Eksplosiv vandring på italienske Stromboli

Trænge gader og doven rumlen
Det vrimler med folk ved kajen. Vi lægger hurtigt mylderet bag os og vandrer op mod byen. På vejen møder vi Quadro, hvilket langt fra er unormalt. Han er byens tidligere borgmester, der i dag bygger både. Han står og opmåler et skrog i tøj, der er pletter af maling. Hår og skæg er hvidt, og det solbrændte ansigt lyser af venlighed.
”Jeg hedder Quadro. Velkommen til Stromboli,” hilser han med et stort smil og ler.

Det er fordi, han ler så meget, at hans ansigt er så firkantet, indskyder hans ven, der står ved siden af og hjælper med opmålingen. Vi småsludrer en stund med de venlige øboer, inden vi fortsætter op mod byen.

Vi driver lidt omkring i de trange gader mellem hvide facader og blomstrende grene, der hænger ned mod os. Trehjulede, lyseblå biler og den ene Vespa efter den anden suser forbi. Oven over de snørklede gader lyder en undertrykt rumlen fra bjergets indre.

På byens torv ligger en gammel, gul kirke og en restaurant med svimlende udsigt ud over Middelhavet. Ikke langt fra kysten ligger et lille bjerg med et fyr. Det er en lille vulkan, der for tiden hviler sig oven på sit sidste udbrud. Vi spiser en god italiensk frokost i skyggen på restauranten. Brølene fra Strombolis top gør udsigten endnu mere betagende.

Det er en gammel skabelsesproces, der finder sted for mine øjne, som lavaen sprøjter rødglødende op fra jordens indre.

Til toppen og lavaen
Lidt over middag møder vi Mario og hans hund Pelée. Mario arbejder som guide på Stromboli, der er en af verdens mest aktive vulkaner og derfor kræver, at man udviser en vis forsigtighed, når man vandrer mod toppen af den.

Toppen af vulkanen tager sig bedst ud hen under aftenen. I mørket lyser den flydende, glødende lava meget mere op, og hele skuet bliver mere imponerende. Mario tager os med til sin lille butik, hvor vi bliver udstyret med vandrestokke og hjelme. Vi vandrer ad en snoet sti, der let fører os op gennem grønne buskadser omgivet af træer. Under os funkler det dybblå Middelhav, der her går under navnet Det Tyrrenske Hav.

Efter 400 højdemeter er der lukket for de, der ikke har en guide med sig. På grund af faren på toppen, skal man have en guide, og politiet vil have et overblik over alle, der befinder sig nær toppen, hvis et større udbrud skulle finde sted.

Allerede i den her højde tager omgivelserne sig helt anderledes ud. Udsigten og naturen er vild, blæsten tager ved, og den grønne vegetation bliver mere og mere sparsom for hver meter.

Stilheden bliver brudt af enorme brøl fra vulkanens top, og hele min krop vibrerer med bjergets rumlen. Men selv om vi kommer tættere på den hede lave, foreslår Mario, at jakkerne kommer frem, da det begynder at blive mere køligt.

Forførisk urkraft
Vandringen står på i to og en halv time, indtil Mario standser op i 700 meters højde. Spændingen er næsten til at tage at føle på, da Mario siger:
”Det er tid til at få hjelmene på hovederne. Vi nærmer os de aktive kratere.”

Ved bjergets top ser vi pludselig vulkanåbningerne, hullerne ind til jordens indre. De sprutter dampe og svovldioxid, og inden for et par minutter vil et af kraterne formentlig eksploderer og sprutte lava flere hundrede meter op i luften. Vi står blot 300 meter fra det enorme naturfænomen.

Vi sætter os i noget, der fungere som både vinddække og dækning for det, der kan komme væltende op fra vulkanen. Solen er på vej ned, og himlen er en farvedans. Mørket er på vej. Jo mørkere det bliver, jo mægtigere bliver vulkanens skue.

Jeg slipper ikke krateret af syne og lader mig forføre af urkraften i det eksplosive udbryd. Det er en gammel skabelsesproces, der finder sted for mine øjne, som lavaen sprøjter rødglødende op fra jordens indre lige her, hvor den jord, vi går på i dag, er blevet dannet gennem millioner af år.

Glødende lave synes at sætte ild i den mørke aftenhimmel. Her er nøglen til jordens liv – lige foran os. Det her er usandsynligt smukt. Dybt inde i mig river det efter at komme nærmere – tæt nok på til at røre. Men det er forbudt at bevæge sig nærmere, og det er sikkert godt nok. Blot få meter borte nærmest gløder jorden af varme.

Middag på italiensk
Efter et par timer er det tid til at drage ned igen. Vandringen foregår nu i det sorteste af mørke, og vi kommer frem i lyskeglerne fra vores pandelamper, mens vulkanens klangløse drøn toner bort for hvert skridt.

Vel nede i landsbyen viser Mario vej til sin yndlingsrestaurant. Vi drikker den søde dessertvin Malvasia delle Lipari, der bliver produceret her og er den mest kendte vin fra De Æoliske Øer.

En pizza bagt i stenovn udgør den perfekte afslutning på en eventyrlig dag. Bag byen, højt over gaderne og den lille plads, bryder den gamle vulkan nok engang ud. Dens hule drøn danner baggrund til tonerne af italiensk musik og hyggelig snak. Dagen er omme på Stromboli.

Vulkanen Stromboli

Stromboli rejser sig 2400 meter fra havbunden mod himlen, hvor af de 924 meter ligger over havoverfladen. Vulkanen har været i konstant aktivitet de seneste 3000 år, er den mest aktive vulkan i Europa og har tre aktive kratere på toppen. Hele øen måler blot 24 km².

De Æoliske Øer

På bådturen fra Sicilien til Stromboli passerer vi nogle af de eksotiske øer, nogle beboede, andre ikke. I år 2000 blev disse øer, De Æoliske Øer, som Stromboli er en del af, hædret med en plads på UNESCO’s verdensarvsliste.

Øerne var vigtige handelscentre allerede inden romerne grundlagde deres imperium. I 500-tallet kom grækerne og tog vare på de store forekomster af obsidian, der er en vulkansk bjergart, der har fået glasstruktur ved at lavaen hurtigt er blevet afkølet. I dag tilhører øerne Sicilien og lokker mange turister til med sin helt særegne natur.