Du er her:
  • ARTIKLER
  • Traumpfad: 550 km vandring fra München til Venedig

Traumpfad: 550 km vandring fra München til Venedig

En spontan vandretur over Alperne

I august 2020 tog jeg en spontan beslutning, der for alvor satte skub i min kærlighed til langdistancevandring. En uge senere stod jeg i det sydtyske. Mit mål? Venedig på den anden side af Alperne.

Skrevet af: Jesper Bach
Opdateret den 21. jun 2022

I august 2020 tog jeg en spontan beslutning, der for alvor satte skub i min kærlighed til langdistancevandring. En uge senere stod jeg i det sydtyske. Mit mål? Venedig på den anden side af Alperne.

Det hvide ICE-tog farer med 250 km/t ned gennem Europa mod mit næste store eventyr. Det er knap nok gået op for mig, hvad jeg egentligt har rodet mig ud i, fysisk og mentalt, men humøret er højt, og jeg laver en Instagram-opdatering.

Mine venner og dele af familien aner ikke, at jeg er på vej mod Alperne, og jeg synes, de fortjener at vide, at jeg nok bliver svær at komme i kontakt med den næste måneds tid. For blot en uge siden trykkede jeg “køb” på DSB’s hjemmeside, og planlægningen af knap fire ugers Alpevandring blev der ikke meget tid til.

Jeg ved, hvor jeg skal sove de næste seks dage – resten må jeg tage, som det kommer.

Mit mål er ruten Traumpfad. Den starter i München og er sammensat af mange lokale ruter gennem Tyskland, Østrig og Italien, inden den slutter foran Markuskirken i Venedig. De 560 kilometer og i alt 20.000 højdemeter i Alperne, kombineret med at jeg lider af type 1-diabetes og konstant skal regulere mit blodsukker, skal nok sætte min krop på prøve. Har jeg mon taget munden for fuld?

 

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

11 1.94.1

På få minutter kan vejret gå fra fuld sol til regn og tåge. Her er jeg på vej op af Friesenbergscharte i 2.904 meters højde.

Den vanskelige start
De første to dagsetaper fra München går gennem flade landskaber, men da det er Alperne, jeg drømmer om, starter jeg i Bad Tölz. På turens første dag venter nu 1000 højdemeter. Temperaturen ligger på knap 31 grader, og sveden drypper allerede fra mit ansigt.

Jeg kan snart se, at jeg har medbragt alt for lidt vand, og efter adskillige timer og med få dråber vand tilbage, når jeg toppen. Jeg er totalt udkørt og har fuldstændig undervurderet varmen. Min app fortæller mig, at der er blot tre kilometer tilbage. Nemt, tænker jeg, og fortsætter i rask tempo og klatrer over den ene klippe efter den anden.

Et par stiger og en del stålwirer senere indser jeg, at mit humør har samme retning som krakket på Wall Street i 1929.

Min krop er slet ikke klar på så meget klatring, og min diabetes er ikke til at styre. Jeg spiser konstant snacks for at holde blodsukkeret oppe og holder utallige pauser. Jeg magter ikke at nyde udsigterne og har egentligt bare lyst til at tage hjem. Det er slet ikke sjovt det her.

Men i det fjerne kommer Tutzinger Hütte til syne. Mit hjem for natten. En enorm lettelse og euforisk følelse rammer mig, og jeg slæber mig de sidste hundrede meter i mål. Mens jeg spiser en omgang tør wienerschnitzel, nærstuderer jeg min guidebog. Den beskriver dagens etape som en af de hårdeste, taget i betragtning at de fleste ikke er varme endnu, og at det er turens første etape med en del klatring. Tak for den, så er jeg i gang!

12 1.98.1

Schlegeisspeicher er et populært område i sommerhalvåret og kan være ret travlt midt på dagen. Om aftenen har du stedet for dig selv.

Kilo og bjergtoppe
Efter et par dage i bjergene kommer kroppen ind i en rytme, og den ene fantastiske oplevelse afløses af den næste. Dag ét er allerede glemt. Den mest uforglemmelige oplevelse på turens første del er Birkkarspitze med sine 2.749 meter.

Jeg starter klokken 5:00 om morgenen for at besejre de 1.659 højdemeter, som ligger først på dagen, og vælger at snuppe morgenmad på toppen. Da jeg er inkarneret jyde, har jeg valgt at spare de få euro på morgen- og aftensmad i hytterne og har i stedet medbragt mad hjemmefra. Min rygsæk vejer omkring 14 kilo med vand, mad og diabetes- og kameraudstyr. Det kan mærkes – specielt på dagens etape.

Jeg går meget op i letvægtsudstyr og minimal vægt i rygsækken, men må sande, at 2,5 kilo kameraudstyr, mad til alle måltider og et bjerg af snacks til min diabetes på ingen måder hænger sammen.

Landskabet på vej op til Birkkarspitze får mig dog heldigvis til at glemme de mange kilo. En flok bjerggeder iagttager mig på afstand, mens solen kysser bjergtoppen og sender varme afsted mod skyggesiden, idet jeg bevæger mig op ad. Jeg nærmer mig toppen, og langt nede af bjergsiden kan jeg se mennesker i myrestørrelse sno sig op.

Jeg er den første på toppen. Den eneste lyd er fra gasblusset, der sørger for kogende vand til havregrøden. I 40 minutter nyder jeg stilheden. Alene. Betragter de evige bjergtoppe og dybe dale.

På trods af den fantastiske morgenmad konkluderer jeg, at det ikke kan betale sig at slæbe rundt på mad, hvis jeg vil nyde hver enkelt skridt. Mit kogegrej og et par småting skal sendes hjem. Jeg rammer dog de to næste byer med et posthus på en helligdag og i en weekend, hvor alt har lukket, så jeg ender med at vandre med mine ting i knap to uger, før heldet er med mig.

Lektie til næste tur: Læs op på helligdage!

P1290085

Grænsen til Italien. En kæmpe milepæl.

Mine tyske venner
Da jeg tog valget om at vandre turen solo, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg nok skulle falde i snak med andre vandrere undervejs. 26 dage på farten kan være længe alene, selv for mig som ellers elsker at være i mit eget selskab.

Overnatningerne i hytter gør det nemt at falde i snak, og jeg føler mig enormt velkommen, både af værterne og blandt de øvrige vandrere. Der går ikke længe, før jeg føler mig som en del af et større fællesskab. Alle har samme agenda, er ydmyge og giver hinanden plads hvis nødvendigt.

Jeg falder i snak med tre tyskere på henholdsvis 30, 53 og 67 år i Glungezer Hütte. De gik stort set hele Traumpfad i 2019 og er vendt tilbage for at gennemføre de dele af turen, som de måtte opgive sidst på grund af store mængder snefald.

Jeg bliver hurtigt en del af deres gruppe, og selvom jeg kun tilbringer knap tre dage med dem, føler jeg, at vi har kendt hinanden i årevis. Mennesker, jeg møder på turen, åbner generelt hurtigt op og deler deres personlige historier. Det er vildt inspirerende, og samtaleemnerne spænder bredt i løbet af en dag. Vi har jo heller ikke så meget andet at give os til end at vandre fra A til B.

Alder har intet at sige. Cirka halvvejs på ruten møder jeg en 68-årige tysk kvinde fra Hamborg, Gabriel, der minder mig om en yngre version af min afdøde farmor: standhaftig, lyttende, sjov. Vi klinger godt sammen, og hun bliver hurtigt en bonus-farmor.

Desværre skilles vores veje relativt hurtigt, da vi bevæger os i to meget forskellige tempi.

P1290100

Hochfeilerhütte er et besøg værd, hvis man skal tage en ekstra overnatning. Hytten ligger i fantastiske omgivelser og med mulighed for at vandre over en gletsjer. Dog ligger hytten tre timer væk fra ruten og kræver derfor en omvej.

De eventyrlige hytter
Hytterne undervejs på turen viser sig at være en større oplevelse, end jeg turde drømme om. Mange af dem ligger placeret så langt væk fra civilisationen, at kun de mest passionerede vandrere kigger forbi. Glungezer Hütte er ingen undtagelse.

Den ligger i et månelandskab med udsigt til Inn Valley. Der er lavt til lofterne, brændeovnen holder hele hytten varm, og en skøn, ældre hund nyder at blive kløet på maven. Maden er fantastisk, og ejeren briefer alle gæster om morgendagens vejrudsigt. Perfekt.

Tre dage senere overnatter jeg i Olpererhütte; den mest moderne hytte på hele turen, men stadig autentisk med en storslået udsigt til søen Schlegeisspeicher og bjergkæden Zillertal. Om dagen vælter det ind med dagsvandrere, men sent på eftermiddagen fordufter de alle. Det føles som om, jeg har stedet for mig selv.

Turens sidste hytte ligger på det sidste bjerg inden slutspurten mod Venedig. Rifugio Col Visentin er nærmest som taget ud af en Tintin-tegneserie. Den fungerer som overnatningssted, men er også en lokal antenne- og vejrstation. Det er fascinerende at iagttage de mange master, og langt ude i det fjerne aner jeg Venedig.

Kigger jeg den modsatte vej tårner Dolomitterne sig op, og jeg nyder den smukkeste solnedgang, mens jeg mindes alle de vanvittige øjeblikke gennem Alperne. Det er det smukkeste sted at sætte punktum for 22 dage i Alperne.

På pladsen i Venedig
Fire dage efter står jeg foran Markuskirken i Venedig sammen med hundredvis af turister. Alligevel føler jeg mig alene. Det virker ret paradoksalt, for ude i bjergene følte jeg mig aldrig alene. Jeg hopper ind på en cafe og køber en kage til tre euro. Lidt fest skal der til; jeg har trods alt gennemført. Jeg er pavestolt af mig selv.

At vandre 550 kilometer gennem bjergene med diabetes og tasken fuld af kameraudstyr har ikke altid været lige let, men landskaberne, menneskene, hytterne og maden fik mig til at glemme de ømme fødder og lange dage med regn.

Jeg kan nu kigge tilbage på min hidtil vildeste rejse.

P1290372Hvis jeg skulle gå turen igen, vil jeg klart bruge mere tid og stoppe op og nyde fantastiske øjeblikke som disse. Her kigger jeg tilbage på de bjerge, jeg har krydset.


Film til ære for min farfar

På mine tidligere ture har jeg altid undladt at medbringe kameraudstyr og blot brugt min mobil. Efter hver tur viser jeg min 94-årige farfar billeder og fortæller om mine oplevelser. Hans alder har dog gjort det sværere for ham at forstå og tyde et stillestående billede, og hans helbred gør desværre, at han ikke er i stand til at komme så meget ud.

Jeg synes dog, at han fortjener at “komme med på tur”. Derfor tager jeg i sidste øjeblik kamera med optik, stativ og en del batterier med. Jeg vil filme hele turen.

Da jeg går alene, folder jeg gang på gang stativet ud. Sætter kameraet på. Trykker ’Record’. Går 20 til 100 meter tilbage ad ruten, jeg kom fra, for at kunne gå imod kameraet på optagelsen. På denne måde kan min farfar se mig trave fra München til Venedig. Jeg hygger mig med det, og det bliver min daglige mission at skyde de smukkeste landskaber. Tilbage i Danmark viser jeg farfar min film.

Han sidder mundlam i 14 minutter og gør så klar til at stille mig tusindvis af spørgsmål. Så ivrig og interesseret har han ikke været i lang tid, og jeg fik mit ønske opfyldt: Jeg fik farfar med på tur.

Se Jespers film på youtube


Rutens 5 etaper

Hvis du ikke kan sætte 30 dage af til at vandre hele ruten, så kan den inddeles i fem mindre etaper (etape to og tre er mine klare favoritter):

  1. München til Hall (154 km, 7 dage): Starter ud med to dages klassisk, dansk fladt landskab, hvorefter Alperne starter. En god blanding af stier gennem skove, klippeterræn og bjergtoppe.

  2. Hall til Pfunders (91 km, 6 dage): Overdådige og varierende landskaber hver eneste dag. Rutens mest hyggelige hytter findes her. Det er klart den etape, som giver mest valuta for pengene.

  3. Pfunders til Alleghe (103 km, 5-6 dage): Du ankommer til Dolomitterne og får mulighed for at komme op på rutens højeste punkt: Piz Boè med sine 3.152 meter. Ruten deles med Alta Via 2 og kan til tider være fyldt med dagsvandrere.

  4. Alleghe til Belluno (77 km, 4-5 dage): Etapen deler rute med Alta Via 1 og kan være overrendt i sommerferieugerne. Udsigten til Monte Civetta fra Refugio Tissi er storslået.

  5. Belluno til Venedig (144 km, 6 dage): Slutspurten gennem flade landskaber og vinmarker. Størstedelen af ruten foregår på mindre veje og grusstier. Højdepunktet er mødet med Adriaterhavet, ankomsten til Venedig og alle de forskellige supermarkeder, man ellers ikke har set til.

Find din næste tur her


Ruteforslag
Tour de Monte Rosa

Tour de Monte Rosa

Priser fra 8.998,-
Ture på egen hånd
Det ukendte Sicilien - Etna og Stromboli

Det ukendte Sicilien - Etna og Stromboli

Ruteforslag
Drei Zinnen

Drei Zinnen

Andre spændende artikler


Vandring i Toscana

Vandring i Toscana

Sicilien til fods

Sicilien til fods

Lun efterårsvandring i Europa

Lun efterårsvandring i Europa

Log ind