Vandring i Georgien

Der er en stor bjørnebestand i Kaukasus, og vi tager vores forholdsregler. Vi har endda peberspray til eventuelle nødsituationer. Alligevel føler jeg en spirende nervøsitet og et behov for at granske skovbrynet hvert øjeblik. Vi kravler i soveposerne og taler om bjørne.

Jo mørkere det bliver, desto skarpere bliver sanserne. Inden længe føler jeg, at hele skoven kigger ind under bivuakken. Fantasien får frit spil her i bjergene, godt hjulpet på vej af skovens lyde og røverhistorier mellem de to soveposer.

Uvejr i bjergene
Gletsjeren, som vi når tidligt næste dag, er ubeskrivelig smuk. Med Mt. Ushbas majestætiske tvillingetinder tårnende over os, suger vi de smukke udsigter til os. Vi knæler og drikker det iskolde gletsjervand, mens småsten og isstykker konstant plasker i vandet omkring os. Det er dét her, det handler om. Det er på grund af dét her, vi spinker og sparer året igennem. Vi er på eventyr. På vej ud af dalen er vi høje af oplevelser. Vi er enige om, at vi kunne blive her for evigt.

Vejret i bjergene her tæt på den russiske grænse er berygtet for at være dårligt. Snart ruller et enormt regnvejr ned mod os. Omkring bjergtoppene smælder lynene hidsigt, og vi sætter farten op. På mindre end en time skifter vi bar mave ud med undertrøje og fleece, og lige før himlen åbner sig, ryger også skaljakken på.

Vi vandrer i den silende regn mod Zhabeshi i Tviberi-dalen, og de smukke bjerge er skiftet ud med mørke skyer og vedvarende regn. Hen ad eftermiddagen stopper regnen, og ved aftenstid bryder solen igennem skydækket. Før vi går til ro, hænger vi for nervernes skyld al mad langt væk fra lejren.

”Det dér var halv ulv, halv bjørn,” konstaterer min bror tørt.

Glem bjørnen – pas på hundene
Zhabeshi er, som andre små bjerglandsbyer i Svanetien, præget af fascinerende vagttårne tilbage fra mellem det niende og det fjortende århundrede. Byen er stille. Enkelte børn tøffer rundt, og de få voksne vi ser, står i mindre grupper og snakker eller arbejder ved deres huse.

I luften hænger en gennemtrængende lugt af svin og andre husdyr, hvilket præger store dele af Georgien. Vi går ubemærkede gennem byen. Ingen tilråb, ingen tilbud om at købe det ene eller det andet, kun venlige smil. Sådan lader hele kaukasusregionen til at være. Befriende.

Da vi når udkanten af byen, bliver vi ledt op ad en tilvokset sti af en lokal hyrde. Han vender om, og da vi fortsætter, bliver vi mødt af en hund så rasende, at det løber mig koldt ned af ryggen. Vi ser hurtigt, at den er bag et hegn, og vi går videre. Hunden følger os arrigt på den anden side af hegnet, med blotlagte tænder og rejste børster. Før vi når at reagere, bryder den gennem et lille hul i hegnet. Vi står nu ansigt til ansigt med en hund, der mest af alt ligner noget, der har lyst til at spise os til frokost. Vi reagerer instinktivt og forsvarer os med vores vandrestave. Hundens kæber klapper efter dem, og jeg får famlet min peberspray op ad lommen.

”Den får fandeme en røvfuld peber!” råber jeg til min bror, der er fuldt beskæftiget med at holde hunden på afstand.
Netop som jeg lægger pres på aftrækkeren på pebersprayen, trækker hunden sig tilbage, og vi kan ånde lettet op.
”Det var tæt på, alt for tæt på,” siger jeg stakåndet og med hjertet bankende i brystet.
”Det dér var halv ulv, halv bjørn,” konstaterer min bror tørt.

Ved aftenstid må vi indse, at vi er faret vild.

Faret vild
Havde dette været en normal vandretur, havde dagens absolutte højdepunkt været nået, hvorefter vi ville finde et smukt lejrsted og nyde en kold øl. Men det er anderledes i disse bjerge. Her er ubeskriveligt smukt, men samtidig råt og vildt.

Vi er alene på stierne og møder ikke andre mennesker end en ensom hyrde i ny og næ. Dagen igennem arbejder vi os langsomt op ad bjergsiderne. De markerede stier, vi hørte om på turistkontoret, har vi aldrig set skyggen af, og vi går derfor mere eller mindre i blinde.

Vi har kun en uforståelig forklaring, vi fik af en hyrde flere timer forinden, samt vores kompas til at give os en idé om, hvilken retning vi skal gå for at finde frem til Adishi. Så længe vi går opad, kan det ikke være helt galt, tænker vi.

Efter frokost kommer vi op over trægrænsen. Samtidig ruller skyerne ind over os. Vi ser et skilt, der peger midt mellem to veje. Vi har ingen idé om, hvilken vej der er den rigtige, men vi beslutter at følge vejen, der forsvinder i skyerne højere oppe. Inden længe går vi ud over de stejle, alpine græsenge i tæt tåge og regn.

Vi følger vejen, der fortsætter op, op, op. På vores kort ser det ud som om, vi skal gå parallelt med bjergkammen, og vi beslutter derfor at forlade vejen og følge en sti, der ser brugt ud. Efter at have gået i regn og tåge i flere timer, er vi ved at miste modet. Vi har ikke set noget tegn på, at vi er på vej mod en landsby.

Inden længe deler stien sig op i flere mindre stier, for til sidst at forsvinde helt. Vi er målløse. Vi fortsætter, men uden nogen pejlemærker. Vi er dødtrætte og befinder os i mere end 3000 meters højde. Regnen og tågen har nu fået følgeskab af en frisk vind. Vi har gennemblødte tæer og fryser. Ved aftenstid må vi indse, at vi er faret vild.

Endelig Ushguli
Uden andre muligheder slår vi lejr på den skrå bjergside. Vi har ingen form for læ, men graver en mindre stejl plads bag en sten. I silende regn, og rystende af kulde, slår vi bivuakken op og kravler så hurtigt som muligt i soveposerne. For udmattede til at lave mad deler vi en energibar og falder kort efter i søvn.

Vi vågner op til regn. Det sidste, vi ønsker os. Vi er våde, ømme og sultne. Efter en hurtig pakning vælger vi at gå tilbage, hvor vi kom fra, den sikre rute, der ikke får os ud i yderligere problemer. Efter endnu en lang dag på øde bjergveje, ender vi med at blive samlet op af en skrammelkasse af en bil.

Vi får et lift det sidste stykke til Ushguli og tumler sidst på dagen ind i stuen hos en lokal familie i udkanten af byen. Der bliver taget god hånd om os – alle vores ting bliver tørret ved brændeovnen, og vi får det første måltid i et døgn.

Ushguli er på alle måder en dybt fascinerende by. Placeret i den øverste del af Enguri-dalen har den udsigt til Georgiens højeste bjerg, Mt. Shkhara (5068 meter), der som en gigantisk mur udgør grænsen til Rusland. På grund af de mere end 20 oldgamle vagttårne er byen på Unescos verdensarvsliste. Hele regionen har nærmest ikke oplevet nogen form for kommerciel udvikling, hvilket gør det til en særlig oplevelse at gå på opdagelse i de små mudderfyldte gader.

Gennem stenskreddet
Efter fem overnatninger i bjergene er vi på vej tilbage mod turens udgangspunkt, Mestia. Ingen i landsbyen ved, hvorfor der ikke er kommet biler til byen den morgen, vi vil af sted. Vi kan vente, eller vi kan begynde at vandre de 47 kilometer tilbage ad den anlagte grusvej. Vi vælger det sidste. Efter to timer kommer vi til et stort stenskred, og vi ser, hvordan sten på størrelse med fodbolde stadig smadrer ned over bjergsiden, over vejen og videre ned i slugten.

Vi vurderer længe faren og samler mod til at krydse stenskreddet. Da vi er kommet forbi, banker hjertet igen voldsomt i brystet, men lettelsen over at have klaret den sidste forhindring er stor. Efter endnu et par timer på den smukke grusvej får vi et lift, og to timers bumlende køretur senere er vi tilbage, hvor vi startede. Heldigvis er det her kun begyndelsen. Forude venter yderligere fire uger i Kaukasus.

FORLÆNG DIN KAUKASUSREJSE

Kaukasusregionen er nærmest et uberørt eventyrland at rejse i. Alene i Georgien kan man nemt bruge tre uger i bjergene, og også nabolandende har rigeligt at byde på. Der er dog også et par vigtige ting at være opmærksom på.

Aserbajdsjan har som Georgien smukke, uberørte bjergområder, der bare venter på opdagelse – dog er der mange militærtjekpoints og andre forhindringer, der gør vandring over større områder i grænseområderne mere besværligt end i Georgien.

Syd for Georgien ligger smukke Armenien, der er kulturelt og historisk spændende og præget af et barskt landskab med dybe slugter og høje, ensomme bjerge. Rejsende har i langt højere grad opdaget Armenien, så forventningerne skal justeres i forhold til Georgien og Aserbajdsjan, hvor man har oplevelserne mere for sig selv.

Konflikten om landområder mellem Armenien og Aserbajdsjan er et betændt emne, som man bør holde sig langt fra, når man møder de lokale. Det betyder også, at hvis du vil til begge lande, skal du tage til Aserbajdsjan først, da de ikke vil lukke dig ind i landet, hvis du først har været i Armenien. Du kan ordne dit visum på www.azerbaijan24.com. Armenien er visumfrit i op til 180 dage, så der kan du bare troppe op ved grænsen med dit pas og et smil.

FAKTA

Sådan kom vi til Svanetien
En returbillet København-Tbilisi (via Tallin) koster omkring 2000 kroner. Her fra kan man tage nattog eller bus til Zugdidi (11-12 timer, 100-140 kr.), og derfra videre til Mestia med en seks timers bjergbus (80 kr.) Vi tog toget med stop undervejs i Gori, Kutaisi og Zugdidi.

Sådan overnattede vi
I Tbilisi boede vi på det primitive, men billige Europa Hostel for kun 20 kroner pr. person pr. nat på et skrabet dobbeltværelse. Så er vin endda inkluderet. I bjergene er det mest oplagte valg at have telt eller bivuak med. I selv den mindste landsby er der mindst ét homestay, hvor man for omkring 120 til 140 kroner kan få en overnatning og et måltid mad. I større byer er det billigere at overnatte.

Det brugte vi på mad
Nationalspisen Khachapuri er et mættende ostebrød, som kan fås til omtrent fire kroner. Man kan altså have et meget lavt madbudget. Vi brugte omkring 50 kroner pr. person pr. dag, inklusiv øl, vand, is og andre lokale snacks.

Hvornår skal man tage af sted?
I lavlandet er der meget varmt i juli og august – det bedste tidspunkt at rejse på er derfor maj, juni og september. I bjergene kan der ligge sne langt ind i sommeren, og vejret er meget omskifteligt.

Hvem kan klare turen?
Det er en god idé at have en del vandreerfaring, inden du begiver dig ud i Kaukasus’ bjerge. Hjælpen er ofte langt væk, og det er ikke sikkert, at du kan finde nogen, du kan kommunikere med. Vær derfor forberedt på at skulle klare dig selv – med mindre du tager på en guidet tur naturligvis.

Hvad med en guide?
Man kan finde en guide ved de fleste homestays. Vi blev spurgt et par gange, om vi var interesserede, men takkede nej. Hvis ikke den familie, man bor hos, selv arrangerer guidede turer ud i bjergene, kender de med garanti en, der gør. En guide koster omtrent 150 kroner pr. dag.