Vandring i Mexico

Op i tynd luft
Jeg ruller mod øst fra Mexico med Alfredo, der er biolog og bjergbestiger. Efter et par timer rejser La Malinche sig foran os. Det ser da overkommeligt ud, tænker jeg, inden vi sætter af sted til fods i 3300 meters højde.

Vi går gennem en skov af himmelhøje grantræer, og det tager ikke mange minutter, inden Malinche tager pusten fra mig. Helt bogstaveligt.

Det er intet mindre end forfærdeligt hårdt at gå. Varmen kombineret med den tynde luft giver en næsten klaustrofobisk følelse. Og, åh nej, ofringen har jeg glemt alt om! Det handler om ikke at tænke. Bare gå. Et skridt ad gangen. Puha.  

”Hvordan går det? Er du svimmel?” spørger Alfredo. 

Jeg ryster på hovedet. Småsnak er komplet umuligt. Det har jeg simpelthen ikke luft til. Vi møder nogle lokale familier, der også er på tur. De ser uforskammet friske ud og ser ikke ud til at have de fjerneste problemer med højden.

Det er nu, du skal vise, hvad det er for et stof, du er gjort af, tænker jeg. Mit hjerte banker, og sveden løber, og jeg koncentrerer mig kun om at flytte benene videre op. Skridt for skridt.

Højdemeter efter højdemeter. Mellem træerne ser jeg toppen komme nærmere. Det giver ekstra energi at kunne se målet. 

Bagholdsangreb
Vi nærmer os trægrænsen, der her i Mexico ligger i 4000 meters højde, tager en pause under et af de sidste træer og drikker godt med vand. Når O₂-niveauet går ned, må H₂O-niveauet op.

De siger, at en ekstra liter vand per ekstra tusind højdemeter er en god tommelfingerregel. Jeg spørger Alfredo, hvorfor vulkanen er opkaldt efter Malinche. Er hun lunefuld? Det tror han heldigvis ikke, men Malinche afslørede her i nærheden et bagholdsangreb planlagt af aztekerkrigere.

Cortés markerede sin sejr ved at bygge kirker oven på templerne i Cholula. En af dem ligger oven på en enorm, overbevokset pyramide, den største i verden, som med den 5452 meter høje, aktive vulkan Popocatépetl i baggrunden danner et af Mexicos berømte postkortbilleder. 

Heroppe på La Malinche begynder min krop at tilpasse sig højden og den tynde luft. Nu går det nemmere. Over trægrænsen er der heller ikke så varmt, og al min tvivl blæser bort med den friske vind. Videre. Højere. Selvfølgelig kan jeg klare det!

Appetit på mere
Det sidste stejle stykke op til bjergkammen er fyldt med sand, og hvert skridt frem er et halvt tilbage. Det koster kræfter, men sådan skal det også være at komme på toppen af et bjerg. Det gør det så meget dejligere at nå toppen.

”Tillykke! Din første top på over 4000 meter!” siger alfredo og giver mig en highfive. 

Toppen er lige akkurat stor nok til to personer kan spise frokost. Vi er 4462 meter over havets overflade. Vi er omgivet af forrevne klipper, der vidner om, at vulkanen simpelthen eksploderede under det seneste udbrud.

Malinche er (forhåbentligt!) uddød, hun har i hvert fald sovet fredeligt i over 3000 år. Men naboen, Popocatépetl, Det Rygende Bjerg, er i allerhøjeste grad vågen og har været lukket for bjergbestigere de seneste 10 år.

Alfredo nåede at komme på toppen, inden det skete. Det var faktisk den første top, han besteg, da han var en ung fyr og havde følgeskab af sin far. 

Høj på højdemeter og toprus og fulde af ny energi går det raskt ned ad i den vulkanske sand. 

”Det her er det bedste,” griner Alfredo, og hurtigt er vi nede igen. 

Ingen hovedpine. Ingen svimmelhed. Bare et par vabler og en solbrændt skulder. Det er let sluppet taget i betragtning, at jeg glemte at ofre noget. Samtidig har jeg masser af appetit på mere.

Malinche er Mexicos femtehøjeste vulkan, og den næste på min liste bliver nummer fire, Nevada de Toluca, der også går under navnet Xinantécatl. Den er blot 200 meter højere. Men dens sider er betydeligt stejlere. 

Ensom majestæt
Den ikoniske vulkan ved storbyen Toluca vest for Mexico City er hjemsted for arkæologiske skatte og en biologisk mangfoldighed så rig, at her findes mange arter, der endnu ikke er blevet studeret.

Derfor førte det til udbredt utilfredshed, da præsident Enrique Peña Nieto, som selv voksede op i Toluca, fratog vulkanen sin 77 år lange nationalparkstatus.

Grunden var efter sigende, at man bedre kunne kontrollere ulovlig skovhugst og den slags, som dog stadig finder sted der. Men mange, som for eksempel Alfredo, er slet ikke fornøjede. 

Da vi parkerer i  4000 meters højde, har vi hele vulkanen for os selv. I ensom majestæt og i den modsatte retning af hovedstaden i forhold til mange af de populære vulkaner, bliver vulkanen ofte overset. Det er lidt synd, for Nevado byder ikke blot på super samt moderat klatring og vilde udsigter. Selve vulkanen er også utrolig smuk.

Vores tur bringer os ind i selve krateret, hvor to små bjergsøer med blågrønt vand åbenbarer sig mod de golde lavasten. Kontrasten er magisk. Solsøen og månesøen hører til blandt de højere beliggende søer i verden og ligger 400 meter højere end den navnkundige sø Titicaca.

Søerne er dybe nok til, at dykkere træner her. Guden Toto, som byen Toluca er opkadt efter, siges at bo i krateret, og Nevado var for fortidens indianere et helligt bjerg. De afholdte ceremonier og ofringer for søerne, som i dag er fulde af arkæologiske genstande. 

Udenfor komfortzonen
Krateret er et fint turområde til dem, der ikke er tiltrukket af den tilsyneladende bratte, takkede kraterkant 500 meter højere mod himlen. Men det er vi. Det er dér, vi skal op. 

”Det er ikke så slemt, som det ser ud til,” siger Alfredo opmuntrende. 

Jeg er ikke helt overbevist. Det ser lidt vildere ud, end jeg er helt komfortabel med, men det er uden for komfortzonen, at livets magi ofte udfolder sig, tænker jeg og klatrer beslutsomt videre. Kigger ikke ned. Tænker bare på at finde den bedste vej op i bunken af sten, der ligger hulter til bulter efter de seneste udbrud for 3000 år siden. 

”Det er smaddersjovt at klatre her, når der er is på stenene,” siger Alfredo. 

Ham om det, tænker jeg. Han har steigeisen med, hvis det skulle blive nødvenigt. Nevado betyder nemlig ’snedækket’, og her kan være så meget sne, at folk kommer op til krateret for at lege i sneen og løbe på ski. Der har været snak om at bygge et skicenter, men med årene er der faldet mindre og mindre sne, så planerne er forløbigt lagt på is. 

Magisk tiltrækningskraft
Vi når toppen. 4700 meter over havets overflade. Endnu en højderekord for mig. 

”Så klarer du nok også ’Den sovende dame’, Iztaccíhuatl, den tredje højeste vulkan i Mexico. Den er på 5230 meter også,” siger Alfredo. 

Ifølge legenden var Iztaccíhuatl en aztekerprinsesse, som forelskede sig i en af sin fars krigere. Faderen sendte krigeren ud i kamp og lovede, at de to skulle få hinanden, hvis han kom tilbage i live – noget faderen ikke regnede med, at han ville.

Da Iztaccíhuatl hørte, at hendes elskede var blevet dræbt, døde hun af sorg. Men krigeren var slet ikke død. Og da han vendte tilbage knælede han i bundløs sorg ved sin elskedes grav.

Guderne  dækkede de to med sne og gjorde dem til bjerge; Iztaccíhuatl i en evig Tornerosesøvn, mens Popocatépetl konstant slynger ild ud i eksplosiv vrede over tabet af sin prinsesse.

Og selvfølgelig er jeg klar til at prøve kræfter med den vulkan på over 5000 meter. Mexicos vulkaner har vist sig ikke kun at være indhyllet i myter. De har også en magisk tiltrækningskraft. 

’Det Rygende Bjerg’

Vulkanen Popocatépetl, der også går under navnet ’Det Rygende Bjerg´, spytter kontinuerligt røg og aske i vejret.

Vulkanen bliver nøje overvåget, og når fareniveauet bliver øget, bliver der samtidig sendt advarsler ud til de 30 millioner mennesker, der bor inden for kraterets nedslagsfelt.

Der bliver også jævnligt holdt øvelser i evakuering af de 20 landsbyer, men det er ikke altid de allesammen lader sig frivilligt evakuere. Mange lokale tilbeder nemlig stadig Popocatépetl som en hellig beskytter og satser i stedet for på, at de årlige festivaller og ofringer holder vulkanen godmodig og glad.

For tiden ser det da også ud til, at Popocatépetl har temperamentet nogenlunde under kontrol.

Mysteriet om Mexicos vulkaner

Mexico byder på meget mere end lækre strande. Vulkaner for eksempel. Skræmmende, smukke, fascinerende, lokkende vulkaner. Der går nemlig et bælte af vulkaner fra kyst til kyst tværs over landet og lige forbi metropolen Mexico City.

Vulkanerne blev tilbedt af de indianere, der engang herskede i landet, og den højeste af dem, Pico de Orizaba, rager 5636 meter i vejret. Nogle vulkaner er fortsat aktive, og mange af dem er populære at bestige.

Mexicos vulkaner er for øvrig ganske mystiske. I modsætning til andre vulkanske bælter rundt om i verden ser de ikke ud til at være forbundet med nogen pladegrænse i jordskorpen. Det er ganske enkelt et mysterium, hvorfor vulkanbæltet i Mexico er så aktivt.