Vandring i hjertet af Dolomitterne

Vi har ikke booket en campingplads, og det viser sig at være en dårlig satsning, da vi må køre til tre forskellige campingpladser, inden vi får lov at slå teltet op. Efter et par dage i Bolzano med vandring langs flotte æbleplantager og på skovklædte bakker kører vi ad Strada del Dolomitti gennem over 100 hårnålesving og tre bjergpas til Cortina. Byen er base for et eksklusivt skisportssted om vinteren, men i juli og august fyldes den med glade vandrere, klatrere og andre friluftsentusiaster.

Efterhånden som vi kommer op ad og dybere ind i bjergene, stiger forventningens glæde i bilen. Selvom Bolzano er et smukt område, så er det bjergene i Dolomitterne, vi er kommet efter, og vi bliver ikke skuffede. Cortina ligger i hjertet af Dolomitterne, og bjergtinderne rejser sig elegant på alle sider af byen. Her er uendelige muligheder for kortere eller længere vandreture. Vi har valgt den komfortable løsning at lade teltet have fast base på en campingplads og tage på dagsture derfra.

Toptur med de lokale
Vel ankommet til Cortina efter køreturen finder vi en campingplads, og denne gang har vi ingen problemer med at få en teltplads. Campingpladsen er relativt primitiv med en lille biks, der sælger de mest fantastiske croissanter hver morgen, og et toilethus med bad og mulighed for opvask.

Vi finder en skyggefuld plads, og køber et vandrekort over området i campingbiksen, og så er det ellers i gang med at planlægge. Vi kigger nøje efter, hvor lifterne er i funktion om sommeren, så det vil være muligt at komme højere op, end vi ellers kan nå på en dagsetape. Efter den flotte rundtur på Faloria-massivet på vores første dag i Cortina, falder valget for andendagen på en toptur til Nuvolau i 2575 meters højde og med udsigt til Marmolada-gletsjeren.

Næste morgen parkerer vi bilen ved bunden af en lift, men tager turen til toppen til fods. Først gennem skov, så forbi en fin lille bjergsø, og til sidst henover nøgne klipper for at nå til det pas, vi har udset os som dagens mål.

Vi har vandret det meste af turen uden at møde særligt mange, men da vi når passet, er der pludselig en vrimmel af mennesker, der er kommet med en lift op fra dalen på den anden side af bjerget. Vores plan er egentlig at begynde nedturen herfra, men inspireret af de mange lokale, som ser ud til at være på søndagstur til toppen, vælger vi at fortsætte det sidste stykke op langs kammen til det refugie, som ligger på toppen.

På stien vandrer pensionister, børnefamilier og friluftsentusiaster i hvert sit tempo. Vi har vores 1-årige datter med i en bærerygsæk, og det afføder en del opmuntrende tilråb, grinen og pegen. Italienerne er ikke stille af temperament, og det er tydeligt for os, at det på disse kanter ikke er almindeligt at bære sit barn op på toppen i en rygsæk.

Tre populære klippetoppe
På tredjedagen er det tid til en tur rundt om områdets mest kendte klippeformation, Tre Cime de Lavaredo, som består af tre 500 meter høje fritstående klipper, der rager op i næsten 3000 meters højde. Vi tager bilen op til det refugium, hvor vejen ender ved foden af klipperne.

Da vi efter en halv times kørsel af bittesmå veje kommer frem, bliver vi noget overraskede over at finde en gigantisk og fuldstændig øde parkeringsplads med plads til både busser og biler neden for refugiet. Det er højsæson her i juli, så hvis der ikke er gæster nu, så virker det rimeligt overdimensioneret med plads til så mange parkerede biler.

Vi parkerer bilen, lige hvor stien starter og begiver os ud på en tre timer lang rundtur om de spektakulære klipper. Det er køligt her først på dagen, men solen skinner fra en blå himmel, og landskabet er imponerende, hvor end vi vender blikket hen.

Indimellem kigger vi op på de tre klippetoppe efter små farvede prikker. Det er klatrere, som næsten forsvinder på de gigantiske vægge. Efterhånden som turen skrider frem, møder vi flere og flere mennesker på stien, og da vi godt trætte i benene når tilbage til bilen og kigger på stien, hvor vi startede ud i morges, ser vi nu en myresti af små sorte menneskesilhuetter, så langt øjet rækker. Min anbefaling til andre der vil opleve Tre Cime: Start tidligt på dagen, hvis du vil have området for dig selv.

Kongeudsigten
Sidste aften i Cortina tjekker vi spændt morgendagens vejrudsigt. Vores plan er at tage turen op til områdets højeste top, Tofana di Mezzo, i 3200 meter via tre forskellige lifte. Vi tager turen for udsigtens skyld, så vi vil kun op, hvis vejret er klart.

Noget andet er, at det er relativt dyrt at tage turen med lifterne. Vejrudsigten ser lovende ud, og vi vågner da også til en skyfri himmel på vores sidste dag i Dolomitterne. Vi går hen til bunden af liften fra morgenstunden. Vi vil op, inden det bliver varmt og diset i dalen. Turen op tager 20 minutter med to omstigninger på vejen, og vi er lidt spændte på, om vi kan mærke den tynde luft og den hurtige opstigning, da vi står ud af den sidste lift og begiver os opad en trappe til en stor udsigtsplatform.

Udsigten er storslået. Lige under os ligger Cortina og rundt til alle sidder rejser bjergtinder sig så langt øjet rækker. Som de vandrere, vi er, søger vi straks væk fra platformen og op mod toppen lige over os. Vi kommer næsten op, men det sidste stykke er der spærret med en kæde og sat et skilt op, som angiver livsfare.

Her på toppen går faktisk en via ferrata-rute, hvor man kan klatre, mens man er spændt fast til en jernwire på klippen. Vi har dog ikke udstyr eller forstand nok på klatring til at begive os derud. Og så har vi den 1-årige med i rygsækken. Vi finder i stedet kameraet frem og foreviger familien på toppen, inden turen går ned igen, og vi kan fortsætte mod kysten og den mest flade by i verden, Venedig.

Småbørn på tur
At have små børn med på tur er en berigelse, men kræver også lidt ekstra planlægning. For os har en af de største justeringer været at planlægge kortere dagsture, så der er tid og overskud til at lege, gå på opdagelse og holde gode lange pauser.

En stor fordel ved området omkring Cortina er de mange lifter, som gør det muligt at komme op i bjergene på dagsture, uden at ruterne bliver specielt lange. Det er ærgerligt at bruge det meste af dagen på at vandre opad i tæt skov, hvis det man holder af, er udsigten og de åbne vidder over trægrænsen. På udstyrssiden er det vigtigste en god bærerygsæk, som barnet kan lide at sidde i, og som sidder godt på den voksne.

Vinter OL i 1956

Cortina var vært for vinter OL i 1956. Det var første (og måske også eneste) vinter-OL, hvor man kunne gå rundt til alle konkurrencerne. Det var også første gang vinter-OL blev TV-transmitteret til flere lande. Efter dette OL blev Cortina for alvor en attraktiv turistdestination, som de rige og berømte tog til om vinteren for at stå på ski.