Ambleside, hvor vi har base, bugner det med litteratur om vandringens mange velsignelser. Ikke overraskende er det Alfred Wainwrights berømte bøger om netop fjeldene i Lake District, der fylder mest, men jeg ender med at tage derfra med en noget anden bog, som jeg skal vende tilbage til.

Det siger sig selv, at det er søerne, som Lake District er opkaldt efter, men det må være de smukke bjerge, man har tænkt på, da man fandt på Cumbrias motto: "I have lifted up mine eyes unto the hills." De mange søer, inklusiv Lake Windermere, som er Englands største, gør blot ’the hills’ endnu mere smukke. Eller ’fells’ (fjelde) som de faktisk er blevet kaldt, siden vikingerne gjorde deres entré for over 1000 år siden.

Fra vores Bed & Breakfast kan vi se op på de bjerge, der udgør Loughrigg Fell – fjeldet som vi på vores sidste vandredag får fornøjelsen af at vandre på for at kunne se ned på vores by, vores Bed & Breakfast og den storslåede Lake Windermere.

’Vi’ er en flok på 18 personer i forskellige aldre, højder og drøjde. Som en del af en arrangeret rejse kender flertallet af os ikke hinanden hjemmefra. Det eneste, der har ført os sammen, er passionen for at vandre, og selvom ingen af os næppe når at komme i nærheden af Wordsworths 180.000 miles, så har vi efterhånden nogle kilometer i benene fra vandre- og trekkingture rundt omkring i verden.

3

Til tops på Scafell Pike
Udover Loughrigg Fell sætter vi også vores fodaftryk på Rydall Fell, Scandell Fell og Seathwaite Fell. Det er på sidstnævnte fjeld, at vi skal helt til tops og bestige Scafell Pike, Englands højeste bjerg med sine 977 meter. Det er midt på ugen, og vi starter fra Seathwaite Farm, der ligger 139 meter over havet, så vi har en håndfuld timer foran os, hvor vi kan leve Cumbrias motto og løfte blikket mod højderne – når vi da ikke skal holde øje med stierne, vi går på eller se os tilbage for at nyde den strækning, vi allerede har lagt bag os.

Efter et par dage med temmelig meget regn er vi heldige denne dag, hvor solen skinner det meste af tiden. Især vores guide er begejstret, for nu får han måske endelig mulighed for at kunne stå på toppen i klart vejr og se både til Skotland og det Irske Hav.

Men vejret skifter som bekendt hurtigt i bjergene, og jo tættere vi kommer toppen, jo tættere bliver skyerne også. Det ser pludselig ikke for godt ud, da vi nærmer os det sidste seje stykke, hvor stigningen øges markant – som den altid synes at gøre, når man nærmer sig toppen af et bjerg.

Her er stien desuden blevet afløst af kæmpe, løse sten, så tempoet ryger noget ned hos de bageste i flokken, og jeg tænker, at det er et spørgsmål om minutter, før skyerne får overtaget. Jeg sætter farten op og når frem med frisk vind i håret og til en fantastisk udsigt, der virkelig er hele turen værd.

Jeg kan se sø, hav, bjerge og land 360 grader rundt, men da guiden som den sidste i bagtroppen dukker op, blæser skyerne ned over os fra alle sider. Jeg ærgrer mig virkelig på hans vegne. Så går der cirka 5 minutter, og vinder blæser igen huller i skyerne – store nok til at man i glimt kan se det, der i al sin åbenbaring må tage pusten fra selv dem, der synes, at det at vandre op på toppen af et bjerg for blot at vandre ned igen, er omsonst og spild af tid.

shutterstock 452936011 Lee

Det rene vanvid
Dem findes der faktisk nogle af. Altså dem, der synes, det er omsonst og formålsløst at vandre op ad et bjerg, med mindre man er nødt til det. På turens første dag købte jeg James Rebanks The Shephards Life i den lokale boghandel i Ambleside. I bogen sammenligner hans farfar vandring og den blotte ide om at nogle vil begive sig til tops på en bjergtop for fornøjelses skyld med vanvid.

Et indblik i farmerlivet, som det har formet og udfoldet sig i århundreder, bidrager til gengæld til en helt anderledes konkret oplevelse ved at vandre lige netop her… i disse fjelde, langs disse søer og stengærder, gennem de utallige låger med slidte hængsler og venlige ”Please close the gate” formaninger.

Dette er farmland, tæmmet og kultiveret til at tjene en livsform, som generation efter generation er født ind i og ikke kunne drømme om at sætte spørgsmålstegn ved. En livsform, hvor naturen og landskabet nok er omfattet af den dybeste respekt, men først og fremmest ud fra pragmatiske grunde.

Det er ikke blot naturen, vi har sluppet os selv fri i. Det er nogle menneskers liv og levegrundlag, vi uinviterede er på besøg i, og hvis dybe kulturhistoriske spor, vi mere eller mindre opmærksomt konstant krydser og sætter vores ubekymrede vandrestøvler ned på.

6

Hurra for Potter!
Får møder jeg en del af på turens tredje vandredag. Den går egentlig til Skiddaw – en af Lake Districts fire højeste toppe – men ansporet af The Shepherds Life ofrer jeg frivilligt bestigningen af en top for i stedet at udforske det landskab, hvor Lake Districts mest berømte kvinde boede. Beatrix Potter, forfatteren til børnebogen Peter Kanin, ville være fyldt 150 år 28. juli 2016 – blot to dage efter denne dag – så jeg finder det helt okay at tage en afstikker fra programmet for at vandre i hendes fodspor.

Og det kommer jeg ikke til at fortryde. En smuk, lille sejltur fragter mig i solskin tværs over Lake Windermere, og de første seks kilometer går jeg mellem bredden og en skov, indtil det første skilt mod Hill Top viser sig. Hill Top er et mere end 400 år gammelt stenhus, som Potter købte i 1905, efter hun havde forelsket sig i Lake District og flyttet fra det travle byliv i London.

Stierne fra skiltet og op mod huset fører mig gennem et utal af låger, enge, stengærder, blomstrende haver og pittoreske huse, og var det ikke for mine moderne Jack Wolfskin-støvler og lange cowboyshorts, føler jeg mig faktisk lige nu som en romantisk figur taget ud af en Jane Austen fortælling.

Og sammenlignet med de 700 meters strabadserende stigning mod Red Scees dagen før, hvor vi går i regn og tåge fra start til slut, er dette landskab – og oven i købet på en solskinsdag - en skøn og tiltrængt ’walk in the park’. Jeg sender en taknemmelig hilsen til Beatrix Potter, som ikke blot skrev om kaniner og andre nuttede dyr, men som også selv blev farmer, købte en masse jord og senere donerede det hele til National Trust.

’The Real Thing’ er her med andre ord stadig, fordi en kvinde forelskede sig i stedet og besluttede sig for at beskytte og bevare det til gavn og glæde for en masse farmere. Og til glæde og aldeles nyttesløs fornøjelse for en masse vandrere.


5

William Wordsworths ben

180.000 miles skulle William Wordsworth efter sigende have gået i sit 80 år lange liv. Det svarer i snit til omtrent 9.8 kilometer om dagen, år ud og år ind – hvoraf langt de fleste kilometer blev tilbagelagt i Lake District. At vandre var både et tema for Wordsworths poesi og en forudsætning for, at han overhovedet kunne digte, og han bliver et forbillede for en moderne vandrekultur, der rummer både fysiske, mentale og naturæstetiske værdier.

Vandringens historie går selvfølgelig langt længere tilbage, hvis man medregner togaklædte grækere, religiøse pilgrimsfærd og folkevandringer, men vandringen som et slags nødvendigt fix, et både fysisk og mentalt narkotikum, er af nyere dato – i hvert fald er det først omkring Wordsworth, at vandringen bliver et emne, som begynder at fylde hyldemeter efter hyldemeter i boghandlen.

Andre spændende artikler


Dingle rundt i Irland

Dingle rundt i Irland

Briterne har talt: Det bedste grej i 2018

Briterne har talt: Det bedste grej i 2018

Irlands 5 bedste vandreture

Irlands 5 bedste vandreture

Log ind